Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17197Visninger
AA

20. IKKE EFTER PLANEN

Nikolaj steg af cyklen og trak den henover parkeringspladsens asfalt mandag morgen klokken lidtover otte, og han placerede den i stativet under træskurets halvtag ved grantræssamlingen, som han gjorde hver morgen han ankom, og låste cyklen og hørte Amalies stemme idet han havde bøjet sig frem. Han kiggede sig tilbage. 

"Hej, Nikolaj." Hun smilte til ham, som hun trak cyklen hen til stativet og placerede den få rækker fra ham. 

"Hey." Nikolaj vendte atter fokus imod cykellåsen og drejede nøglen, da Amalie atter sagde noget.

"Der er noget, jeg bliver nødt til at spørge dig om." 

Han viftede øjnene imod hende og rettede sig op. Amalies læber smallede sig ind, og hun kiggede bagud, for at forsikre sig at der kun var de to tilstede, og hun fik øje på Frederiks cykel som stod lænet op ad skurets trævæg, og vidste at han allerede var i klassen - hun kom også senere end hun plejede, mindst fem minutter - og et suk udbød sig fra hendes læber, og hun drejede atter hovedet tilbage imod Nikolaj.

"Nikolaj... Det jeg spørger dig om nu, ikk' å? Det må du virkelig love mig ikk' at sige videre, for det er virkelig... ikk' nemt for mig." 

Nikolaj så noget i hendes runde øjne, han havde svært ved at placere, et underligt glimt af tomhed, og han tænkte på lørdagen, hvor han havde set Amalies besked til Frederik, og hvordan Frederik blot havde svaret tilbage med en afvisning, og han begyndte at få en fornemmelse af hvad dette handlede om. 

"Jeg vil gøre mit bedste."

Amalie nikkede, og gled blikket ned til sine røde sko, og i lang tid sagde hun ikke noget, og det forekom Nikolaj at han ikke før havde set hende i den tilstand.

"Hvad syntes Frederik om mig?" Hun kiggede på ham, som hun blinkede, og hendes stemme var blevet lysere, ikke på den sukkersøde måde alle på skolen kendte hende for, men på en ubehagelig måde, der indgød en blanding af nervøsitet og usikkerhed, og det var helt tydeligt et emne, som gik hende på, og han så hvordan hendes venstre hånd gled sig hen til højre albue, og begyndte at gnide op og ned ad overarmen. 

"Hva' mener du?"

Hun trak på skulderen og smilte forsigtigt, et påtaget læbesmil, ikke som tandsmilet hun ellers altid plejede at bruge. "Det ved jeg ikk'... jeg... det' nok også bar' mig der er sådan... lidt paranoid... jeg ved det ikk', men jeg... Jeg har bare den der følelse af, at han hele tiden prøver at undgå mig, og jeg ved ikk' om det er fordi jeg er for pågående eller om... Eller om det er fordi han måske syntes jeg er irriterende."

Nikolaj blev ved med at kigge på hende, som Frederiks stemme afspilledes på indersiden af kraniet - "Det er fucking Amalie, vi snakker om" - og som han så Amalies tilstand og hendes buende øjenbryn, som havde rettet sig i en lidt mere opadskrånende stilling på panden end de plejede, spændte irritationen igen hans krop og han fik lyst til at gribe fat i Frederik og ruske ham og fortælle ham at han skulle tage sig fucking sammen og give Amalie en undskyldning, og måske skulle han fortælle Amalie at Frederik måske syntes at hun var irriterende, også selvom han ikke rigtig kunne forstå hans grund, men han valgte at lade være og rystede i stedet på hovedet.

"Nej, Amalie... Nej det tror jeg sgu ikk' han syntes. Du kender ham. Han er bar'... Ja, han er bar' Frederik, og sårn' er han. Jeg tvivler på, at han har noget imod dig."

"Okay." Amalie nikkede, og smilte igen, men hendes hånd fortsatte med at glide op og ned ad højre overarm, og hun viftede atter blikket imod asfalten et par gange mere. "Jeg er bar'... Jeg har bar' den der følelse, du ved. Den der... Ja, at man føler at man er til besvær og at man egentlig ikk' rigtig er, du ved, ønsket." 

"Kender det," svarede Nikolaj. "Men du ka' jo altid snakke med ham og spørge, hvis..."

"Åh! Åh, nej... Nej... nej det er overhovedet ikk' nødvendigt. Du er hans bedste ven, og hvis du siger at han ikk' har noget imod mig, så stoler jeg på dig. Det, ja, det er også bare mig, der er åndssvag." Og hun nikkede og fjernede hånden fra sin arm, og vendte istedet blikket tilbage imod skolebygningen. "Ska' vi gå ind?"

"Ja, jeg har da i hvertfald ikke tænkt mig at blive stående herude resten af dagen, hvis det er det du tænker på."

Amalie rystede på hovedet og smilte, så hendes kinder fordybede sig i de velkendte indhulinger, og et lyst suk udbød sig fra læberne. "Oh my God, Nikolaj, du' så sjov at man helt glemmer at grine."

"Ved det. Det' mega nice, ikk'?" Nikolaj løftede det ene bryn, og satte sig i bevægelse, og Amalie fulgte efter ham som hun atter rystede på hovedet.

"Jo da. Mega."

*

For første gang i lang lang tid, kunne Sophie ikke koncentrere sig om timerne, og flere gange måtte hun søge ud på badeværelset, og sætte sig på toilettet bag den lukkede dør, og hive hive hive efter vejret, for ikke at bryde sammen i gråd, og det var som om hendes mellemgulv var blevet ætset væk og erstattet af et dybt sort hul, som trak den omkringværende kropsmasse ind imod sig, men hun kunne ikke græde og hendes hoved var tungt og hele verden omkring hende virkede kunstig, som om hun bare kunne smelte sig igennem både vægge og døre og selv gulvet. Hun lagde ikke mærke til Frederik eller Nikolaj, eller nogen af de andre, og i pauserne sad hun blot og kiggede på den samme blanke side i skitseblokken, tomt og hun anede ikke hvad hun skulle tegne. Det eneste hun så frem til, og som måske ville give hende trøst, var at få fat i guitaren og bare spille, og hun regnede ikke med at hun ville tilbringe eftermiddagen på ret meget andet end spille og græde og spille og måske gå tur og måske græde lidt mere, og det var første gang nogensinde, hvor gråd ikke løste op på den brændene klump. 

Hun kunne ikke engang høre musik, uden at tankerne vandrede, så hun så billeder af hende og Lukas sammen, og da skoledagen var slut, gled hun blot med strømmen af elever ud fra parkeringspladsen, og havde i et kort øjeblik glemt hvilken vej hun skulle tage, at hun skulle dreje til højre og ned ad cykelstien som førte gennem birkeskoven, men hun skiftede så kurs og søgte hen til stien og fortsatte forbi træerne, og hendes blik fjernede sig på intet tidspunkt fra skosnuderne, som hun blot gled henover asfalten, først venstre og så højre pg så venstre, og hun tænkte ikke engang over, at Nikolaj ikke havde kontaktet hende. Det eneste hun tænkte på var den vedvarende dunkende ætsen og fornemmelsen af tomhed, der gnavede i hendes knoglemarv.

*

Det var tirsdag, at Nikolaj næste gang tog kontakt til Sophie, og hele eftermiddagen i forvejen havde han planlagt præcis hvordan han skulle gøre det, og hvordan han kunne gøre hende tryg nok til at få Frederik med derover, men da han lagde sig ned i dynen om aftenen, blev han mere og mere i tvivl. Måske skulle han vente, indtil Sophie havde lært ham meget bedre at kende, og han tænkte på da Frederik bare afviste Amalie, og at han kun tænkte på Sophies udseende men ikke hendes personlighed, og han blev mere og mere og mere sikker på, at det ikke var en god idé, men Frederik ville føle sig røvrendt hvis han afbrød det, så han var nødt til at fortsætte, og han ville gøre sin ven glad og det var det eneste der betød noget.

Men da han fandt Sophie ved det fjerne bord i kantinen i tolv-pausen, fandt han ud af, at tingene ikke altid går som man planlægger. Han skridtede hen til bordet, som hun også havde siddet ved de andre gange, og han spurgte hende "hej Sophie, må jeg gerne sidde her?", og hun trak blot på skulderen, uden at svare ham, og Nikolaj tog det som et ja - det plejede hendes skuldertræk at betyde, det havde de i hvert fald gjort de øvrige gange, han havde snakket med hende -, og han satte sig ned, overfor hende og ikke ved siden af hende. 

"Går det godt?" Han rettede sit blik imod hende, og antog læberne i det imødekommende smil, som han iførte sig hver gang de snakkede sammen, men da han så de røde streger, der havde opsvulmet sig omkring underkanterne af hendes øjne, samt den runde næsetip som havde antaget en rødlig nuance, forekom det ham at hun lignede en der lige havde grædt, og hans øjenbryn trak sig til en undrende pandefure, hvorpå han gav slip på sit bestik. 

Sophies overkrop gjorde en bevægelse, og en trækning i hendes ansigt fulgte, kort inden hun drog et snøft. Nikolaj lod blikket glide fra Sophie og hen til det bord, Frederik sad ved, og deres øjne mødte hinanden, og Frederik nikkede. Han viftede atter øjnene tilbage til Sophie. Hun havde lige grædt, det var han sikker på, og måden hun bøjede ansigtet længere mod bordpladen, var blot endnu en bekræftelse - det kendte han fra Amalie, hun gjorde altid det samme når hun var ked af det, og når hun ikke ønskede at folk skulle se resterne efter hendes tårer -, og han havde i dette øjeblik lyst til at skide på det hele, og rejse sig op og gå væk derfra, og lade Sophie være i fred. Frederik skulle ikke have lov til at fucke det op, ikke hvis Sophie var ked af det, det ville han ikke tillade, men han blev siddende og løftede istedet bestikket inden han kiggede imod lasagnen.

Indled en samtale, Nikolaj. Indled en samtale, for fuck sake, istedet for bare at sidde der. 

"Ka' du heller ikk' li' lasagnen?" Han skulede til hende. Hun reagerede ikke, kørte blot gaflen frem og tilbage og endnu et snøft lød fra hende. "Ved du hva', Sophie, fuck det. Du behøver sgu ikk' æde det lort. Man sku' tro de havde kommet syre i, eller noget...!"

Stadig intet svar. Men han gav ikke op.

Stilheden sænkede sig over dem. Sophie stoppede kort tid senere med at vippe gaflen rundt i maden, og lod istedet sine læber presse sig sammen. Nikolaj skulede igen til bordet, Frederik sad ved, men hans ven lænede sig fremover og grinede af en joke, som Christian var kommet med, og så ikke ud til at lægge mærke til samtalen med Sophie.

Han kiggede atter på hende. Og fortsatte.

"Hva', eh... Hvordan var det så at køre i tog? Blev du angrebet af de der gamle sure mænd, som altid brokker sig over unge, og hele tiden tager den der... den der rollator med, så alle bare bliver nødt til at vente en halv time på at stige af og på? Du ved, dem som altid benytter sig af de der offentlige transportmidler. Eller hva'?" 

En trækning bevægede sig på Sophies mundvige - var det et smil? -, men hun kiggede ikke op, og en tomhed syntes at udhule Nikolajs bryst. Han klikkede gaflen imod sin lasagne, tænkende, og skulede atter til hende, og som hun sad der, med gaflen som hun atter begyndte at vippe rundt og fra side til side, forekom det ham endnu engang hvor køn hun faktisk var, og hvor uskyldig hun virkede, og hendes fine runde ansigt og de sorte øjenvipper, der vibrerede hver gang hun blinkede, og den slimende lyd der frembragtes, hver gang hun snøftede ind, og det trak mærkværdigt i hans mave, og denne gang blev han sikker på, at Frederik ikke skulle have lov til at røre hende. Hun var en skrøbelig pige, det var han sikker på, og han så næsten en trang til at rejse sig op og vandre om på den anden side af bordet, så han kunne krybe sine arme omkring hendes krop, og trøste hende, og fjerne hendes tårer, og du holder dig bare langt væk fra hende, Frederik, så længe du behandler piger på den måde, uanset hvor lækker du så syntes hun er, du holder dig fra hende, holder dig fucking fra hende...

Og han vendte blikket fra hende og gled det mod højre, og standsede det ved murstensvæggen, hvor han fik øje på køkkenrullen som stod der, hvilende på den sorte fod, og endnu et snøft lød fra Sophie, og han rakte hånden frem imod papiret. Før han selv anede det, havde han taget to stykker køkkenrulle, som han strakte frem til hende.

"Her. Tag dem her."

Sophies krop blev stiv, og lige til at starte med bevægede hun sig ikke, og sad kun med hovedet bøjet, og blikket rettet imod et punkt, Nikolaj ikke vidste - var det køkkenrullen mellem hans fingre eller den dampende lasagne på hendes tallerken? - men så løftede hun langsomt hånden og lod sine slanke fingre omslutte papirstykkerne, og deres greb gled sig atter sammen, og hendes hånd var så varm og blød og glat og var det bare ham, eller holdt Sophie pludselig vejret inde?

En dybsindig tavshed rullede sig imellem dem, inden papirstykkerne blidt blev trukket ud fra Nikolajs greb, og han lænede sig tilbage i stolen, imens han mærkede det pulse og dunke i brystkassen. 

Sophies fingre krøllede papiret, som hendes greb strammedes, og fuck hvor var det her egentlig ubehageligt akavet, og en pludselig trang til at rejse sig op og skynde sig væk trak nedover Nikolajs krop, og han havde aldrig haft det sådan før, og hvad fuck er det lige der sker?

Han fokuserede på sine hænder, pressede fingerspidserne mod hinanden, og lod tungespidsen fugte sig henover underlæben, og Sophie førte papiret op til næsen og begyndte at puste, først gennem det ene næsebor og så gennem det andet, og hun sænkede køkkenrullen, og for første gang under hele deres samtale, viftede hendes øjne sig op og mødte med hans, og et umærkeligt smil trak hendes læber en anelse skæve mod venstre.

"T-t-tak," fremhviskede hun, og flakkede blikket ned. 

Nikolaj smilte, og nikkede svagt. "Det var så l---"

Han nåede ikke længere, før Frederiks stemme afbrød ham. "Hvordan går det?" Og Sophie stivnede, så skuldrende trak sig i en løftet stilling, og hendes læber vred sig smalle, og han førte blikket mod venstre, hvor han så Frederik komme vandrende imod dem, tættere og tættere og tættere, med hans alt for brede læbesmil, og det strammede sig op i hans kropsmuskler.

Frederik standsede ved siden af Sophie og smilte til hende, og Sophies øjne flimrede sig i inden hendes fingre atter pressede sig imod bordkanten. Han strakte sin hånd frem, delte læberne og fortsatte. "Hej igen, Sophie. Det er sgu ved at være noget tid siden... Snart en uge, ikke?"

"Frederik, for helvede...!" fremsukkede Nikolaj, med en alt for tør stemme, og rystede opgivende på hovedet, men Frederik fortsatte og det stramme smil på hans læber blev ikke mindre.

"Du må sgu i øvrigt undskylde det med de tegninger, Sophie, det var fandeme ikk' med vilje. Så undskyld for det...!"

"Frederik, hva' fuck laver du?" Nikolaj hævede stemmen, så han tiltrak sig opmærksomhed fra de omkringværende, og en lære strakte hals og rynkede panden. Frederik vendte sit ansigt imod ham i overraskelse, selvom Nikolaj havde fornemmelsen af at det udelukkende var påtaget.

"Hva' mener du?"

"Ja, du fucker sgu det hele op?"

Frederik sænkede hånden, og nu var hans smil borte, og hans blågrønne øjne syntes at vokse, og munden antog en alt for lige stilling, idet han langsomt vendte hovedet på skrå. Han sagde ikke noget, i flere sekunder, og da han endelig delte læberne, var hans stemme reduceret til en tørhed. 

"Jeg prøver at fucking snakke med Sophie, ligesom vi aftalte? Eller du har måske for travlt med at flirte med hende til at ku' huske aftalen? Eller hva'?" 

Sophie rejste sig i dette givne sekund op, og kastede sig i bevægelse og skubbede sig forbi Frederik, og hun løb løb løb ned gennem kantinen, som tårene atter sprang frem fra hendes øjne og stribede sig ned af kinderne, og hendes vejrtrækning hev og hvæsede og hev og hvæsede og hun forsvandt gennem døren og ned ad gangen.

"Okay, nu gør du mig fandeme pissed, du gør, Frederik?" Nikolaj rejste sig op, så stolen skrabede tilbage henover gulvet, og han hævede stemmen. "Hvorfor fanden ska' du bare fucke det op på den her måde?"

Frederik rystede blot på hovedet. "Hold dog kæft. Jeg ved sgu godt du sad og flirtede med hende. Jeg er sgu da nok ikk' dum, vel?"

"Hvad er det der foregår?" En mandlig lærer fra en af de yngre klasser, havde rejst sig op og begyndte at skridte sig i bevægelse. Det samme gjorde Amalie, såvel som Christian.

"Flirtede med hende?" Nikolaj hævede det ene bryn. "Flirtede med... Okay, ved du hva', det her gider jeg sgu ikk'. Kom tilbage når du ka' ta' dig lidt fucking sammen, din fucking idiot." Og med de ord gled han sig i bevægelse, og skubbede sig forbi Frederik, og ignorerede Christian og Amalie som kom gående imod ham, og han måtte tage dybe indåndinger, for at forhindre sig selv i at gå amok, og næverne knyttede han stramt sammen. 

Fuck dig, Frederik. Fuck dig, fuck dig, fuck dig...

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...