Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17198Visninger
AA

12. GUITARSPIL OG TANKESTREG

Frederik låste cyklen op og trak den ned fra stativet. Han vendte sig rundt, imod venstre, mod stien der udstrakte sig foran ham og vred sig gennem birkeskoven og bort fra skolen, og begyndte at trække da Nikolaj nåede op til ham.

"Yo, Frederik!"

Han standsede og vendte sig rundt.

"Jeg ved godt, at det med Sophie... At det fylder meget," fortsatte Nikolaj da han stoppede op foran sin ven. "Men... du behøver sgu ikk' ta' det så tungt. Gi' det lidt tid. La' hende bare lære skolen at kende lidt."

"Så du ska' til at undervise mig i hvordan man scorer eller hva'?"

Nikolaj sukkede, et hårdt og tørt suk der tydeliggjorde opgivelsen, og rystede på hovedet. "Nej, det er sgu da ikk' det jeg siger. Prøv og hør, Frederik, alt her i livet handler sgu ikk' om at score piger og få fisse."

"Måske ikk' for dig. Men vi er andre fyre her, der er lidt mere normalttænkende." Et flabet smil hvorledes han drejede sig rundt og begyndte at trække cyklen afsted, men Nikolaj indhentede ham og greb hårdt om hans skulder.

"Hva' nu?" 

"Jeg syntes vi ska' la' Sophie lære stedet at kende. Før vi begynder at..."

Frederik afbrød ham brat. "Men ved du hvad jeg syntes, Nick? Fuck Sophie. Det er hvad jeg syntes." 

Nikolaj jog hænderne ned i sine lommer, og spillede med læberne, og en tavshed brød frem imellem dem, så den summende lyd af udstrømmende elever fra parkeringspladsen fyldte luften. Amalie kom i samme øjeblik cyklende forbi dem, og hilste på med et "ses i morgen" og kun Nikolaj svarede tilbage. Frederik blev blot stående, hvilende imod sin cykel, som han vippede hovedet til siden. 

"Hva' er det der er problemet, Frederik?" sagde Nikolaj endelig. 

"Hva' der er problemet? Jeg har ikk' noget problem."

"Jo du har, ellers reagerede du ikk' sårn'."

"Nikolaj...!" Frederik brugte sjældent Nikolajs rigtige navn, og når han gjorde var det altid alvoligt og en brystklump fremklemte sig bag hjertet og truede med at glide op mod halsen. "Lige siden Cecilie fucking skred til Sjælland, har jeg ikk' ku' score. Jeg har været single i over et år, og alle omkring mig får bare kærester, og det er kun et spørgsmål om tid før du får... Der er næsten ingen lækre piger eller interessante piger i vores klasse, og så kommer der endelig en, men hun er fandme så genert at hun ikk' gider snakke med nogen."

"Så det handler i sidste ende alt sammen om at score?" 

"Du forstår det ikk', ka' jeg høre. Men det er ligemeget. Du vandt væddemålet og får de 100 kroner i morgen, som jeg lovede." Han vendte sig rundt og skulle til at fortsætte ad stien, da Nikolaj langede fat i hans arm på ny. 

"Jeg ka' da se om jeg kan hjælpe dig med at komme i kontakt med Sophie. Det vil jeg gerne gøre for dig." 

"Nej, det er ligemeget. Jeg må bare vente indtil næste år, der kan det måske være at jeg er heldig at møde en sød pige, der faktisk er til at komme i kontakt med, tror du ikk' å? Vi ses i morgen." Et hurtigt smil forkrøb sig på hans læber, hvorledes han vendte sig rundt og bevægede sig nogle skridt frem, for så at svinge sig op på cyklen og træde sig afsted. Nikolaj blev stående og kiggede efter ham, hele tiden lige indtil han forsvandt om den næste venstresnoning - inden da havde han svunget sig imellem de to metalbomme -, og tænkte på det hule indadvendte blik der syntes at fylde Frederiks grønne øjne op, lige inden han havde vendt sig bort og cyklet afsted. 

Frederik sagde at det var ligemeget, men det var ikke ligemeget og det vidste Nikolaj og han besluttede sig for at hjælpe sin ven. 

*

Det var første dag Sophie gik hjem fra skole. Takket være GPS'en - "det må være Guds gave til menneskeheden" - havde hun fundet ud af at hun skulle bevæge sig ad vest-stien, den samme sti som de gik på om tirsdagen, da det regnede og Frederik anden gang tog kontakt til hende, og der var ingen mennesker på stien andet end enkelte cyklister der enten kom fra skolen eller var klædt i cykeltøj og bevægede sig modsat hendes gangretning, og hun havde lyttet til fuglenes forårskvidren i de endnu uudsprungne birke- og aspetræer som flankerede stien - længere nede var der også en blanding af gran og lærk og mere birk - og glemt sin frygt og sine problemer kortvarigt, og da hun havde gået lidt og stien snoede sig og delte sig i to, måtte hun konsultere telefonen og GPS'en og tog stien der knækkede til højre. Hun var fortsat under en hovedvej og forbi grå fem-etagers betonklodser, som udgjorde lejlighedsghettoer, og vidste at det var tegnet på hun snart var hjemme. 

Og hun tænkte ikke tilbage på dagen, på Nikolaj og Frederik og skitsetegningen og gråden på badeværelset og den efterfølgende tørre klump, der hele tiden syntes at klemme imod hendes strubehoved resten af skoledagen, ikke før hun åbnede døren til deres nye hus og trådte ind i entréen og hørte lyden af en græsslåmaskine, der brølede ude fra haven. Men hun blinkede hurtigt tankebillederne bort og lukkede blot den lyse fyrretræsdør bag sig og strøg henover træplankerne, forbi køkkenet på hendes venstre hånd og til T-krydset med trætrappen lige foran sig, og murstenstrappen ved siden af som førte ned til kælderen. Bagved de to trapper og et omkransende trægelænder, stod der to potter med afrikanske bregner, og bag bregnerne strakte et rektangulært vindue op mod loftet, hvor hun på den anden side kunne se køkkenhaven og endelig hendes far der skurrede en græsslåmaskine frem og tilbage på græsplænen. 

Og hun satte kursen opad trappen, op til værelset hvor hun stillede tasken fra sig på gulvet ved siden af døren og styrede hen til sengen, der var blevet sat op dagen forinden og hvilede langs med væggen, og hun satte sig ned, rettede på sit hår og foldede fingrene foran sig og blev siddende.

Værelset var stadig ikke helt færdigindrettet - hylderne var ikke blevet sat op, og far manglede stadig de sidste dele til skrivebordet, så det var kun en lille skuffekommode hun havde fået sat op lige under vinduet, med en rød kontorstol foran. Men hun havde fået alt sit tøj i skabet, og det hun ikke kunne bruge og ikke kunne passe, var blevet puttet i poser og smidt på loftet, og hun havde fundet en skuffe i kommoden til sine tegninger og skitseblokke. Guitaren stod i dens dertilhørende stativ ved fodenden.

Hun rejste sig op lidt efter lidt, skridtede sig hen til vinduet og trykkede håndtaget i bunden op. Vinduet åbnede, på klem, men nok til at hun fik sendt en kølende og forfriskende luftbrise ind. Hun vippede støttearmen ved siden af håndtaget op og klilkede den på plads i karmen, så vinduet blev holdt i samme stilling og ikke endte med at lukke i.

Så blev hun stående og betragtede træerne, buskene og vejen. Skyerne lignede gråsorte og krystalhvide vattotter, der drev fremad fra øst til vest imod en baggrund af lyseblå, og ud mod havet blandede de sig med et hvidt skybælte, der var afsat på himlen som resterne efter et passagerfly. 

Hun drejede sig rundt og kiggede imod guitaren. Den stod blot der, hvilende i en svagt skrå stilling, lige for enden af hendes seng, og hun kom i tanker om at hun ikke havde brugt den lige siden de flyttede ind i huset. Hun trådte derfor i bevægelse og greb toppen af guitaren inden hun satte sig på sengekanten med benene krydset. Hun vidste allerede hvilken sang hun ville spille, længe før hun havde rettet guitaren til og trukket plekteret frem. Sangen tog form i hendes hoved, hun kunne den udenad, både teksten og noderne, et lavt C og så F og så A og lavere C og F og så A og hun gik i gang med sangen.

Hallelujah-sangen, oprindeligt spillet og sunget af Jeff Buckley, og en gammel sang -  fra 1994 -, havde en særlig plads i hendes hjerte. Det var sangen hun var vokset op med, og sangen hende og Lukas havde valgt til skoleafslutningen, og det var sangen der altid gav hendes sind og hendes tanker ro, som fik en lykkelig varme til at strække sig igennem hendes krop, og hendes dunhår på armene til kildrende at rejse sig i behagelige kuldegysninger. Det var sangen, som kun hende og guitaren intimt delte med hinanden, sangen der næsten udgjorde hendes guitars sjæl og som hun kunne bekende alle sine hemmeligheder til, og hver gang hun spillede og sang og mærkede sine fingre glide harmonisk nedover stålstrengende, var det som om noget dybere og længselsfuldt trak i hendes sind, noget der var længselsfuldt efter mere end blot den verden man kunne se og lugte og høre og smage. 

Og som hun spillede første vers, med en ganske svag stemme, roligt og koncentreret, tænkte hun på hende og Lukas sammen, siddende på en kampesten ved Køge Bugt, hvor den nedadgående sol malede den vestlige horisont i gule og orange og lyserøde og silkede purpur-farver. 

"Tror du på Gud, Sophie?" spurgte Lukas, og vendte blikket imod hende.

Og hun kiggede bare på ham, forundret over spørgsmålet, og tænkte på hvad hendes mormor altid havde sagt, at Gud er i alt, i solnedgange og solopgange og vejrfænomener og glæde og smerte og kærlighed og død, og hun smilte og svarede ham.

"Ja... Eller... Det tror jeg i hvertfald."

Men hvorfor spurgte han hende egentlig? Det var et spørgsmål hun gerne ville have svar på, men Lukas vendte blot blikket væk og solnedgangen afspejledes i hans havblå øjne og farvede dem, og åh hvor var han egentlig skøn når han sad der, og hun følte en dragende trang til at rykke sig tættere, og hjertet begyndte at slå slå slå

"Tror du på Gud, Lukas?" 

Han trak på skulderen.

"Jeg ved det ikke." 

Og hun havde lyst til at rykke sig nærmere og nærmere og bare glide sin hånd hen i hans, og læne sig imod hans skulder og bare mærke hans krop og hans varme, og nej, hvorfor tænkte hun dog sådan noget om en der kun var hendes ven? 

Lukas fortsatte, med den svage og tørre og dæmpede stemme. "Jeg ville ønske at der fandtes en gud. Det er det bedste svar jeg kan give."

Hun trak sin bagdel henover kampestenen, bare en anelse tættere på Lukas, bare en enkelt centimeter, og hvorfor ville hendes hjerte dog ikke stoppe med at banke så dejligt og varmt?

"Det kan da også være der gør, hvem ved?" Sophie hørte kun halvt efter, hendes blik hvilede på Lukas ansigt og hans afspejlende øjne og det lange hår og hvor er du altså bare smuk, Lukas...

"Don't know." Han spillede med læberne, klikkede i begge mundvige, imens de orange farver fra den nedadgående sol gled over i purpurrød silke. "Hvis der findes en gud, er det i hvertfald en der hader mig." 

Og det fik Sophie til at tøve og kigge på ham, og hun så hvordan han bøjede hovedet og fæstnede blikket ned på kampestenen og en klump dannede sig i hendes hals. 

"Hvorfor?"

Og igen besvarede han det blot med et skuldertræk, og hans øjne blinkede, blinkede, blinkede og Sophie var sikker på at han snart skulle græde og hun førte sin hånd hen i hans, og klemte grebet og hans fingre var underligt kolde, som de altid var, men hun var ligeglad og strammede blot sin hånd til. "Hvad er der galt, Lukas?"

"Jeg savner far." En hovedrysten og hans stemme var trukket om i en hæs lyd. "Jeg hader at han skred, og jeg aner ikke hvor pokker han er henne nu! Og min lillebror ser jeg næsten aldrig, og...!"

Sophie anede ikke hvad hun skulle sige, hun havde kun mistet en storesøster som seks-årig, selvom det stadig påvirkede hendes liv, og begge hendes forældre var ikke fraskilte og virkede til stadig at elske hinanden efter så mange år, men hun prøvede alligevel at trøste og opmuntre ham.

"Men... Men du ser jo i det mindste din lillebror, og du har jo stadigvæk din mor... Og...!"

"Det er sgu da nok ikke det samme, vel?" Det gibbede igennem Sophies krop da Lukas hævede stemmen. "Det kan godt være jeg stadigvæk har en mor og en lillebror, men jeg har ikke nogen familie tilbage. Du har i det mindste stadig en mor og en far!" 

Sophie vidste ikke helt om hun skulle blive fornærmet eller såret, men hendes hånd slap ikke Lukas fingre, og klumpen i hendes hals syntes at brede sig og fingre sig op imod det øverste af svælget. 

Lukas fortsatte, efter at have sunket et par gange, og Sophie var sikker på at hans øjne var blevet blankere end de plejede, og var det ikke tårer hun kunne se der i kanten af venstre øje?

"Jeg syntes bare mit liv er pænt fucked lige nu. Min mor er hele tiden sur og de andre drenge latterliggører mig fordi jeg snakker bedre med piger, og det hele er i det hele taget bare noget lort."

Og hun rykkede sig tættere imod ham, og gled sin anden arm omkring hans ryg, og hun så tåren slippe hans øje, og han var den eneste dreng hun kendte som turde græde foran en pige, og som altid var så følsom, og nej hvor var der bare noget virkelig sødt og charmerende over det, og han ville helt klart blive en virkelig fantastisk kæreste og...

(der er noget jeg skal fortælle dig, Sophie)

... hun kunne sikkert blive den helt rigtige kæreste for ham, fordi hun forstod ham bedre end hans egen venner og hans egen familie gjorde og hun vidste hvordan han havde det, og...

(der er noget jeg skal fortælle dig)

... så ønskede hun bare at gøre ham glad, og måske kunne et kram og et kys på læberne gøre ham glad, ja ja ja, alt hun ønskede var bare at fjerne de tårer der brændte i hans sjæl og fylde ham med sin kærlighed, og holde ham til sig til evig tid, og begrave sig selv med ham og ligge i den samme kiste som ham og...

(jeg har kastet mig ud, Sophie)

... hun elskede ham, det vidste hun bare, og der var ingen andre der kunne få hendes hjerte til at banke og hendes læber til at smile så hurtigt som Lukas Ravnstrup, og han accepterede hende, og han forstod også hende bedre end selv Rebekka og Julie og gud hvor er han også bare så lækker og flot, og det fugtedes i hendes skridt og...

(Jeg har kastet mig ud, som bøsse)


... Sophie lod fingrende glide henover guitarstrengene og havde lukket øjnene sammen, og sang og ignorerede brystklumpen der ikke forsvandt og billederne af Lukas der blev ved med at filme sig frem, og tænkte kun på sangen og teksten.

(Tror du på Gud, Sophie?)

Hallelujaaaah.... Halleluuujaaaah...

(Jeg savner dig, Lukas, savner savner savner)
(Jeg har kastet mig ud som bøsse)

Hallelujaaaaaah... Halleluuuuu-uuuu-jaaah

Og fingrende fortsatte hun med at danse henover guitarstrengende, hvis lyde dansede sig ud fra vinduet og hendes klingende sangstemme kunne høres nede fra vejen og blandede sig med den brølende lyd fra græsslåmaskinen. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...