Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17094Visninger
AA

58. EN FUCKING FIASKO

Lørdag formiddag kørte Nikolaj med sin mor til lægen for evaluering omkring anklen, og han behøvede ikke længere at gå med krykker - "det er ved at være tid til at begynde at gå på den igen, men du må stadigvæk ikke bruge den for meget" -, og han skrev med Sophie og spurgte hvordan hun havde det, og hun svarede ham blot med "fint nok, du skal ikke tænke på det, jeg klarer mig", og han kendte hende efterhånden godt nok til at vide, at det blot var noget hun skrev men ikke mente. Efter de var kommet tilbage, og han havde sat sig på sengekanten med sin controller for at spille sin hjerne væk i en omgang FIFA - han besluttede sig for at lave en El Classíco-kamp mellem Real Madrid og FC Barcelona -, ringede hans telefon. Kampen var netop begyndt, og han pressede læberne sammen og skiftede bolden imellem tre spillere, og telefonen ringede igen og for helvede da, og så holdte han spillet på pause og fjernede ikke øjnene fra skærmen, da han besvarede opkaldet - som kom fra Amalie - og førte telefonen op til øret.

"For helvede, jeg sidder sgu lige og spiller FIFA, ikk'å. Aldrig forstyr en dreng der spiller FIFA, Amalie, fucking aldrig," begyndte han, men Amalies underligt ru stemme, der på ingen måde lød som den plejede, fik smilet til at drive bort fra hans ansigt. 

"Nikolaj, jeg bliver virkelig nødt til at komme over. Virkelig."

Han blev stille et kort øjeblik, så han kunne høre den konstante hvislen fra afspilleren. 

"Amalie, er der noget galt?"

Amalie trak vejret dybt, og han fornemmede en undertone af fugtig skælven, som om hun enten havde grædt eller var på vej til at græde, og der var noget rigtig rigtig galt, og det vidste han, han behøvede ikke engang at spørge om det, og Amalie svarede ham.

"Jeg fortæller dig det når jeg kommer over, hvis det er okay?"

"Selvfølgelig. Det er helt okay. Du ka' sgu bare komme!" 

"Tak, Nikolaj. Vi ses lige om lidt, så."

Og hun lagde på, og Nikolaj blev siddende og kiggede på skærmen, længe og uden at spille, overvejede at fortælle mor, at Amalie kom forbi, og han undrede sig længe over, hvad der mon var galt, og bekymringerne begyndte at svulme sig frem i hans indre. 

Så startede han kampen. 

 

*

 

Frederik, Jonas og den mørkhårede Lucas, der allesammen havde ligget på madrasser i Christians værelse, blev vækket klokken halv tolv, da Christian rykkede rullegardinet op, som havde dækket sydvinduet til, og tillod den hvidskinnende solskive fra en skyfri himmel at lyse ind i værelset.

"Så står vi sgu op, guys!" sagde han med sin alt for klare stemme, og klappede hænderne sammen, og Frederik forvred sit ansigt da solens stråler brændte indover øjenpartiet og trak ham ud fra den alkoholtunge og drømmeløse søvn. 

"Sluk det lortelys," mumlede han, og prøvede at vride sig forgæves bort fra solen, men Christian snakkede højere.

"I skal være ude af huset inden klokken 2, så med fare for at gentage mig selv: Så står vi fucking op!"

"For helvede, dude," Lucas, som lå med sin madras langs den fjerneste væg, vred ansigtet imod Christian, og Christian smilte blot, alt for bredt, og fjernede sig fra vinduet. "Har du aldrig hørt om tømmermænd? Det lys brænder fandme i mine øjne. Rul nu det fucking gardin tilbage!" 

"Rigtige mænd får sgu ikk' tømmermænd, du," svarede Christian, idet han satte sig på sengekanten. "Det pjat er kun for faggots som jer!"

"Fuck ... jeg var stiv i går, mand, det' da helt vildt!" fremstønnede Jonas, idet han med ansigtet furet til og kæberne sammenbidt, trak sig op i siddende stilling, og han pressede håndroden op mod højre tinding i processen. 

"Det var Frederik fandme også." Christians blik viftede sig tilbage til Frederik, som havde vredet kroppen i en ormet stilling, og lå med ansigtet vendt mod loftet og sin højre arm hvilende henover øjenpartiet, for at beskytte for de klare stråler, der fik en brænden til at skære dybt ned gennem hornhinderne og forgrene sig ud i panden. Hovedet dunkede indefra, dunkede og pulsede og blandede sig med den udtågede tankesuppe der tyngede sig omkring hjernebarken. "Du sku' ha' set dig selv, dude. Du var fandme noget af det stiveste jeg længe har set." 

Frederik skulede mod venstre, forbi den tildækkende hånd, og sollyset brændte og han klemte øjnene smalle. "Jeg ka' sgu ikk' huske en skid."

"Nej, det tror fandme med de genstande, du fik dig. Hold da kæft!" 

Frederik gled øjnene tilbage i håndens læ, omfavnede det lindrende mørke, og han prøvede at huske tilbage, til hvad som helst, men kun svage udtågede brudstykker gled frem fra håndfladens mørke, ansigter og ord og bevægelser der gled sammen til en ufortolkelig billedstripe. Han havde en ubehagelig brændene fornemmelse omkring mellemgulvet, ikke den kradsen af mavesyre-i-spiserøret-fornemmelse, som han ellers altid fik efter en lidt for stor indtagelse af blå gajol-shots, men den slags som kommer når man har været udsat for noget følelsemæssigt ubehageligt, en sviden og en gnaven og en dunken, der blandede sig ud med den tarmvridende kvalme og den klistrede mundtørhed, og han kunne lugte den bitre sødme i sine egne ånde, fy for satan, og hvad fanden var det egentlig der skete i går?

Og han prøvede at huske, og lod sig selv blive trykket dybt ind i sindet, forbi den hovedunkende smerte, som blev ved og ved og ved med at pulse, og tanketågen, prøvede at lede dybt dybt inde i de udslørede billedstriber efter svar på hvad'erne og hvordan'erne og hvorfor'erne, men hans hjerne var for tung og kvalmen vandede sig op i det bagerste af ganen, så musklerne i hans krop et kort øjeblik tilstrammede sig. Han fjernede hånden fra panden, og måtte vrænge sit ansigt sammen i en dybfurene grimasse, og solens stråler brændte og skar, rul så det gardin ned, for helvede, rul det så ned, og han klemte øjnene imod hinanden, så det trykkede igennem øjeæblerne og flerfarvede pletter sværmede rundt imod baggrunden af rødbelyst mørke. Tænk Frederik, tænk forhelvede, og han hørte Christian rejse sig op og sige "efter sårn' fest ka' jeg sgu ikk' la' være med at tænke på noget lækkert, sprødt bacon," og Jonas der svarede "ad for helvede, lad vær' med at snakke om mad, jeg har kvalme nok i forvejen," og han så Amalie og Freja for sig, Amalie havde været til festen, ja, ja, Amalie havde været med til festen, og hun ville ikke snakke til mig, hun ville ikke snakke fordi jeg har såret hende, og jeg vil gerne sige undskyld, men han så kun en sløret version af hende idet hun kiggede på ham, og resten var borte i det forevigt udstrækkende tågedyb. Men han havde alligevel en underlig intuition om at der var sket noget til den fest, som IKKE var godt, noget imellem ham og Amalie, og det fik det til at gnave i tankerne, og han skilte læberne.

"Er der ikk' nogen der lige vil briefe mig lidt?"

Han sprækkede forsigtigt sine øjne op, og lyset fik det til at brænde tårer, og han så Christian stå i den bare, fregneplettet overkrop, med en sammenfoldet grøn T-shirt i hænderne, og Christian vendte blikket imod ham og løftede brynene. "Jeg tror ikk' du har lyst til at vide det, dude."

"Jo, Christian, det tror jeg faktisk godt jeg vil." Frederik var nødt til at glide hånden henover øjnene igen. "Hva' fanden skete der? Har jeg ... har jeg snakket med Amalie?"

"Snakket med hende?" Det var Jonas, som stadig sad med soveposen omsluttet kroppen, der svarede ham. "Så vidt jeg ka' huske, så råbte du sgu mere med hende. Nok var jeg stiv, men det der, det ka' jeg huske."

Kvalmen trykkede sig atter opad, og kvalte sig i Frederiks hals, og den blev blandet sammen med en ulidelig følelse af tab, der svulmede tomt igennem maveregionen, og Frederik vidste at det der var sket ikke var godt, og han havde ikke lyst til at vide det, for han kendte allerede svaret, men alligevel spurgte han. "Jeg opførte mig som en idiot overfor hende, gjorde jeg ikk'?"

"Dude, du var pisse stiv ... ," begyndte Christian, men blev afbrudt.

"Hva' fanden SKETE der?" Det dunkede kraftigere i hovedet, da Frederik hævede stemmen, og han måtte endnu engang trække ansigtet sammen til dybe folder. 

"Du ville bare snakke med hende, og da hun ikk' ville snakke med dig blev du mega agressiv og slog hendes veninde, du ved, Freja fra klubben, med en mokaï-flaske, så hun begyndte at tude, og så blev Amalie rigtig sur på dig og råbte og skreg og så tog hende og Freja hjem. Det var det." Christian nikkede, og trak T-shirten opover hovedet. "Nåh jo, og så brækkede du dig og sagde et eller andet med at du var en fucking fiasko, eller sårn' noget, jeg ka' sgu ikk' helt huske det, men du var fuld, det var vi alle vist, og det er godt der ikk' skete mere end det."

Men Frederik hørte ikke efter, tårene sved allerede frem fra øjnene, sved og pressede og trykkede, og han var en fiasko, han var en fucking fiasko, en fiasko, fiasko, fiasko, og han sagde "det var det der bare ikk' måtte ske. Det var det, der ikk' måtte ske, for helvede, hvorfor fucker jeg hele tiden op, hvorfor fucker jeg hele tiden op, det var det der ikke måtte ske," og hans stemme vred sig hæs, inden han bankede håndryggen imod panden, "jeg fucker bare alt op. Jeg er ligesom min far, en dum lille taber der bare fucker alt op, jeg fucker alt op, jeg fucker alt op, hvorfor, hvorfor," og han vendte sin hånd rundt og trykkede fladen imod ansigtet og kæberne spændte sig stramme da han skar tænder. "Auv for helvede mit hoved!" 

"Dude, slap nu af, ikk'å. Det var et fucking uheld. Du var fuld."

Men Christian forstod det ikke, og det gjorde Lucas og Jonas heller ikke, ingen af dem forstod det, fordi de ikke vidste det, og Amalie hadede ham og det var alt sammen hans skyld, han kunne ikke gøre noget rigtigt, han var bare en taber, han var bare en fiasko, en fucking fiasko, ikke andet end en ynkelig, taberagtig, dum lille fiasko. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...