Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17210Visninger
AA

71. DU ER IKKE NEM AT NARRE

Frederik havde ikke betrådt denne asfaltplads foran indgangen til ungdomsklubben, som også var en del af 10'ene-klassesskolen, i snart 6 måneder, men den underlige genkendelse ramte ham nostalgisk, idet han trak cyklen hen til stativrækkerne, som befandt sig foran bedet, der igen flankerede sig langs den røde mur. Han låste cyklen og vendte sig mod indgangen. Amalies grå cykel stod der, fire cykler fra hans, tættere på indgangen. Stemmer lød bagfra. Han kiggede sig tilbage. Der stod en flok unge - fire drenge og to piger - og røg og snakkede foran vejen, men Amalie var ikke i blandt dem, for hvis hun var, ville hun have hilst på ham da han kom cyklende forbi. Måske var hun sammen med nogle af sine veninder - måske er hun sammen med Freja, åh nej, Freja hader mig og hvis hun er sammen med hende, kommer jeg måske ikke til at snakke med hende -, eller måske var hun nede i byen, fuck det, han skulle finde hende, og så skulle han sige "hej Amalie, jeg har tænkt meget over det du sagde og jeg er glad for at du tilgav mig og selvfølgelig vil jeg gerne være sammen med dig i klubben, men bare det ikke bliver en vane, for jeg har også andet at lave." 

Han gik frem, gennem glasindgangen og ind i den aflange korridor med de røde vægge og det grå gulv. Korridoren strakte sig fremad, mod en glasdør længere nede. På venstre hånd var der et indhak, som mundede ud i endnu en korridor, og her var der sofagrupper og kantinesal og lignene. To piger bevægede sig ned ad gangen længere fremme, med ryggen til ham, ned mod glasdøren, som de åbnede og snakkende forsvandt igennem. På den anden side ad glasdøren, fem meter længere, var der en trappe opad, men det var ikke trappen, de gik opad, men derimod åbningen til højre, som de svandt ind gennem. Så vidt han huskede, var det vejen ned til kælderlokalerne, hvor der var et konferencerum og en biograf og et klublokale. Det var nede i kælderafdelingen, mange af de klublige aktiviteter foregik. 

Men det var ikke der, Frederik gik hen. Istedet fulgte han lyden af de snakkende stemmer fra åbningen til venstre, to meter, en meter, og han vred sig rundt. Kiggede ned ad den langstrækkende korridor, med spisesal og sofagrupper på højre hånd. Han vidste ikke, præcis hvor mange mennesker, der befandt sig herinde, for der var mange sofagrupper, ikke blot en, og langt de fleste var optaget, og han vidste ikke engang, om det var herinde, Amalie var. Han overvejede kort at skrive til hende - HVOR ER DU? - men han skiftede mening og undlod. Dette skulle være en overraskelse. Amalie var højest sandsynligt taget i klub, som alle de andre tidligere seks måneder, uden nogen forvisning om, hvorvidt Frederik ville dukke op eller ej. Måske regnede hun slet ikke med at møde ham, måske havde hun allerede givet op, måske håbede hun men troede ikke. Måske. 

Frederik skridtede gennem den firkantede åbning, tre meter forbi den forskudte mur, til hjørneknækket og sofagrupperne. Og så standsede han. Han standsede, fordi han så hende. Han så Amalie. Siddende nede i den anden ende, med siden til ham, på sofaen der stod mod væggen. Det var en flok på syv, allesammen jævnaldrende med ham selv - heldigvis ingen trettenårige, gudskelov og tak -, femten eller seksten, og de snakkede lystigt. Piger og drenges stemmer, der brusede højlydt sammen i en uigenkendelighed, men det var Amalie, han havde fået øje på. Håret var ikke til at tage fejl af, og hun var klædt i den samme tynde langærmede og slanke jeans, som hun havde haft på i skolen, og hendes skingre latter brusede alligevel igennem de andres stemmer. Frederik undertrykkede et smil, forestillede sig allerede hendes reaktion, og satte sig i bevægelse mod den bagerste og fjerneste sofagruppe.

Han blev genkendt, allerede længe før han nåede derned. Drengen med cappen, som sad med fronten imod ham, løftede tilfældigt blikket, og det var jo Mads, ham-der-lignede-Christian-men-ikke-var-Christian, og Mads brune øjne blev store inden han smilte. "Hey! Hey, det er sgu da ... Hey, Frederik, hva' fanden!" Han næsten råbte. Amalie rynkede panden, og drejede hovedet, og hendes ansigt blev stift da hun så ham. Frederiks smil voksede, og han skridtede sig nærmere. 

"Hej med jer, guys." Mads rejste sig op, og var den første til at strække hånden frem, og kød klaskede sammen, og så sagde han, "for helved', det fucking længe siden, hvor fuck har du været?" og Frederik svarede, "haft en masse ting at se til, alt sådan noget." 

Amalie rejste sig op, men hun gav ham ikke hånden, istedet slængede hun sine arme omkring ham, og krammede ham, og det forekom Frederik, at hendes kram var kraftigere og tættere, end hun som regel plejede, men det gjorde ham på forunderligt vis intet, og den kradsende riven af tobakslugt, som grenede sig dybt ned i hans svælg, gjorde ham ej heller noget, og så trak hun sig bort fra ham. Hendes cyanøjne så næsten ud til at stråle. Smilet var et bredt tandsmil, hvor de fine rækker af hvidt perfekt delte over- og underlæben. 

"Så ku' du altså ikk' holde dig væk mere," sagde hun. 

Han nikkede. "Du er ikk' nem at narre." 

Amalie satte sig ned på sofaen, og rykkede sig ud i højre side, så langt ud hun kunne, og Frederik nikkede en kort gang til pigen på modsatte side. Hun smilte tilbage. Han satte sig ved siden af Amalie. Hendes venstre skulder gned sig mod hans højre, og de så på hinanden, og Amalie smilte igen, så hendes øjne lysnede endnu mere. 

Og i dette øjeblik, fortrød Frederik alle de dage, hvor han havde prioriteret alt muligt andet over samværet med Amalie og ungdomsklubben. I dette øjeblik gik det op for ham, at Amalie var en ven. 

Amalie var en rigtig ven, og hun holdt virkelig af ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...