Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17144Visninger
AA

38. FREMTIDSPLANER

Mandagen forløb sig som de øvrige mandage – Efter dansk-timen var der engelsk, og så geografi, og der blev afsluttet med matematik og samfundskundskab. Sophie og Nikolaj skiltes med et enkelt kram ude ved stien.

 

”Vi ses i morgen. Det var dejligt at vi lige fik snakket.” Nikolaj trak sig tilbage fra hende. Hun smilte.

 

”Ja. Ja, det var det. Jeg er også glad for, at … ja, at jeg fik det ud. Det var virkelig … rart, på en eller anden måde.”

 

Stilhed. Nikolaj vendte håndfladen imod hende, og udstrakte sine finge, og han sagde ”hva’ med en high five?”

 

”Hvad med ikke?” svarede Sophie tilbage, med munden buende i et smil. Alligevel strakte hun hånden ud og klaskede fladen ind i hans. Han strammede grebet om hendes fingre, og hun lod ham gøre det, og den underlige hudstrammende varme strakte sig atter nedover hendes arme, forplantede sig videre gennem skuldrene og hobede sig til sidst op i brystet. De fornemmede hinandens hjerter, der dunk-dunk-dunkede imod begges fingre, og i lang tid stod de der blot, og så lod Sophie forsigtigt sine fingre glide ud fra hans.

 

”Vi ses i morgen.” Et sidste smil. Så vendte hun sig rundt, og begyndte at skridte i bevægelse, imod birkeskoven. Nikolajs stemme bagfra fik hende til at standse op.

 

”Hey, for resten, er du egentlig på face?”

 

”Ja?” Hun vendte sig rundt, så hun stod med ryggen til træerne. ”Hvorfor?”

 

”Vil bare gerne lige vide det, så jeg kan sende dig en anmodning.”

 

Det giver jo lidt sig selv, gør det ikke, Sophie? lød tankestemmen i hendes hoved. Sophie smilte blot.

 

”Selvfølgelig. Mit navn er Sophie – med Ph – Vetner Hansen.”

 

”Vetner?”

 

”Ja. Det er mit mellemnavn. Fra min mors side. Det er svensk.”

 

”Fransk fornavn og svensk mellemnavn. Navnene i din familie kommer sgu da vidt omkring, må man sige.” Han gik ind på telefonens noteprogram. ”Vetner … hvordan staver man til det?”

 

”V-E-T-N-E-R!”

 

Nikolaj nikkede, og lod tommelfingeren klikke sig indover skærmtastaturet. Så slukkede han telefonen, lod den glide ned i lommen og buede blikket til Sophie. ”Jamen, mange tak … du får nok en anmodning fra en, der hedder Nikolaj Jensen når du kommer hjem.”

 

”Jamen det vil jeg da glæde mig til.” Og hun smilte igen, denne gang hendes ægte, hvide tandsmil, der gjorde Nikolajs mavesæk blød og varm, og hun sagde, ”vi ses i morgen,” inden hun vendte sig rundt, og hendes røv vippede fra side til side i de tætsiddende denimjeans, og Nikolaj fornemmede atter den kildrende svulmen, der trykkede imod buksernes skridtregion, og hjertet begyndte at banke varmt i brystkassen, og så vendte han sig rundt og krykkede sig ned mod vejkanten. Hans læber tegnede sig i et langsomt, saligt smil.

 

*

 

Mandag eftermiddag lavede Nikolaj lektier, samt sendte Sophie en venneanmodning – hun havde ingen fællesvenner, og da han så hendes venneliste, havde hun kun 113 venner i alt – inden han spillede en omgang Tetris på computeren – det var lang tid siden, han sidst havde haft fingrende i det spil -, men han måtte give op, da han blev skudt ned i levels af de ”skide fucking lortekinesere”, og Sophie ringede til ham efter aftensmaden.

 

”Hey, Sophie. Hva’ så?”

 

”Ikke så meget.” Hendes stemme var blødere og en anelse finere, end den plejede, men ikke på den der tomme eller triste facon, men på en afslappende og behagelig facon, der igen fik hjertet til at forkrampe sig i den varme puls. ”Jeg kedede mig, og havde bare lyst til at snakke med dig.”

 

”Jamen, det er da nice nok … jeg mener … ja, det er jeg glad for … eller …”

 

Sophies stemme trillede ud i det lyse fnis. ”Du er ret … ret sød nogen gange, ved du godt det?”

 

Varmen rislede op gennem halsen og forkrøb sig over Nikolajs kinder, og den udstrækkende fornemmelse, som hans ansigtshud eftergav, fremkaldtes af det brede smil, og der gik noget tid før han rent faktisk var i stand til at sige noget.

 

”Tak. Tak, og ... og det er du sgu også.”

 

Varmen blev erstattet af en vridende fornemmelse af akavethed, og det var dumt sagt, Nikolaj, vi er jo bare venner, og vi bliver ikke til andet end venner. Det er indbildning, Nick, du har ikke kendt hende særlig længe, det er fucking bare indbildning, tag dig nu sammen, for helvede.

 

”Nikolaj, må jeg godt spørge dig om noget?”

 

Hjertets krampeslag pulsede hurtigere. Varmen i hans kinder syntes at dunke. ”Ja, altid.”

 

”Hvad skal du efter 9’ene?”

 

Og for første gang nogensinde, under hans kortvarige men meget mærkværdige kendskab med Sophie, skrånede et koldt jag sig tværs igennem brystkassen, forbi hjertet og lungerne, ved tanken om, at han og Sophie måske endte med at skilles ved skoleårets afslutning, og når han startede på gymnasiet, væk fra Sophie og Amalie og Christian og Frederik, så ville han måske miste dem, og de ville måske glemme ham, eller måske ville han rent faktisk komme til at svigte Sophie, eller måske endda miste hende, og hun ville blive ekstremt såret, og det kunne han ikke tillade sig selv at gøre imod hende, men slap af, Nikolaj, det sker jo ikke, og det ved du godt, du er ikke en der svigter dine venner, uanset hvad Frederik så ellers mener, det skal nok gå, rolig nu, og han svarede hende.

 

”Jeg skal starte i 1.g … på Egå Gymnasium. Dig?”

 

Sophie blev tavs, længe, og så svarede hun, med en dæmpet stemme. ”Jeg, øh … jeg ved det egentlig ikke rigtig. Det var sådan set planen, at … at jeg også skulle starte på gymnasiet, men jeg tror jeg bliver nødt til at tage 10’ene med. Jeg … jeg tror simpelthen ikke, at jeg er klar endnu.”

 

”Hm.” Skuffelsen hobede sig tungt op i maven, i en ubehageligt gnavende tomhed. ”Det er også fair nok. Så ka’ det være, du lærer Amalie og Christian og de andre bedre at kende. De ska’ nemlig også gå i 10’ene.”

 

”Jeg tror, jeg tager tiende på en … ungdomsskole eller et eller andet. Det har ikke noget med dine venner at gøre, Nikolaj, overhovedet ikke, men du er den eneste på skolen, jeg kender, og … det vil blive alt for svært for mig at komme i kontakt med ret mange andre, når du er væk. Det vil virkelig bare blive et helvede at gå der næste år.”

 

”Det ska’ nok gå, Sophie. Prøv og hør, om cirka en måned, har vi læseferie, og der ved jeg, at både Christian og Amalie har planer om at holde en masse fester … i weekenderne … og jeg ved også, at der er sådan nogen … ungdomsfester, der bliver afholdt i både maj og juni, og det plejer vi altid at tage med til … og så ka’ jeg jo bare ta’ dig eller invitere dig med, og så ka’ du lære de andre i min vennekreds at kende. Både Christian og Amalie er fucking nice, og jeg ved, at de helt sikkert vil ku’ li’ dig, og …,” Sophie afbrød ham.

 

”Nikolaj, det er meget sødt af dig, men jeg kan ikke. Undskyld. Men jeg kan virkelig ikke.”

 

Og der blev stille, og det kolde jag, som havde skrånet sig igennem hans bryst, voksede og begyndte at gnave, gnave, gnave, og mavetomheden af skuffelse trak sig sammen til en hårdhed.

 

”Hvorfor ikk’?”

 

”Fordi … for det første, så får jeg slet ikke lov til det af min mor. Virkelig. Hun pakker mig så meget ind i vat, og jeg kan ikke … Jeg kan ikke sige hende imod, for så ved jeg at hun bliver så ked af det, og de ting, som mor har været igennem … de ting gør, at det sidste jeg ønsker er, at se hende ked af det. Og for det andet, så … er jeg bare for bange. Jeg er for bange for mennesker, og for … for bange for nye ting … jeg er bare for bange.”

 

Der gik yderligere noget tid, før Nikolaj svarede. ”Ka’ du ikk’ gi’ det en chance? Der er over en måned, Sophie. En måned er lang tid, og du når sikkert at kende dem inden.”

 

”Det skal du ikke regne med.” Hun sukkede. ”Men okay … jeg vil prøve at give det en chance, men du skal ikke … du skal ikke regne med noget.”

 

”Det er helt fair. Bare du i det mindste giver det en chance.”

 

Anettes stemme kaldte nede fra stuen.

 

NIKOLAJ! DU SKAL ORDNE OPVASKEMASKINEN!

 

”KOMMER MOR.” Og til Sophie, sagde han, ”okay, min mor kaldte, så jeg bliver nødt til at løbe nu. Men du ska’ ikk’ se så tungt på det, okay, Sophie? Vi finder ud af noget.”

 

”Det håber jeg.”

 

”Det gør vi. Jeg lover det. Men … jeg bliver nødt til at løbe. Vi ses i morgen, ikk’?”

 

”Jo. Tak for snakken. Hey.”

 

”Hey.”

 

Han lagde på, og udstødte et enkelt suk, inden han greb krykkerne og humpede sig frem mod døren. Tomheden i maven, som blev fremkaldt af skuffelsen, dunkede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...