Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17734Visninger
AA

30. IND I HUSET

Tavsheden varede ved indtil de nåede forbi rundkørslen og drejede op ad Skolevangs Allé. Sophie vred ansigtet imod ham, og hun sank en klump, som stilheden syntes at gøre struben tungere, og så sagde hun noget. 

"Øhm, Nikolaj, jeg kom egentlig til at tænke lidt på din anden hobby der?" 

Nikolaj trak panden i furer, og gled sit blik til hende. "Min... min anden hobby ... ?" 

"Ja, altså.... du ved... det der med... med at tage billeder af random personer, du ved." 

Og Nikolaj kiggede blot på hende, som det trak sig sammen i hans indre, og stemmen begyndte at hvisle frem i hans hoved - du er en løgner, du er en løgner, og hvad gør du når hun finder ud af det, løgner, løgner, løgner - og han vidste ikke helt, hvad han skulle svare, men så kom han i tanker om det, og han ignorerede stemmen og udspændte et smil i sit ansigt. 

"Når... dén hobby. Hvad, øh, hvad med den?" Og han kæmpede for at fastholde stemmen i den nøgterne tone af neutralitet, og håbede på at den ikke begyndte at knække eller dirre, så hans nervøsitet, og derved også den bagvedliggende løgn, blev afsløret, og hvorfor fanden skulle han også lyve for hende og tage det skide fucking billede, hvorfor, og det havde været så latterlig en ting at indgå et væddemål om, idiot, idiot, det begyndte at pulse imod brystbenet, og han ville ønske at han kunne spole tiden tilbage, men han kunne ikke spole den tilbage, og det vidste han, og han var nødt til at fortsætte løgnehistorien. 

"Hvor, øh, hvor længe har du så haft den hobby?"

Find på noget, Nick (løgner), find på noget for fanden, find på noget, find på (løøøøøgner) noget...

"Øhm... Øh... ikk'... ikk' sådan... sådan ret længe. Det startede, øhm... det startede faktisk kort før jeg mødte dig... du ved... dernede på, øh, på stranden." 

"Åh. Okay." Sophie nikkede, som hun fokuserede sit blik fremad, og det så ud som om hun troede på ham, men han var ikke sikker. Hun fortsatte, efter de havde gået lidt i endnu en kortvarig tavshed, som kun brudtes af cyklens tik-tik-tik-tik-tikken. Så. "Hvorfor er det så, at du tager billeder af tilfældige mennesker? Jeg er bare nysgerrig, ikke andet. Jeg syntes nemlig det er ret, du ved, interessant." 

"Hvorfor jeg tager billeder af mennesker?" Han fulgte det op med et træk på skulderen, hvorpå han fortsatte. "Det ved jeg sgu ikk' rigtig, Sophie... Fordi jeg kan, tror jeg. I don't know."

"Fair nok. Det kunne jo være, at du havde en eller anden mening med det... Altså, mennesker er jo tit og ofte meget sådan, interessante. Det er derfor, jeg bedst kan lide at tegne personer. Der er så mange... så mange udtryk og så mange... personligheder forbundet med de udtryk... så meget at udforske. Men... men du ved altså ikke, hvorfor du kan lide at tage billeder af random personer? Det kan du bare, eller ..."

"Ja, noget i den retning, ja." Og han nikkede som han sagde det, og havde ikke lyst til at se hende i øjnene, og blikket fastholdte han lige fremme for sig, på den opadskrånende vej som om ganske få øjeblikke, ville flade ud og blive til vejkrydset inden det gule hus, som Sophie og hendes forældre boede i, dukkede op på højre hånd. Det var også Frederiks skyld, var det, og hvis han aldrig havde fristet ham med det skide væddemål, så ville Nikolaj aldrig have løjet for Sophie, og det var også Frederiks skyld, og please lad være med at spørge ind om mere, vil du ikke nok, Sophie? 

Og som hvis hun kunne læse hans spørgende tanke, blev Sophie atter tavs, på den gnavende ubehagelige måde, og de vandrede yderligere et minut i tavshed, og vejen fladede ud længere fremme, og gik forbi vejkrydset. 

"Så er vi her næsten." Nikolaj fremkæmpede et smil, som det blev ved med at gnave stadig dybere i kroppen, og han løftede armen og strakte pegefingeren frem mod det gule hus på højre hånd længere fremme. Sophie skævede blot læberne i et smil. De krydsede vejen, og vejkrydset, og som Nikolajs øjne fastholdte sig på Sophie, begyndte han at blive mere og mere bange for, at løgnen, der bed, borede og gnavede i det bagerste af tankerne, uvilligt ville undslippe hans læber, og hvis Sophie fandt ud af det var han ikke i tvivl om at hun ville blive såret, og måske miste tilliden til ham, og han havde på ingen måde lyst til at såre hende, ikke Sophie, for alt i verden ikke Sophie. 

"Ja, det har du ret i," sagde Sophie, og hendes stemme var blevet alt for rolig, alt for stille, og vidste hun at han løj? Og han var så tæt på bare at gribe fat i hendes skulder, dreje hende rundt til sig, og kigge ind i hendes klare lyseblå øjne, der havde det karakteristiske uskyldige glimt, for derefter at fortælle hende at han var en løgner, en dum lille løgner, og at han var ked af det, og tilgiv mig, Sophie, jeg syntes du er en sød pige, og jeg skulle aldrig have løjet, jeg har aldrig haft nogen som helst billeder af tilfældige mennesker på min telefon, det var en løgn som var en del af et væddemål jeg havde lavet med Frederik, undskyld, undskyld, undskyld, og sammentrækningen i hans indre forvandlede sig til et sugende vakuum, og Sophie kiggede på ham.

"Er der noget galt, Nikolaj?" 

Ja der er, Sophie, jeg har løjet, jeg har løjet for dig...

"Nej da, overhovedet ikk'."

... og jeg er fucking ked af det.

"Sikker? Du virker bare lidt... jeg ved ikk'... lidt mere stille end du plejer?"

"Jeg er nok bare træt."

"Okay." Hun sagde det med læberne trukket i hendes skæve, halv-ægte smil. Sophie vred ansigtet i begge retninger, da de nåede vejkrydset, for at være sikker på at der ikke kom nogen biler, hvorefter hun krydsede over, med Nikolaj lige i hælene, og de nåede hen foran murstenshuset. 

"Du, øh... du kan bare stille din cykel i indkørslen." Hun pegede en enkelt gang imod carporten, som hun skridtede indover den betongrå indkørsel. "Jeg venter henne ved døren."

Nikolaj takkede, og hans hænder var klistret fugtigt til imod cykelstyret. Han trak cyklen hen til en af forstolperne, den tættest på haven i venstre side, og kom hende herefter i møde ved indgangen. 

"Skal du ikke have låst den?"

Nikolaj rystede på hovedet. "Nej, det behøver jeg ikk'. Jeg kender det her område, og det er sgu ikk' rigtig et sted, hvor tyveri ligefrem er særlig almindeligt, og jeg bliver her jo heller ikk' særlig længe, så regner sgu ikk' med at det bliver nødvendigt."

"Hvis du siger det," sagde hun, smilende, og trykkede håndtaget ned, og åbnede døren indad og mod venstre. Hun trådte ind i entréen og holdt døren åben for Nikolaj. "Bare tag dine sko af på måtten." 

Hun lukkede døre da han var trådt ind, og som han bøjede sig ned i det ene knæ, og begyndte at løsgøre snørebåndene på sine converse All-star, vendte Sophie sig rundt, og satte i bevægelse imod trappen og hjørnet længere fremme, og hun hævede stemmen.

"Faaa-aaar? Faaaa-aaaar!" Og hendes stemme knækkede over i en lysere tone midtvejs i ordet "far", på en måde Nikolaj fandt usædvanligt sødt, ligesom hendes lyse rullende fnisen og den lige rynke i hendes pande, der altid dannede sig hver gang hun koncentrerede sig om sin skitseblok, og han bandt herefter sine snørebånd op, trak sig af skoene og begav sig til at vente.

 

*

 

Far Søren sad på kontorstolen, bøjet henover sin bærbare mac-computer, med brynene trukket sammen og to firkantede læsebriller hvilende imod toppen af næsebenet, og hans blik vekslede skiftevis imellem computerskærmen og dokumenterne, som lå udspredt på bordet, da Sophie trådte hen til den åbentstående, lyse fyrretræsdør med glasrammerne. 

"Far?"

Han løftede og drejede hovedet, og smilte til sin datter. "Åh, hejsa Sophie. Haft en god dag?"

Sophie trådte ind i rummet, som det begyndte at spænde op i maveregionen. "Ja, ja, den har været... den har været fint nok. Øhm," hun støttede sin ene håndflade imod glasrammen. "Der, øh... der er noget, som jeg gerne lige vil spørge dig om." 

"Hvad er det, min pige?"

"Det er fordi, at... hvordan skal jeg sige det... der er den her dreng, ikke? Øhm... som... ja, vi snakker rimelig godt sammen, øhm, og så havde jeg tilbudt ham at følges med mig hjem fra skole, øh, for han ville gerne se, hvordan jeg boede og sådan... ja, og jeg inviterede ham hjem, men skulle måske lige have ringet til dig inden... jeg vil... jeg vil bare lige høre, om det er okay?" 

Far Søren sad blot i den sorte kontorstol og kiggede på hende længe, uden at blinke, og Sophie hadede den vedvarende bestirren, og sig nu noget, for pokker, hvad som helst, du ved jeg hader når du ikke siger noget, og så delte han sine læber. "En dreng?" Der var et eller andet i hans stemme, som Sophie ikke kunne placere - var det mistroiskhed eller var det måske bekymring? -, noget dæmpet og monotont, men hun vidste ikke hvorvidt hun turde spørge ind, og sig nu ja, far, han er en virkelig sød dreng, sig nu bare ja, og så nikkede hun. 

"Ja. En dreng. Fra min nye klasse. Han... han er altså virkelig sød, virkelig, og ... "

Far Søren trak brillerne af, og strejfede blikket hen til sin opslåede bærbare, blot en kort gang, og Sophie fornemmede hjerteslagende forkrampe sig stadig kraftigere imod bagbrystet. Han sukkede.

"For min skyld, Sophie, er der intet i vejen med det. Men du ved jo, hvordan mor har det med sådan noget, og når hun finder ud af..."

"Det gør hun ikke! Han tager hurtigt herfra igen." Sophie nikkede selvbekræftende, som hun sagde det. "Det lover jeg." 

Søren spillede med kæberne, længe, så venstre tindingemuskel vibrerede under den bare hud ved hans tilbagetrukne, sammenkrøllede hårgrænse af brunt, og han var stille længe, og kun den maskinagtige hvislen fra computeren, den svage luftige lyd, fyldte kontorlokalet op. 

"Okay," sagde han så, langt om længe, og rejste sig op. "Okay, hvis han sørger for at være ude af huset inden mor kommer tilbage."

"Det skal jeg nok sørge for, at han er. Tak, far." Sophie smilte, og vendte sig rundt, men hun fik ikke skridtet sig i bevægelse, før far Sørens stemme lød bag hende. 

"Vent, Sophie. Jeg går lige med, okay?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...