Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17136Visninger
AA

24. FLASKER NU MED NAVN

Et kram, selvom det blev givet af en fremmede person, som Sophie ikke havde snakket særlig meget med, men dog måtte indrømme var utrolig sød, løsnede op på utrolig meget. At mærke arme omkring sin krop, spredte en varme igennem hende, og hun følte sig atter betydningsfuld, kun et kortvarigt øjeblik, og gråden slap ukontrolleret ud fra hendes mund, blev kun afbrudt af kvækkende dybe indåndinger, inden det ene vræl afløstes af det næste, og hun kunne ikke holde øjnene åbne, og hænderne strammede hun mere og mere, og hun ville ikke give slip. Hun ville ikke væk fra de arme der holdte hende, for hun havde brug for at have dem om sig, og tårene brændte hende nedover kinderne og fik det til at svide i hornhinderne, og da Nikolaj aede sine hænder henover hendes ryg, måtte hun støtte hagen imod hans skulder og bøje hovedet, og hun blev mindet om alle de gange, Lukas trøstede hende, og alle de gange Julie gav hende det kærlige venindekram, som altid havde beroliget hende, men det her kram var anderledes, ikke et venindekram eller et bedsteven-kram, men det var dejligt og befriende og hun ville ikke væk fra omfavnelsen og den lune lindrende varme, som syntes at udspringe fra maven og strække sig op gennem overkroppen, og for første gang siden hun blev svigtet af de to personer, hun troede hun kunne stole absolut mest på, forsvandt den gnavende og udhulende ætsen i hendes mellemgulv.

Sophie vidste ikke hvor længe hun stod i omfavnelsen, før hun til sidst trak sig ud, og lod blikket fare ned til jorden, og hun snøftede ind og tørrede tårene i ansigtet væk med ærmet, og Nikolajs greb klemte blidt mod hendes skulder. Og der gik yderligere øjeblikke, før det rigtigt gik op for hende, at hun - for første gang i hele sit liv - havde grædt foran en person, hun knap nok kendte, og var blevet omfavnet af den selvsamme person, og med den viden kom kendsgerningen om, at hun ikke var stukket af. Hun var blevet stående og havde ladet sig selv blive omfavnet af en fremmede person, ovenikøbet en dreng, og hun var ikke engang gået i panik. Og hun hørte Nikolaj spørge "er du okay, Sophie?", og hun havde, blot for en kort stund, glemt Lukas og Julie og Rebekka, og hendes saltsvidende øjne gled langsomt op og mødtes med Nikolajs, og hendes hjerte bankede slet ikke så voldsomt som det plejede, og hendes håndflader blev ikke fugtige. 

Hun drog et nik. Nikolaj nikkede tilbage, og skævede læberne til et halvægte smil, som han slap hendes arm. Herefter kiggede de begge væk, nedad, og stilheden brød frem imellem dem, og Sophie snøftede ind, flere gange, indtil Nikolaj lod tavsheden blive brudt. 

"Vil du, øh... Vil du med i Rema? Det ligger alligevel på vejen."

Hun trak på skulderen, og kiggede atter på ham, og på de blå øjne, som han begyndte at flakke med, og nu lignede det mere ham som var den usikre, istedet for hende. Og hun tog hans kvadratiske ansigt i øjesyn, den fremtrædende kæbelinje, og det brune hår med sidecuttet og toppen som var lagt til siden og sat med voks, og de mørkeblå øjne der mindede om et dybt dybt hav set fra luften, og igen blev hun mindet om, at drengen foran hende ikke bare var sød, men også utrolig pæn, måske endda pænere end Lukas, og hun kunne ikke lade være med at bestirre Nikolajs ansigt, - nej hvor er han egentlig utrolig nuttet, det er helt vildt, og hvor var det sødt af ham at kramme mig - og varmen spredte sig atter ud i hendes bryst. Nikolaj så ud til at finde det mindre behageligt at blive betragtet på denne givne måde, og han slog hurtigt blikket ned og til den ene side, som han løftede hånden og lod den hvile imod baghovedet.

Sophie kom i tanker om, at han lige havde tilbudt hende at komme med i Rema. Det tog noget tid for hende, før hun vidste hvad hun skulle svare. "Øhm... Jo... Det... Det... Det kan vi da godt." 

Mor kom alligevel først hjem fra arbejde klokken kvart i fem, og der var over to timer til, og hendes far havde sikkert for tralvt med at arbejde på sit kontor til, at bemærke at hun kom en halv time senere hjem. Lige nu havde hun brug for selskab, og det vidste hun, og selvom det stadig var svært, så valgte hun at stole på Nikolaj. 

"Det ska' kun være hvis du har lyst, selvfølgelig." Han sænkede hånden og fæstnede sine blå øjne imod hende. 

Sophie nikkede igen. "Jeg vil gerne." 

Nikolaj smilte, og nikkede og vendte fokus imod sin cykel. "Nice. Jamen, eh... Jamen så la' os da smutte derned." Og han rejste sin cykel op og så på Sophie, med læbesmilet som dannede furer omkring øjenkrogene, og hans læber delte sig. "Følg med mig. Jeg ved lige hvad du trænger til!" 

*

De havde gået det meste af den ti minutter lange vej i stilhed, blot side om side, og der var noget gnavende akavet over det, men samtidig også noget dybt hyggeligt, som Sophie ikke rigtig kunne sætte ord på, og da de nåede de røde lejlighedskomplekser og den blinde vej som udmundede i en firkantet parkeringsplads med et indlagt blomsterbed, kiggede Nikolaj på Sophie.

"Ved du hvad en af mine rigtig gode veninder, Amalie, kalder den lokale Rema?"

De nåede fortovet. Sophie rystede på hovedet.

"Ja, jeg ved sgu godt det er lidt racistisk, men hun kalder den altid "perker-Remaen"." Han smilte for sig selv, da han nævnte det, hvorpå han fortsatte. "Men rigtig mange af beboerne i det her område, er... Ja, enten selv indvandrere eller har forældre, som er indvandrere, og det betyder så også at størstedelen af dem som bruger den her Rema, er, ja... Indvandrere. Og så er det bare blevet, jeg ved ikk', sårn... Et kælenavn som mange af os bruger. Så ved vi også, hvilken Rema vi ska' til, hvis nogen siger "perker-Remaen"."

Sophie trak læberne i sit karakteristiske skæve smil, som Nikolaj begyndte at syntes vældig godt om, og de gik atter i den både akavede og hyggelige stilhed, indtil de nåede hen foran butikken. 

"Gå du bare ind, Sophie. Jeg ska' lige ha' låst min cykel," sagde Nikolaj, og sendte hende et læbesmil, inden han vendte sig rundt imod metalstativet i kanten af parkeringspladsen, lige foran bedet med den brune hæk. Men Sophie blev stående, og betragtede ham, og han bøjede sig frem og drejede nøglen i låsen, og hun kunne ikke lade være med at kigge på ham, og hans glidende bevægelser, og hun havde glemt den brystætsen der hele tiden åd og gnavede i hendes mellemgulv, og lyden af Rebekkas stemme som hele tiden sagde "hun er seriøst for latterlig", og klartonerne da Lukas lagde på under deres sidste telefonsamtale. Hendes øjne sved stadig og det dunkede brændene i underkanten af synsfeltet, men hun havde ikke den stramme fornemmelse i struben, som altid opstod når gråden fingrede sig på vej men aldrig slap ud, og den varme der opstod da hun trykkede sig ind mod Nikolajs krop, og følelsen da hans hænder gned sig op og ned ad ryggen, trøstende og aende, havde sat sig fast i hendes erindring, og den omfavnelse som hun havde trængt så meget til, syntes at have bedøvet hendes sjælelige smerte, omend kun for en stund, og hun kunne blot tænke på Nikolaj og de dybblå øjne og på hvor dejligt det var, at nogen trøstede hende. 

Nikolaj rettede sig op, drejede imod hende og vippede med hovedet. "Følg efter mig." Og de gik, Nikolaj forrest og Sophie lige efter, og trådte op ad trappetrinnene og forsvandt igennem den automatiske dobbeltdør, som delte sig i to og lydløst gled til hver side.

*

Nikolaj ledte Sophie frem og tilbage i butikken, først forbi rækkerne af energidrikke, både Cult og Monster og RedBull, og standsede ved den lille køleautomat med colaflasker, som befandt sig tættest på kassen, for enden af en reolsektion med slikposer i den ene side og chokolader og lakridser i den anden. Sophie fulgte blot med, lydløst og tankefuldt, og hendes øjne var hele tiden rettet imod Nikolaj.

"Vil du ha' en cola?" Han havde allerede grebet frem imod flaskerne på køl, før Sophie overhovedet havde svaret ham, og han så at det var dem med navne på mærkaterne, og et smil frembød sig på hans læber. "Det er ovenikøbet dem med navne. La' os se om vi kan finde en 'Sofie'!"

"Det... Du behøver ikke at...!"

Men Nikolaj hørte ikke efter, og Sophie sukkede, men måtte alligevel undertrykke det smil, der kæmpede for at bryde frem, og hvor var det egentlig sødt at han var så venlig imod hende, og det her virkede meget mere ægte, og selvom muligheden for at der lå en eller anden ubehagelig bagtanke i grund med hans venlighed gnavede i hendes baghoved, valgte hun fortsat at stole på ham. 

Nikolaj roede og ledte og roede igennem flaskerne, og bladrede sig forbi mærkater med alle andre navne end Sofie - der var en Malene, en Hans, en Rebekka, og tre Cille, og to Maiken, og en Sofia, og en Tobias og der var den jo. Sofie. Langt nede i bunden, så han måtte bore sin hånd dybt i bunken af colaflasker, og han trak den op og smilte, tilfreds med dette givne fund, og drejede opmærksomheden imod Sofie.

"Jeg fandt din flaske." Han strakte den frem til hende. " "Sofie". Her er den."

Sophie strakte hånden frem og tog tøvende imod flasken, sikker på at navnet var stavet forkert, at det var med F og ikke PH, en fejl alle som ikke kendte hende begik, og da hun drejede den rundt, så mærkatet på siden vendte imod hende, fik hun bekræftet at hun havde ret, og hun smilte og uden at fjerne de klarblå øjne fra flasken sagde hun, "Det er ikke den rigtige flaske."

Nikolaj rettede sig op og kiggede på hende med det ene bryn rynket. "What the fuck? Det er det sgu da! Der står 'Sofie' på flasken. Jeg tjekkede sgu da selv efter?" 

Og Sophie skulede blikket fra mærkatet og opad, imod Nikolaj som stod en meter foran hende, og smilet blev bredere, trak sig længere op på kinderne så de to hudfolder dannede sig, en på hver side, og hun rystede på hovedet og fortsatte. "Mit navn er Sophie. Med PH. Det er fransk. Eller... Altså, ikke fordi jeg kommer fra Frankrig, for det gør jeg ikke, vel, men... Ja. Det kunne du ikke vide. Sophie med PH er heller ikke så almindeligt, så... Så det er ikke fordi jeg ligefrem... bebrejder dig."

Og smilet på hendes læber forsvandt atter, idet hun havde fuldendt sætningen, og hun kom i tanker om alle de gange, hvor Lukas gjorde et ekstra nummer ud af at udtale hendes franske "Sophie med PH"-navn, og kaldte hende "Madame Sophie" i hans eget kejtede, Lukas'ke Fransk hvor han udtalte Madame som Madamæ, og Sophie som Såffi, og Sophie havde aldrig rettet på ham, fordi det var så sødt og altid gjorde hendes mavesæk dejlig lun og varm, og klartonerne i telefonen gav genlyd mod stilheden, og Lukas stemme der dæmpede sig til en knap hørbar hvisken - "hvad?" - da han fandt ud af, at hun havde afsløret hans hemmelighed til Rebekka og Julie, og måske skulle hun aldrig nogensinde se ham mere, og den syreætsende mellemgulvsgnaven borede atter frem og mindede om det sorte hul, der hele tiden blev ved med at æde, æde, æde hende indefra, og hendes blik viftede sig bort fra Nikolaj og ned til gulvet.

Nikolaj bemærkede forandringen, og vendte hovedet på skrå. "Er der noget galt, Sophie?"

Hun tog en dyb indånding, og blinkede et par gange - hun var nødt til det, for at modkæmpe den fugtige øjenkildren -, og så atter på Nikolaj inden hun rystede på hovedet og fremtvang et smil. "Det er fint nok. Du... Det er fint nok. Jeg er okay." Og hendes fingre knugede sig om flasken, hårdt, og kulden syntes at lægge en dæmper på den frempiblende håndsved. 

"Sikker?" vedblev Nikolaj, som han betragtede hendes underligt flakkende øjne, men Sophie nikkede blot og lod sit smil blive bredere, men hun delte ikke sine læber som hun ellers plejede.

"Ja. Jeg er sikker."

"Fair nok." Han viftede øjnene tilbage til køleboksen med colaflaskerne, og lod sine fingre tromme imod indersiden af glasbarrieren. En dybsindig tavshed brød frem imellem dem, en tavshed Sophie ikke var sikker på at hun brød sig om, så hun skyndte sig at sige noget. 

"Hvad, øh... Tror du også de har en 'Nikolaj' dernede?" 

Og han skulede til hende, og han så glimtet i hendes øjne, og hun havde humor, det måtte han indrømme, og han løftede det ene bryn. "Hvorfor sku' de ikk' ha' det? 'Nikolaj' er jo fucking nice! Selvfølgelig har de én med mit navn, sgu da."

"Så prøv da at find det." Sophie slappede af, og det var første gang hun nogensinde havde kunnet slappe så hurtigt af i et andet menneskes selskab, men der var noget ved Nikolaj, og hun kunne virkelig lide hans humor, og igen havde hun glemt Lukas, og hun lod toppen af sodavandsflasken banke svagt imod underkæbens underside. "Hvis du er så sikker på det er der."

"Okay," svarede Nikolaj blot, i det nøgterne tonefald, inden han vendte fokus imod køleboksen og begyndte at rode sin hånd ned igennem flaskerne, for at finde et mærkat med Nikolaj, og Sophie kiggede hele tiden på ham, og hun begyndte at køre colaflasken i cirkler mod underkæben, ganske umærkeligt, og igen oplevede hun at hun ikke kunne fjerne øjnene fra Nikolaj, jo mere hun kiggede på ham, og han var så utrolig cute, og Nikolajs hånd rodede og rodede og det virkede næsten til at være ekstremt vigtigt for ham at finde sit navn, men ikke på den der selvglade facon, men på en... Ja, hun kunne ikke forklare det, men det var virkelig sjovt og virkelig sødt.

Nikolaj endte med at give op, efter at have kommet forbi mange af de samme navne - Cille og Rebekka og Hans og Tobias og Sofia og Sofie-med-F og Maiken og Malene og ingen Nikolaj - og han tog istedet en Malene, og vendte sig imod Sophie. "Jeg fandt en flaske. Ska' vi gå?"

"Er 'Malene' ikke et pigenavn?" 

Nikolaj vendte flasken imod sig, så på mærkatet og svarede med en skuldertrækning. "Fuck det! Jeg tar' den sgu alligevel!" Og han satte sig i bevægelse, imod kassen længere fremme. Sophie sænkede sin colaflaske og fulgte med ham.

"Jeg syntes ellers du sagde, at de selvfølgelig havde en Nikolaj der."

"Det har de sgu sikkert også haft. Det er nok bare blevet udsolgt. Nikolaj er et mega fedt navn jo, så alle ska' ha' det." Og han blinkede til hende med højre øje, som han lagde flasken ned på båndet. Så tøvede han. "Ska' jeg ikk' også betale din?" 

Hun nåede kassen, og standsede ved siden af ham, og hendes blik gled skiftevis imellem ham og den unge kraftige blondine med opsat hestehale i Rema-trøjen, der sad bag kasseapperatet, som hun ventede på at få skannet kunders varer igennem, og hun havde aldrig været god til at kigge eller smile eller snakke med kassedamer, og hun hadede at de altid skulle spørge hende om hun ville have en kvittering med, for hun endte altid med bare at stå og glo på dem, som om de var sindssyge eller hun var stum og ikke kunne sige noget, og hun var altid åh så sikker på at folk ville kigge på hende, og det ville ikke hjælpe at Nikolaj var der, og selvom hun hadede når folk betalte for hende, var det nok samtidig det bedste at lade ham gøre det, og hun rakte flasken til ham.

"Jo. Det må du hellere."

Han tog imod Sophies cola og lagde den ned ved siden af Malene, og Sophie trådte forbi ham, og selvom hun var sikker på at den blonde kassedame kiggede på hende og sikkert også smilte, kiggede Sophie ikke tilbage, og fortsatte blot hen for enden, hvor hun ventede på at Nikolaj fik betalt for colaerne. Da han havde fået betalt, tog han begge flasker, og gav den ene til Sophie inden han beholdte Malene, og herefter skridtede de ud af butikken. Nikolaj åbnede sin flaske da de var nået ud på parkeringspladsen, og han tog tre store slurke, samtidig med at de bevægede sig ned mod cyklen, og Sophie var sikker på, at der ville komme en eller anden utrolig lam joke, og da han fjernede flasken fra munden og kiggede på hende med det drilske smil, som hun umuligt kunne fejlfortolke, vidste hun at den joke, hun mistænkte han ville fremsige, var uundgåelig.

"Hold da kæft... Hende Malene smager sgu da egentlig ret godt." 

Og Sophie rystede på hovedet og drejede ansigtet væk fra ham, og hendes fingre knugede sig om hendes egen flaske, og lad nu være med at grine, Sophie, den er ikke sjov, overhovedet ikke sjov, det er den dummeste og platteste joke du nogensinde har hørt, seriøst, ikke grine, ikke grine, men latteren brusede alligevel frem, først som et langt hele-vejen-gennem-næsen fnis, og derefter små lyse kluklyde, der hævede og sænkede sig i intensiteten, og hun smækkede hånden for munden og klemte øjnene sammen. 

Nikolaj standsede ved cyklen, og kiggede på hende. Hun mødte hans øjne med sit blik, og stoppede ligeledes op og fjernede hånden fra sin mund. "Hvad, øh... Hvad... Hvad er der?"

Nikolaj blev ved med at holde sine havblå øjne magnetisk fæstnet til Sophie, og hun begyndte at blive utilpas, og det fik hende til at reagere med at blinke og vifte blikket ned mod asfalten.

"Den latter dér...!"

Og først der begyndte Sophies hjerte at banke, og munden trak sig igen til en klistret tørhed, og en strubeklump af angst samlede sig for enden af ganen, og hvad var der galt med hendes latter?

"Min... Min latter...?"

"Ja. Den er mega... Ja, jeg ved ikk'... Den er mega nice. Altså, sød. Jeg mener, øh... Jeg ka' godt li' den." 

Hun pressede læberne til en streg og vendte blikket bort, og hun måtte flimre øjnene i, og hendes hånd trykkede stadig hårdere om colaflasken. "Hold op." Hendes stemme var blevet dæmpet, ikke en hvisken men stadig lavere end normalt, og Nikolaj rystede på hovedet og kiggede på sin cykel.

"Ej, det må du sgu undskylde. Glem jeg sagde det. Den her samtale har vi aldrig haft." Han tog endnu en slurk af sin cola, inden han stillede den på kanten af bedet og låste cyklen op. Han så derefter på hende. "Hvilken vej bor du på...?"

"Øhm...," hun tænkte lidt, og fremspidsede læberne en anelse. "Øh... Det... Jeg kan ikke huske navnet, men jeg ved at det ligger tæt på... Er det Strandalléen den hedder?"

"Vestre Strandallé?"

"Det skal nok passe. Der er i hvertfald en rundkørsel og så et pizzaria og så en jernbane i nærheden... Jeg kan i hvertfald huske, at... At jeg krydsede jernbanen dengang jeg tog ned til stranden sidste uge... Hvor vi to... mødte hinanden."

"Det lyder sgu som Vestre Strandallé. Den ligger faktisk lige her om hjørnet." Og han trak sin cykel frem, og vippede med hovedet for at indikere at hun skulle følge med, og så begyndte han at gå. Sophie fulgte efter ham, og de nåede vejkrydset hundrede meter længere nede og rundede omkring kanten af den røde lejlighedsblok og forsvandt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...