Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17100Visninger
AA

53. ET HELVEDE I PARADISET

Det var en fremmede følelse for Sophie, at hun uden hæmning kunne sætte sig ned ved siden af en dreng som Nikolaj, og slå computeren op og vise billeder, private dele fra hendes private verden. At kunne dele sit liv med en anden på den måde, ligesom hun havde gjort med Lukas, og den gennemrislende varme som tilstrammede hendes armhud og skabte kriblende kuldegysninger, svømmede atter igennem hende. Hun slappede mere og mere af i Nikolajs selskab, og sekunder og minutter flød sammen til en tidløs suppe af varm behagelighed, som hun på sin bærbare gråskinnende Asus-computer klikkede fra det ene billede til det næste. Hun viste ham London-billederne fra hendes tidligere 9'ene klasses efterårs-ekskursion, og gruppebilledet bestående af seks piger og Lukas som den eneste dreng, hvor de alle stod smilende til kameraet. Våde dråber gled sig frem i hendes øjne, da hun så Julie ved sin side, med armen trukket henover hendes skulder, og de røde æblekinder frempuffet i hendes karakteristiske tandsmil, og hun var nødt til at klikke hurtigt væk fra det. 

"Hvorfor gjorde du det? Jeg nåede ikke at se det."

"Der var lidt for mange minder i det billede."

Nikolaj spurgte ikke mere ind til det, og hun fortsatte med at vise ham billeder, de små grafiske brudstykker fra hendes liv, hvert stykke med hver sin dybereliggende mening, og når han spurgte om de enkelte personer og enkelte fortællinger, som var flettet ind i billederne, gjorde hun sig umage med at svare ham i så mange detaljer som muligt. De dybgrønne og svagspidse bjergpukler af træbevokset klippe fra familieferien i Italien 2009. Gruppebilledet af mor og far og bedsteforældre og tanter og onkler og kusiner, som overflød hvidovrehusets fliseterasse til fars 40 års fødselsdag i sommeren 2011. De sad tættere og tættere på hinanden, jo flere billeder Sophie klikkede igennem, og Nikolajs skulder trykkede sig til sidst imod hendes, men det gjorde hende intet, og den krablende insektkildren prikkede sig frem i Sophies underliv, prikkede og kravlede og voksede, og Nikolajs ånde strejfede tungt hendes ene kind i en varm fugtighed. 

Ingen af dem anede, hvor lang tid de havde siddet og klikket igennem billeder, og snakket, da den dybfrekvente brummen fra Vibekes bil dæmpet trængte igennem vinduerne fra venstre. Sophies bryn trak sig sammen til den fine, lodrette panderynke, og hun buede sit blik fra skærmen og ud i den ligefremme luft, lyttende, og bilens dæmpede brummen standsede efterfulgt af det hule dump, som det altid gav hver gang en bildør smækkede i. 

Så drejede hun hovedet imod Nikolaj. "Mor er her." Hun stillede computeren fra sig, på bordet foran, og rejste sig op. "Bliv her. Jeg kommer om et øjeblik." Og hun vendte sig rundt, netop som døren gik op i entréen, og satte sig hurtigt i bevægelse, og Nikolaj kiggede efter hende. 

Vibeke lukkede døren efter sig, og indkøbsposen knitrede idet hun vred sig rundt og stillede den fra sig, og hun nåede at få hængt jakken på knagerækken og trukket sig af sine sko, da Sophie med hurtige skridt dappede ned ad trappen og rundede hjørnet. Vibekes tynde øjnenbryn løftede sig. Hun smilte.

"Hej, Sophie. Har du haft en god dag?" 

Sophie skubbede sig selv ind i mors omfavnelse, trods hun havde tilspændt sine muskler mere end vanligt. 

"Ja, virkelig godt endda." Hun trak sig bort fra mor, og så på hende, og Vibeke fornemmede i sin datters bestirren, at Sophie havde noget på hjerte. Hun fik aldrig spurgt, hvad der var galt og hvad hun ville sige, før Sophie fortsatte. "Mor, jeg har en dreng på besøg."

Tavsheden der fulgte, varede alt for lang tid, og det fik en vriden til at trække alt i hendes brystkasse sammen, og mors blik brændte, og Sophie vidste ikke hvordan hun skulle reagere.

Så.

"Må jeg se hvem det er?"

Den skingre tone, som trak sig ud i en dræven, var ikke til at tage fejl af, og Sophie vidste at hendes mor IKKE ville have at Nikolaj skulle blive, ikke ét sekund, og den eneste grund til at hun ville se ham, var for at hun kunne smide ham ud og aldrig give ham lov til at komme tilbage. Men far har jo givet ham lov til at være har, far har givet Nikolaj lov, okay mor?

"Far gav ham lov til at være her."

"Jeg vil gerne se ham, Sophie!" vedblev Vibeke, og hendes stemme vred sig skarpere. 

Sophie sukkede. 

"Okay. Så kom med ovenpå." Hun måtte stramme musklerne i halsen for at bevare roen, for ikke at begynde at skrige af sin mor, som hun så tit havde gjort, og idet hun vendte sig rundt og bevægede sig mod trappen, med mor lige bag sig, begyndte en fugtig kildren at samle sig i hendes øjenæbler.

*

Brædderne eftergav sig for Sophie og Vibekes vægt, og den svagt trykkende lyd bagfra fik Nikolaj til at dreje hovedet, og en varme svømmede sig igennem hans krop, da han så Sophie træde ind, men varmen forsvandt hurtigt da han opdagede, at hun ikke kiggede på ham. Vibeke kom til syne få øjeblikke senere, og Sophies læber havde presset sig sammen og hun standsede bag sofaen, uden at kigge på Nikolaj. 

"Her er han," sagde hun svagt. Vibeke bevægede sig alt for målrettet imod Nikolaj, og hendes øjne, identiske med sin datters, havde opspilet sig, og Nikolajs gane blev strammere og hårdere og hun standsede foran ham. 

I lang tid sagde hun ikke noget, stod blot og kiggede på ham, med et blik af fordømmelse som fik kulden til at gnave sig igennem Nikolajs knogler, og så skildte hendes læber og den sammentrukne, ru stemme brød stilheden.

"Jeg stoler ikke på dig."

Nikolaj kunne se Sophies ansigt vride sig sammen i højre synskant, men hans øjne veg ikke fra Vibeke. 

Stilhed. Vibeke drog herefter en dyb, skarp indånding, og hendes øjne viftede sig imod Sophie. 

"Hvor længe har I kendt hinanden?"

Nikolaj turde ikke svare. 

"I, øhm ... i et par uger, cirka," lykkedes det endelige Sophie at fremsige. Hendes stemme var dæmpet og tøvende. 

"I et par uger? Det er ikke nok til at man lærer folk at kende, Sophie, og det burde du vide." Hun kiggede på Nikolaj, og hendes mundvige blev alt for stramme, og han ønskede bare at komme væk, ud af huset og hjem og ikke vende tilbage igen. "Du kender ikke min datter. Og du er heller ikke hendes ven, det håber jeg du er klar over. Hvis du på nogen måde vil have nogen som helst kontakt med Sophie, så behandler du hende så godt, du overhovedet kan, og hvis jeg hører noget som helst, bare det MINDSTE om, at hun er blevet ked af det på grund af dig, uanset hvad det end er, så får du aldrig ... NOGENSINDE ... lov til at komme i nærheden af hende, eller snakke med hende igen. Det er du vel indforstået med?" 

Nikolaj kunne ikke svare, kunne blot stirre på hende, som energien drev sig bort fra hans krop, og Vibeke hævede stemmen så den blev mere skinger.

"Er vi indforstået med hinanden?" 

Så nikkede han. "Selvfølgelig. Selvfølgelig er vi det."

"Og du tager hjem LIGE efter aftensmaden." Vibeke kiggede på ham, og hendes mundvige var blevet stadig strammere. "Jeg stoler ikke på dig. Bare så du ved det." Og hun vendte sig til Sophie, hvis øjne flimrede i kraftige, våde blink, og så løftede hun pegefingeren og lod den pege opad. "Vi to, unge dame, vi skal have os en alvorlig samtale senere. Hvor er far?"

"Nedenunder," sagde hun, i hendes dæmpede stemme, men denne gang var den ikke behagelig, denne gang fik stemmen en skæren til at vride sig i Nikolajs mellemgulv. "Han er nok på kontoret."

"Tak." Hun kiggede en sidste gang på Nikolaj med de udspærrede øjne, og vendte sig rundt og begav sig tilbage mod trappen. Sophie gled sig i bevægelse, og rundede sofaen og satte sig ved siden af Nikolaj. Hun blev siddende, som hun foretog sig kraftige, dybe indåndinger, og han kunne høre en svag skælven blive åndet ud fra hendes mund. Måden hun blinkede på, alt for vådt, alt for fugtigt, varslede snarlige tårer, og det vidste han, og han løftede hånden og lod den glide om bag hendes skulder.

"Tror du det' bedst jeg tager hjem?"

Hun rystede på hovedet, kiggede på ham og smilte, men det fjernede ikke den afspejlende fugtighed, som ophobede sig i hendes øjne. "Nej. Du skal ikke ... du skal ikke tænke på det. Jeg kan godt lide, at du er her."

Hun kiggede væk fra ham, ud i luften, i den samme evighedsstirren, som hun havde haft da han ville vise hende hvordan man snittede i træ, den stirren han på ingen måde brød sig om, og hans hånd strammede sig imod hendes rygparti, og han begyndte at ae.

Sophie rettede atter blikket imod ham.

"Har du lyst til at gå en tur?" Smilet på hendes læbe var et falsk et af slagsen, og det gjorde blot det vridende mellemgulv strammere. 

Han nikkede. "Selvfølgelig."

"Super. Så kender jeg et rigtig godt sted, som jeg gerne vil vise dig." Og hun lænede sig frem og klappede den bærbare sammen og rejste sig op. Hun smilte ned til ham. Hendes øjne var stadig fugtige. Han greb sine krykker og hev sig i stående stilling. 

*

Sophie ledte ham ned til bænken, og hun sagde ikke noget på vej dertil, gik blot i en tom stilhed, og Nikolaj kiggede hele tiden på hende, anede ikke hvad han skulle sige og gøre, og det var alt sammen hans skyld, alt sammen, hvis han aldrig var kommet var Sophie ikke blevet ked af det, han skulle have sagt nej, han skulle have sagt nej og være blevet hjemme og taget til fest med Christian og gutterne istedet. Men han sagde intet, krykkede sig blot frem ved siden af Sophie, klak-klak, klak-klak, og de krydsede rundkørslen og nåede forbi pizzariaet og så drejede Sophie til venstre, da de nåede grusvejen, som slangede sig henover enggræsset. Den søde, stikkende lugt af nyslået plæne fyldte luften, en lugt af forår, men det føltes ikke som forår, føltes blot som om en hul tomhed havde spredt sig i luften og kuplet sig indover ham og Sophie, og de vandrede forbi det bukkende rønnetræ og bænken med den cirkelformede skraldespand, omkring pynten af træer og ned ad de tre snoninger. Sophie satte sig i venstre side, og gjorde plads for Nikolaj, og de fortsatte begge med at hengive sig til tavsheden.

Vinden brisede igennem gran- og aspetræerne der strakte sig opad bag bænken, og fuglesang trillede sig rundt i luften et sted foran dem. Nikolaj fokuserede på Sophie, og hendes øjne havde tomt rettet sig imod naturen. Han gled forsigtigt sin hånd ned til hendes, og klemte, men hun reagerede ikke, havde blot sit ansigt vendt frem foran sig, og hun stirrede, og stirrede, og stirrede noget mere, og så snakkede hun.

"Er det ikke smukt?" 

Han klemte grebet en smule om hendes varmedunkende, glatte hånd. "Hva' for noget?"

"Naturen. Skyerne og himlen." Hendes blik flakkede opad, imod de hvide skyer som malede fantasifulde former imod den blå baggrund af himmel, og hun sad stille, og der gik noget tid før hun fortsatte. "Prøv lige at overvej skønheden i det. Prøv lige at overvej, hvordan ... skyerne hele tiden forvandler sig. Hvordan de det ene øjeblik ligner en løve, det næste øjeblik en mand med skæg og hvordan de bare deler sig og fordamper til helt nye former. Måden, skyerne hele tiden er i bevægelse. Måden, som himlen ... måden den skifter imellem blå og hvid og hvordan den bliver farvet når solen står op og går ned. Jeg ved godt, at himlens farver opstår pågrund af den måde, lyset bliver brudt på, og at det kun er smukt fordi det er sådan, vores hjerner opfatter det, men ... men der er alligevel et eller andet over det, noget levende, som jeg simpelthen ikke kan forklare. Den der varme, som nogen gange bare ... bare fylder mig, hver gang jeg kigger på alle solnedgangens farver, der nærmest ... nærmest bliver spredt udover hele himlen, på en eller anden måde. Som om jeg kigger på noget, der er større end mig selv, noget jeg knap kan fatte ... som om, at det jeg kigger på virkelig ER et kunstværk."

Hun holdte en kort pause, og hendes indånding skælvede vådt.

"Som om, at det jeg kigger på, er et ægte ... levende ... kunstværk ... Et levende kunstværk, som bare ... ønsker at blive set. Ønsker at det er MIG der ser det, ønsker at det er mig der ser alle dens hemmeligheder. Det er det samme med træerne og blomsterne ... det er det samme med havet. Det er det samme med mennesker. Det er derfor, jeg så godt kan lide at tegne og spille musik. Fordi den ... den vidunderlige følelse af skønhed, som bare fylder mig ... den der fornemmelse af, at der er mere derude. At der måske er en Gud, og at solnedgangen måske er den her ... den her Guds måde at sige, at han stadigvæk er der og at han altid er der og at han altid vil være der. Det gør mig mindre bange for døden." Så blev hun stille, og blinkede, og hendes øjne veg ikke bort fra det guddommelige kunstværk af himmelblå, der strakte sig som en teltdug over dem. 

Så vendte hun ansigtet imod ham, og hendes øjne var tomme skiver af afspejlende fugtighed, uden liv, og en kulde fyldte Nikolajs mavesæk.

"Nikolaj, hvad tror du der sker, når vi dør?" 

Han kiggede på hende, hvorfor spørger du om sådan noget, Sophie, hvorfor fanden spørger du om sådan noget, og hans hjerte begyndte at banke, ikke på den der behagelige, lune måde, men på den måde som den altid gør, når man er bange, den trommende og paniske bank-bank-banken imod bagbrystet. Det blev tørt i munden. Der gik lang tid, før han svarede hende.

"Det, øh ... det ved jeg sgu ikk' lige ... det har jeg sgu aldrig rigtig taget stilling til. Hvorfor, øh ... hvorfor?"

Hun trak ligegyldigt på skulderen, og drejede blikket fremad. "Jeg er bare nysgerrig."

Nikolajs fingre strammede sig til imod hendes hånd, og hun fjernede den ikke, og kulden voksede fra maven og ud i benpartiet. "Sophie, du har sgu da ikk' lyst til at dø, vel?"

Han håbede hun sagde nej, håbede at han tog fejl og at hun udelukkende reagerede som hun gjorde fordi hun var ked af det, fordi hendes mor havde skældt hende ud, men det kølige skuldertræk, der fulgte, fik kulden til at gnave.

"Nogen gange har jeg." Hendes stemme var svag, skælvende, og hun fortsatte. "Nogen gange har jeg virkelig bare lyst til at lægge mig ned og dø. Dø fra mig selv og dø fra verden. Dø og aldrig blive vækket til live igen. Der var en periode, for et års tid siden, hvor jeg virkelig seriøst overvejede selvmord ... Og jeg var så tæt på at gøre det. Jeg var virkelig så tæt på, og jeg vidste allerede hvordan jeg skulle gøre det. Jeg ville gå ned i kælderen og hænge mig selv, og jeg havde skaffet mig reb og alt muligt. Jeg ventede bare på det helt rigtige øjeblik, hvor jeg var helt alene i huset, og øjeblikket kom. Mine forældre skulle over til nogen venner og spise, og jeg blev tilbage og her så jeg muligheden og gik ned i kælderen, men ... men da jeg puttede rebet om min hals, så ... jeg kunne ikke gøre det. Jeg kunne virkelig ikke gøre det, for jeg var så bange. Jeg var bange for at sige farvel til dem jeg elskede, sige farvel til mor og far og sige farvel til mine venner. Men, rent faktisk, så tror jeg ikke at det var det, som stoppede mig. Det der stoppede mig var, at jeg var så bange for at dø. Og det er jeg stadigvæk. Jeg er så bange for, at når vi dør, så er der ikke mere ... at når vi dør, så dør vi. At det, der kommer efter døden, ikke er andet end mørke. Bare trist, deprimerende mørke. Og derfor ... derfor er det så vigtigt for mig, at tro på noget mere. En højere magt, som virkelig elsker mig. En magt, der er levende og ved alt og ser alt og bare ønsker at passe på mig. At vores liv her på jorden, ikke er andet end et helvede i paradiset, og at alt det smukke i naturen, i universet, afspejler det paradis, som omringer os, og som vi finder og bliver en del af, når vi dør. Og det er det, jeg tænker på, når jeg tegner og spiller musik og når jeg ser på himlens skønhed." 

Stilheden sænkede sig, og vinden fik det til at brise knirkende igennem trægrenene over dem, og Nikolaj anede ikke hvad han skulle sige eller gøre, og så kiggede Sophie på ham, og hudfolderne under hendes øjne var blevet oppustet, og hun var ved at græde, det vidste han at hun var, og hvor ville han bare trøste hende, men han anede ikke hvad han skulle sige eller gøre.

"Men måske ER der ikke mere derude, Nikolaj. Måske er der ikke en Gud derude, måske er der ikke noget som helst, og den tanke er så forfærdelig, for så er vi helt alene. Så er der ikke nogen mening. Så er der ikke noget håb. Så er det eneste, som jeg kan klynge mig til, musikken og min guitar. Jeg ved ikke engang, hvor lang tid vi to kan være sammen. Min mor har ret. Vi kender jo ikke hinanden godt nok til virkelig at være venner." 

Nikolaj sagde intet, lyttede kun og det vred sig sammen i hans hals, han nægtede at forlade hende, nægtede det, nægtede det fandme, jeg forlader dig aldrig, Sophie, jeg forlader dig fucking aldrig, uanset hvad den fucking kælling så siger, og Sophie drejede hovedet væk og hev luft ind i en skinger, grådkvalt vejrtrækning, som skælvede vådt. "Nikolaj, er jeg ...," hun kiggede på ham, som en tåre dråbede sig ned fra øjet og stribede langs med næsebenet, " ... er jeg ... er jeg grim?" 

Og så røg det ud af ham, og han klemte sine fingre så hårdt om hendes hånd han kunne. "Nej, Sophie! Nej, det er fandme det sidste du er! Du er den fucking smukkeste og sødeste og dejligste pige, jeg nogensinde har mødt, virkelig, og ... !" Han ville sige "jeg er forelsket i dig", men han kunne ikke, hans stemme knækkede sig i stå. Sophie kiggede på ham i få øjeblikke, selvom disse øjeblikke føltes som minutter, og så kastede hun sig frem og knugede sin krop så tæt til hans hun kunne, og hun græd, og hendes dæmpede hæskvalte gråd blev forvrænget af Nikolajs bryst, og hun trykkede sig tættere og tættere ind til ham, og han kunne ikke længere tilbageholde det.

"Sophie, jeg er fucking forelsket i dig."

Og hun løftede anigtet imod ham, med tårerne der stribede sig rødt og svulmende nedover hendes kinder, og smerten i hendes øjne var så dyb, så evig, og så lænede hun sig frem og læbede sin mund sammen med hans. Og det svulmede sig i Nikolajs skridtregion, idet Sophies spytfugtede læber klemte sig om hans egen, åbnedes og lukkedes, og med den fugtige blødhed var der noget hårdt, som skrabede imod hans fortænder, og han vidste at det var en tand, men de blev ved med at kysse og fuck du er dejlig, Sophie, fuck du er dejlig, jeg et så forelsket i dig, jeg er så fucking forelsket i dig, og de kyssede, og kyssede, og kyssede noget mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...