Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17605Visninger
AA

3. DER ER NOGET JEG VIL FORTÆLLE DIG...

"Er det i morgen, I flytter til Jylland?" spurgte Lukas, efter at have rømmet stemmen. De nåede toppen af trappen, og bevægede sig henover de blegbrune træplanker, imod sofagruppen, med de lædersorte sofaer og det firkantede glasbord skråt mod venstre. Væggene var hvide og fyldt op af billeder og diverse abstrakte kunstmalerier.

"Nej. Det er først på søndag."

"Først på søndag?" Han kastede et enkelt blik imod hende. "Vil det sige at vi godt kan være sammen i morgen?"

Hun rystede på hovedet. "Nej... Nej desværre ikke. Jeg skal være sammen med Rebekka og Julie noget af tiden og resten skal bruges på at pakke." Det stak på indersiden af hornhinderne. "Lukas, j... Jeg vil helst ikke snakke om det, okay? Jeg syntes vi skal glemme det lidt nu og bare nyde det."

"Fair nok." De nåede sofaerne. Lukas drejede sig imod veninden, og bredte læberne i det tandsmil der altid gjorde hende varm i maven. "Tag plads."

Sophie udstødte et enkelt latterfnys og lod skuldrende falde. Hun trak læberne i et halvhjertet smil og rystede kort på hovedet. Hvor typisk ham at spille gentleman. 

"Lukas...!"

"Jeg insisterer. Madame Sophie."

Og så snakker han ikke engang ordentlig fransk...

Hun rystede på hovedet igen og satte sig i bevægelse. "Du er simpelthent en spasser, ved du godt det?"

"Men en sød spasser, det må du indrømme. Jeg er da i hvertfald ret godt kørende, hvis jeg selv skal sige det." 

Sophie gjorde en enkelt øjerulning, og satte sig ned på sofaen. "Okay. En sød spasser så. Men så er du altså heller ikke sejere." 

Jo du er, Lukas. Du er både sej og dejlig og fantastisk og smuk og... og...

"Nå, men det syntes jeg altså." 

... og jeg elsker dig.

Lukas satte sig ned ved siden af hende. Hjertet bankede og gnavede og sugede i brystet, og hun var så tæt på ham... Hun kunne vende sig rundt og læne sig hen imod ham, røre hans læber med sine... Hun kunne...

En hånd blev lagt på hendes skulder. Hun troede kortvarigt, at hjertet ville pumpe så voldsomt, at det ville eksplodere ud fra hendes brystkasse. Hårsækkene på hendes slanke arme trak sig sammen, så de små dunhår løftede sig. Bare Lukas ikke så det. Bare han ikke så det, Åh Gud... 

"Jeg har faktisk en gave til dig, Sophie."

Hun blinkede et par gange, og drog endnu en umærkeligt skælvende indånding. Vendte ansiget imod Lukas. "En... En gave?" 

Et nik. Smilet der buede på hans læber, var det gådefulde et af slagsen, som Sophie hadede så indædt. 

"Jeps. Vil du have den?"

"Ja. Ja, det vil jeg helt sikkert!"

Havde han virkelig købt en gave til hende? I dette øjeblik følte hun dårlig samvittighed. Hendes bedste ven havde været så elskværdig at købe hende en afskedsgave. Hun var blot kommet tomhændet hjem til ham, med intet andet end sin guitar. Hvorfor havde hun ikke tænkt på en gave? Det kunne hun simpelthent ikke være bekendt. Det kunne hun ikke. 

"Okay. Så bliv her og vent... i to sekunder. Jeg er snart tilbage."

Lukas rejste sig fra sofaen, vendte ryggen til hende og bevægede sig ned imod den modsatte ende af stuelokalet, overfor trappen, hvor han forsvandt igennem den lyse fyrretræsdør indtil værelset. Sophie drejede blikket, viftede det ligefrem for sig, hen til de to ruder med hvid metalramme, som bestirrede rødgranen på nabogrunden. Træet bukkede og vippede i vinden. Hendes øjne gled mod venstre, fra vinduet og henover den hvide glasfibervæg, forbi det abstrakte maleri i sorte, gule og grønne nuancer - det mindede hende om en form for skovsti flankeret af udstrækkende træer, der var smallere end normale træer - for til sidst at fæstne det på familieportrættet længst mod venstre, lige inden hjørneknækket som blev fulgt op af fladskærmsfjernsynet. Hun trak brynene sammen til en smal, lige pandekløft, som gav hendes svagt hjerteformede ansigt et voksent udtryk. Billedet var tre år gammelt, og viste Lukas sammen med sine forældre - inden de blev skilt året senere -, sin storebror og lillesøster. De smilte allesammen ud til kameraet, med en hånd på hinandens skuldre - mor og far med armene om hinandens flanker - og ansigtsudtrykkene vidnede om en familie fyldt af kærlighed. Søskende der elskede sine forældre og forældre der elskede sine børn. 

Og Sophie blev atter mindet om, hvor meget hun ønskede at hun ikke var blevet enebarn, men stadig havde en søster, som hun kunne være fortrolig hos og som kunne forstå hende og hjælpe hende på en måde, ingen andre - ikke engang Lukas - kunne. Lige nu, som hun sad der på sofakanten og betragtede familieportrættet, ønskede hun at kunne få muligheden for at rejse tilbage i tiden og forhindre sin storesøster i at blive kørt ned. Det var næsten ti år siden, og Sophie var kun lige startet i børnehaveklassen, da hun kom hjem og hørte nyheden. Mathilde er død. Mathilde er blevet kørt ned, min pige, og hun er død. 

Det var først da hun om aftenen lå og bestirrede undersiden af den tomme køjemadras over hende, madrassen hvor hendes fire år ældre søster, Mathilde Hansen, havde sovet blot natten inden, at det gik op for hende. Mathilde var ganske rigtig død, blevet ramt af en lastbil, og hun kom aldrig tilbage igen. Sophie ville aldrig nogensinde se sin søster igen. Hun skulle aldrig mere mærke hendes armes blide omfavnelse, aldrig mere høre hendes frustrationer når hun ikke fik sin vilje. Hun skulle aldrig mere gå side om side med sin søster i Brøndbyskoven og plukke liljer og firkløvere. Hun skulle aldrig nogensinde skændes såvel som grine med sin søster. Mathilde Hansen var død og forevigt borte. 

Lige siden storesøsters død, havde Sophies mor - Vibeka Hansen - pakket Sophie ind i vat. Pas nu på når du går over vejen, min pige... Pas nu på i skolen... pas nu på med at stole på folk... pas på, pas på, åh pas nu på...

Det var sikkert derfor hun havde det sådan med andre mennesker. Fordi hun altid havde fået at vide at hun skulle passe på...

"Værsgo, Sophie. Her er din gave." 

Hun blev revet tilbage til virkeligheden af Lukas stemme, og drejede hovedet mod højre. Lukas trådte hen foran sofaen og strakte en firkantet genstand pakket ind i gavepapir, frem til hende. Hun smilte, strakte hånden imod den og trak den ind til sig.

"Orv, mange tak." Lukas satte sig ned ved siden af hende. Hun vendte blikket imod ham, kiggede ind i hans grønne øjne. Det svage smil på hans læbe. Følelserne, der hobede sig op som en klump i hendes hals, og som gemte på en sandhed han fortjente at få at vide, skreg efter at komme fri fra hendes læber og blive åbenbaret. Men hun blev ved med at kæmpe imod. Det var endnu ikke på tide. Ikke helt endnu. 

Istedet viftede hun øjnene ned til pakken. Trykkede lidt ned på den med begge tommelfingre. 

"Du må rigtig gerne åbne den nu," sagde Lukas, med den samme rolige stemme, selvom der dog alligevel forekom Sophie at være en bagvedliggende hæs følelsesdirren. Dette kunne dog også bare være indbildning. 

Sophie pressede læberne sammen, krummede fingrende imod papiret og begyndte at flå. Genstanden skjult under papiret, var hvid. Hun flænsede papiromslutningen yderligere op, og det gik lidt efter op for hende at genstanden var en bog med plastik imellem siderne. Hun holdte den frem foran sig, og så på Lukas sirlige håndskrift. 

TIL MIN ALLER BEDSTE VEN/VENINDE, SOM ALTID ER DER OG FORSTÅR MIG. SOPHIE HANSEN. DU ER DET BEDSTE I MIT LIV. TAK FOR ALT <3

"Aaaw, Lukas... Hvor var det... Hvor var det sødt skrevet." Hendes blik blev en anelse sløret, og hun vidste at det skyldtes tårerne der vædede sig frem i hendes øjne. Hun klemte øjnene sammen et par gange, for at fjerne det værste tåreslør, og åbnede bogen op. Den første side der mødte hende var et billede, som var næsten tre år gammelt. Dengang havde de ikke kendt hinanden særlig længe, men var allerede blevet gode venner. Det var Julie, der havde taget det. Lukas stod i bar overkrop, og sprøjtede imod hende med en vandslange. Sophie bukkede sig med ansigtet drejet skråt væk og hænderne løftet med håndfladerne vendt mod vandstrålen som beskyttelse. Sophie smilte, og lod en hånd glide henover billedet. Det kildrede fugtigt i hendes øjne, idet hun bladrede om på den næste side. Flere billeder - Lukas 13-års fødselsdag, hvor han stod på toppen af en stol med skelende øjne og en oppustet ballon foran sig. Sophie og Lukas, der stod med armene om en snemand på hver side ad den. Hun mærkede en skælven i venstre mundvige, idet hun klappede billedbogen sammen og drejede sig imod Lukas.

"Tak. Du er den bedste." Og hun lænede sig frem, havde næsten kysset ham men skiftede mening og lod istedet armene glide omkring hans krop. Hun drog et par dybe skælvende indåndinger, idet en tåre kildrede lunt mod den ene kind. 

"Klarer du den, Sophie?"

Hun skubbede sig tilbage fra ham, snøftede ind og nikkede inden hun trak munden i endnu et smil. Tåren, som var nået halvvejs ned ad hendes kind, fejede hun væk med spidsen af pegefingeren. Hun viftede øjnene ned til billedbogen igen. "Tak for gaven, Lukas." Hendes stemme var blevet en anelse tung, så hun måtte rømme sig. "Jeg er virkelig... virkelig glad for den." 

"Det er jeg glad for du syntes." Hans blik flakkede fra hende. Hendes bryn fortrak sig i en undren.

"Noget galt?" spurgte hun efter en kort tavshed.

Måske vil du fortælle mig, at du også har følelser for mig?

Hendes puls steg endnu engang.

"Sophie... Jeg... Der... Der er noget, jeg har gået og tænkt på...!"

Åh ja. Please, ja, sig det er det. Sig du er forelsket i mig, sig det, sig det, please...

"Ja?" Hendes stemme var blevet mere spinkel. Hun bed sig ikke mærke i det.

Lukas fumlede hænderne foran sig. "Jeg... Jeg tænkte... Vi to, ing'? Vi har kendt hinanden i... i rigtig lang tid. Ikke også?" 

"Jo...?" 

"Jo, og så... Sophie, jeg stoler 100 % på dig. Og jeg syntes det er bedst at vi, som... som bedste venner... at vi er ærlige overfor hinanden. Hele vejen igennem, forstår du?"

Hun nikkede, kunne ikke holde smilet tilbage. "Ja, selvfølgelig. Selvfølgelig. Du kan fortælle alt til mig!"

Han elsker mig. Han elsker mig, jeg ved det. Kære Gud, please sig han elsker mig... 

"Er du sikker på at du gerne vil høre det?"

"Ja."

Det er klassisk. Det er et spørgsmål drenge altid stiller til en veninde de er forelsket i. Han vil sige til dig at han er forelsket, og så kan du fortælle ham at du også er forelsket i ham, og så kan I gå fra venner til kærester. 

"Jeg har kastet mig ud. Som bøsse." 

Stilhed. Sophies smil var stivnet, og al hendes tankeaktivitet ophørte. Hun blev blot siddende og stirrede på ham. Så begyndte hun, uden hun selv forstod hvorfor, at le. Lukas fortrak mundvigene og rettede ryggen op. 

"Hvorfor er det sjovt?" 

Sophie rystede på hovedet, og kæmpede for at standse sin mekaniske latter. "Det ved jeg ikke... Det er det heller ikke. Undskyld." Hun klemte hånden ind foran sin mund og drejede ansigtet væk. "Bare fortsæt." Hendes stemme blev svag, næsten kun en hvisken. 

"Jeg forstår godt hvis det kommer som et chok for dig. Det kommer også som et chok for mig, faktisk...!" Han nikkede lidt, og vendte hovedet væk. Sophie blev siddende, med øjnene rettet skråt imod bordpladen af glas og hånden klemt for munden. Sagde intet. Hendes ansigt var stivnet i et ulæseligt udtryk. 

Lukas fugtede læberne med spidsen af tungen. Fortsatte. "Men, øh... Men nu ved du det altså. Du skal bare lige vide, at... at du er den første jeg fortæller det til. Mine forældre ved det ikke og det er der heller ikke nogen af dem fra skolen der gør. Jeg har haft de her... de her mærkelige... mærkelige følelser i et stykke tid nu, og først for nyligt forstod jeg først rigtigt, hvad det var... Jeg... Sophie, du må fandme love mig ikke at sige det her til Rebekka og Julie i morgen. Virkelig. Vil du ikke love mig det?" Den underliggende rædsel gjorde hans stemme en anelse lysere. 

Sophie blinkede kraftigt for at holde tårerne tilbage. Hun svarede ham ikke, sad blot og stirrede på bordpladen foran sig. 

"Sophie? Sophie, hører du efter...?"

Hun fjernede hånden, og rettede sig op. Hev efter vejret. Hendes vejrtrækning skælvede. Hun skilte læberne, blev ved med at stirre frem foran sig, at blinke imod tårerne, uden at begribe hvad hun skulle svare eller sige eller om dette virkeligt skete. Lukas rakte hånden frem og placerede den på hendes skulder.

"Sophie, er du okay?"

"Det ved jeg ikke. Nej. Måske... Jeg ved det ikke." Endnu en dyb indånding. "Jeg... jeg tror jeg har brug for lidt luft." Med de ord rejste hun sig op, og hev en anelse nedad i den nederste del af trøjen. 

Lukas lod armen dumpe ned på sofaen, og kiggede på hende som hun drejede sig imod guitartasken. Hans øjne blev tomme. "Tager du... Tager du hjem?"

Hun svarede blot med et nik og løftede guitaren op. Kiggede ikke på ham, idet hun svang remmen over skulderen, vendte ryggen til sofaen og satte kursen desorienteret hen mod trappen.

"Sk... Skal du så ikke have din gave med?"

"Nåh jo," mumlede hun ganske stille, snurrede rundt og gik tilbage til sofaen. Hendes blik undveg Lukas, hun fokuserede kun på billedbogen som hun trak op i sin favn for derefter stift atter engang at dreje sig omkring.

"Sophie, er vi stadig venner?"

Lukas hævede stemmen idet hun var nået helt hen til trappen. Sophie standsede, strammede musklerne i kroppen og blinkede kraftigt, vendte sig ikke rundt. Hendes stemme var hæskvalt da hun svarede ham. "Jeg ved det ikke, okay? Bare lad være med at snakke til mig. Bare... Bare lad være med at snakke til mig lige nu." Så bevægede hun sig ned ad trappen, og efterlod Lukas siddende tilbage. De grønne øjne var blevet spejlende, og han rettede dem langsomt imod grantræet på den anden side ad vinduet, som bevægede sig i vinden. Lyden af en dør, som gled i, var det næste der fulgte. Herefter blinkede han. To gange efter hinanden.

*

Sophie vandrede op ad villavejen, op til Kløversprisvej og klemte grebet så hårdt om gaven hun overhovedet kunne. Vinden tog fat i hendes lange udglattede hår, flere gange, og fik det til at vifte i luften. Det brændte imod hendes øjne, og hendes egen stemme, en mørk og hidsig version, nedgjorde hende i hovedet.

Det var dumt, Sophie. Selvfølgelig er han ikke forelsket i dig. Hvor egoistisk af dig at tro det, og du fuckede det hele op ved at komme. Og så skred du bare på den måde, og lod stakkels stakkels Lukas være alene tilbage. Egoistiske, egoistiske tøs. 

Hun fortsatte ud på Kløverprisvej. Vidste at hun burde vende om, burde gå tilbage igen og fortælle Lukas at det ikke var personligt ment, at hun var stolt af ham - stolt af at han turde være ærlig og fortælle om sin seksualitet, og hun beundrede ham, det gjorde hun virkelig -, og fortsætte med at hun ønskede ham det bedste og at han fandt sig den sødeste dreng at komme sammen med og de øvrige af hans venner ville være ligeså forstående og accepterende overfor det, som hun var. Hun kunne konkludere det med at fortælle ham den virkelige grund til hendes reaktion - At hun var forelsket i ham, pisse fucking forelsket, og selvom hun nok inderst inde havde regnet med, at følelserne ikke var gengældte, uanset om Lukas var homosexuel eller ej, havde hun håbet. Håbet at det skulle være ham, hun kunne dele sit liv med, blive gammel og dø med. Og at hun var nødt til at gå, fordi hun elskede ham for højt, og det gjorde alt alt for ondt. 

Men hun kunne ikke vende om, ikke nu. Det ville blive for akavet og ville bare gøre alt værre. Hun var ikke engang sikker på, at hun kunne klare at se ham igen inden de flyttede - hvis hun havde muligheden - uden at bryde sammen. Men det var ikke okay. Han var hendes bedste ven, og det ville han - håbede hun - blive ved med, forelsket eller ej. Og det eneste rigtige hun kunne gøre, var at fortælle ham det, inden hun rejste, afsløre følelserne der gnavede i hende og holdte hende vågen flere aftener i træk. Hun kunne skrive et brev. Måske en anelse upersonligt, men det var det eneste hun kunne gøre. 

Som hun med våde tårer der fugtede hendes kinder, strøg henover vejen og mod busstoppet, tænkte hun på det, Lukas så indfølt havde bedt hende om.

"Du må fandeme love mig ikke at sige det her til nogen."

Og det lovede hun ham.

Hun ville ikke sige det til nogen. Hun ville holde hans hemmelighed, så de to var de eneste der vidste det. 

Det lover jeg, Lukas. 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...