Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17144Visninger
AA

50. GODKENDELSE

En tung kulde vred sig omkring Frederik, idet han ankom til skolen klokken 8. Og idet han svang sig af cyklen og trak den det sidste stykke vej, faldt hans blik på præcis det sted, hvor Amalie havde smækket sin hånd henover hans kind, og han kunne stadig høre det klare ekko af kød der klaskede sammen, og Amalie som havde skreget "FUCK JEG HADER DIG" inden hun blev overkommet af affekt og slog ud med knytnæverne. Han burde sige undskyld, burde fortælle hende at han var ked af det, jeg mente ikke noget af det Amalie, undskyld, undskyld, men han kunne ikke, og hun hadede ham, hun hadede ham sikkert, hvorfor fuckede han op på den måde, hvorfor fuckede han altid op, han var jo ligesom far, og måske var det derfor Cecilie skred og Nikolaj svigtede ham, fordi han fuckede op konstant, du er en idiot, Frederik, du er en fucking idiot, og det blev tørt i svælget. 

Han stoppede cyklen på sin plads, og hans arme var blevet tomme og udhulede, han havde det som om de slet ikke eksisterede, og han slentrede målrettet gennem skolens indgang, og op forbi opholdsrummet. Det var benene, som bevægede sig, benene og ikke ham selv, han var benenes slave, idet de svang hans krop til venstre og ledte ham ned ad gangen til 9X. Kulden klistrede sig stadig tungere omkring hans hud, og hans bryst var blevet underligt tomt, som om hjerte og lunger og skelet var blevet fjernet og erstattet af vakuum. Synet af Amalie, der mødte ham idet han trådte ind i klassen, forvandlede tomheden til den kolde gnaven, som havde plaget ham lige siden Nikolaj svigtede, og han kunne ikke se på hende. Hendes øjne var rettet bort, og hun ignorede ham fuldstændig, snakkede kun med en veninde, og hun grinte, og hun havde det sikkert meget bedre end ham, alle havde det sikkert meget bedre end ham, men det var jo Nikolajs skyld, det var Nikolaj som ikke ville sige undskyld, det var jo Nikolaj der havde svigtet ham, det var jo hele tiden NIKOLAJ, NIKOLAJ der havde svigtet, det var fucking hele tiden HAM, fuck DIG Nikolaj, FUCK DIG, FUCK DIG FUCK DIG FUCK DIG.

Frederiks øjne viftede ned til endebordet, til Sophies plads hvor han VIDSTE at Nikolaj sad, og Nikolaj og Sophie kiggede på hinanden, og han så hende grine. Hans kropsmuskler spændte sig stramme og hårde, og han kunne gå ned til dem, ned til dem og trække Nikolaj til siden og trampe på hans ansigt igen og igen og igen, trampe på ham for det han havde gjort, trampe og trampe og trampe noget mere, trampe indtil blod sprintede fra næse og mund. Og når han havde gennemtrampet sin såkaldte ven, som ikke var hans ven mere, som bare svigtede ligesom alle de andre, hans ven der var skyld i det der skete med Amalie, ville han skrige "FUCKING FORRÆDER, FUCKING FORRÆDER, DIN FALSKE LORTEVEN, FUCKING FORRÆDER," og han ville vende sig om mod Sophie, og fortælle hende alt, fortælle hende hvilken ven Nikolaj VIRKELIG var, ja, ja, ja, det ville han gøre, og så ville han fortsætte med at trampe på Nikolajs ansigt, bare LIDT mere, indtil Nikolaj kunne føle den smerte, han selv følte, og så kan du fandme lære det kan du, din fucking lille LORT, så kan du FANDEME lære det.

Men Frederik gik ikke derned, satte sig blot på sin plads, ensomt, og det sved imod hornhinderne, hvorfor sved det imod hornhinderne, du skal fandeme ikke begynde at græde nu, og han tænkte på Amalie, der sad lige bag ham, og hun grinte i sin klare stemme over noget, hendes veninde sagde, og vreden erstattes af den kolde værdiløshed, som bed sig fast i hans knogler, bed sig fast og begyndte at grave sig længere og længere ind, og det er alt sammen DIN skyld, Nikolaj, din skyld, din skyld DIN SKYLD.

*

Nikolaj snakkede kort med mor Anette om morgenen, fortalte at han var blevet inviteret på et hjemmebesøg af en fra skolen, en god veninde, og Anette spurgte "er det Amalie?" og han skulle til at fortælle sandheden, men så kom han i tanker om det akavet i situationen, at blive inviteret hjem hos en pige man havde kendt i lige knap to uger, og alle de typiske mor-spørgsmål, som Anette Jensen ville udøse, og det var nok bedre at undgå, så derfor løj han.

"Ja. Det er Amalie."

Også selvom Amalie i virkeligheden skal til fest i aften med Christian og gutterne og sikkert drikker sig fucking stiv, men det behøver du jo ikke at vide, mor.

"Hvornår kommer du hjem?"

"Engang i aften. Før midnat."

Sig nu for helvede da bare ja, ikk'å!

"Det kunne være rart med et cirka klokkeslet, så jeg kan komme og hente dig."

"Nej, mor, det behøver du ikk'. Jeg går hjem. Det ligger jo ikk' så langt væk, vel?" 

"Du går hjem? Med krykker og en skadet ankel?" 

"Ja sgu da. Det bar' en kilometer. Det ska' jeg da nok klare." 

"Ja, ja, det styrer du jo selv, Nikolaj. Men så der altså ikke noget klynk, du." 

"Selvfølgelig ikk'."

Nikolaj blev kortvarigt bange for, at Mor Anette ville tage kontakt til Lotte eller Thomas, Amalies forældre, men hun stolede på ham og tog ikke kontakt, sagde blot "men det er fint nok, bare du søger for at være hjemme inden midnat," og det overraskede ham hvor nemt det egentlig var at lyve for sin egen mor, og selvom en stemme et sted dybt i hans nederste bevidsthed sagde at det ikke var i orden, man lyver fandeme ikke for sin MOR, og selvom han nok burde føle dårlig samvittighed, gjorde det ham ikke noget, for det var jo bare en lille løgn, en lille ubetydelig løgn, og han kunne jo altid fortælle sandheden til hende, kunne han ikke? Mor ville forstå det, selvfølgelig ville hun det, det var en lille løgn, og små løgne gør jo ingen skade.

Med det fulgte den næste tanke, der i et kort øjeblik fik et kropssug til at vride alt sammen i hans indre. 

Du løj for Sophie Nikolaj. For Sophie, som stoler på dig, og Sophie du kan lide - rigtig rigtig RIGTIG godt lide -, og hvad tror du der sker hvis hun finder ud af den løgn?

Det gør hun sgu da ikke. Hun har sikkert allerede glemt den.

Det er stadigvæk en løgn, og løgne er stadigvæk forkerte.

Hold kæft. 

Tanken forsvandt, og han lod istedet sin krop blive fyldt af den liflige og kildrende varme, som rislede fra brystregionen og udad, og tænkte på Sophie, og en anden tanke, som han heller ikke havde lyst til at tænke på, som han bare fornægtede, trådte herpå frem i hans tanker, idet han stirrede på den udstrækkende vej foran sig, siddende på forsædet ved siden af mor Anette. 

Måske kunne han mere end bare lide Sophie. Måske kunne han LIDE lide hende, lide hende som lidt-mere-end-bare-venner, men måske ikke helt som jeg-vil-så-gerne-være-hendes-kæreste, måske lide hende midt imellem mere-end-bare-venner og vil-være-hendes-kæreste. 

Og tanken fik ham til at smile bredt og hjertet til atter at banke hårdt og varmt imod bagbrystet.

*

Sophie ringede til sin far i ti-pausen, imens Nikolaj kortvarigt snakkede med Christian, og hun fortalte ham om Nikolaj, og hvor godt hun snakkede med ham, og hun kunne virkelig godt lide ham, og hun sagde at han var en virkelig sød dreng, virkelig, og han spurgte hende "er det Nikolaj som var hjemme hos os i sidste uge, du mener?" og hun svarede ja, ja det var det, og skyndte sig at sige, at hun havde inviteret ham med hjem, og om han ikke godt kunne få lov til at blive til aftensmaden, og hun skulle nok selv snakke med mor om det. Fars tøven i røret fik desperationen til at snappe sig fast i hendes brystparti, og hendes fingre klistrede sig hårdere til iPhonen, sig nu ja far, sig nu ja, sig nu ja, sig nu ja, sig nu ja for pokker, og så sagde han noget.

"Jeg ved ikke om det er en god idé. Tænk på hvad mor ... !"

"Far, jeg skal NOK snakke med hende! Virkelig!"

Han sukkede. En kort tavshed fulgte. Så.

"Okay. Han har min tilladelse."

Sophie havde lyst til at skrige, fornemmede allerede det skingre hvin svulme sig vej op gennem luftrøret, men hun holdt det tilbage og smilte istedet. "Tak far. Tak, tak, tak." Hun hev flere mundfulde luft ind, i håbet om at kunne tilbagesynke det halsstrammende hvin, og så fortsatte hun. "Det er ikke sådan at du kan komme og hente os?"

"Selvfølgelig da. Men du plejer da at gå, gør du ikke?"

"Jo, men ... Ham Nikolaj har fået en skadet ankel, og går på krykker, og ... det er rimelig langt at gå."

"Nåh. Okay. Jamen selvfølgelig vil jeg hente jer. Jeg er foran skolen cirka klokken to."

"Mange tak, far. Ved du godt, jeg elsker dig?"

"Det håber jeg da. Jeg er jo trods alt din far, er jeg ikke?" 

Sophie smilte og far Søren lagde røret på og så sænkede hun telefonen. Det klakkede fra Nikolaj, idet han krykkede sig tilbage imod hende, og hendes øjne viftede sig til ham.

"Min far henter os klokken to." Hendes stemme dirrede, lyst og klart, og hun fumlede tommelfingeren henover mobilskærmen, og nej hvor hun glædede sig til at have Nikolaj på besøg, RIGTIGT på besøg, og hun ville vise ham sit værelse og alle sine ting og hvordan huset så ud og så ville hun vise ham alle de tegninger, han endnu ikke havde set, og måske billederne hun havde liggende på sin computer, og ... bænken. Bænken i den lille park tæt ved pizzariaet. Den var hun NØDT til at vise ham, han kendte den måske allerede, det ville ikke være så underligt, men hun var alligevel nødt til at vise ham det, for det var helt klart blevet hendes nye yndlingssted og hun ville fortælle ham så meget hun overhovedet kunne, og hun forstod slet ikke HVORFOR, for hun havde kun kendt ham i to uger, men de to uger virkede som to MÅNEDER, som om hun altid havde kendt ham, og hold kæft hvor hun glædede sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...