Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17117Visninger
AA

17. EN KNIV I RYGGEN

Julies mor var kommet tilbage, da pigerne trådte ind ad døren efter byturen, og hun hilste på Sophie, som hun altid gjorde, og selvom det gjorde Sophie nervøs, hilste hun tilbage. De tre piger bevægede sig op ad trappen, op til værelset, hvor Sophie hurtigt skilte sig fra dem.

"Jeg smutter lige på toilet, guys."

Rebekka satte sig ned på sengekanten, viftede øjnene mod Sophie og smilte. "Det er bare i orden." 

"Jeg er snart tilbage." Og Sophie vendte sig om og trådte ud af værelset og satte sig i bevægelse, imod toiletdøren i væggen længere fremme, lige inden trappen, og døren til Julies værelse blev efterladt i åben tilstand bag hende, og pigerne begyndte at snakke. 

Hun skulle bare tisse - alt det cola hun havde drukket i løbet af dagen gjorde at hun skulle på lidt oftere toiletbesøg end vanligt -, så det tog ganske kort tid, og hun tænkte ikke rigtig over hvad hendes veninder sad og snakkede om, da hun forlod værelset. Det undrede hende at de havde sænket stemmerne, men hun bed sig ikke yderligere mærke i det, og hun huskede hvad Julie sagde på badeværelset i Burger King, at hun lovede ikke at svigte hende, så det kunne ikke være hende de snakkede om, men da Sophie to minutter senere trådte ud fra toilettet og ud på gangen, forstod hun at hun havde været dum og naiv og at det var hende, hele deres lidt for dæmpede samtale handlede om.

"Hun er seriøst for latterlig!"

"Shhh, ikke så højt, Bekka!"

Sophie stivnede, stadig med hånden på dørhåndtaget, og viftede blikket hen mod døren indtil værelset mod højre, som stadig stod i åben tilstand, og hun hørte kort efter lyden af skridt inden hun så en bevægende skygge blive kastet henover gulvplankerne, og hun skyndte sig at bakke tilbage og lukke badeværelsesdøren til. Herefter blev hun stående. Ventede. Det var sværere at høre noget gennem den lukkede dør, men hun mente at skridtene, som enten kom fra Rebekka eller Julie, blev svagere og forsvandt ind i værelset endnu engang, og pulsen steg og det vred sig i halsen.

Det var hende de snakkede om, det vidste hun, hende der var latterlig, og hvorfor snakkede de overhovedet om hende? De var jo hendes veninder, var de ikke, og veninder snakker ikke bag om ryggen på folk, hvorfor snakker i om mig, Rebekka og Julie, hvorfor snakker i om mig uden at jeg er der, og hun åbnede døren og trådte atter ud på gangen og strakte sig på tæer, så hendes skridt var stille og hun hørte dem atter tale dæmpet. Forsigtigt gav hun slip på badeværelsesdøren og skridtede sig langsomt nærmere, imens hun lyttede og knuden i struben blot vred sig dybere og hårdere omkring svælget. 

"Jeg er sgu træt af alt hendes pis!" lød Rebekkas stemme, og Sophie kunne høre den hårde afsky gennemstrømme stemmen i en sammenbidt tone, og hun tænkte atter på de rullende øjne og den vrængede næse, hver gang hun fortalte Rebekka om sin angst, og alle de gange hun troede at det blot var indbildning, fordi at ens veninde aldrig ville gøre sådan noget, og hun tænkte på Julie som sagde "jeg vil ikke svigte dig, for veninder svigter ikke hinanden", og hun havde stolet blindt på det, og det kunne ikke passe at det var hende de snakkede om, det kunne ikke passe, det kunne det ikke...

"Jeg er træt af at hun ikke kan tage sig sammen og rent faktisk begynde at stole på folk!"

Sophie bevægede sig nærmere og nærmere og nærmere, og det her skete måske slet ikke i virkeligheden, men var blot en drøm, og hun ville vågne op lige om lidt og gulvet hun gik på og værelset foran hende eksisterede måske ikke, og hendes veninder bagtalte hende sikkert heller ikke, det var kun en drøm, en fantasi, det skete ikke, det skete bare ikke...

Men ordene var virkelige, og de slog hende og huggede sig fast i hendes brystkasse, og begyndte at bore og æde og gnave, og hun havde det som om hun ikke kunne få luft og blev lam i kroppen, som ville hendes ben knække sammen under hende hvert øjeblik det skulle være. 

"Jeg ved hvordan du har det, Bekka," svarede Julie tilbage, og Sophie måtte stoppe en meter fra døren og læne sig mod væggen og snøre sine læber sammen. "Men... Altså, Sophie har jo også været meget igennem..."

"Meget igennem? Øøøh, okay, som hvad?" Hånet i Rebekkas stemmeleje var alt for tydeligt, og det hev igennem Sophies krop, og hun kunne ikke mærke noget og hjertet bankede bankede bankede, og hun hørte Julies stemme ekkoe sig frem i sit hoved - "Jeg vil aldrig svigte dig, jeg vil aldrig svigte dig, jeg vil aldrig svigte dig" - og det pressede og sved imod øjenæblerne. "Okay, hun... Besvimede i 7. klasse fordi hun ikke liiiige kunne klare "cirklen." Og så døde hendes søster da hun var fucking seks. Iiiiih ja. Hun har været meget igennem, det kan jeg da godt se."

(Du er smuk, Sophie, og hvis du har hørt nogen sige noget andet, er det bare fordi de er misundelige på dig)

Og hun stod i brusebadet som 13-årig, med armene imod sine bryster, der var alt for store imod hendes alt for tynde krop, og hun vendte sig bort fra de andre piger som vandet plaskede varmt nedover hendes skuldre, og en prikken strakte sig nedover hendes rygsøjle, de andre piger kiggede på hende, det var hun sikker på, og hun lukkede øjnene - ikke græde ikke græde ikke græde - og strammede kæberne, der var noget galt med hendes krop, hendes bryster var alt for grimme og hendes krop alt for asymmetrisk, og de andre piger ville hviske og tiske om hende inde i omklædningsrummet, fordi hun var klam og grim, og ikke græde, Sophie, ikke græde...

"Udover det, hvad fanden er det så hun har været igennem, der er så hårdt? Så vidt jeg ved, er hun aldrig blevet tæsket af sin far eller blevet røvrendt af drenge, eller svigtet af sin familie... Hun skaber sig bare, og det ved du også godt, og hun skal ærlig talt tage sig lidt fucking sammen."

"Okay, jeg giver dig ret i, at hun skal tage sig sammen," svarede Julie, "det er heller ikke det, jeg siger."

... og Sophie huskede hvordan Julie satte sig ved siden af hende i omklædningsrummet, og hendes smilerynker der furede sig til ved øjnene som hun begyndte at tale - "hvad er der, Sophie?" - og Sophie trak blot på skulderen, vendte blikket nedad og mærkede det kildre kildre kildre i øjnene, og hun fremkvækkede et hæst svar - "er jeg grim, Julie?" -, og Julie rystede på hovedet, lænede sig frem og krøb sine arme om hendes krop i en omfavnelse og...

(Du er smuk, Sophie, okay? Du er smuk, og hvis du har hørt nogen sige noget andet, er det bare fordi de er misundelige på dig)

... "Jamen, hvad pokker er problemet så, Julie?" Rebekka hævede stemmen, den var stadig hvislende og knap hørbar, men Sophie havde intet problem med at registrere hvert et ord hun sagde, og hendes øjne flimrede sig i og lukkede sig til, og det begyndte at fugtes i øjenkrogen. "Prøv og hør, jeg er træt af at jeg hele tiden bliver nødt til at holde en facade op og konstant spille så skide sød og venlig overfor hende, så hun ikke bliver "såret"! Ja, velkommen til real life, Sophie, hvor det at blive såret er en del af det at leve..."

... Og Sophie var tæt på at græde i sin venindes arme, da Rebekka dukkede op- "hvad sker der her?" -, og hun trykkede sig tættere og tættere ind til Julie, og havde de været alene ville hun græde, og hun spurgte hæskvalt "mener du det virkelig, Julie?", og hun svarede "Ja, jeg mener det, jeg kan ikke finde på at lyve overfor dig!" 

... "Jeg forstår dig udmærket godt, Bekka." Sophies ansigt havde trukket sig sammen, men hun græd ikke, hun kunne ikke græde, tårene klemte ulideligt men de ville ikke slippe ud. "Og jeg må også indrømme, at det pis hun lavede i Burger King... det hun sagde om dig... der gik hun over stregen. Det var for latterligt! Men... Det jeg prøver at sige er bare, at man ikke selv kan gøre for at man har en angst, og det ved du godt."

... Og hun sad sammen med Julie og Rebekka i spisepausen i 8. klasse, og fortalte dem hvordan hun havde det, og at hun var så bange for at blive svigtet - "jeg ved godt det er åndssvagt, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" - og begge havde sagt at "vi svigter dig ikke, Sophie, det lover vi!", og igen var hun ved at græde og det trak og hev og rev i brystkassen...

... "Nej, men det er fandme noget man kan gøre noget ved, er det, og det har hun aldrig gjort. Ved du hvad, jeg tror sgu bare at hendes "angst" er en eller anden latterlig undskyldning for ikke selv at tage noget skide ansvar! Og hvad med Lukas? Hva'? Prøv lige at overvej, hvordan hun bare har svigtet ham og pisset på ham, fordi hun er så skide fucking egoistisk...!"

Det blev for meget for Sophie, og hun slog øjnene op - alt for blanke og alt for spejlende - og satte sig i bevægelse, og mærkede intet andet end muskelsammentrækningerne og en brændene hiven der trak dybt ned i kroppen, og hun fortsatte ind på værelset og hen til trøjen hun havde lagt på gulvet ved siden af sengen, og Rebekka og Julie blev stille og kiggede blot på hende, og hun ignorerede dem og samlede trøjen op og vendte sig rundt.

"Sophie. Sophie, vent!" Julie rejsts sig op og satte efter hende, og Sophie øgede blot farten på sine skridt som hun trak trøjen nedover sig, igennem dørkarmen og hen mod trappen, og hun blinkede blinkede blinkede imod tårerne - hun ville ikke lade dem se dem, hun kunne græde når hun var kommet langt langt væk - og mellemgulvet syntes at vride sig sammen og presse sig opad. Hun fortsatte ned ad trappen, med hurtige skridt, og Julies stemme lød lige bag hende. "Sophie, vent nu lige!" 

Sophie nåede bunden og krydsede hen til entréen, og var næsten ved sine converse, da Julie trådte hen foran hende og spærrede vejen. 

"Sophie, hvor skal du hen?"

Sophie ignorerede hende fortsat, gled blot sine fødder ned i skoene og drejede sig rundt og vred sig omkring sin veninde, men Julie greb hendes skulder og tvang hende rundt.

"Sophie, du må fandeme undskylde at...!"

Og Sophie vristede blot armen til sig og fortrak sit ansigt, og tårene gled frem i øjnene og udover kinderne og hendes stemme blev blot en sammenbidt, hæs dirren. "Jeg ignorerede ikke Lukas fordi jeg er egoistisk, men fordi jeg er pisse fucking forelsket i ham, og fordi han er til drenge og er min bedste ven og det hele bare er for akavet og for mærkeligt, og det lovede jeg ham ikke at sige til jer! Og lad være med at være så fucking overrasket over at jeg skrider, for du har lige været med til at bagtale mig som den fucking falske veninde du er, og jeg fucking hader at jeg stolede på dig og Rebekka og I ska' bare lade mig fucking være og aldrig nogensinde snakke til mig igen!" Og hun vendte sig rundt og åbnede døren og fortsatte ud, og hun så sig ikke tilbage, og først da hun var nået ned til Brostykkevej og svang rundt om hjørnet, stoppede hun op og udsendte et halvkvalt, hæs skrig, der blev til en sammentrukket, hivende gråd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...