Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17699Visninger
AA

27. EN NÅL I ØRET

Frederik prøvede at holde vreden inde, og prøvede at sige til sig selv at det bare foregik i hans hoved, men han kunne ikke, og Nikolaj var fulgt med Sophie hjem dagen forinden - hvorfor gjorde han det, det var fandeme ikke en del af aftalen - og de smilte til hinanden, og måske er jeg slet ikke god nok eller værdig nok, eller måske holder Nikolaj mig bare for nar, eller han prøver at gøre mig jaloux, men hvorfor skulle han dog gøre mig jaloux, han er jo min ven, er han ikke? 

Christian, som ellers altid plejede at gå hurtigt med sine lange tynde ben, måtte sætte farten op for at holde trit med Frederik, og Frederik strammede kæberne hårdt sammen og bevar kontrollen, bevar kontrollen, bevar fucking kontrollen.

Ingen af dem sagde noget, før de var nået ud fra skolens grund og igennem det lille buskads, som stødte op til græsplænen, og til fodboldbanen, som udstrakte sig foran dem, afgrænset af aske- og birketræer hele vejen rundt, og Christian trak en pakke med cigaretter ud fra lommen. Selvom fodboldplænen stadig hørte med under skolens grund, hvor rygning var forbudt, var der aldrig nogen lærere som kom ud til dem, og heller ikke nogen stikkere - i den klasse holdt man sammen - som kunne afsløre dem, og derfor kunne Christian altid ryge så tit han ville, uden at få ballade for det. Og som han havde stukket cigaretten imellem sine læber, og viftede blikket imod Frederik, så han hvordan hans lyshårede ven skridtede stadigt hurtigere, imod det hvide fodboldmål tættest på dem, og hans bryn rynkedes. Han trak cigaretten ud.

"Frederik, hvad fanden...?"

Frederik nåede den ene målstolpe, og han løftede foden og bankede undersiden imod den hvidmalede metalstang, igen og igen og igen (KLANK-KLANK-KLANK-KLANK) og Christian smed bolden, gled sig i bevægelse og hævede stemmen. "Wow, wow, wow, dude, slap nu lige af, ikk' å, det mål har sgu ikk' gjort dig noget!"

Men Frederik fortsatte, og en hivende vejtrækning forlod ham i en sammenbidt hæs lyd, og han jog foden imod stolpen, igen (KLANK), igen (KLANK), igen (KLANK), og målet rykkede sig centimeter til siden, og han fortsatte, ignorerede ømheden som strålede sig op igennem fodknoglen og strakte sig videre ud i benet, lod kun sit fokus rette imod målet, som han sparkede sparkede sparkede, indtil Christian langede hårdt fat i hans skulder og hev ham tilbage.

"Frederik for helvede, så slap dog af!" 

Frederik gjorde modstand og tilstrammede kropsmusklerne, hvorpå han rykkede sig fremad, og hans hjerte pumpede pumpede pumpede i brystet, så han kunne høre den vibrerende blodsusen igennem øregangene, og han sparkede igen, ud i luften, men var blevet trukket for langt væk fra målet. Istedet gjorde han en sidevristende bevægelse, så Christians hånd gled fra skulderen og ned mod albuen, men grebet var stadig for stramt og han gav op og sparkede istedet ned i græsset, så jordbrunt og græsgrønt materiale fløj op og væk. 

"Slap så fucking af, mand! Seriøst!" 

Han hev vejret ind, og kæmpede for at få genvundet kontrollen over sig selv, og musklerne trak sig stadigvæk sammen, så det sugede igennem kroppen, og den trækkende, dragende lyst til at kaste sig over et eller andet for at smadre og flå og rive dunkede stadigvæk i hans fingre, men han knyttede istedet sine hænder til næver, så en muskelskælven vibrerede sig igennem begge arme, og slap så af Frederik, slap af, slap af, slap nu af for helvede.

Det tog lange øjeblikke for ham at falde til ro igen, men Christian blev ved med at have hånden lukket fast om hans albue. 

"Hvad fanden sker der, dude?"

"Jeg er okay." Frederik drejede sin arm, så han fik vristet den fri af Christians greb, og lod istedet hånden søge op til sin mund. En dyb indånding, roligt udpust, dybt ind, roligt ud, og han nikkede og fortsatte. "Jeg er okay." Et kort, og ikke helt overbevisende, smil frembød sig derefter på hans ansigt, inden han trådte i bevægelse, forbi Christian og hen mod bolden ti meter længere væk.

Christian vendte sig rundt, og førte atter smøgen op til munden. "Ja, det ser du sgu også mega meget ud til at være. Hva' fanden er der galt? Du virker sygt pissed." 

"Det er ikk' noget." Frederik gled foden henover bolden, og trak den herefter i et rul, så den elegant fjernede sig fra græsset og fløj lodret opad, roterende, og han stødte til den med låret og sendte den op mod brystkassen, inden han standsede den med begge hænder. "Det er overhovedet ikk' noget." 

"Jo det er. Fortæl mig hva' der er galt. Du har sgu været ret knotten hele morgen." 

Frederik lod bolden dumpe tilbage på græsset, som hans blik fokuserede sig på Christian, og han så igen for sig hvordan Nikolaj cyklede op til Sophie, og snakkede med hende, og hans øjne som fulgte hende da hun vandrede ned gennem klassen, og benmusklerne sitrede, og nej hvor havde han lyst til bare at sparke og skrige og sparke, men han slappede af og tog endnu en dyb indånding.

"Jeg har bare en lortedag, okay? Jeg gider ikk' snakke om det." Han skridtede fremad, og gav bolden svage puf med begge fødder, og smilet spændte sig i hans ansigt. "Vi sku' spille noget bold, sku' vi ikk'?" Og han sparkede med fodens inderside, så bolden i en bue trillede henover græsset og imod Christian.

*


Bænken under kastanjetræet - med rønne knopper der allerede var dukket frem, og der ville ikke gå lang tid før træet ville springe ud - var tom, og stod blot ensomt ved siden af stien med de grå betonfliser. 

"Dejavu," sagde Sophie, som hun smilte til Nikolaj, inden hun satte sig i venstre side ad bænken.

"Deja-vu er en fejl i The Matrix." Nikolaj satte sig ned ved den modsatte side, så der var et tomrum på tredive centimeter imellem dem, og Sophie kiggede blot på ham med det ene bryn trykket til en rynke i en spørgende grimasse, og Nikolaj forstod at hun ikke vidste hvad han hentydede til. "Hva' er der? Har du aldrig set The Matrix?"

"Nej. Jeg har hørt om den, men... ja, jeg har aldrig fået den set. Jeg er ikke så meget til den slags film."

"Den er ellers mega fed. Jeg ka' huske vi blev sat til at se den til konfirmationsforberedelse sidste år... Jeg fattede ikk' en skid af den, men fed, det var den fandme." 

"Jeg har hørt at den er ret... kedelig." Hun trykkede skitseblokken imod sin mave, og fokuserede på fliserne foran sig, og fik øje på en sprække der udgrenede sig i edderkoppeformation, med små mindre forgreninger der kunne gøre det ud for arme, og hun forestillede sig blot kortvarigt hvordan det ville se ud, hvis edderkoppesprækken kunne bevæge sig, og hvis de otte mindre sprækker virkelig var arme, og... 

"Det er den også visse steder. Men det glemmer man lidt når man har set det hele." Nikolaj vendte blikket på Sophie, og betragtede den grå hættetrøje og ryggens fine bue, og der var kun et sølvglinsende penalhus imellem dem. Han kunne godt rykke sig nærmere, bare en smule, kunne han ikke? Bare en centimeter, bare to måske, bare så han kunne kigge på hende lidt nøjere, for hun var altså virkelig en køn pige, især med den hestehale og det løstsiddende hår, og med de der lysebrune hårlokker der karikerede hendes fint afrundede ansigt, og han gled blikket op ad hendes svanecirklede hals, og nakkepuklen af stof som blev dannet af trøjens hætte, og han så noget sølvglinsende i hendes højre øreflip. Hun havde en nål i øret. Fine, rund og glinsende sølvnål, og det var ikke noget han havde lagt mærke til før.

Han gled sig tættere på. Den venstre fod stødte imod hendes højre, og sendte hende tilbage til virkeligheden. 

"Du, øh... Jeg vidste ikk' du havde nåle i ørene?" 

Sophie reagerede med et spjæt, og førte hånden op til øret, for at dække nålen, og hendes blik flakkede sig nedad og væk fra Nikolaj. "Åh... Det...!"

"Det er mega nice. Virkelig."

Nikolaj så sit snit til at glide sit bagparti en anelse tættere på, så han formindskede afstanden imellem dem med yderligere fem centimeter. 

"Nej det er ikke...," mumlede hun, men Nikolaj blev ved.

"Jo det er. Det passer rigtig godt til den der hestehale."

Sophie sænkede hånden, og solen ramte atter sølvnålen, som glinsede metallisk i den løse brusk ved det nederste af øret, og Nikolaj fastholdte øjnene på hende, da han stillede næste spørgsmål.

"Hvor lang tid har du gået med nåle i ørene?"

"Øhm... Siden... Siden jeg var tretten." Hun nikkede, trommede fingrende imod skitseblokken, og håbede at Nikolaj ville skifte emne. En hvislen af stof, da han gled sig yderligere et par centimeter henover bænken. 

Sophie vendte øjnene imod ham. "Var det ikke noget med, at jeg skulle prøve at tegne dig?"

"Åh. Nå jo. Det havde jeg sgu helt glemt."

At sidde på denne bænk, ved siden af Sophie med-PH-og-ikke-F, havde en helt særlig atmosfære over sig, og Sophies bløde lyse stemme, med den syngende Københavnske accent, var både afslappende og behagelig, en af den slags stemmer han - sammen med hendes lyserødlige rullende fnisen - på forunderlig vis ikke kunne blive træt af, dejligere end Louise Thomassen som han havde gået og været lun på sidste skoleår, og han havde bare lyst til at snakke med hende resten af pausen, bare høre hendes stemme og den måde hun udtalte ordene på, og nej hvor er du altså bare fucking dejlig, Sophie. 

"Så er det måske en god idé ikke at spilde tiden på snak, syntes du ikke?" Og hun sagde det med det hudfolder-på-kinderne-skabende smil, han kun havde set to eller tre gange, men som var ligeså kønt hver eneste gang. 

Han kiggede ned, og vippede hovedet op og ned i tankefulde nik. "Det har du nok ret i."

Sophie åbnede skitseblokken, og lagde sit ene ben opover det andet, så hun kunne bruge låret som underlag, og hun sagde "løft hovedet, Nikolaj", og han gjorde som hun sagde, og deres øjne fæstnede sig på hinanden, og han spekulerede over, bare i et kort øjeblik, hvordan det mon ville være at blive kærester med en pige som hende. Hvordan Sophies smalle læber med den svage opadpegende tilspidsning under næsen, ville mærkes imod hans, eller hvordan det ville se ud når hun ikke havde tøj på, men det var kun spekulationer, og han ville kun være venner med hende, også selvom hun var virkelig virkelig køn, og usandsynligt sød, men han skulle snart på gymnasiet og han vidste ikke hvor hun skulle hen, og han var heller ikke sikker på at det ville gå, hun var for følsom en type for ham... Det ville aldrig komme til at ske, og hvis Sophie skulle have en kæreste, var det en som ville kunne støtte hende, og det var Nikolaj ikke sikker på at han kunne, men de to skulle heller ikke være kærester, overhovedet ikke, og det var bare spekulationer. 

"Okay, nu skal du bare sidde helt stille." 

"Okay."

Sophie begyndte at tegne, og Nikolajs øjne fulgte hendes bevægelser, og en helt lige rynke furede sig i hendes pande lige over toppen af næsebenet, og nålen i hendes øre reflekterede sollyset i et sølvmetallisk skær. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...