Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17722Visninger
AA

52. EN SOFA MED HISTORIE

"Bare smid din taske på gulvet og, øh, og lad som om du er hjemme," sagde Sophie, da hun trådte igennem døren og ind på værelset. Nikolaj krykkede sig fremad, og standsede da han nåede døråbningen, og den søde duft af Sophie uddrev sig fra værelset. Den sukrede duft af honning, der skyggede sig over en sødmende melondunst og næsestikkende frugthav, blandede sig med det kemikaliske skyllemiddel, der hang i hendes tøj, men som man hurtigt vænnede sig til, og han måtte bare lugte til det, måtte bare, for lugten var en del af Sophie, og det vidste han, og han var ikke i tvivl om at det her var hendes værelse, hendes domæne, og selvom det var anden gang han betrådte dette værelse, var luften fuld af hende, mere fuld af hende end han havde oplevet før, som om det var første gang han virkelig duftede til hende, som om at hver gang duften ramte ham, var første gang. 

Sophie satte sig på sengen, og lod fødderne glide tilbage og under sig, og hun kiggede op på Nikolaj. "Hvorfor i alverden står du bare der? Vil du ikke ind?"

Nikolaj blinkede sig tilbage til virkeligheden, og trådte ind på det sødmefyldte værelse, og lod tasken glide fra skulderen og dumpe ned på gulvet. Sophie smilte, og Nikolaj fastholdte sit blik på hendes ansigt, og det himmelagtige klarblå, som cirklede sig i hendes øjne, klarblå fyldt med skønhed, og han var så tæt på at sige "Sophie, jeg er virkelig forelsket i dig," men han gjorde det ikke, for det var dumt, rigtig dumt, og det ville gøre det hele akavet og han krykkede sig hen til sengen og satte sig ved siden af hende og så blev de begge stille.

Måske var det en dum idé at komme. Måske var det en dum idé at være alene sammen med Sophie i så lang tid, og værelset blev tungere og varmere, og han havde et kort øjeblik lyst til at tage hjem igen, men Sophies stemme rømmede sig.

"Skal jeg vise dig rundt?" 

Han vendte øjnene imod hende og løftede brynene. Kunne ikke svare, kunne blot kigge på hende, og hendes venstre hånd hvilede imod madrassen tredive centimerter fra hans egen, og det sitrede sig igennem hans fingre ved tanken om, at han kunne glide sin hånd hen til hendes. Glide den hen til hendes og lukke grebet sammen, og atter engang mærke pulsen, som spjættede op igennem den glatte, lune hud, og håndens bløde omrids, tanken om at mærke SOPHIE, men han knyttede istedet sine fingre til en næve. 

Sophie fortsatte. 

"Det er ikke noget som du behøver, men ... sidste gang du var her, gik du jo ret hurtigt, og jeg fik aldrig rigtig vist dig hvordan jeg bor. Andet end mit værelse, men ... ja." 

Nikolaj kiggede på hende, han kunne ikke lade være, selvom han virkelig ville, for hun var så smuk og sød, og han så atter den lyserødlige nuance blande sig med hendes ansigtshud, og hun slog blikket ned, og han svarede hende, "Det vil jeg da gerne."

Hun nikkede, og så ikke på ham, og så lykkedes det endelig Nikolaj at rette blikket væk. Tag dig sammen. Tag dig sammen tag dig sammen tag dig sammen tag dig sammen tag dig sam...

"Okay." Sophie rejste sig op og brød hans tanker, og et prøvende smil, denne gang mindre ægte, buede hendes læber. "Så kom med." Så bevægede hun sig hen mod døren, og sødmedunsten skyggede sig efter hende. Nikolaj greb sine krykker og firede sig op. 

Først viste hun ham badeværelset for enden af gangen, og Nikolaj blev overrasket over hvor stor en brusekabine, badeværelset faktisk havde, udfyldende godt halvdelen af lokalet, og Sophie svarede bare med et, "jeg ved det, det er virkelig luksus", og så ledte hun ham hen i den modsatte ende, forbi trappen og værelset og til hendes egen private dagligstue, som mor havde tildelt hende. Det var her, hun havde sit fjernsyn, som var en Phillips-fladskærm med sort ramme, der stod på en hvid kommode med glasskab, og tilhørende sorround-højtalere. Sofaen var en lys IKEA-sofa, fra deres gamle Hvidovre-hjem, den samme sofa hvor Sophie ti år tidligere havde overværet sin mor græde i fars arme, hvor mor havde fremkvækket de gentagende "hvorfor, hvorfor, hvorfor" efter nyheden om Mathildes død. En panoramarude i højre side ad lokalet, vendte ud mod samlingen af lærke- og grantræer bag drivhuset for enden af den forårsgrønne have, samt den hvide flagstang længst mod venstre. I den modsatte side blev villavejen og løvskoven på den anden side bestirret af en række vinduer. 

Nikolaj hævede brynene, og krykkede sig forbi Sophie og hen mod fjernsynet. "Hold da kæft. Du har ovenikøbet fucking sorround sound! Det har jeg fandme altid ønsket mig! Fuck hvor snyd alligevel!" 

"Jeg ved det, min mor har det med at forkæle mig," svarede Sophie, og nikkede til fjernsynet. "Fjernsynet er fra mit gamle værelse. Jeg fik det til min konfirmation sidste år. Det samme med højtalerne ... Det var sådan set det jeg fik, istedet for penge. Der er så meget historie forbundet med det fjernsyn - OG sofaen - at man skulle tro det var løgn."

Nikolaj bevægede sig rundt om sofaen, og stoppede foran bordet med den firkantede glasplade midtvejs mellem sofaen og fladskærmen. Hans blik buede sig imod Sophie. "Må jeg sætte mig?"

"Det gør du bare." Hun gled sig i bevægelse. Nikolaj satte sig, og lænede sig tilbage, og det bløde stof tyngede sig under hans vægt, som om den nærmest prøvede at sluge ham, og det flødelyse sofastof lavede forunderlige lysspil, der mindede om støv, men det var ikke støvet, og han borede sine hænder dybt ned i sædet.

"Hvor gammel er den her sofa?" 

Sophie nåede hen ved siden af ham, og satte sig ned. Hans puls begyndte at stige, det spjættede sig ned i maven, og han håbede kortvarigt at Sophie ville læne sig ind til ham, og hvile sit hoved imod hans skulder, så hendes ansigt berørte hans, men det skete ikke. Hun satte sig blot ved siden af ham, roligt og med begge hænder foldet imod sit skød, og den hule skuffelse svulmede sig i hans bryst. 

"Den er ti år gammel. Jeg har selv været med ude at købe den." 

"Ti år? Hold da kæft. Der var du ... fem ... seks?"

"Seks." Hun lod spidsen af tungen glide henover underlæben. "Det er en af de klareste minder, jeg har fra barndommen. Det var ...," en dyb indånding, "... dengang jeg havde en storesøster." 

Dengang jeg HAVDE en storesøster, og ikke har, fangede Nikolajs nysgerrighed og han strakte sin hals en anelse mere lige som han rettede sig op.

"Hva' mener du med at du havde? Hva' der da sket?"

"Hun døde." Sophie sagde det roligt og nøgternt, og hendes blik gled sig ned til skødet, hvor fingrene, hun klemte sammen, syntes at blive strammere. 

Nikolaj vidste ikke hvad han skulle sige i et øjeblik, sad bare og kiggede på hende, og så kom det. "Nå for den. Det, øh ... det' jeg sgu da ked af at vide. Hvornår, øh ... hvornår skete det? Og hvorfor?"

"Det skete faktisk en måned efter at vi var ude at købe den her sofa. Mathilde - det hed hun, selvom vi altid kaldte hende for Thilde - var med til at bestemme. Hun var ti år gammel, og, øh, og ... Hun var helt vild med den her sofa." Det skæve Sophie'ske smil viste sig. "Hun syntes bare den var så helt vildt flot, og jeg kan tydeligt huske, at hun ... at hun bare bønfaldte mor om vi ikke skulle købe den. Jeg var sådan set bedøvende ligeglad, og det eneste der virkelig havde min interesse, var den der slikskål som var blevet stillet frem på sofabordet, ikke? Det var godt nok ikke rigtig slik, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt, så derfor blev min mor vildt skrap da jeg var lige ved at spise det. Jeg tror hun sagde et eller andet med, at "Sophie, det der er ikke rigtig slik, kan du så lade det være." Det er en af de sidste rigtige minder, jeg har om Mathilde." 

Tavsheden tæppede sig indover lokalet, og Sophie sad blot og kiggede ud i luften, med ansigtet i en forstivnet grimasse, og Nikolaj vidste ikke om han turde sige noget, om han overhovedet SKULLE sige noget, og han brød sig ikke om at hun var så tavs, så stille, men så skilte hendes læber.

"Mathilde tog mig også tit med ud i skoven ikke så langt fra vores hjem, for at plukke liljer. Hun elskede virkelig blomster. Alt hvad der hed planter var faktisk noget, hun interesserede sig ekstremt meget for. Nogen gange når jeg ser liljer og vintergækker, tænker jeg på alle de gange, Mathilde og mig gik ude i skovkanten og bare plukkede. Nogen gange ... nogen gange tænker jeg på, hvordan mit liv ville se ud, hvis Mathilde stadigvæk levede. Tænker på, om jeg overhovedet ville være den pige, jeg er nu, eller ... om ... alt bare ville være anderledes." Hendes stemme dæmpede sig, og Nikolaj fornemmmede en muskeltilstramning trække sig igennem armen, trangen til at føre sin hånd hen til hendes lår, i et beroligende klem, men han kiggede blot på hende, og hun havde henlagt sig selv i stilheden. 

"Hvor, øh ... hvordan døde hun?"

"Hun blev skubbet." Sophie kiggede på ham, og hendes øjne var bare to blå cirkler, umulige at læse. "Af sin veninde. Så vidt jeg ved, kom de ... kom de op at skændes over et eller andet med, at Mathilde tilbragte mere tid med en anden pige end med sin veninde, og så skubbede veninden hende i frustration, så hun faldt ud på vejen. Der kom en lastbil, og hun nåede aldrig at rejse sig, før ... !" Sophies læber blev smalle, og hun behøvede ikke sige mere, for Nikolaj forstod hvad hun hentydede til. 

"Det var så svært for mig at fatte, at Mathilde virkelig VAR død og at jeg aldrig ville se hende igen, og jeg blev selvfølgelig både ked af det og bange, men ... men det gik allerværst udover mor. Jeg havde aldrig før set hende være så ude af den, så ... pisse deprimeret og så bange. Hun blev vred på mig og på far og på den chauffør der havde kørt Mathilde over og på veninden der havde skubbet hende og venindes forældre, hun blev vred på ALLE, og så blev hun bare ekstremt trist. Det var ikke fordi jeg var ked af det over Mathildes død særlig længe, men ... det der var så hårdt, var mors reaktion. Det var at se sin egen mor smuldre på den måde for øjnene af en, uden at ane hvad der sker og hvad man skal gøre. Jeg følte ikke rigtig, at jeg havde nogen at vende mig til, og ... mor begyndte bare at arbejde sorgerne væk, arbejde mere end hun tænkte på mig, og når hun endelig tænkte på mig, var det eneste hun altid sagde, at jeg skulle passe på andre mennesker, for andre mennesker var farlige, at jeg hele tiden skulle passe på at jeg ikke endte som Mathilde, og jeg HADEDE hende og hader hende stadigvæk for det, men det der gør så ondt er, at hun gjorde det fordi hun elskede mig. Hun arbejdede sig til et sammenbrud, og ... far måtte tage sig af det meste. Hun har det bedre nu, men ... hun er stadigvæk rigtig overbeskyttende, og ... beder mig stadigvæk om at passe på, og nogen gange frustrerer hun mig så meget, at ... jeg bare kalder hende en masse lort. Jeg er ikke i tvivl om, at hun virkelig elsker mig, virkelig, og hun gør så meget for mig, men lige den ting, den ene ting ... den har bare påvirket mig så meget." 

Der gik lang tid, før Nikolaj sagde noget. 

"Hold da kæft. Det lyder sgu da ret ... barskt." 

Sophie trak på skulderen, og hendes læber skævede sig hurtigt. "Det gør det vel. Men ... man kan ikke rigtig gøre noget ved fortiden, kan man? Og ... det er altså derfor, at min mor måske bliver lidt fjendtlig overfor dig, når hun møder dig. Og det er også derfor, min far havde det lidt svært med at du skulle blive her."

"Okay. Det er også fair nok. Altså, hvis det er, ka' jeg jo ligesom, du ved, fortælle hende at jeg ikk' har tænkt mig at gøre dig noget, og ... !"

"Det vil ikke rigtig hjælpe på noget som helst," sagde Sophie med en hovedrysten. "Mine tidligere venner sagde det samme, og se hvad der er sket nu. De røvrendte mig og nu er jeg helt alene og min mor ... ja, min mor fortalte mig, at det jo var præcis hvad hun hele tiden havde fortalt mig og at jeg bare skulle have lyttet og det vil ikke ændre på en skid, for hun stoler ikke på nogen." 

Der blev stille imellem dem, og så lod Sophie sit stivnede udtryk opblødes af et smil, som skabte hudfolderne under øjnene, og hun klappede sin hånd ned på sofaen. "Men som sagt, det her mega normale stykke møbel har en mega lang historie, og de her sofapuder, ikke? De har oplevet lidt af hvert. På den side du sidder, for eksempel, har min mor ligget og grædt flere dage i træk, og det er også det sted, hvor jeg brækkede mig og sked i bukserne som 9-årig. Og det var også på den her sofa, jeg en dag besvimede, og min mor derfor gik helt i panik - ja, den sofa har bare en hel del historie bag sig."

Nikolaj hævede brynene, og buede blikket op til fjernsynet. "Og hva' med den dér?" Han nikkede i retning af fladskærmen.

"Den har også noget historie." Sophie smilte, som hendes blik flere gange viftede sig imod Nikolaj. "Jeg fik den fordi jeg en overgang så rigtig mange film. Primært dramafilm og sådan noget, ikke? Og jeg var så træt af kun at bruge min computer til at se film, fordi ... ja, fordi lyden bare ikke var særlig god og der ikke var bas på samme måde i øretelefoner. Så min mor brugte det meste af sin løn på at spare sammen til den her konfirmationsgave, og det er måske en af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået. Jeg blev så glad for den at jeg ikke kunne lade være med at græde. Det er lidt trist, egentlig, for ... for jeg bruger den ikke så meget mere." 

"Ska' vi se film på den?" Nikolaj kiggede på hende, indgående og håbefuldt, og det kunne være så hyggeligt at se en film sammen med Sophie, se en film imens hun puttede sig tæt ind til ham og han fik lov til at røre hende, og fornemme hendes krop, og den spændstige snurren udgrenede sig i skridtregionen, udgrenede og pressede, og hvorfor rykker du ikke tættere på mig, Sophie, bare lidt tættere, og måske var hun alligevel ikke forelsket.

"Det kan vi måske godt." Sophie kiggede på ham, og det sugede sig dybt ind i Nikolajs brystkasse, og han ønskede ikke at hun fjernede øjnene, ønskede at hun bare blev ved med at kigge på ham, ved og ved og ved, og hans ansigt brændte. 

Stilheden sænkede sig. Sophie kiggede væk. Så. "Har du lyst til at se nogle af mine billeder? Jeg har mange af dem liggende på computeren."

"Det ka' vi da godt. Hvis ikk' du har noget imod det."

"Selvfølgelig har jeg da ikke noget imod det. Hvis jeg havde, så spurgte jeg dig nok ikke, vel?"

"Det ka' du selvfølgelig ha' ret i." 

"Bliv her. Så kommer jeg med computeren." Så rejste hun sig op, og sokkerne hvislede blødt henover gulvbrædderne, og Nikolaj blev siddende som han hørte hendes skridt blive mindre og mindre, og det gik op for ham at han ikke ønskede at være nogen andre steder end her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...