Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17109Visninger
AA

25. HYGGESNAK

De gik nogle få minutter i stilhed, og Sophie tog et par slurke af sin cola, imens Nikolaj tømte Malene-flasken for indhold, og da de nåede Vestre Strandallé, hvor de drejede til højre, imod rundkørslen længere oppe, viftede Nikolaj sine øjne ned til Sophie, og han begyndte atter at tale. 

"Hvor, øh, i København kommer du så fra?"

"Øhm... Jeg kommer egentlig ikke rigtig fra selve København, men mere... Ja, noget der hedder "Storkøbenhavn"." Hun kiggede på Nikolaj, og hun så hans ene bryn som havde hævet sig højere op end det andet, og hun fortsatte. "Jeg kommer fra Hvidovre... I hovedstadsområdet."

"Åh. Okay." Han nikkede, selvom Sophie alligevel var klar over, at han nok stadig ikke havde nogen egentlig geografisk fornemmelse af, hvad pokker Hvidovre var og hvor pokker det lå, men han så ud til at være ligeglad og spurgte blot videre. "Hvordan var det så at flytte hertil?"

"Det var meget hårdt." Lukas der kiggede på hende, og bad hende om ikke at sige hemmeligheden videre til Rebekka og Julie, og Rebekka der sagde "hun er seriøst for latterlig", og den brændene ætsen i mellemgulvet og hun bed sine kæber sammen. "Nikolaj, kan vi ikke please snakke om noget andet?" 

"Hvorfor...?"

"Please." 

"Okay."

En bil passerede forbi med en hvislende lyd, da den flænsede luften og dækkene skurrede henover asfalten, og lyden trak ud og strakte sig, jo længere bilen forsvandt fra dem, og de nåede skolestien med de to bomme kun hundede meter fra rundkørslen, og krydsede over jernbaneoverskæringen, før Nikolaj sagde noget. 

"Hva' din livret?" 

"Min livret?"

"Ja. Eller du er måske en af de dér typer, som har mere end én?"

"Det ved jeg ikke... det tror jeg... min livret er mad. Giv mig alt der ikke er enten lever, persille eller blomkål, og så kan jeg æde indtil jeg brækker mig. Jeg elsker bare mad. Der er ikke lige noget konkret, som jeg lige kan komme i tanker om." 

"Nu lyder du sgu som Amalie."

Stilhed. De passerede et buskads, og nærmede sig den grå lejlighedsblok lige inden rundkørslen.

"Hvad er din livret, Nikolaj?"

"Alt der ikk' er rugbrød..."

"Ja, det kan jeg bruge til meget," sagde Sophie hovedrystende, med læberne trukket til hendes skæve smil. "Men har du noget... du ved... specifikt?"

Nikolaj vippede lidt med hovedet, som han tænkende tilspidsede munden, og så vendte han øjnene hen til hende og spurgte, "Tæller brownies som en livret?" 

"Altså, det er jo 'mad', men... Det er strengt taget ikke en ret, så... det tror jeg nu ikke." 

"Det tæller. Det har jeg nu bestemt. Så min livret er brownies!" 

Sophie fniste, en fin stille lyd, som Nikolaj elskede og bare kunne høre igen og igen og igen, og han kiggede på hende og hun så på ham.

"Hvis det skal være på den måde, så er min livret... cupcakes. Chokolade-cupcakes." 

De standsede ved siden af rundkørslen, og på deres højre hånd buede og strakte den vej, som førte forbi pizzariaet.

"Cupcakes? Er det ikke bare det man kalder en muffin?"

"Øh... nej? Cupcakes er ikke muffins."

"Det er det sgu da," svarede Nikolaj, med næsen rynket til, og Sophie sukkede.

"Nej det er ikke. Muffins er... det er svært at forklare, men muffins er bagt på en helt anden måde. Og så er de større. Cupcakes er... Papirskager. Små og runde."

"Okay, hvis du siger det, frøken kage-ekspert."

Sophie viftede blikket væk, og vidste ikke om det var sagt i en for-sjov-ironi, eller om han sagde det fordi han var irriteret på hende, og hun vidste ikke hvad hun skulle svare tilbage, men det behøvede hun heller ikke tænke på, for Nikolaj spændte sit ansigt i et smil, og fortsatte. "Hvilken vej ska' vi?"

"Øhm... Den her vej." Og hun gik forbi ham, og han vendte sig rundt, og de krydsede begge rundkørslen, og fortsatte op til Skolevangs Allé, forbi den røde postkasse, og i korte øjeblikke var den eneste lyd som brød stilheden, den svage trafik fra enkelte biler på Vestre Strandallé, der forsvandt bag dem, og den trækkende klik-klik-klik-klik fra Nikolajs cykel, og så sagde Nikolaj noget.

"Jeg ka' godt li' at snakke med dig. Det ved jeg godt at jeg har sagt før, men jeg mener det. Du er virkelig hyggelig. Og jeg ka' sgu li' din humor."

Sophie kiggede ikke på ham - hvorfor skulle han også give hende komplimenter lige nu? -, og det kvaltes i hendes hals, men hun smilte blot og fremkvækkede et svagt tak. Nikolaj kiggede fremefter, og det gik op ad bakke så det blev sværere at trække cyklen.

"Er det den her vej du bor på?"

Hun nikkede.

"Du bor sgu ikk' særlig langt væk fra både Amalie og Frederik."

Hun var ikke interesseret i Amalie eller Frederik, de sagde hende ikke rigtig noget, særligt ikke Frederik, som hele tiden trængte sig på, og hun hadede hadede hadede når folk trængte sig på, og derfor spurgte hun "hvor bor du egentlig henne, Nikolaj?"

"I den modsatte ende af Risskov... Et par kilometer herfra. I den retning." Han drejede hovedet bort fra hende, og viftede med hånden tilbage i retning mod skolen, inden han atter greb om cykelstyret og trak videre. "Det ska' jeg nok vise dig en dag, hvis du har lyst."

"Det ku'... det ku' da være meget hyggeligt." 

De nåede toppen af bakken, og vejen førte igennem et kryds, og lige længere fremme, omgivet af en række nordmandsgraner og en samling bøgetræer i baghaven, stod det gule hus med de zinkglinsende metallamper som flankerede den flisebelagte indkørsel, og Sophie nikkede derhen imod. "Det er derovre."

"Wow. Det sgu da meget pænt."

De krydsede Skolevangs Allé, hen til det modsatte fortov, og fortsatte med at gå side om side, over vejrkrydset og så standsede de foran indgangen til grunden. 

"Jamen... Det var så det, regner jeg med." Han vendte sig imod hende og krøb sine mundvige tilbage i det brede læbesmil, som Sophie fandt usædvanligt sødt, og hævede sin hånd. "Tak for snakken. Det var sgu pisse hyggeligt."

De trykkede hinandens hænder, og Sophie smilte tilbage. "Øhm, det var da så lidt, tror jeg." Hun sænkede atter armen og fumlede med sin endnu ikke helt færdigdrukkede Sofie-cola. 

"Så ses vi vel i morgen, ikk'?"

Hun nikkede. "Det regner jeg med."

"Fedt. Ha' det godt." 

"Tak i lige måde." Sophie sendte ham et sidste imødekommende smil, og vendte sig rundt inden hun trådte op i indkørslen og skridtede henover græsplænen, og hun var næsten henne ved døren, da Nikolajs stemme lød bag hende. 

"Hov, Sophie, to sekunder."

Hun drejede sig rundt. Nikolaj trak cyklen tilbage, hen foran indkørslen og bøgehækken, og tog sin telefon ud ad lommen. "Der var sgu noget jeg glemte."

Og Sophie kom i tanker om billedet, som han tog af hende på stranden for over en uge siden, og hun følte sig sikker nok til at lave sjov med det, og hendes læber skævede sig i et smil. "Endnu et billede af mig til din samling?"

Nikolaj løftede hovedet fra telefonen, kiggede spørgende på hende, og det tog lang tid, flere sekunder som Sophie fandt yderst akavet og ubehagelige, før det gik op for ham, hvad hun hentydede til - (din lille løgner, Nick, din fucking lille løgner) -, og han skyndte sig at ryste på hovedet. 

"Åh. Nej... Nej, overhovedet ikk'. Jeg ville bare spørge efter, om jeg måtte få dit nummer?"

"Mit nummer?"

"Ja. Så vi ka' skrive lidt sammen. Hvis du vil, altså." 

Hun trak på skulderen, som hun fandt sin telefon frem. "Det må du vel gerne. Hvis jeg så også må få dit."

"Selvfølgelig." Og så udvekslede de hinandens numre - Nikolaj fik Sophies, inden Sophie fik Nikolajs -, hvorpå de tog afsked med hinanden for sidste gang. Kort inden Sophie trådte igennem den lyse dør som udgjorde husets indgangsparti, hørte hun den metalliske klik-klik-klik-klik der trækkede mod højre, og efter lyden at dømme kunne hun regne sig frem til, at Nikolaj havde sat sig op på cyklen og kørte afsted. Så trådte hun ind og lukkede døren efter sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...