Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17215Visninger
AA

23. HAR DU LYST TIL AT VÆRE MIN VEN?

At Frederik ville støde ind i Sophie ligepræcis denne tirsdag aften, som han fulgte med Christian og Amalie ind i pizzariaet, for at hente de pizzaer - alle tre med pepperoni og ekstra ost - som Christian havde bestilt en halv time forinden, havde end ikke faldet ham ind. Og det var overraskelsen over at se Sophie siddende der, tre borde derfra, der fik al bevægelse i hans krop til at fortage sig da han var trådt forbi Amalie og døren, som hun med sin ryg holdt åben. 

Og en lyst til at gå hen til Sophie trak indover ham, og han gled blikket nedover hendes kurvede træk, de bløde afrundede hofter og taljerne der buede sig ind i en ganske svag timeglasformation, og hendes ben, de lækre ben med de faste lår, og udbulingerne i hendes hættetrøje som blev dannet af brysterne, og det spændte sig op i hans skridt og trak igennem maven, og han kom atter i tanker om, præcis hvor lækker Sophie faktisk var. Det lange hår i nøddebrune nuancer og med enkelte lyse striber, og pandehåret hun havde rettet i den ikoniske venstreskrånende frisure, og hendes øjne, og hvor ville han bare i kontakt med hende, bare én gang, bare snakke med hende og høre hendes stemme og lære hende at kende, og det svulmede og pressede og svulmede i skridtet, og han hørte ikke Christian eller Amalie påkalde hans navn, før det slanke bløde greb som stammede fra Amalies hånd rundede sig om hans venstre skulder og trak hans opmærksomhed væk fra Sophie, kun kortvarigt.

"Frederik, hallo? Er du døv eller hva'?" Amalie fokuserede på ham med sine runde cyanøjne og der var noget desperat i hendes ansigtsudtryk, som Frederik ikke rigtig kunne tolke - hun er sikkert bare utålmodig - og han trak sig fri af hendes arm og spurgte hende i et henkastet tonefald, der lød mere tørt og mere hårdt end det måske havde været meningen.

"Hvad er der, Amalie?" 

"Betaler du for din pizza? Eller har du for travlt med at glo?" Amalies stemme var blevet mere skinger end den plejede, og hun havde trukket den ind til en sammenbidt tone. 

"Hold dog kæft," fremsukkede Frederik, og trak sin pung og gled sig i bevægelse, og han så ikke hvordan Amalies øjne flere gange viftede sig imod Sophie, og hvordan pupillerne blev hule og dybe og bundløse, og hendes blik alt for intenst fokuserende. Trådte blot frem til skranken, hvor han lagde en halvtresser frem, og igen skulede han til Sophie, og hun blev siddende med øjnene slået ned mod telefonen, som hun strakte henover den cirkelformede bordplade, og det forekom ham at hendes skuldre var løftet en anelse tættere imod hovedet, i noget der lignede anspændelse - "ved hun at jeg kigger på hende?" -, og han kunne stadigvæk ikke fjerne sit blik fra hendes utrolig kønne ansigt og blødt afrundede skulderparti, og fuck jeg må snakke med hende, det må jeg altså, og jeg skider på hvad Nikolaj siger, der må være en måde, det må der bare, og han blev ved med at stirre, stirre, stirre, indtil Amalie hev i hans arm.

"Frederik, vågn nu op, for fuck sake! Vi ska' videre, ikk'ås." 

Han hørte kun halvt efter, og lagde ikke mærke til hendes stemmes mærkværdige dirren, øjnene fulgte hele tiden Sophie, som på intet tidspunkt kiggede op, og som sad statue-stille, kun med et bryst der skubbede sig frem og trak sig tilbage og skubbede frem og trak sig tilbage i den stedfaste vejrtrækning. Han veg ikke blikket fra hende, før de var trådt ud af pizzariaet, og Amalie greb hans hånd og trak ham afsted, og han så for sig hvordan Nikolaj skrabede stolen overfor Sophie tilbage, inden han satte sig ned, og hvordan han snakkede og rakte hende de tre stykker køkkenrulle, så hun kunne tøre sin næse, hvordan han kiggede lidt for længe på hende med sine havblå øjne, og det gnavede imod Frederiks inderbryst. Han hørte Nikolajs stemme, som rungede frem imellem tankerne - "har jeg nogensinde svigtet dig, Frederik?" - og hans kæbemuskler spændtes, og hvorfor var det altid alle de andre som kunne score piger, men aldrig ham selv? Hvorfor forelskede han sig altid i dem, han aldrig kunne beholde? Han ville score, det ville han bare, en rigtig mand skal score, og hvis han bare kunne kontakte Sophie, og for helvede hvor var det pinligt at han var nødt til at have hjælp af sin ven, og selvom Nikolaj sagde at han ikke havde svigtet Frederik før og heller ikke ville gøre det nu, begyndte den vedvarende gnaven imod brystbenet at gøre ham mistroisk. Hvad nu hvis Nikolaj gik bag om ryggen på ham, og slet ikke snakkede med Sophie for at hjælpe sin ven, men fordi han selv var tiltrukket af hende, og hvad nu hvis Sophie endte med også at blive tiltrukket af Nikolaj, og nej, tag dig sammen Frederik, Nikolaj er din fucking ven, og når han siger at han ikke vil svigte dig, så vil han ikke svigte dig, det ved du, og han hjælper dig med at skabe en kontakt til Sophie, du må have noget tålmodighed, og vær dog lidt taknemmelig, han svigter dig ikke, det gør han IKKE, tag dig sammen for helvede.

Men den underlige brystgnaven varede ved resten af dagen, og var voldsomt svær at ignorere.

*

De første skoletimer torsdag var geografi og matematik, hvor Sophies tanker hele tiden vandrede til Lukas, der lagde røret på så klartonerne duut-duut-duut'ede gennem den struberivende stilhed, og til Rebekka som sagde at hun var latterlig, og Julie som stak hende i ryggen og svigtede hende ved at være enig i Rebekka, selvom hun sagde at hun aldrig ville svigte, og hendes hoved syntes tungere end det plejede, som om kraniemusklerne var blevet strammere og tykkere, og hun tænkte på alle de gange hun havde fået at vide at hun var noget værd - "du betyder så meget for os begge, Phie, det skal du bare vide," sagde Julie flere gange, når Sophie fik sine regelmæssige grædeanfald og ringede hende op -, og alle de gange Julie havde sagt "du er smuk, Sophie, du er en smuk pige, du er virkelig virkelig smuk," og ingen af dem, hverken Lukas eller Julie eller Rebekka havde kontaktet hende siden weekenden, og hun begyndte at spekulere, om nogen af de ting, Julie havde fortalt hende overhovedet passede. Om hun overhovedet var noget værd, og om hun overhovedet var så smuk, så smuk, som andre fortalte hende, og måske var det derfor hun aldrig havde haft held i kærlighed, og folk altid kiggede efter hende, og Julie havde kun fortalt hende det af medlidenhed, og hun havde aldrig nogensinde betydet noget for nogen af dem, var bare en belastning, som en myg der svirrede på ens værelse i nattemørket, og som man ønskede at klaske men aldrig kunne finde, en belastning der holdt en vågen til langt ud på natten, og fyldte en med et boblende had og morderisk afsky, hun var den myg som alle hadede, bare en myg, en værdiløs og ubetydelig og lille belastende myg i nattemørket. Og de skår af glas, der syntes at have bidt sig fast i brystkassens knoglemarv, begyndte at røre på sig og sendte jag af udborende tomhed ud mod hjertemusklen, og mellemgulvets ætsen voksede atter frem, åd mere og mere og mere af hendes indre, og det var en kamp for hende at modkæmpe tårene som truede med at springe frem fra øjnene.

Og hun tænkte på, at geografi altid havde været Lukas yndlingsfag, og hvordan han altid elskede at finde mærkelige danske bynavne, og hvor i landet de befandt sig, og han kunne altid udpege dem - "ved du at der er en by på Fyn som hedder Snave? Den ligger nordøst fra Odense" "ved du at der ligger en lille flække ved navn Tyskland utrolig tæt på Billund i Midtjylland?" "Balle er sgu en rigtig by, Sophie. Den ligger lige over Silkeborg" -, og det fyldte hende med en bankende brystvarme, for det var en del af ham, og hun elskede elskede elskede ham, og hvorfor var hun stadigvæk forelsket i ham, hvorfor kunne hun ikke bare glemme ham, hvorfor, og han havde kigget på hende da de var sammen med hinanden for absolut sidste gang, og han havde sagt "du må fandeme love mig ikke at fortælle det her til Rebekka og Julie", og - (det lover jeg Lukas) - hun havde brudt det løfte, og han havde bare lagt røret på, bare spurgt "hvad?" med den ubehageligt lave stemme og lagt røret på, så hun kun hørte klartoner, og han havde ikke engang givet hende tid til at forklare sig, og de var ikke venner mere, det var hun sikker på, ligesom at hun ikke var venner med Rebekka og Julie længere, og det var ikke fair, det var overhovedet ikke fair. 

Og minutterne gik og gik og gik, og hun kiggede blot på de opgaveark, som geografilærer Bent Johansen havde uddelt til dem, med værdiløshedens tankestemme der hvislede frem i hendes hoved, som paradisets slange i Edens Have, og du er ikke god nok, Sophie, du er ikke køn nok, Rebekka og Julie var kun venner med dig fordi du er så ynkelig og de ikke gad såre dig, og Julie sagde kun at du var smuk for at få dig til at stoppe med at græde, du er ingenting værd, Sophie, ingenting, bare en fucking lille taber og det ved du godt, og du er en kujon er du, en dum lille kujon, og der er ikke nogen der gider dig, se det i øjnene, du er ingenting værd, ingenting ingenting ingenting, og hun måtte bøje hovedet og skære tænder, og hun var så tæt på at bryde sammen her i klassen, men hun ville ikke bryde sammen. Ville ikke græde mere. Ville... ikke... græde... mere... 

*

Nikolaj indledte den næste samtale med Sophie, da skoledagen var ovre. Han fulgte efter hende udenfor - "fuck jeg virker sgu som lidt af en stalker, bare hun ikke opdager det" - og så da hun drejede ned mod birkeskoven, den modsatte vej end den vej som han og Frederik plejede at tage, og han styrtede ned til skuret og låste sin cykel op og sagde farvel til Frederik, og trådte pedalerne i bund. Sophie var halvvejs nede af stien, blot en miniaturesilhuet da han nåede op foran skolen, og han satte farten op og svang rundt om de to bomme, og cyklede fremad, indtil Sophie kun var ti meter fra ham, og så svang han sig af og stillede sig på asfalten, hvorpå han trak sin cykel det sidste stykke, samtidig med at han hævede stemmen.

"Yo, Sophie!"

Men hun svarede ikke, og vandrede blot fremad, med slaskende skridt og hænderne begravet i lommerne på de sorte højtaljede jeans, og da Nikolaj kom nærmere, så han ikke var mere end knap en meter bag hende, hørte han en vejrtrækning der hikkede og hev, hikkede og hev, efterfulgt af en halvkvalt gurglen og et snøft, og hun græder da, gør hun ikke? Han rynkede sine bryn som han skridtede hurtigere, og trak cyklen med sig, og han nåede op på siden af hende inden han smilte forsigtigt.

"Hey, Sophie."

Hun farede sammen og standsede og vendte blikket imod ham, og han så tårestriberne der vred sig nedover hendes opsvulmede ansigt, og kinderne som havde puffet sig røde og blanke, og hun slog omgående blikket ned og drejede sig væk.

"Please lad mig være," fremhviskede hun, og skulle til at sætte sig i bevægelse igen, men Nikolajs øjne svulmede sig op, inden han langede fat i hendes albue og standsede hende og hun drejede sig rundt og tilstrammede kropsmusklerne.

"Please." Det var endnu en halvkvalt hvisken. 

Nikolaj gav forsigtigt slip på hendes arm, men hun løftede stadig ikke blikket imod ham og trak blot sin taske en anelse længere op på skulderen. Hun blev stående. 

"Hvad er der galt?" brød Nikolaj tavsheden med, selvom han ikke forventede svar, og en vind rørte de endnu uudsprungne birkegrene, så de raslede og knirkede og skabte en underlig symfoni i blandingen af fuglekvidren fra trækronerne og Sophies vejrtrækning der hi-hi-hikkede. 

Sophie kiggede ned i jorden, men hun gik ikke videre, så Nikolaj vendte sig imod sin cykel og skød støttefoden ud. Kiggede atter på den 15, snart 16-årige brunette foran sig, og smældede læberne, og som han så hendes grådopblussede ansigt, tænkte han på Frederik, og kunne det være han havde en finger med i spillet?

"Hvad er der sket?"

Sophie undgik hans blik, og fokuserede kun på sine hvide skosnuder imod cykelstiens sortglimtende asfalt, og hun svarede ham ikke. Vejrtrækningen hikkede igen, efterfulgt af en kvalt lyd, der forekom Nikolaj som værende et støn. Han lænede sig imod sin cykel, og det stak underligt i brystkassen ved synet af Sophie, og igen drog trangen over ham til at skridte sig hen til hende, og runde sine arme om hendes flanker, og trøste hende og fortælle hende at der ikke var nogen grund til at græde, og måske få hende til at smile igen, men han kendte hende stadigvæk ikke særlig godt, så det ville være upassende og ubelejligt og sikkert bare gøre alt værrere. 

Det undrede ham at hun ikke bare vendte sig om og gik, især fordi hun havde bedt ham om at lade hende være. 

Han fugtiggjorde læberne og prøvede atter at starte en samtale.

"Må jeg gå med? Jeg ku' godt tænke mig at vide hvor du bor. Og... Ja, selvom... øh... Selvom du sagde at jeg sku' la' dig være, ligner du nu en der... ja, trænger til lidt selskab." 

Sophie blinkede blinkede blinkede, og skulede opad, og den karakteristiske skæve trækning bevægede hendes mund. Der var et eller andet utrolig sødt ved den trækning, som han ikke kunne forklare, noget der var ikonisk for Sophie, og det samme sug der havde trukket sig igennem undermaven sidst han havde snakket med hende, dukkede atter frem, og det blev akkompagneret af en underlig varme, og han kunne ikke lade være med at drage sit blik ned ad hende, det brune hår som puffede sig omkring den flødefarvede jakkes smalle krave, og den jakke passede faktisk utrolig godt til hendes krop, og måden hvorpå de sorte jeans pakkede sig omkring hendes ben og tydeliggjorde kurverne, og han gled atter blikket opad, og mødte hendes ansigt, og i dette givne øjeblik fæstnede hans dybblå øjne sig atter engang imod hendes klarblå, og de så længe på hinanden og ingen af dem sagde noget.

Sophie var ikke "lækker". Lækker var noget man sagde om en pige med en god røv og flot krop, som passerede forbi en ude på gaden, og som man aldrig kunne lade være med at kigge efter - Enten for at tage et ekstra bekræftende blik på røven,  og virkelig nyde hvordan den vippede først til den ene side og så den anden, eller, hvis man overhalede hende, lige at tage et ekstra kig på hendes ansigt, for at være sikker på at den matchede røven. Lækker var bare overfladisk, og bare ens ydre skal. Men der var noget ved Sophie, hvor han ikke helt vidste, om lækker beskrev det korrekt, men smuk passede heller ikke, for smuk var noget man sagde om en man kendte godt og virkelig holdte af, men der var noget som tiltrak ham og noget der gav ham lyst til at kende hende, ikke bare lære hende at kende, men kende kende, som man gjorde det med en god ven, en meget meget meget god ven, og han ville lære alt om hende, og ønskede at hun også lærte alt om ham, og den sætning der forlod hans læber kom uden han selv var bevidst om det.

"Sophie, har du lyst til at være min ven?" 

Stilheden der fulgte, var ikke den behagelige slags, men den strubevridende type, og Sophies øjne begyndte at flakke, og tårestrømmen, som ellers syntes at være stoppet, brød atter frem igen, og han så hvordan de blanke dråber stribede ned ad kinderne, og hun vendte sig brat rundt og satte sig i bevægelse, væk fra ham. 

Nikolaj klemte øjnene sammen og skar tænder. 

"Fuck," hviskede han for sig selv, og han vidste at det han lige havde spurgt Sophie om, var dumt sagt, rigtig dumt sagt, og han skyndte sig at dreje rundt og klikke støttefoden tilbage, hvorefter han satte afsted med cyklen trækkende langs siden, og han hævede stemmen og halede ind på hende.

"Sophie! Sophie, vent! Vent!" Han greb hendes underarm, tæt ved albuen, jakkens polyesterstof knitrede glat, og Sophie standsede og drog en lang, hivende indånding. Nikolaj pressede sine læber sammen, og undrede sig over at hun slet ikke gjorde modstand - "det ville jeg have gjort hvis jeg var hende" -, eller at hun ikke stak af da han atter slap hendes arm. Og da så han Sophies ansigt fortrække sig og øjnene klemme i, og hun snappede efter luft, som kunne hun ikke trække vejret, snappede, snappede, snappede - én gang, to gange, tre, fire, fem - og så vrælede hun, skingert og forvrænget og hæs, og lyden knækkede over til endnu et hiv efter luft, hvorpå hun atter vrælede, og vrælede, og vrælede. Nikolaj gav instinktivt slip på cyklen, så den væltede til jorden med en metallisk klirren, og han vidste ikke om han skulle løbe eller blive, og endte til sidst med, uden selv helt at fatte hvad han lavede, at bøje sig henover Sophie og krybe sine arme om hendes krop i en omfavnelse, hvor hænderne mødtes ved toppen af ryggen, og han mærkede kort efter hvordan to hænders greb strammedes om hans trøje, og Sophies arme som knugede sig til ham, og hendes krop bølgede og vibrerede i takt til hendes hæst skrigende gråd. 

Og så begyndte han at køre sine hænder op og ned ad hendes rygparti, ganske blidt og ganske roligt, og Sophie blev ved med at holde ham fast, imens hun græd den ætsende smerte ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...