Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17722Visninger
AA

70. HEUREKA

Sophie sagde ikke meget på vej hjem fra skole. Hun bestirrede blot vejen foran sig, og fornemmede blot den vedblivende tomhed, men gråden var ikke længere nødvendig. Da hun kom op på værelset, lukkede hun døren og stillede tasken fra sig, og istedet for at sætte sig på sengen, og måske tage sin guitar og spille på den - det ville måske være gavnligt - vandrede hun istedet hen til vinduet, der stirrede ud i forårsnaturen, og løvskoven på den anden side ad vejen var blomstret ud i herlighedsgrønne blade, lyse og friske, men naturen var ikke inspirerende, som den ellers plejede, og hun kiggede blot i den fortsatte tomhed af ikke-følelse. Nikolajs ord genspillede sig i hendes hoved, men det betød intet. Han var forelsket i hende, og han HAVDE løjet for hende, men han var ked af det, men hun følte intet. Ingen varm kildren i brystet, ingen forløsende glæde, blot intet. Hun åbnede vinduet på klem. En sød luft af nyslået græs sivede ind i værelset. Dette var en duft, hun normalt elskede, men ikke denne gang. Denne gang var hun ligeglad.

Tanken slog hende først, da hun vendte sig om og vandrede tilbage mod sengen, og den ramte hende da hun greb fat i toppen af guitarhalsen og skulle til at sætte sig. Hun skulle snakke med Nikolaj, fortælle ham at han var tilgivet, og møde ham ved parkbænken, og det skulle gøres i dag, og det var det eneste rigtige at gøre. 

Hun stillede guitaren fra sig og trak sin telefon op fra lommen, men så tøvede hun. Hun tøvede, fordi billederne filmede frem, og med billederne fulgte de røde tråde, som Nikolaj havde fortalt hende om den der fredag. Med billederne fulgte de røde tråde, og Nikolaj snakkede med hende på strandkanten, hans brune hår vokskinnede kontrasterende imod det skydækkede himmeltag af gråt. Nikolaj satte sig ved siden af hende på bænken, og Nikolaj favnede sine arme om hende da hun græd på cykelstien, og Nikolaj gav hende Sofie-med-F-flasken i Fakta, og Nikolaj kyssede hende på bænken, og måske startede det med et væddemål, men væddemålet udviklede sig til noget ganske andet, og måske havde han ikke nogen telefonbilleder af tilfældige mennesker, og havde løjet om dette, men det var nu-tænkningen, som var skyld i dette, den åndssvage, forbandede nu-tænkning, nu-tænkningen som enhver anden teenager lod sig styre efter og som hun selv så ofte havde handlet på. Før-tænkningerne dukkede sjældent op. Efter-tænkningerne kom først når man sandede konsekvenserne, og nu kom hendes efter-tænkninger, ligeså vel som før-tænkningerne, nu kom alle tænkningerne, og nu forstod hun forskellen mellem den ufornuftige og umodne nu-tænkning og den fornuftige nu-tænkning, som blev præget af før-tænkningerne og efter-tænkningerne, fordi det var denne nu-tænkning, der slog hende. 

Det var alle hendes handlinger baseret på nu-tænkninger, og en forvrænget efter-tænkning og en ligeså forvrænget før-tænkning, som endte med at hun befandt sig her. Det var alle de uhæmmede her-og-nu'er, der medførte de begivenheder, der havde ledt op til lige præcis denne. Det var en nu-tænkning, der havde fået storesøster Mathildes veninde til at skubbe Mathilde ud på vejen, så Mathilde snublede og blev dræbt af den kørende lastbil. Det var en nu-tænkning præget af en forvrænget før-tænkning, der havde fået mor Vibeke til at blive så nervøs og bekymret for Sophie, og dette havde medført den gradvist stigende frygt, fordi hvad nu hvis, hvad nu hvis de alle hader mig, hvad nu hvis der er noget galt med mig, og nu-tænkningen havde fået hende til at gå da Lukas afslørede sin seksuelle orientering, nu-tænkning, nu, nu og hvad nu hvis. Men hvad nu hvis var intet mere end en tanke, og klarheden om dette rensede sig igennem Sophies sind i en åbenbaring, et heureka-øjeblik, som da Arkimedes grundlagde Arkimedes lov, med vandet der overflød karret, og heureka-øjeblikket ville blive livsforvandlende, for fremtiden var ikke præget af hvad-nu-hvis'er, men nu'er. Fremtiden var præget af de handlinger, man foretog sig nu, og dette ville påvirke hvilken af hvad-nu-hvis'erne, som ville gå i opfyldeldse. Hvad nu hvis de alle hader mig, ville blive virkeliggjort udelukkende baseret på hendes egen nu-tænkning og hvad denne nu-tænkning medførte. Mangel på tilgivelse led til had, og had led til ondskab og frygt og smerte. Usikkerhed på verden ville lede til social tilbagetrækning, og tilbagetrækning ville lede til isolering, og isolering til ensomhed og ensomhed til smerte. "Hvad nu hvis" var en tanke styret af nu-tænkning, og intet mere. Hvad nu hvis var en tanke, et elektrisk signal i hjernen, og ikke andet end det. Dette forstod hun. Hun var bange fordi hun var for nu-tænkende på den forkerte måde. 

Og varmen kom tilbage. Den lyserøde varme, som hun havde følt da Nikolaj omfavnede hende på bænken, og den armkildrende forelskelse, det vendte alt sammen tilbage, smækkede ind i hendes krop, og hun ville ikke ringe til ham, hun ville overhovedet ikke ringe til ham, der var ikke nogen grund til at ringe, og hun smilte, hvorfor hun smilte var hun ikke helt klar over, men hun smilte, og måske skyldtes hendes smil aha'et i oplevelsen, måske skyldtes smilet den befriende klarhed der rensede i hendes sind, og smilet bredte sig ud i hendes kinder, og en fugtig varme lunede i hornhinderne.

*


Torsdag blev Nikolaj afleveret af sin mor, ligesom han var blevet alle de tidligere gange, lige siden Frederik sparkede hans ankel, og han tog afsked og humpede nedover parkeringspladsen og så stivnede han, halvvejs henne ved skolebygningen. Han stivnede, fordi han så Sophie, siddende der ved bunden af de tre trappetrin. Han stivnede, og blev stående, længe, og Sophie løftede hovedet og kiggede imod ham, med et sælsomt udtryk i de blå øjne. Nikolaj tøvede sig atter i bevægelse, anede ikke hvad han skulle sige eller gøre, og Sophie rejste sig op, idet han var ti meter derfra, og bevægede sig forsigtigt imod ham. Nikolaj standsede. Sophie stoppede en meter fra ham. De kiggede på hinanden, længe, uden at sige noget, og så rykkede Sophie frem og lod sine arme slutte sig omkring Nikolajs flanker, og hun trykkede sig tæt ind til ham, og så løftede hun hovedet og flimrede sine øjne i. Hendes mund læbede sig om hans. Alle musklerne i Nikolajs krop slappede af, og han kyssede tilbage, og læberne klistrede slimet i parkeringspladsens store tavshed.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...