Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17097Visninger
AA

47. FARVEL TIL FAR

Torsdagen forløb sig bedre end nogen af de andre torsdage, Sophie havde kunnet huske siden hun tre uger tidligere flyttede til Jylland. Alt hun havde i tankerne, var Nikolaj, og flere gange smilte hun til ham, hun kunne ikke lade være med at smile, og hendes kinder kildrede konstant, kildrede og strammede og kildrede noget mere, og hun kunne bare være i hans selskab fra nu af og til evig tid. Være i hans selskab, i hans omfavnelse, og det blev strammere i underlivet ved de tanker, som lunt drev igennem hjernebarken. Tankerne, som hun havde haft på vej hjem fra skole dagen forinden, tanker om Nikolaj som sin kæreste, Nikolajs læber der smældede og snurrede imod hendes, og hendes ansigt, der puttede sig tæt ind til hans brystkasse, varmt og bankende, og det var forkerte tanker, forkerte, forkerte, forkerte, hvorfor tænker du dog sådan noget, Sophie, for helvede altså, det er forkert forkert FORKERT, men hun kunne ikke lade være, og en tristhed svulmede sig kortvarigt igennem kroppen. Tristheden om, at Nikolaj skulle på gymnasiet efter sommerferien, og hun skulle fortsætte i 10'ene klasse, og måske ville de ganske sagte glide fra hinanden, en tanke hun vidste ikke var urealistisk, hvorfor skal du også på gymnasiet, Nikolaj, hvorfor skal du også på det skide gymnasium, altså, men hun borttvang viljefuldt tankerne, var NØDT til at borttvinge dem, nødt til det, nødt til det, og hun tænkte kun på det fantastiske vidunderlige samvær med Nikolaj, som gjorde hendes krop så dejlig varm. Tænkte kun på det gode, udelukkende på det gode, så sortheden ikke begyndte at omslutte hendes tanker, den sorthed hun var så træt af, den sorthed som så ud til at leve sit eget liv, svulsten der levede i hendes egne tanker, og hjertet syntes ikke at ville stoppe med at banke vildt.

*

Frederik hørte slet ikke efter, hvad Christian og Jonas leende snakkede om i brusebadet efter gymnastiktimen. Hans bevægelser var langsommere end normalt, langsomme og ufokuserede, og fingrene masserede shampoo i håret med store indlagte pauser. Hans øjne var blot rettet ud i luften, stirrende ind i den dybsindige tomhed, to livløse cirkler af cyanagtig blågrønt, og den kolde gnaven fortsatte blot med at æde i brystet med den samme pulsende fornemmelse. Han tænkte, kun kortvarigt, tilbage til den søndag, for tre år siden, hvor han lukkede sig inde på sit værelse, og mor der skreg i stuen, hendes stemme som trak sig til en skarp, hæs lyd, og hun bandede højere og kraftigere end han nogensinde havde hørt hende gøre. Og gråden brændte sig op fra hans hals, op fra halsen og ud ad munden og fugtigheden strammede hans øjne og han søgte hen til trævæggen ved siden af sengen. Og han knyttede næverne, som mors bandende råb blandede sig med fars hæse skrig, og begyndte at banke dem ind mod trævæggen, bankede og bankede og bankede, og hans ansigt svulmede og trak sig sammen. Han hev luft ind, en dyb klar lyd, og kvækkede, hev luft ind og kvækkede, og hans næver bankede hårdere og hårdere på trævæggen, indtil knoerne begyndte at svide, og hvorfor kan mor og far ikke holde op med at skændes, hvorfor kan de ikke holde op med at skændes, hvorfor holder I ikke op, hvorfor fanden holder I ikke op, og han blev ved og ved og ved med at slå næverne i væggen, indtil gråden blev tungere end ham selv, og fik ham til at falde sammen på sengen. Han klemte hænderne for ørene, var nødt til at klemme hænderne for ørene, og han hørte mors stemme, alt for klar og tydelig, alt for hæst dirrende, og hun råbte, "HAR DU SÅ OGSÅ KNEPPET ANDRE, HVA'? HAR DU SÅ OGSÅ KNEPPET ANDRE, DIT UTRO MØGSVIN?", og han hørte far råbe tilbage, "Det var et UHELD for fanden, kvinde, jeg var FULD, det var et fucking UHELD!"

Lad så være med at råbe, lad så være med at råbe, lad være lad være LAD SÅ VÆRE

Far havde været mor utro, og hver gang Frederik tænkte på det, blev den kolde udhulende gnaven kraftigere. Og han så for sig, idet far for sidste gang trådte ind på hans værelse, hvor den 3 år yngre udgave af ham selv lå på maven, udstrakt på sengen, hæst hulkende i den 13-årige overgangsstemme. Og far satte sig på sengekanten, så det gav efter i små svage hop fra sengemadrassens fjedre, og alle musklerne i Frederiks krop spændte sig stramme. 

"Frederik, mor og jeg ... jeg tænkte, at jeg ville fortælle dig det, før mor gjorde, da ... ja ... da det mest er mig, der har begået en fejl her. Men ... mor og jeg ... "

Frederik vendte sig rundt, med tårene der stribede rødt nedover de opsvulmede kinder, og det gjorde ondt i struben, idet alle halsmuskler begyndte at trække sig sammen til en knugende hårdhed, og hans stemme var forvrænget da han sagde noget. "Du har været mor utro! Du har været mor utro! Jeg hader dig! Jeg hader dig!" 

Fars ansigt var ulæseligt, blot en mine, med brynene løftet en anelse, ligesom hos Frederik selv, så hudbølger dannede sig i panden. "Frederik, det er altså ikk' det du tror det er ... jeg elsker mor ... !"

"Hvorfor fanden boller du så andre, hvis det er mor du elsker? Hvorfor boller du andre, hvis det er mor du elsker?" Frederiks stemme var svag, blot en hvislen, da han sagde det. 

"Jeg har ikke ... "bollet" en anden. Mor og jeg ... duer bare ikke sammen mere ... !"

Men Frederik vidste at han løj, vidste det, men han kunne ikke sige noget, kunne intet andet end blot kigge på ham med en tør sviden i øjnene, stirre på ham indtil fars hånd løftede sig ned mod hans ben, og så skreg han. Han sparkede, så far veg tilbage, og skreg noget mere, og han sagde "FUCK DIG! FUCK DIG LANGT VÆK! JEG FUCKING HADER DIG! JEG FUCKING HADER DIG! FUCK DIG, FAR, FUCK DIG FUCK DIG FUCK DIIIIIIG!" 

Far forlod værelset, sagde ikke engang "jeg elsker dig", forlod bare værelset og pakkede sine ting og forsvandt, og Frederik græd og græd og græd. Og han tænkte på Nikolaj, som var kommet forbi dagen efter. Nikolaj, som havde taget det helt nye FIFA med, og han havde sagt, "der findes ingen bedre terapi end at vinde over bøsserne fra FC Barcelona i en go' omgang FIFA." De havde spillet sammen i kælderen, og Nikolajs sjove indfald om alt der ikke omhandlede Frederiks far, løftede det sorte humør, blot en anelse, og i ugerne efterfølgende mærkede Frederik en tomhed, han aldrig nogensinde havde følt før, en tomhed som bare åd i hans krop, i hans knogler og muskler, og han var blevet svigtet af den person, han holdt allermest af, og han havde kun Nikolaj, og Nikolaj var der for ham, støttede ham og lovede IKKE at svigte ham - "sårn' noget pis ka' jeg sgu ikk' finde på, jeg er ikk' et svin i modsætning til din far" -, som en rigtig bedsteven gjorde. Han hørte kun fra sin far én gang siden, og det var under kampen om forældremyndigheden, hvor myndigheden faldt på mor, efter Frederiks egne ønsker til kommunen, og lige siden havde far ikke vist sig i hans liv. Og Frederik var sikker på, at svigtet fra hans far var et engangssvigt, men han blev bange, og hvad nu hvis andre også svigtede ham, og så mødte han Cecilie Vænge. 

"Frederik? Dude! Yo!" Christians stemme nåede ham først, idet en hånd langede sig fast i hans venstre skulder, og han trak sig ud fra den dybe del af bevidstheden og ind i den lette virkelighed, væk fra den afkrog af sindet, han ikke havde udforsket lige siden Cecilie forlod ham, og selvom han stod i den lunende bruserregn, havde en kulde omsluttet hans krop og det stak brændene imod hornhinderne. Han buede blikket til venstre, imod Christians slanke høje figur, med de tydelige armmuskler og den begyndene sixpack, der bølgede som muskeltangenter under maveskindet, og måtte blinke den fugtige stikken væk. Christian sænkede hånden.

"Du var sgu helt væk, man. Jeg var i gang med at spørge dig om noget."

Hjertet hamrede. "Spørge mig om ... Hva' ... hva' ville du spørge mig om?"

Christian nåede ikke at svare, før Jonas, som stod ved åbningen til omklædningsrunmet, svarede for ham. "Christian holder fest i morgen. Den helt store. Lyst til at joine?"

Det tog stadig tid for Frederik, før han forstod hvad de sagde. Hans bryn løftede sig. "Fest? I morgen?"

"Ja man! Med fucking druk og døgner og det hele ... vi bliver indtil videre cirka ... hvor mange var det nu det var, Jonas? 25?"

Jonas sænkede håndklædet væk fra hovedet, og hans lyse hår var begyndt at stritte. "Ja det ved jeg sgu da ikk', det sgu da fucking ikk' mig som har arrangeret festen!" 

"Vi bliver i hvert fald over tyve. Det bliver alle vennerne, en del fra klassen, nogen fra klubben - Og dig, Nikolaj, Amalie og Jonas er inviteret som æresgæster." Christians fødder svuppede vådt imod de oversvømmede fliser, idet han søgte hen mod bænken og håndklæderne. Larmen fra de andre drenge rungede sig ekkoende ud i lokalet. 

Det vred sig koldt, og hårdere, i Frederiks brystkasse, da han hørte Nikolajs navn, og den automatiske bruser standsede og han satte sig i bevægelse, fremad, men nåede aldrig at få spurgt mere ind, før Christian fortsatte.

"Apropos Amalie og Nikolaj," han vendte sig rundt, med håndklædet fremme, "så virker det sgu ikk' til at gå så godt imellem jer. Jeg mener, det der du lavede i lørdags, med Nicks ankel ... what the fuck, Frederik? Og hva' fuck sker der imellem dig og Amalie? Jeg hørte fra Jonas, at Amalie bare sad inde i skoven og tudede i går."

"Jeg gider ikk' snakke om det."

"Dude ... !"

"Jeg gider ikk'! Prøv nu at fucking fat det!" 

Christian viste hænderne frem. "Okay, okay, okay, så snakker vi ikk' om det. Men prøv da lige at chill. Shit man." 

Og så afsluttedes samtalen brat. Christian vendte sig rundt og gled sig i bevægelse imod resten af omklædningsrummet. Frederiks hjerte fortsatte med at dunke imod indersiden af brystkassen, dunke og krampe og dunke, og han greb sit håndklæde. Fingermusklerne strammede sig herpå hårdt og knugende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...