Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17734Visninger
AA

31. HALLELUJA

Billedet fra Sophies konfirmation, var det første billede, der – blandt alle de andre familiebilleder, som plasterede entréens væg – fangede Nikolajs interesse. Hængende der, i rammen med trækant og glasflade, lige ved hjørnet af entréen og skråt overfor trappen til første etage, var billedet af Sophie fremvist, og Nikolaj trådte derhen. Lod fingerspidserne trykke svagt imod glasset, og Sophie sad på kanten af kirkealteret, i den traditionelle konfirmationskjole, og hun havde sine læber spændt til begge sider, buende op ad kinderne i det tandsmil, som hele tiden syntes at gøre Nikolajs mave lunere. Nikolaj lod sit hoved skrånes en anelse, og Sophies klarblå øjne var fyldt af en glæde, han ikke engang anede at hun havde – Sophie, som havde grædt i hans arme, Sophie som aldrig sagde ret meget, Sophie som altid var bange –, og hudposerne, som frembragtes af smilet, trykkedes imod øjnenes underkanter. Og det forekom Nikolaj, at han aldrig havde set hende smukkere, som hun sad i den hvide nylonstofkjole, med de bare, afrundede skuldre og fine, slanke arme, og håret der var rettet ned mod højre skulder og gjort mere bølget, end det plejede. Hænderne var foldet imod hendes skød, og hvor var hun smuk, og varmen voksede i maveregionen, og han kunne lige akkurat svagt se hendes brystkløft. Udbulingerne, der strittede fremad, og måden hendes krop kurvede en anelse indad og herefter udvidede sig i bueformation ved hofterne. Hun sad med benene krydset – det forekom ham at det var noget, som alle piger gjorde til fællesfotoer, eller også var det bare en tilfældighed – og klædt i sorte ballerinaer, og han lagde slet ikke mærke til de andre piger på billedet. Han lagde ikke mærke til Rebekka, som sad ved siden af hende, og som var utrolig køn med hendes sortmaskede øjenkanter, og det mørkeblonde hår i en oprejst hestehale, og med kamerablitzen, som fik den ellers usynlige næsestift til, at afreflektere sig sølvmetallisk på siden af hendes spidse næse. Han lagde ikke mærke til Julie på Sophies højre side, med den kvadratiske ansigtsform og de store, brune øjne, eller den velformede krop, som altid fik drengene til at kigge efter hende. Han lagde ikke mærke til nogen af de andre piger, han ellers normalt ville finde usædvanligt tiltrækkende. Han så kun Sophie. Sophie, med-PH-og-ikke-F, Sophie, der elskede cupcakes – det er cupcakes og ikke muffins, Nikolaj, muffins er store og tykkere, og cupcakes er små og fine og runde - , Sophie, med de klarblå øjne, der mindede ham om en skyfri sommerhimmel. Det var Sophie, kun Sophie, med det dejlige varmefrembringende læbesmil. Sophie… Sophie… Sophie…
 
Skridt. Sophie rundede hjørnet, og Nikolajs opmærksomhed trak sig bort fra billedet i glasrammen, og viftede sig i stedet mod hende. Han smilte. Hun standsede ved siden af ham.
 
”Du er virkelig køn på det her billede.” Hans fokus skulede atter til billedet, og han gjorde et enkelt nik som han sagde det. Sophie blinkede, og pressede læberne strammere. ”Hvor, øh… Hvor gammelt er det?”
 
”Fra sidste år.” Hun skulede en enkelt gang til billedet, og fik øje på Rebekka og Julie, og stemmen, som ellers havde været tavs siden gårsdagen, begyndte atter at skære i sindet, stemmen som sagde ”hun er seriøst for latterlig”, og pulsen begyndte at fortrække sig i krampeslag, og det dunk-dunk-dunkede hurtigere, og hun viftede øjnene væk.
 
Nikolaj fik aldrig sagt mere, før Søren dukkede op. ”Åh. Hej med dig.” Udbrød Søren, da han trådte nærmere.
 
Nikolaj så på ham, og smilte imødekommende.  De gav hånd til hinanden. ”Hej. Nikolaj.”
 
”Søren. Sophies far.”
 
En kort tavshed. Sophie sagde intet, og fortsatte med at holde sine læber presset stramt sammen.
 
”Jamen, jeg hører fra Sophie, at du er blevet inviteret indenfor.”
 
”Ja. Det, øh… det er korrekt.”
 
”Jeg ved ikke, om Sophie har fortalt dig det, men du skal senest være ude inden for den næste halve time, inden hendes mor kommer tilbage. Ikke fyrre minutter, ikke halvtreds, men tredive, og det er virkelig vigtigt at du holder tiden. Og hvis Vibeke, Sophies mor, ringer hjem og siger, at hun har fået tidligere fri, så skal du tage tidligere af sted. Det er en aftale, ikke?”
 
”Jo. Selv… selvfølgelig. En halv time. Modtaget.”
 
”Godt. Rart at vi er på bølgelængde.” Det blev efterfulgt af et svagt smil, som Nikolaj ikke vidste, hvorvidt det kunne tolkes som værende ægte eller en facade. En ubehagelig følelse fik hans mave til at knuge sig sammen.
 
*
 
Sophie åbnede døren indtil værelset, holdte den for Nikolaj, og returnerede det venlige smil han sendte til hende, og han strøg forbi og skridtede imod vinduet. Hendes hjerte begyndte at banke, og i et kort øjeblik snigede en trykken i brystet sig frem ved forestillingen om, at Nikolaj måske slet ikke kunne lide hendes værelse, og hvad nu hvis han begyndte at gennemrode alle de papirer, der lå på skrivebordet, og nogen af dem er altså virkelig private, og åh nej, åh nej, åh nej, men det sker ikke, det er dit værelse, Sophie, og hvis han begynder på noget kan du jo bare sige det, kan du ikke? Hun lukkede døren efter sig, og skridtede i bevægelse. Hen mod sengen.
 
”Det sgu da et ret nice værelse, alligevel.” Nikolaj standsede ved vinduet, strakte hals og kiggede ud, hen mod havnen med skorstenen, der ragede op fra trætoppene, kirkebygningen med det forvredne tårnspir, og den moderne glasbygning, som kun lige tittede frem i den yderste højre kant af synsfeltet. ”Det må jeg sgu sige. Og så den udsigt du har. Det fandeme nice.” Han vendte sig tilbage imod hende. Hun satte sig på sengekanten, og madrassen trykkede sig en anelse ned under hendes vægt. Hun blev ved med at kigge, ligefrem, og Nikolaj fornemmede, at der var noget galt – hvorfor er du så stille, Sophie? -, og han fjernede sig fra skrivebordet.
 
”Er du okay, Sophie?”
 
Han satte sig ned ved siden af hende. Sophie gled sine klarblå øjne mod højre, hen til ham, og hun gav sine læber en kort, skæv trækning, og hun var fortsat stille i nogle yderligere øjeblikke, og så svarede hun ham. ”Ja, ja. Jeg… jeg er helt okay.”
 
”Er du sikker?”
 
”Jeg ved det ikke, men jeg vil ikke snakke om det.” Lukas var lige sådan. Spurgte hende altid om hun var okay, især de gange hvor han vidste at hun ikke var okay, og så plejede han altid at gribe fat i hendes hånd, løfte den og fokusere dybt ind i hendes øjne. Ordene, han altid plejede at bruge, genafspillede sig i dette givne øjeblik, og hun kunne atter fornemme de hårde, kolde fingre som i et blidt greb omsluttede hendes, og den svage pulsen igennem Lukas fingerhud, frembragt af den pumpende hjertemuskel, og den måde hendes eget hjerte blev vredet flere omgange om sig selv, ligesom en våd klud klar til skrubning, og kig på mig, Sophie, kig på mig, hun løftede modvilligt hovedet, selvom nakkemusklerne stræb imod det, og hun fastholdte fokus på hans øjne.
 
Sophie, du er min bedste veninde. Min absolut bedste veninde, og jeg kender dig efterhånden godt nok til at vide, at når du siger, at du er helt okay, så er det bullshit. Selv hvis ikke det var for det faktum, at dine øjne er sygt blanke og du ligner en der er ved at bryde sammen, så ville jeg stadigvæk vide, at det er bullshit, hvis du så helt normal ud i hovedet. Der er noget i vejen. Fortæl det til mig.
 

Det plejede som regel at være noget omhandlende hendes frygt, og hendes dystre mørke bekymringer om, hvad voksenlivet, hvad fremtiden ville bringe – hvad skal der blive af os alle? Hvad skal der … hvad skal der blive af mig, Lukas? –, eller hendes familiesituation. Eller noget omkring den usikkerhed, der hele tiden holdt sit mørke greb om hendes sind, og hvordan det nogle gange virkelig føltes som om, at hun rent faktisk var lænket fast af noget, hun ikke kunne se, men som virkelig hjemsøgte hende og ikke ville slippe hende, som bare hadede hende og ønskede at hun skulle være alene, og aldrig få det bedre, men uanset hvad, så lyttede Lukas. Og han hjalp hende. Og vigtigst af alt, så vidste han – bedre end Julie og Rebekka, bedre end far selv – hvornår hun virkelig var okay, altså virkelig okay okay, og ikke bare sagde okay, for at skåne sig selv og andre for alle hendes fucked up lorteproblemer. Han kendte hende. Han regnede hende ud. Han forstod hende. Og der var ikke nogen andre, der før eller senere havde forstået hende på den måde Lukas, hendes elskede og fantastiske og alt for savnede Lukas, gjorde. Og hun håbede, at Nikolaj ville forstå hende, forstå at når hun sagde til folk, at hun var okay, selvom hun ikke var, og når hun sagde, at hun ikke ville snakke om det, selvom hun rent faktisk ville, så var det bare en facade. Men det burde ikke komme som en overraskelse for hende, at hans følgende reaktion pegede på, at han var som alle de andre. At han heller ikke forstod hende. At han ikke forstod hende som Lukas. Men alligevel blev hun overrasket, og mærkede et jag skråne igennem brystet, et koldt og rivende jag, da han blot nikkede og svarede med et, ”okay, Sophie, jeg tror på dig,” og selvfølgelig forstod han hende ikke som Lukas, for det var der ingen der gjorde, og hun fattede ikke at hun kunne være så dum. Så naiv.
 
Den struberivende tavshed, som Sophie hadede, og som gjorde fysisk ondt i brystkassen, som en vedvarende gnaven i knoglemarven, brød tungt frem imellem dem, og det brændte imod hendes øjne, og pludselig var det som om, at hende og Nikolaj ikke havde noget at snakke om mere. At alle deres samtaleemner var opbrugte, og det, der ville begynde som et venskab, var endt med dette, og at tavshed og gnavende akavethed var resterne, og hun havde allerede knyttet sig til ham, for han var en virkelig sød og rar dreng, og hvorfor begynder du at tude nu, Sophie, hold op, lad være med at tud, du skal ikke engang tænke på det din fucking klynkerøv, skift nu bare emne, for pokker, du må ikke ødelægge det her, skift nu bare emne, men hun kunne ikke, og fugtigheden fik det til at klø i begge øjenæbler.
 
Det var Nikolaj, som brød stilheden. ”Fuck hvor nice. Så du har en guitar.” Han tog den op fra stativet, og trykkede den ind imod sig, og vendte fokus imod Sophie. Hun blinkede og så på ham. Tak, Nikolaj. Tak, tak, tak, tak, tak….
 
Hun fjernede brystsmerten ved at anspænde kinderne i det brede læbesmil. ”Ja… Ja, det… ja det har jeg. Kan du spille?”
 
Nikolaj rystede på hovedet, som han lod øjnene vandre langs guitarhalsen og de seks strenge og den rødbrune trækrop, der eftergav en blank afspejling. ”Nej. Eller… jeg ku’ lidt, engang for meget lang tid siden, ikk’, men er sgu faldet pænt meget af på det, så… nej. Jeg troede kun du tegnede. Eller, altså… du har nævnt at du spiller musik, men guitar… jeg fucking elsker piger, der spiller på guitar. Seriously! Det’ fucking nice.”
 
Sophie kunne ikke undgå at føle sig smigret, og en svag varme kildrede hende i kinderne, og hun så på Nikolaj, og hudfolderne i ansigtet, de åh så blå øjne, og i et kort øjeblik havde hun helt glemt den akavede tavshed, der var frembrudt imellem dem, og savnet af Lukas.
 
”Mener du det?”
 
”Mmm. Det gør jeg sgu. Det ikk’ sårn’ at… du ved … at du ka’ spille lidt? Jeg ku’ vildt godt tænke mig at høre det.” Han strakte guitaren frem til hende, og Sophie tøvede, som hendes blik skiftevis gled imellem guitaren og Nikolajs bredt-smilende-ansigt, og det begyndte at suge igennem kroppen. På den ene side ville det være en overvindelse, særligt at spille foran en person som Nikolaj, og den eneste person hun nogensinde havde spillet med, var Lukas, men hun kunne ikke gøre det og det vidste hun, selvom hun ville, og hun rystede på hovedet.
 
”Nej. Nej, undskyld, jeg vil virkelig gerne, Nikolaj. Virkelig… men…!”
 
Kujon, Sophie. Kujon, kujon, kufuckingjon.
 
Nikolaj trommede fingrene en anelse imod guitaren, og skulede ned mod strengene. ”Okay.” Det forekom Sophie, at han lød skuffet. ”Det er også… det er også fair nok. Jeg ku’ bare vildt godt tænke mig at høre det. Og jeg vil virkelig ikk’ presse dig, vel? Men… hva’ er det værste der ka’ ske? Uanset hvad, syntes jeg du er sygt nice… og jeg ka’ godt li’ dig. Og du har jo vist mig dine… dine tegninger, så … men det er fair nok.” Han nikkede og spillede med læberne.
 
Tavsheden brød igen frem – fuck fuck fuck fuck fuck – og Sophie endte med at frembyde et suk. Nikolaj havde ret. Den eneste måde hun kunne overvinde det på, virkelig overvinde det, var ved at gøre det, og hun kunne stole på ham før, selvom han ikke var Lukas, og hun kunne også stole på ham nu.
 
”Okay. Okay, jeg gør det.”
 
”Sophie, det er lige meget, undskyld jeg…!”
 
Sophie greb fat i guitaren, strammede grebet om guitarhalsen, og vristede den fri. ”Fuck det. Ikke få mig til at ombestemme mig, okay? Du får din vilje.” Og med hjertet, der krampagtigt begyndte at pulse i brystet, og mavesuget der trak sig kraftigere sammen, lod hun benene krydse, og hun hvilede guitaren imod sit skød.
 
Hun valgte at spille den første sang, som faldt hende ind, og det blev sangen, hende og guitaren intimt delte med hinanden.
 
”Kender du Hallelujah?” Hun trak plekteret frem, som var stoppet ned mellem strengene ved toppen af guitarhalsen, og lod den blive presset imod fingerspidserne.
 
”Øhm… Det … det tror jeg … hvis det er den sang, som jeg tænker på, så gør jeg … Så gør jeg nok. Er det dét?”
 
Sophie smilte skævt, og kastede endnu et enkelt skulende blik til ham. ”Det finder du ud af.” Og selvom den anden version af hende selv begyndte at skrige i hendes hoved – lad være, Sophie, lad være, lad være, lad være – lod hun plekteret glide nedover guitarens strenge, for at sikre sig at den var blevet ordentligt stemt, og hun ignorerede den stadigt voksende brystklump og det tomme mavesug, der begyndte at æde af hendes tarme, og hun gik i gang med at spille. Til at starte med, kunne hun ikke synge, kunne blot spille, og melodien bølgede, og Nikolaj vidste, straks som hun var kommet forbi de første akkorder, at han havde hørt den mange gange før, og at han elskede den.
 
Det krævede tid for Sophie at tage sig sammen til at synge, og hun måtte lukke øjnene og stramme halsen an, så det begyndte at kradse ulideligt i ganen. Syng nu, Sophie, du kan godt, syng nu, syng nu, syng nu, syng…
 
Og så begyndte hun at synge, og hun tænkte ikke over, at Nikolaj sad ved siden af hende, hun tvang udelukkende sit fokus imod sangen, og øjnene forblev lukket.
 
Well I heard there was a secret choooord
 
Nikolajs øjne svulmede, og han rettede sig op, i en ret og stiv stilling, idet han hørte ordene blive udsunget fra Sophies læber. Hendes stemme, der svang, med en svag hæs undertone, og knækkede ud i en dirren, og måden hun trak den sidste lyd ud på, og huden på hans arme strammede sig til i kuldegysninger, og han betragtede bare Sophie, som hun sad der, med bryn der bevægede sig svagt i takt til tekstens fald og stigninger, og…
 
…. That… David played and it pleaa-sed the lord, but… you don’t really care for music, do yaaaa…
 
… Sophie så teksten afspille sig på indersiden af øjenlågene, og med teksten så hun sig selv skubbe Lukas forover på en græseng, inden hun grinene satte over i løb, og hun hørte Lukas stemme bag sig, ”Sophie, det kommer du til at fortryde,” og hun kunne huske at hun havde været i bare tæer, og græsspidserne der bare kildrede nedover fodsålen, og den velbehagelige prikken strakte sig op gennem benet og ud i tæerne, og hun væltede forover, som Lukas arme favnede sig omkring hendes krop bagfra…
 
… but it goes like this, the fooourth, the fiiifht, the… minor faaaall and the major lift… the… baffled king composing hallelujaaaaah…
 
… Nikolaj elskede den måde, hendes stemme knækkede sig lys på, da hun nåede omkvædet, og så begyndte den at dirre og svinge og dirre, og (halleluuuujaaaaaaaah) varmen strakte sig igennem kroppen nede fra maven, og det spændte sig op i hans skridtregion, en svulmen pressede imod indersiden af bukserne, og fuck hvor er hun dejlig, du så fucking dejlig, Sophie, så fucking dejlig, fuck mand...
 
…. Halleluuujaaaah… haaaalleluuu-uuuuu-uuu-jaaaah…
 
Hun spillede lidt mere, melodien bølgede sig op, ned, op og ned, og så bankede hun håndfladen imod strengene, så den rungende efterklang standsede. Hun blev siddende længe, med lukkede øjne, hjertet bankede alt for hurtigt, og hun var et kort øjeblik overbevist om, at hun ikke kunne få luft. Stilheden havde trukket sig indover værelset, ingen af dem sagde noget, og det brændte i halsen. Hun ville græde. Og hun var så tæt på, det begyndte allerede at klistre sig til bag de lukkede øjenlåg, da osteklokken af tavshed blev krakeleret.
 
”Fuck …,” begyndte Nikolaj, med en stemme, der havde dæmpet sig mere end vanligt. ”… Fuck. Fuck, hvor var det … fuck, mand … Sophie, det var jo pisse fucking godt det dér.”
 
Og Sophie åndede ud, og det gik op for Nikolaj, at hun rystede. Og det tog yderligere øjeblikke for ham, før han fik øje på de blanke dråber, der stribede ned fra hendes lukkede øjne, og den skælven, hendes krop eftergav, var en skælven af gråd. Han tøvede ikke et øjeblik med at læne sig fremover, og gentage den handling, han havde udført på stien dagen forinden. Og da han krammede hende, undslap gråden, som havde knuget Sophies hals hårdere og hårdere sammen, denne gang i en hæs, dæmpet kvækken. De pressede sig begge to tættere imod hinanden, og blev længe siddende i omfavnelsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...