Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17109Visninger
AA

61. FORTJENT DET

Nikolaj tog afsked med Amalie efter frokost.

"Tak fordi du ville snakke, Nikolaj. Det betyder sgu meget." Amalie gled sine fødder ned i skoene, og åbnede døren, og Nikolaj fulgte med hende udenfor. 

"Det var da så lidt. Hva' gør man ikk' for sine venner? Selvom du nu stadig stinker til FIFA!" 

Amalie viftede øjnene opad. "Det ka' godt være jeg stinker til FIFA, men jeg ka' sgu stadig slå alle jer gutter i GTA, så kom ikk' her." 

Nikolaj viftede frem med hænderne. "Ja ja, så siger vi det."

"Det passer sgu da?" 

"Ja, ja. Du får ret, og jeg får fred, ska' vi ikk' bare sige det?" 

"Fuck dig!"

"Springer sgu lige over. Men tak for tilbudet."

Amalies hoved vippede sig mod venstre, og hendes læber bredte sig i det sarkastiske smil, hun altid var så kendt for. "Oh my God, Nikolaj. Din fantatiske humor bliver sgu fandme ved med at overraske mig." 

"Jamen jeg er så fuld af overraskelser, at man burde bruge mig til fødselsdage."

"Ej, nu stopper du fandeme!"

"Sorry."

Amalie fugtiggjorde læberne, og hendes blik skrånede nedad, og hun var stille et kort øjeblik, og så strakte hun hånden frem. "Vi ses på mandag, igås'?"

"Jo. Det regner jeg da med."

"Begynd nu ikk' på det der pis igen," sagde Amalie, men med et tilbageholdt smil, og deres greb klemte sig sammen, og så vendte hun sig rundt, og han sagde "vi ses", og hun svarede, "det gør vi", og så bevægede hun sig ned mod vejen. 

Nikolaj trak sig tilbage i huset, lukkede døren og humpede ind på værelset, og han havde kun lige fået sat sig i sengen før telefonen ringede, og han trak den op ad lommen og så at det var Sophie og skyndte sig at besvare opkaldet. 

Hun skreg i røret. Han havde aldrig hørt hende skrige før, og det var en lys og skærende lyd, som vred sig ned i øregangen og gennemtrængte trommehinden og videre ind i kraniet, men det var ikke den rædselsfulde form for skrig, som kommer af gråd eller frygt eller en kombination af begge, men en form for skrig en pige finder på at udstøde når hun er glad, og glæden ophober sig i hendes krop til et sådan punkt, at den eneste måde man kan slippe af med det er ved at skrige, skrige, skrige, og da hun var færdig med at skrige, sagde hun noget.

"MOR OG FAR HAR ACCEPTERET DIG! DE HAR ACCEPTERET DIG NIKOLAJ, DE HAR ACCEPTERET DIG! FUCK HVOR ER JEG GLAD!"

Det tog lang tid, før det gik op for Nikolaj, hvad Sophie sagde i røret, og han rettede sig lige. "What? Seriøst?"

"Ja. Det er så fucking fedt! Ej, det er helt vildt. Jeg kan næsten ikke tro det, altså. De har accepteret dig, de har virkelig accepteret dig!"

Nikolaj smilte, og hans øjne klarede op. Fingrene strammede sig om telefonen. "Det jeg sgu da fucking glad for at vide, Sophie. Virkelig. Det sgu da ... Det sgu da fucking nice."

"Jaer mand! Mega!" Hun tog en dyb indånding, så det skrattede i telefonen. "Jeg glæder mig til at se dig igen, Nikolaj. Jeg savner dig allerede vildt meget."

"Jeg savner også dig, Sophie."

"Må jeg spørge dig om noget?"

"Selvfølgelig." Han lænede sig tilbage. "Spørg endelig."

"Det der med at vi er kærester ... Hvornår bliver det officielt?"

Nikolaj trak på skulderen, og lod blikket hvile imod glaskrukken med bolsjerne, og han svarede hende. "Ligeså snart du har lyst til, at det ska' blive officielt."

"Kan vi gøre det officielt på, øh ... mandag? For jeg har lyst til bare at give dig verdens største kys når jeg ser dig igen," Nikolaj kunne ikke lade være med at smile, og han kunne høre at hun også smilte på den måde hendes stemme trak sig lysere, "så hvis det ikke er officielt endnu, så tror jeg nok det bliver temmelig åbenlyst når vi mødes på mandag."

"Det ka' vi sgu godt sige." 

Nikolaj fornemmede allerede den varme kildren rejse sig i brystkassen, ved tanken om at møde Sophie mandag morgen, og der var ikke noget, han så mere frem til, end hendes bløde spytfugtige læber om sine egne.

*

Nikolaj kørte med mor Anette denne mandag også - selvom han ikke længere behøvede krykker, måtte han stadigvæk ikke bevæge sig for meget på foden, og han skulle derfor vente med at gå for lange ture i hvertfald en uge mere -, og de sad fast ved et trafiklys fordi der var en "spade foran os" som ikke kunne finde ud af at dreje for grønt, og da de kom forbi vedkommende så både Anette og Nikolaj, at det var en gammel mand med forkrummet ryg og kraftig, tilspidsende næse, og "når man er så gammel at man ikk' kan finde ud af at dreje, så skal man sgu fandeme ikke ha' kørekort!" udbrød Anette da de fortsatte, og denne gamle mand med forkrummet ryg og kraftig tilspidsende næse, sinkede dem i fem minutter, så Sophie sad allerede på trinnet foran skolens indgang og ventede, da de nåede til parkeringspladsen.

Nikolaj tog, ligesom han havde gjort alle de forrige gange, afsked med sin mor, og denne gang krykkede han ikke ned ad parkeringspladsen, men humpede, og der var noget utrolig dejligt over ikke længere at trække sig selv frem på to krykker, og han mærkede det særligt ved, at hans arme ikke blev så snurrende ømme, som de havde gjort de øvrige dage. Sophie rejste sig op allerede længe før han var nået derned, og han så smilet og hudposerne, der skubbede sig op mod hendes øjnes underkanter, og hold så OP med at banke så fucking meget, hjerte, men det kunne ikke holde op og varmen gennemrislede ham lunt og brusevandsagtigt, og han humpede sig hurtigere, og lagde stadig så LIDT vægt imod den gipsovertrukne venstre ankel som muligt, og Sophies omfavnelse var så dejlig varmblød og sødmedunsten indhyllede ham og fyldte luften op, og han krammede og krammede og krammede noget mere, og så så de på hinanden og så kyssede de. 

Først én gang.

Og så igen.

Og igen.

(Smæld-smæld-smæld-smæld)

"Hold op hvor er det dejligt at kysse dig igen, Nikolaj," sagde Sophie, efter deres læber havde skilt sig fra hinanden, og Sophie begravede sit ansigt dybt imod hans skulder. Han fornemmede hendes fingre stramme sig hårdere til imod trøjens rygparti. 

"Det er sgu også dejligt at kysse dig igen, Sophie."

"Hvem er bange for "Den Store Stygge Ulv?" 

De kiggede på hinanden, og han smilte. "Det burde du være, Lille Rødhætte. Der er en grund til, at jeg har så store tænder og store øjne og stor næse, som jeg har." 

"Det kan godt være jeg burde det," (...) "men det er jeg altså bare ikke." 

"Øv."

(...)

"Skal vi gå i hånd?"

"Selvfølgelig ska' vi da det. Ellers ka' jeg sgu da lige så godt hente mine krykker."

"Du tror ikke dine venner siger noget til det?"

Han trak på skulderen. "Det gør de sikkert. Men jeg har alligevel tænkt mig at fortælle dem det i ti-pausen, så hva' fuck." Og han gled sin hånd ned mod hendes, og hævede det ene bryn, og hun smilte og så flettede de deres fingre sammen, og Nikolaj mærkede hvordan Sophies puls i små hurtige spjæt dunkede op mellem de bløde, varme fingre, dunkede og spjættede og blandede sig med hans egen, og igen tænkte han på de usynlige røde tråde, som alt i verden var bygget op om, og han tænkte på Sophies tråde som blev dannet af endnu flere røde tråde, og hans egen røde tråde som blev fremkaldt af koen som græssede på marken, og som strakte sig igennem det malkende mejeri og fløden fra mejeriet og isen fra fløden og mor og far som blev kærester.

De kyssede.

Så bevægede de sig fremad, med deres hænder trukket sammen, og så flere gange på hinanden og begge smilte hele vejen ned til klassen. 

 

*


Frederiks krop var underligt hul, da han satte sig ved bordet, og lysten til at fortælle Amalie at han var ked af det, rigtig ked af det, at han ikke mente nogen af de ting han havde sagt, gnavede i tankerne, og han havde lyst til bare at vende sig om og græde foran hende, græde i klassen og ydmyge sig selv, for han savnede hende, men hun ville sikkert ikke snakke med ham eller se ham, fordi han altid fuckede op, altid, og det kildrede så ulideligt imod øjnene. Tag dig sammen, Frederik, tag dig sammen, men han kunne ikke få tankerne bort, kunne ikke, og livet var så uretfærdigt og Nikolaj havde svigtet, og igen begyndte overbevisningen om at det alt sammen var Nikolaj, at gennemsuge hans krop, Nikolaj havde svigtet, det var Nikolaj Nikolaj NIKOLAJ. 

Han tænkte på Cecilie Vænge, som han havde mødt et halvt år efter far blev bortstødt fra familien, efter at far svigtede sin søn og bare skred, som om Frederik ikke var god nok og aldrig havde været god nok i hans øjne, og han tænkte på hvordan han lærte Cecilie at kende, hvor tit de havde snakket sammen og han ville bare være sammen med hende og snakke med hende hele tiden. De nætter han havde været længe oppe i skype-samtaler med Cecilie, og den varme i maven, der altid mindede ham om glæde men var dybere end almindelig glæde, dybere og bedre, og han elskede elskede ELSKEDE hende. Og så skred hun. Så SKRED hun, selvom hun lovede at hun ALDRIG ville skride så SKRED hun, og Nikolaj havde været der men altid uden at VÆRE der - "den slags ting sker, Frederik, okay, og det er sårn' livet er" - og hvilken latterlig trøst, han var træt af folk der skred, træt af det, træt træt træt af det, men så kom Amalie, og hun hjalp ham, hun hjalp ham virkelig, og HUN forstod ham, og så havde han ... nej nej nej, det var ikke rigtigt, det kunne ikke være rigtigt, hvorfor havde han været så DUM, hvorfor, men det var jo Nikolajs skyld, fordi Nikolaj bare svigtede, som han altid gjorde, og halsen vred sig tung og tør, og han skulle vise ham, han skulle fandeme i helvedet VISE ham skulle han, han skulle fandeme i helvedet vise den lille fede nar hvad der skete når man svigtede folk, han skulle ikke slippe afsted med det, og så ville han undskylde til Amalie, virkelig undskylde, men først skulle han VISE ham.

Nikolaj trådte ind, og Frederik så ham gå i hånd med Sophie, så hendes spinkle fine fingre trykke sig fast i mellemrummet mellem Nikolajs, og han burde have vidst det, burde have vidst at Nikolaj ville blive kærester med hende, burde have vidst det, men alligevel blev luften omkring ham til sten, så han ikke kunne trække vejret, så han ikke kunne trække vejret og blot stirrede med en stram, ru kvælen. Og han tænkte på alle de gange, Nikolaj ikke havde holdt hvad han lovede, og hvor han ikke var kommet hjem til Frederik de gange Frederik havde haft MEST brug for en ven, og han tænkte på da Nikolaj sagde "har jeg nogensinde svigtet dig, Frederik? Hva'? Har jeg det?" og han tænkte på at alle svigtede, alle, alle svigtede ham, hvorfor svigtede alle ham, og den fugtige tilstramning blev til en salttør sviden henover hornhinderne, et slør af fugtig tåge, og hvis Nikolaj ikke svigtede havde han ikke dummet sig mod Amalie, men venner tilgiver hinanden, og måske var hverken Amalie eller Nikolaj hans venner, måske fortjente han ikke nogen venner eller nogen kæreste, og det skar igennem kroppen og han fulgte dem med øjnene. Det kunne have været ham, der gik med en pige i hånden. Det kunne have været ham, kunne have været HAM, og hans tanker strakte sig tilbage i fortiden, da han så Sophie første gang, og han tænkte på at man ikke er en rigtig mand hvis man ikke kan score, og han tænkte på væddemålet med Nikolaj, og Sophie der ikke ville snakke med hende, og han tænkte på at Nikolaj havde sagt "jeg fortalte hende at jeg er sådan en som har billeder af random mennesker på min telefon", og du var bare et væddemål Sophie du var bare et væddemål bare et væddemål, og idéen skar sig klart og tydeligt igennem hans sind. Han vidste hvad han skulle gøre. I dette øjeblik vidste han, hvad han skulle gøre, og han ville gøre det når skolen sluttede og han ville gøre det når Nikolaj ikke var der til at forpurre det, han ville gøre det når det kun var ham og Sophie og Nikolaj havde fortjent det, han havde fandme fortjent det, og han pressede læberne sammen og fik en underlig trang til at juble højt og klart og det kildrede allerede i mundvigene. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...