Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17097Visninger
AA

10. ET TELEFONBILLEDE

Nikolaj ventede til ti-pausen onsdag formiddag, før han viste billedet af Sophie til Frederik. Det var det bedste tidspunkt at gøre det i - der var der færrest mennesker på gangene - og Sophie ville alligevel ikke fatte nogen mistanke og der ville heller ikke være andre der sladred, fordi de fleste var røv ligeglade med den nye pige. Dog var der flere drenge fra klassen som engang imellem nævnte noget med "hende den nye" og "god røv" og "fucking lækker", men ellers var det ikke fordi der var ret mange der indvilligede i at tage kontakt til hende eller snakke med hende. Og det så heller ikke ud til at gå Sophie det mindste på - "hvordan fuck kan hun klare at blive ignoreret på den måde?" -, hun ankom blot til klassen på nogenlunde samme tidspunkt som de andre dage og skridtede blot ned til sin plads, og selvom hende og Nikolaj havde snakket sammen og hendes øjne gled forbi ham, hilste hun ikke og smilte ikke og gik bare ned og satte sig. 

Gad vide hvorfor hun trækker sig tilbage på den måde, havde Nikolaj flere gange tænkt, men han undlod at kigge på hende - så ville Frederik måske fatte mistanke og det ville ødelægge hele overraskelsesmomentet -, og havde istedet gennemtænkt hvad han skulle sige og gøre når ti-pausen begyndte. 

Han behøvede ikke at gøre så meget. Frederik gik på toilet idet pausen startede - hans blik havde dog ikke undladt at fare ned til Sophies plads - og Nikolaj vidste at det var hans stikord, så han ventede i den tid han havde udregnet, at det tog at komme fra klassen og ned til toilettet på bunden af trappen for enden af korridoren. 

1 minut. 

Så rejste han sig. Hurtigt lod han sine øjne vifte sig mod Sophie, og han så hende sidde med den opslåede skitsebog foran sig, foroverbøjet som hun kørte en blyant op og ned og fra side til side i bløde bevægelser - hun havde musik i ørerne, så han regnede ikke med at hun lagde mærke til hvad der foregik omkring hende -, og et lille smil frembød sig på hans læber inden han førte hånden i lommen, og strammede fingrende om mobilens kvadtatform. Han gled sig i bevægelse, ud ad klasseværelset og ned ad korridoren, indtil han nåede trappen med de bonede blegbrune trætrin og det rødmalede gelænder som flere steder var blevet afskallet. Og han søgte ind i menuen på telefonen og fandt billedet af Sophie frem - hendes blå øjne stirrede imod kameraet og munden var trukket i den svage, skæve stilling -, idet han vandrede ned ad trappen og ned på de hvide gulvfliser og skrånede videre hen til døren i den gule murstensvæg. Frederik stod foran vasken og skyldede sine hænder og betragtede undersøgende sit hår i spejlet, da Nikolaj trådte ind.

"Jeg ska' vise dig noget, Frederik." Nikolajs øjne forblev slået ned mod telefonskærmen. Døren lukkede sig i bag ham. Han førte sine skridt fremad mod vasken.

Frederik trak sin pande i dybe furer og vred hovedet væk fra spejlet og til venstre, så sin ven komme gående mod ham med fokus plantet på telefonen og delte læberne og svarede ham. 

"Vise mig noget?"

Nikolaj standsede foran ham, viftede blikket opad og vendte telefonskærmen rundt så Frederik kunne se billedet af Sophie, og Frederiks øjne spærrede sig op inden hans mund trak sig lige. 

"Ka' du se hvem det er?" 

Frederik blinkede, flere gange, hævede ganske langsomt sin ene hånd og lod sit greb omslutte Nikolajs Sony Ericsson. Nikolaj slap den og sænkede hånden og strammede læberne til et smil. 

"No fucking way. No fucking way, det har du sgu nuppet fra facebook det der." Frederiks blik forblev fæstnet på mobilskærmen og Nikolajs smil strakte sig længere op i kinderne. 

"Nope, Frederik. Jeg er ikk' engang venner med hende på face, og det' pænt svært at finde hende derinde. Er du klar over hvor mange Sofie Hansner der findes på facebook? Det billede har jeg sgu selv taget." 

Men Frederik rystede på hovedet og gav ham telefonen tilbage. "Det tror jeg ikk' på."

"Gør du ikk'? Ærgeligt for dig, for det' ellers rigtig nok." Han puttede telefonen tilbage i lommen.

Frederik betragtede sin ven længe, undersøgte de dybblå øjne og det slappe smil, prøvede at finde et spor - bare et, bare et fucking enkelt - på at han løj og lavede pis med ham, men han kunne ikke finde det og måtte give fortabt og erkendte at Nikolaj fortalte ham sandheden.

"What the fuck, Nick? Hvordan... Hvad fanden?" 

"Hvad er det der er så svært at forstå ved det? Jeg tog bare et billede. Så enkelt er det."

"Wow... wowwowowow... Stop lige." Frederik fremviste sin håndflade og spændte brynene helt op i panden, så furene dannede opadpegende hudbølger, hvorledes han fortsatte. "Hvordan fanden har du ku' ta' et billede af Sophie?" 

"Ja, altså... Hvordan er det man tar' billeder af folk?" 

"Ja det sgu da ikk' det jeg mener, smarte! Jeg mener... Hvordan fanden ku' du ta' et billede af fucking Sophie?"

"Jeg spurgte hende."

Frederik stod stadig med håndfladen fremme og sit forstivnede ansigtsudtryk. "Du... Spurgte hende?" 

"Mmm, ja?" Det trak sig sammen i Nikolajs mellemgulv og det blev gradvist sværere for ham at tilbageholde den tilpressende latter, men han kæmpede for at bevare masken.

Frederiks hånd sank ned så den hvilede imod siden af kroppen.

"Så... Så, hvad... Så du gik bare hen til hende og spurgte hende om du måtte ta' et billede af hende eller hva'?" 

"Altså, jeg startede jo nok en samtale med hende inden, ikk' å, men ellers så.. ja... Noget i den retning." 

"Du startede en samtale? Med Sophie?"

Det blev besvaret med et nik.

"Ooooog... hvordan fuck ku' du starte en samtale... med Sophie? Hvad fuck gjorde du, tilbød hende en is eller hva'?" 

Nikolaj vippede hovedet fra side til side og gled sine blå øjne op mod lysstoflampen der hang ned fra loftet, og trak læberne hen i den ene side ad ansigtet så en enkelt kindfordybning dannede sig.

"Det kaldes at kommunikere, Frederik. Du ved... Øje-til-øje kontakt, introducere sig selv..!"

"Ja tak, Nick, bare fordi du var heldig gør det sgu ikke mig til social spasser!"

"Jamen du spurgte jo selv?" Nikolaj lagde hovedet en anelse til siden, som han altid gjorde når han foregav at være dum, eller fatsvag eller retarderet og Frederik hadede når han gjorde det, for det var træls og provokerende og øretæveindbydende og... 

Nikolaj fortsatte. "Sig mig... Er man lidt misundelig på at jeg har et par skills hos damerne, som du ikk' selv har?"

"Sgu da not! Det har ikk' en skid med skills at gøre, du var bar' heldig og ikk' en skid andet."

"Så siger vi det, Frederik," svarede Nikolaj tilbage, og telefonen op ad lommen og tændte for skærmen, inden han fumlede med den mellem fingrene.

"Men seriøst," Frederik lænede sig tilbage så hans ryg hvilede imod kanten af vasken, og hænderne stoppede han i bukselommerne, "hvordan fuck startede du en samtale med hende?" 

Nikolaj trak blot på skulderen. "Faktisk var det ganske nemt."

"Ja, hold nu kæft med det dér og vær lidt seriøs, ikk'å?"

"Jamen det er jeg da også." Smilet trak sig atter på Nikolajs læber, hvorledes han fortsatte. "Jeg gik bare stille og roligt hen til hende, introducerede mig selv og sårn' kom vi ellers i gang. Eller... Hun... Hun var godt nok ikk' den mest snakkesagelige, så det blev ikk' en særlig lang samtale, men fuck nu det! Pointen er bare, at det lykkedes mig at snakke med en pige, som du ellers mente jeg ikk' vil kunne komme i kontakt med nogensinde overhovedet, hvilket betyder at du har tabt væddemålet. Du skylder. 100 kroner, tak."

"Fuck dog af!" Frederik rystede på hovedet, men kunne alligevel ikke tilbageholde smilet. "Men hvordan... Hvad gjorde du for at hun ga' dig lov til at ta' et billede af hende? For det må jeg sgu ærligt indrømme var fucking godt klaret." 

"Altså." Han klikkede tungen imod læberne. "F--- For at være helt ærlig... Så løj jeg egentlig."

"Løj du? Hvad sagde du da?"

"Jah... Øhm... Altså, jeg sagde bare, at... Ja, at jeg er en der godt ka' li' at tage billeder af mennesker på telefonen og så gemme det i et album, og at jeg vildt godt ku' tænke mig at ha' et billede af hende til min samling, fordi det også ville være et mega nice minde. Så gav hun mig lov."

Frederik kiggede blot på ham, og rystede på hovedet, drejede det fra side til side gennem luften i ensformige bevægelser. 

Så.

"Hold nu kæft, Nikolaj. Sårn' lille løgner du er."

"Slap sgu da af. Det var jo ikke nogen slem løgn. Det' jo ikk' noget der kommer til at gå udover nogen, vel?" 

"Nej, nej, du har sikkert ret, men stadigvæk... Det var sgu alligevel ret lusket gjort." Frederik viftede blikket bort fra Nikolaj, hen til døren og rettede sig op fra vasken. "Men hva' så... Er I så blevet venner?"

"Nej, det tror jeg sgu ikk'. Hun hilste ikk' på mig i morges, så det regner jeg ikk' med, men jeg er også lidt ligeglad. Pointen er bare at det lykkedes mig at snakke med hende, hvilket du troede jeg ikk' ku', og så er resten sgu ligegyldigt."

Frederik ignorerede hans sidste bemærkning. "Men du må sgu da indrømme hun er lækker. Come on!" 

Nikolaj hævede den ene skulder og slog atter øjnene ned til telefonskærmen. Han lod tommelfingeren glide nogle gange henover glasset. "Det ved jeg nu ikke." Et klik da han slukkede skærmen,  og derefter løftede blikket mod sin ven. "Hun er meget køn. Men jeg ved ikke... Jeg tror sgu ikk' lige hun er noget for mig." 

"Du tror ikk'... hun er noget for dig?" Frederik kunne ikke holde fniset tilbage. "For helved' Nick, du fandeme kræsen, ved du godt det? "Hun er sgu meget køn". Hun er mega lækker, og du er gay hvis du ikk' ka' se det."

"Jamen hvis du syntes hun er så lækker, ska' vi så ikk' bare gå op og snakke med hende? Hvem ved? Det ka' være hun falder for dig. Hvis du er heldig."

"'Hvis jeg er heldig'... Luk røven, Nick." Frederik fjernede sig fra vasken og skridtede forbi Nikolaj, hen til døren og omsluttede fingrende om håndtaget. "Hvad fuck regner du mig for? Jeg er Frederik Fucking Bjærglund fra fucking freaking Århus. I'm da man! Jeg ka' sgu gøre selv de mest stædige tøser bløde i knæene." Og så trykkede han håndtaget ned og åbnede metaldøren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...