Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17143Visninger
AA

37. FORTÆL MIG, HVAD DER ER GALT

Sophie kom fem minutter senere, end hun plejede, og Nikolaj begyndte at blive nervøs. En tom skuffelse syntes at samle sig i hans mave, gnavende, da hun ikke trådte igennem døren på det tidspunkt, som hun ellers altid plejede at komme på, og han tjekkede uret flere gange, overvejede næsten at skrive til hende - åh nej, bare der ikke er sket hende et eller andet på vejen - men så trådte hun ind. Hendes skridt var langsommere, end de plejede, skoene skrabede henover linoleumsgulvet. Han prøvede at møde hendes blik, men det lykkedes ikke. Hun kiggede blot skråt nedad, og havde musik i ørene, hilste ikke engang da hun bevægede sig ned forbi hans og Frederiks plads. Han så efter hende, fulgte hende med øjnene indtil hun satte sig, alene på den sædvanlige plads foran væggen, og viftede atter blikket fremefter. Hendes ansigt var en forstenet grimasse, men det var som om, at der havde været noget rødt og opsvulmet ved hendes øjnes underkanter, men det kunne selvfølgelig også bare være noget, han bildte sig selv ind. Uanset hvad, havde han i hvertfald en aftale med hende i ti-pausen. Og hvis hun var trist eller ked af det, havde han måske muligheden for, at muntre hende lidt op. 

Nikolaj fulgte kun halvt med i dansk-timen, og tænkte mest bare på Sophie, og han glædede sig til at snakke med hende igen, at høre hendes bløde, fine stemme, måske det fnis, som han bare elskede, og brystkassen blev gradvist lunere. Han lagde ikke mærke til Frederik - som i det hele taget var usædvanlig stille, og ikke så ud til at kigge op fra opgavearkerne på noget tidspunkt -, og tænkte heller ikke på Amalie, som sad ved bordet bag dem. Det var kun Sophie, der fyldte hans tanker, Sophie, der kunne synge og spille på guitar, så smukt, så smukt, Sophie, med de lyseblå himmeløjne, Sophie, med den honning og melonagtige sødmedunst. Sophie. Kun Sophie, og ingen andre end Sophie.

Varmen i brystet trak sig ned i undermaven, da ti-pausen begyndte, og Nikolaj rejste sig op, og hans blik havde allerede rettet sig ned mod Sophies plads. Hendes hår var anrettet i hendes sædvanlige venstreskrånende frisure, og han havde svært ved at bedømme, hvilke af hendes frisurer, som EGENTLIG var kønnest. Alt ved hende var kønt, absolut alt, og det slog Nikolaj, da han, med krykkerne klikkende imod det grå linoleumsgulv, bevægede sig ned igennem klassen, at hun virkelig VAR den kønneste pige, han nogensinde havde set. Der var noget ved hende, som trak i ham, som han ikke kunne forklare, og han ønskede at tilbringe endnu mere tid med hende, end han gjorde i forvejen, snakke med hende hele dagen, og gad vide hvordan hendes læber ville føles mod hans egne, og hvordan det mon ville være, hvis de bare lå sammen, side om side, nøgne og fuldstændig blottet, og gad vide hvordan det ville være bare at glide hans fingre ind i mellem hendes slanke, at knuge hendes hånd til sig, fornemme hendes bløde, glatte hud - de gange, deres hænder havde strejfet hinanden, virkede hendes hud da i hvert fald både blød og glat - og hjertet pulsede hurtigere imod inderbrystet, dunk-dunk-dunkede, og han standsede foran hendes bord. 

"Hejsa."

Sophie løftede hovedet fra skitseblokken, hun lige havde slået op, og pandehåret strejfede atter nedover kanten af venstre øje. "Åh... Hey," svarede hun tilbage, med hendes åh så dejlig bløde stemme, der fik varmeknuden i Nikolajs bryst til at strække og brede sig i alle mulige retninger, og hun løftede hånden imod den lille knap på den ene ledning, som standsede musikken. Hendes læber trak sig skæve, imod den venstre kind. 

"Hva', øh... Må jeg gerne joine?" fortsatte Nikolaj, lidt efter lidt. 

Hun trak på skulderen, viftede blikket nedover skitseblokken og svarede ham. 

"Det er nu ikke fordi der er så meget at joine, men... Bare slå dig ned." 

"Nice." Krykkerne klikkede imod gulvet. Han rykkede sig frem, til stolen overfor hende, og skrabede den tilbage, og hun løftede spørgende det ene bryn. 

"Hvad er der sket med din fod?"

"Fodbolduheld. Det er ikk' noget. Om et par uger er den helt fin igen." Han satte sig, og gjorde sig umage med ikke at støde foden - såvel som anklen - imod bordbenet i processen. Han lod albuen hvile imod bordet, og lod sit ansigt spændes i læbesmilet. "Hva' eh ... Jeg ... tænkte på ... det dér du skrev til mig i lørdags ... at der var noget galt. Hva' ... er det ... er det noget du har lyst til at snakke om?"

Sophie svarede blot med den hurtige, ligeglade skuldertrækning, og hendes blik flakkede kun kortvarigt til ham, men i de få sekunder hendes øjne mødte hans, registrerede han den indhulende tomhed, som om hendes pupiller var bundløse tunneler, der førte til et dybt sort hul uden ende, og hendes øjne var af voks, kunstige og døde og tilhørende en dukke. En klump dannedes i struberegionen, for det var en tomhed, han aldrig havde set før, en tom stirren som han troede kun døde mennesker besad, som var Sophie blot en hul skal uden liv, og hendes øjne buede sig bort og nedad. 

Stilhed.

Hendes stemme var dæmpet, lå på grænsen til en hvisken, da hun svarede ham. "Jeg ved det ikke rigtig ... det er lige meget. Jeg ... det er lige meget. Du skal ikke tænke på det."

Det fik Nikolaj til at reagere, inden han overhovedet tænkte over det, og hans højre hånd strakte sig over bordpladen og trykkede sig blidt ned mod Sophies. Hendes hoved løftede sig i et spjæt. De så på hinanden, længe, og Nikolajs fingre klemte sig til, blot en anelse, blot en lille smule, og huden var både varm OG glat, og han mærkede hendes taktfaste puls, der rykvist spjættede op gennem håndryggen, svagt dundrende imod indersiden af hans fingre. Ganske sagte lod han sin tommelfinger glide ned langs med Sophies hånd, i en buende bevægelse, og Sophie gjorde slet ingen modstand, kiggede blot på ham, og tomheden i hendes øjne havde trukket sig sammen til en fjern intethed, og blodkarrene bag hornhinderne forvred sig i et kunstnerisk netværk af sammenfiltrede, mørke tråde imod en baggrund af lyseblå, skyfri himmel, og irisen flød sammen til den flødehvide substans, der udgjorde resten af øjeæblet, og lige der, som Sophies hjerteslag pulsede fra hendes hånd og op i hans fingre, var det som om en rød tråd krydsede med en anden rød tråd, to vidt forskellige tråde med vidt forskellige formål og vidt forskellige baggrunde, men de krydsede hinanden og de snoede sig sammen og Nikolaj skilte læberne og sagde noget.

"Sophie, fortæl mig ... hvad der er galt." 

Tomheden i øjnene, som nu var blevet til et fjernt intet, væskede sig op, og hendes hornhinder blev forvandlet til spejle af fugtighed og så græd hun. 


*


"Jeg ved ikke helt, hvor jeg egentlig skal begynde henne." Sophie satte sig på bænken under kastanjetræet, som Nikolaj ikke kunne lade være med at tænke på som værende 'deres bænk', og Nikolaj satte sig ved siden af hende. 

"Jeg er ligeglad med, hvordan du begynder. Bare du fortæller mig, hvad der er galt."

Sophie snøftede ind, så det hev igennem overkropen. Hendes øjne brændte tørt. 

"Øhm, okay ... øh ... Grunden til, at ... at jeg græd, dengang ... for nogen dage siden, mener jeg ... der, lige inden vi tog i Rema sammen. Øhm ... det ...," hun tøvede, og Rebekkas stemme skar atter igennem tankerne, så klar og lys (hun er seriøst for latterlig hun er seriøst for latterlig hun er seriøst for latterlig), og hun genoplevede sig selv trykke sig hulkende ind i Julies arme, og hun spurgte "er jeg grim, Julie?", og Julie, som svarede "nej, Sophie, du er smuk, og hvis nogen siger noget andet, er de sgu bare misundelige", og hun tænkte på om hun overhovedet var særlig pæn, og det var nok derfor, hun aldrig havde haft en kæreste, hun var grim og forkert og folk svigtede hende, og det ville de fortsætte med at gøre, og hendes hals blev strammere og mere rivende, og hun var atter tæt på at græde. Hun kunne ikke fortsætte, og snørede munden sammen inden hun rystede på hovedet. Nikolajs hånd greb hendes skulder, og klemte sig blidt, og hun snappede efter vejret.

"Tag det helt roligt, Sophie, okay? Tag det helt roligt." 

Hun nikkede. Det rev stadig brændene i svælget, og hun måtte snappe efter vejret nogle yderligere gange. Grebet fra Nikolaj løsnedes om hendes skulder. Hun forblev dog stille, så Nikolaj måtte ende med at tage over, hvor hun slap.

"Du skulle til at fortælle om, hvorfor du græd i torsdags."

"Ja." Endnu en indånding. "Grunden til, øhm, at jeg græd i torsdags, var... Var fordi, at... Jeg har mistet tre personer, jeg holdt rigtig rigtig meget af. Virkelig. Og jeg holder stadigvæk rigtig meget af dem, og, øhm...!" Hendes stemme knækkede sig lys, så hun var nødt til at rømme sig. "Og... Mine to ... mine to bedste ... bedste veninder, øhm ... de ... de stak mig i ryggen. Dengang jeg ... dengang hvor jeg var ovre og besøge dem. Der, i ... i sidste weekend, for en uge siden. De stak mig i ryggen, og bagtalte mig, og hende jeg troede jeg virkelig kunne stole på, hun ... de ting, de sagde om mig, det ... det gjorde bare så ondt. Jeg blev bare så ... så ked af det. Så vred, så ... så ... så fucking såret!" Hun talte med en tung, våd skælven. "Jeg troede virkelig jeg kunne regne med dem. Jeg mener, jeg har stort set fortalt ALT til dem. Alt. De kender alt til min frygt, og til min familie, og ... ja, jeg har aldrig nogensinde før, kunnet åbne mig så meget op for nogen som jeg kunne for de to, og de var de eneste piger jeg overhovedet kunne stole på. Eller ... som jeg troede, at jeg kunne stole på." 

En kort pause. Det brændte stadig kraftigere imod hornhinderne, som billederne filmede sig igennem hendes indre blik. "Det var nok egentlig, et eller andet sted, det, som var hårdest for mig ... og så, om søndagen, ringede min ... bedste ven ... eller som jeg ikke rigtig tror, er min ven mere ... han ringede til mig, og, øh, han, øh ... Jeg var forelsket i ham. Jeg var så pisse fucking forelsket i ham. Han hedder Lukas. Vi ... har kendt hinanden i flere år. Udover de der to veninder, som stak mig i ryggen, så ... var han nok den, som jeg snakkede mest med og var mest sammen med og jeg var virkelig bare så forelsket i ham ... men ... lige inden, jeg flyttede med mor og far hertil, øhm, så besøgte jeg ham ... bare som sådan en ... en lille afskedshilsen-ting, ikke? Og ... der fortalte han mig, at han var ... at han var bøsse." Det vred sig sammen i hendes strube, hårdere og hårdere, og hun trak læberne så smalle hun overhovedet kunne.

Nikolaj rynkede på næsen. "Auv for den ... det lyder sgu ikk' særlig sjovt."

"Det var det virkelig heller ikke." Hendes stemme var blevet hæskvalt, og hendes blik slørede sig gradvist til, da hun fortsatte med at fortælle. "Men ... jeg skrev et brev til ham ... om søndagen, da vi ... ja, da vi ankom til vores nye hjem. Et brev, hvor jeg ... hvor ... hvor jeg ... hvor jeg for--- fortalte ham, hvad jeg rigtig følte ... hvor  forelsket jeg var i ham. Øhm, i øvrigt så ... så lovede jeg ham, at jeg ikke ville fortælle hans hemmelighed, altså, at han var bøsse, videre til nogen som helst, ikke engang mine to veninder, som også er hans, øh, hans rigtig gode venner. Kort og godt, så ... brød jeg det løfte. Og det fortalte jeg ham på telefonen," klartonerne duut-duut-duutede igennem togets hvislende stilhed, "og han har ikke kontaktet mig siden."

Hun måtte presse øjnene hårdt sammen, hold tårerne tilbage, Sophie, hold tårene tilbage, hold tårene tilbage, ikke græde, ikke græde, hold tårene tilbage, og Nikolajs stemme gennembrød stilheden.

"Så ... det var derfor, du spurgte mig, om jeg ku' finde på at svigte dig?"

Sophie nikkede blot, og det blev varmere og varmere i ansigtet. 

"Det ska' du ikk' være bange for sker. For det kommer det virkelig ikk' til. Selvom vi ikk' har kendt hinanden særlig længe, holder jeg allerede rigtig meget af dig, Sophie, og ... Jeg er sgu ikk' en der svigter. Medmindre du selvfølgelig smadrer mig i bollerne med en stenhård læderfodbold eller et eller andet, så ka' det sgu godt være jeg skifter mening, men det ligner du sgu ikk' lige typen, der ka' finde på at gøre. Altså smadre mig i bollerne med en læderbold." 

Sophie lo, som tårene forlod hendes øjne, og latteren, som kildrede hende op gennem det hikkende mellemgulv, lagde en dæmper på den vridende tørre strubeklump af gråd, og hun rystede på hovedet, som hendes blik gled til Nikolaj. Hendes latter blev hikkende, forlod læberne serievist, og hun endte med at stryge pandehåret en anelse til siden. Så nikkede hun, og snøftede ind, og det trak sig sammen i næseborene et kortvarigt øjeblik. 

"Tak. Det er jeg virkelig glad for."

Han smilte. "Det manglede da bare. Hov, forresten ... du har noget siddende der." Nikolaj strakte armen frem og trykkede sin finger imod Sophies hage. Sophie bøjede hovedet. 

"Ej, hvor?"

Nikolaj rullede fingeren op, forbi hendes læber, og lod den skubbe hendes næsetip opad. Sophie lagde hovedet tilbage, og viftede blikket imod ham.

"Hold kæft du er sjov, hva', Nikolaj?" Hun knyttede hånden sammen til en hård, fin knytnæve, og smilte, stadig imens det kildrede fugtigt imod hendes kinder, som resterne efter de trillende saltvandsdråber, og så slog hun knoerne frem og lod dem plante sig ind i Nikolajs venstre skulder. Han gav et spjæt fra sig. Sophie sænkede næven.

"Auv for helvede! Den sad."

Sophie lod brynene løfte sig helt op i panden, og strubeklumpen var nu helt forsvundet, og det samme var Rebekkas klingrende stemme og lyden af telefonens klartoner, som havde runget igennem kraniet, og hun smilte. "Ej, det mener du ikke, vel? Det gjorde da ikke ondt."

"Jo. Du ramte et ømt sted."

Så udsendte hun sit lyse, trillende fnis, der gled over i en blød latter, og Nikolaj lo sammen med hende og så så de på hinanden. Og som Sophie så Nikolaj i øjnene, voksede en kildren sig op i hendes underliv, som om en masse små dyr kriblede gennem tarmkanalerne i alle mulige retninger, og hun havde glemt alt om Lukas og Rebekka, og lige pludselig, om end kun kortvarigt, var det som om, fortiden slet ikke betød noget længere, og hun havde lyst til at rykke sig tættere på ham, og krybe sine arme om hans krop i en omfavnelse, og hans kantede kæbeparti og det brunglinsende hår, der altid var til-siden-redt i den ulastelige frisure, og måden det blå i hans øjne bare sank dybere og dybere indad, og hvor var han dog virkelig bare dejlig og køn og sød, og den kriblende følelse i undermaven, som af kravlende insekter, begyndte at sprede sig, og med den fulgte en lun fornemmelse, der fik det til at risle nedover begge arme, så huden strammede sig til og de små hår rejste sig. Det varede kun et lille kort øjeblik, men det var nok til at få hendes hjerte til at banke, banke, banke imod brystbenet, og hun trak sig en anelse nærmere. 

Så ringede klokken ind til time. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...