Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17198Visninger
AA

5. DET ENESTE RIGTIGE AT GØRE

Hjemmet var et gult murstenshus i to etager, med en enkelt carport i den ene side samt en bøgehæk der favnede omkring grunden. Indkørslen var flankeret af små lamper med metalskærme, og flisebelagt med grå betonsten. En tomhed udhulede Sophie indefra, da hun hjalp mor og far med at bære taskerne og kurvene med madvarer indenfor. Der var ikke engang gået en dag, og hun savnede dem allerede - Rebekka og Julie, som hun havde tilbragt lidt af lørdagen med, hvor de var i byen og på mcDonalds i Vallensbæk og hvor Sophie kæmpede for ikke at afsløre Lukas hemmelighed. Hun hadede at hun var nødt til at lyve for sine to bedste veninder, hadede det indædt og mærkede allerede samvittigheden gnave i baghovedet da hun stak dem løgnen om, at fredagen med Lukas var forløbet fantastisk og at de fik taget afsked med hinanden. Præcis som de skulle. Men hun var nødt til det, fordi hun havde lovet Lukas ikke at fortælle dem noget, og et løfte er ikke et man bryder. Ikke overfor sin bedste ven. 

"Hvad skal der så blive af skoleprojektet?" havde Rebekka spurgt.

Det ville Lukas og Mohammad færdiggøre for hende, det var hun sikker på, også selvom hun ikke ville lægge det mindste skjul på, at det var hårdt og svært og på ingenmåde nemt at lægge projektet fra sig. Det var blot endnu et minde, som hendes fantastiske og elskede guitar, gemte på.   

Sophie fortsatte med at hjælpe sine forældre, pakkede mad i køleskabet og fryseren, hvorefter hun sammen med mor bevægede sig op ad trætrappen der udgik fra væggen, og som lå ved siden af stuen. 

"Og her er dit nye værelse så, Sophie," sagde Vibeka, idet hun krydsede henover det grå væg-til-væg tæppe som belagte gangen på andenetagen, videre hen til den lysebrune fyrretræsdør med det gråmetalliske håndtag, som stod i en skrå linje fra trappen. "Far og jeg tænkte at du gerne ville have et værelse heroppe, i en etage for dig selv, så du altid kan trække dig tilbage og være helt alene når du nu får brug for det. Og prøv da lige at se den udsigt, du har!" Hun åbnede døren op og slap håndtaget, og så på sin datter med sit hvide tandsmil, imens hun trådte et skridt tilbage. 

Sophie bevægede sig frem, hen til døren indtil det kvadratiske lokale med gipsvægge og mørkt trægulv og lysebrunt plankeloft hvor der var indsat en enkelt cirkelformet IKEA-loftslampe med metalkant og matteret glas, som allerede var installeret i huset da familien havde købt det. Det firkantede lokale, som skulle blive hendes nye fremtidige værelse - det lugtede tørt og en anelse kemikaliesødt, en blanding af savsmuld og maling - havde, ganske som hendes mor sagde, en skøn udsigt -- Med et vindue vendene i sydøstlig retning, stirrende mod et hul imellem trævæksten på den anden side ad vejen, havde hun udsigt til Kattegat to kilometer borte. De øvrige huse og lejlighedsblokke i området stak op mellem træerne, og langt langt ude i den hvide dis der udgjorde havets horisont, så hun de svage fastlandskonturer af bakker og dale som udgjorde Djursland. Hun trådte ind i værelset, og gulvet gav sig med en behagelig lyd, vendte blikket rundt - på den kridhvide væg, på loftslisten, lampen og det smalle klædeskab med påklistret spejl, som stod opklemt mod væggen til venstre for døren. Hun fortsatte hen til vinduet i den fjerneste ende, lænede hænderne imod granithylden og lod sine bryn rynkes som hun strakte hovedet frem og skannede blikket rundt. Vejen vred sig mod venstre, forsvandt ind i villakvarteret, med fartnedsættende bump for hver hundrede meter. Gule og hvide huse med røde og sorte tage - både trekantstage og fladtage -, stod spredte imellem de mange træer. Længst mod højre, i retning mod havnen bag skoven et par kilometer væk, ragede en skorsten i vejret. Hvis hun drejede hovedet langt nok til siden og skulede, kunne hun lige akkurat se Århus by, med lejlighedsblokkene og en enkelt kirkebygning med spir. 

"Og du har også din helt egen stue længere nede i etagen. OG dit eget badeværelse, ikke at forglemme, så du kommer nok ikke til at mangle noget!"

Sophie vendte sig rundt, tilbage mod døråbningen og mor, og strøg noget af det venstreskrånende pandehår om bag øret. Hendes læber tegnede et forsigtigt smil inden hun atter lod øjnene søge rundt i værelset en sidste gang. "Jeg kan rigtig godt lide det. Det er flot. Og stille." Hun satte sig herpå i bevægelse. 

Jeg kan rigtig godt lide det, mor, men for pokker, der er ikke nogen jeg kender og Lukas og Julie og Rebekka er her ikke og jeg kommer virkelig til at savne dem og det hele er bare noget lort.

Tomheden hobede sig atter op i brystet. Hun trådte igennem døren og ud i gangen, og gengældte læbesmilet, som hendes mor hjertevarmt sendte hende. 

"Vil du også se badeværelset? Det ligger lige herhenne." 

Sophie vidste at det var et spørgsmål der ikke kunne besvares og ikke kunne affejes, og fulgte derfor med sin mor, forbi trappen og ned mod den hvidbrune fyrretræsdør for enden af gangen. Hendes mor åbnede den, smilte igen og gav plads for sin datter. Sophie trådte ind, og standsede og kiggede. Badeværelset var på nogenlunde samme størrelse som det de havde haft hjemme i Hvidovre - Fem meter i længden og fire meter i bredden og dermed kun lidt smallere end hendes nye værelse. Gulvet bestod af brune klinker, der strakte sig frem mod endevæggen, hvor to matterede glasruder gav adgang til lys. I modsætning til Hvidovre-badeværelset, var der her ikke nogen skabe over vasken. Håndvasken var her bygget ovenpå kabinettet, som bestod af to hvidmalede lamellåger, der kunne åbnes ud til hver sin side. Hun kunne enten opbevare sine toiletsager derinde, eller på glashylden lige under vasken. Toiletkummen pegede direkte imod døren, stod lige under vinduet, og ved siden af lå indhakket med bruseren. Ligesom hjemme i København, bestod brusenichen ligeledes her af et forhæng. Sophie gled øjnene op ad de hvide porcelænsfliser med cementudfyldte mellemsprækker, der udgjorde væggen, videre op til loftet og lod herefter blikket flygte langs med de samme lysebrune loftsplanker som befandt sig i resten af huset. 

"Kan du lide det, søde?" Hun mærkede sin mors hånd på skulderen. 

"Ja. Ja, det kan jeg." Sophie nikkede og kiggede på sin mor og smilte atter det svage forsigtige smil - (hun ønsker virkelig det bedste for mig, jeg kan simpelthent ikke fortælle hende hvordan jeg har det, det kan jeg ikke) -, og lod sine klarblå øjne strejfe sit nye - og ovenikøbet private - badeværelse igen. 

"Det er jeg rigtig glad for, Sophie. Du kan ellers tror at det var en kamp at få råd til huset." Vibeka Hansen hævede sine tynde øjenbryn og drejede sig rundt, imod trappen. "Vil du også gerne se din stue?"

"Det kan vente." Sophie vendte sig ligeledes. "Lige nu kunne jeg bare godt tænke mig at få båret bagagen op." 

"Selvfølgelig. Så lad os da gøre det, ikke?" Og Vibeka satte sig med disse ord i bevægelse, tilbage mod trappen. Sophie måtte tage en dyb indånding, kunne fornemme en skælven i sin egen vejrtrækning, og blinkede et par hurtige gange for at tilbageholde den fugtige øjenkildren. 

Det var nødvændigt at flytte, og det vidste hun, så mor kunne søge et arbejde. Det var ikke noget problem for far, han arbejde med grafikdesign hjemmefra, så for ham gjorde det ingen forskel hvor han befandt sig i landet. Og Sophie havde hele tiden vidst at det var nødvendigt, ellers kunne den dårlige økonomi som familien havde lidt under siden mor blev et af de mange ofre i landets fyringsrunder, splitte dem ad. Og hun var glade på sine forældres vegne. Men for pokker da, hvis bare... hvis bare hun kunne være blevet tilbage, eller flyttet hjem til mormor og morfar... hvis bare hun ikke behøvede at lade som om at hun var glad for at flytte og blive bange for at gøre mor ked af det. Hun gjorde det også for Sophie. Det vidste hun. Mor og Far havde købt huset ligeså meget for deres egen skyld som for deres datter, og givet hende meget mere plads og enerum end hun nogensinde havde haft i deres tidligere hjem, og hun vidste at hun burde være taknemmelig, men tomheden der gnavede og brændte bag hjertet overskyggede det andet og hun hadede sig selv for det.

Din mor er glad, Sophie. Tænk på det. Din mor er glad fordi hun elsker dig og vil dig det bedste og fordi du er den eneste hun har tilbage...

Hun blinkede igen, hurtigt, og satte sig herefter i bevægelse efter mor. 

*

Postkassen lå på vejen til pizzariaet ved Vestre Strandallé. Sophie vandrede ned ad villavejen, langs med fortovet, klædt i sine slidte converse og stramtsiddende lyseblå jeans og den flødefarvede jakke med pelskraven, hvor hun havde stoppet sit lange hår ned så det ikke flagrede i den kolde blæst. 

Hende og Lukas havde næsten ikke kommunikeret sammen siden hun havde besøgt ham om fredagen. Kun en kort SMS, som han havde sendt hende lørdag morgen.

Stadig sur på mig? :-(

Sophie havde skyndt sig at svare ham og var tæt på at græde da hendes tommelfingre klikkede henover tastaturet. 

Jeg er ikke sur på dig. Og det har heller ikke noget at gøre med at du har kastet dig ud. Der var bare lige nogen ting der blev for meget. Vær sød ikke at kontakte mig. Ska ha tænkt over nogen ting.

Og lørdag aften havde hun sat sig og skrevet et brev, og flere gange måtte hun krølle sine ufuldendte klader sammen i frustration, fordi de hverken blev gode nok eller forklarede nok, og hun var tæt på at give op da hun havde kigget over på skitsetegningen af Lukas, hun havde tegnet året inden, og som hun altid havde hængende på en opslagstavle. Og så vidste hun hvad hun skulle skrive.

Det skulle ikke være langt. Det skulle ikke være fyldt med undskyldninger eller bortforklaringer eller unødvendige ord. oDet skulle være kort og præcist og til at forstå. 

Kære Lukas <3
Jeg vil bare sige at tiden med dig har været det bedste i mit liv. Og jeg utrolig glad for at du stoler nok på mig til at fortælle mig om dine virkelige følelser. Det er det rigtige venner gør. Jeg holdt forresten dit løfte, og lod være med at sige noget til Bekka og Julie. 
Nu har du været ærlig overfor mig. Så må jeg også være ærlig overfor dig.
Jeg er forelsket i dig. Jeg er rigtig forelsket i dig og jeg hader at jeg er forelsket og jeg hader at det er dig jeg er forelsket i, og jeg ville bare ønske jeg kunne beslutte mig for at jeg ikke var forelsket, men man bestemmer ikke selv hvem man falder for.
Jeg skriver det her brev for at sige til dig, at uanset dine valg og dine beslutninger, vil jeg altid elske dig og holde af dig og i mit hjerte vil jeg altid være din bedste veninde. Jeg ved godt du ikke deler de samme følelser for mig. Og hvis jeg skræmmer dig væk, er det også bare sådan det er.
Men jeg holder af dig og det vil jeg altid gøre og jeg glemmer dig ikke. 
Sophie <3

Flere gange den nat havde hun fortrudt, og tvivlen gnavede i hendes sind. Han behøvede ikke at få det at vide. Nogen ting behøvede man ikke at være ærlig med. Måske skulle hun bare krølle brevet sammen og smide det ud og sige undskyld til Lukas og lade som om at intet var sket, men det kunne hun ikke og det vidste hun og hun ville ikke være i stand til at tilgive sig selv hvis hun gjorde det. Hun var nødt til at sende brevet og nødt til at gøre det selv og hun måtte ikke fortryde.

Hendes fingre knugede sig hårdere om kuverten, idet hun rundede hjørnet og så Vestre Strandallé blot lidt længere fremme. Hun så postkassen, den røde metalkasse lige der, under 100 meter længere fremme og hun mærkede pulsen stige krampagtigt og slå slå slå imod brystbenet, og hun havde lyst til at vende om og rive brevet i stykker og smide stumperne i en skraldespand og bare gå hjem, for at græde og skrige og trykke sig ned i dynen og forbande sine følelser og sit liv og sin egen latterlige idioti langt langt væk, men hun tog sig sammen. Han skulle have brevet. Han skulle... have... brevet... Det var det eneste rigtige at gøre. Det eneste rigtige at gøre og det vidste hun og hvis hun ikke gjorde det var hun ikke en ordentlig ven. 

Hun tøvede sig i bevægelse, skridtede ned langs vejen, forbi huse og buske og hække og stoppede foran postkassen og bestirrede herefter blot den smalle brevsprække som hun skulle skubbe kuverten ind i. 

Du kan stadig nå at fortryde, Sophie. Du behøver ikke at gøre det. 

Hold kæft hold kæft hold kæft hold kæft....

Og hun puttede kuverten ind i sprækken og gav slip på den. Blev herefter stående og kiggede på den røde postkasse, ønskede at hun kunne standse sig selv fra at gøre det og mærkede energien synke tungt gennem maven og sive bort fra kroppen. Hun vendte ryggen til postkassen og begav sig tilbage. Det var det rigtige at gøre, hun kunne ikke have gjort noget anderledes, det var det eneste rigtige at gøre, det eneste rigtige, men alligevel fortrød hun og havde mest bare lyst til at græde og mærkede allerede hvordan det prikkede vådt imod øjnene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...