Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17109Visninger
AA

56. DEN VÆRSTE FEST NOGENSINDE

Nikolajs ben var blevet underligt følelsesløse, det samme med armene, da han krykkede ned ad vejen, og han kiggede sig flere gange over skulderen, tænkende på det alt for skarpe blik, som Sophies mor havde sendt ham. En sammenknugende skyldfølelse rev kortvarigt igennem maven, og skyldfølelsen blev erstattet af en kold kropsudhuling af raseri, og det var fandme ikke fair det her, og selvom Vibeke var Sophies mor, havde han stadigvæk lyst til at gå tilbage og forsvare Sophie, forsvare den pige som var blevet hans kæreste, og fortælle hendes mor at han aldrig aldrig aldrig ville svigte hende, ikke hende, ikke Sophie, jeg vil fandme ikke gøre hende noget ondt, hun er snart fucking seksten, din kælling, lad hende dog bestemme selv, og han nåede rundkørslen og standsede og trak telefonen op ad lommen. Sophie havde ikke skrevet. Han sendte hende en besked.

- Fuck en kælling 

Og hjertet bankede bankede bankede, hårdt og protesterende og koldt, og lungerne syntes at udvide sig til dobbelt størrelse, og det snurrede sig igennem hans kæber da han anspændte dem. Fucking kælling. Fucking fucking fucking lortekælling. 

Sophie svarede tilbage

- ja. Undskyld.

Nikolajs fingre klikkede sig henover telefonskærmen.

- Ik sig undskyld :) Det var fantastisk at være sammen med dig <3

- Sikkert, men det kommer ikke til at ske igen for min mor kan ikke lide dig  <33:'-( :-(

Det rev hårdere igennem maven, og Nikolaj pressede sine læber tynde og svarede hende.

- Vi finder på noget, søde <3 det lover jeg :) :* :*

Sophie svarede ikke tilbage, og Nikolaj tjekkede telefonen flere gange, tændte og slukkede og tændte og slukkede, men der var ingen beskeder, og han satte sig ned og besluttede sig at ringe til mor. Hændelsen gnavede stadigvæk igennem det bagerste af sindet, som en blækblå kuglepensstreg aftegnet henover et stykke papir, umulig at udhviske, og en tung fornemmelse trak sig ned i brystet og mellemgulvet, trak sig dybere og dybere, og tungheden var ikke en tunghed han havde følt før, og hans hud forkrøb til kulde. Mor svarede ikke under første eller andet opkald, men tredje gang er lykkens gang, så han prøvede igen og ordsproget fik ret, for mor svarede. 

"Hej, Nikolaj. Hva' så?."

"Ja, hej, mor. Øhm, jeg vil gerne hentes."

Jeg var slet ikke ovre og besøge Amalie for Amalie er slet ikke hjemme men til fest med gutterne og jeg løj og undskyld

Kort tavshed.

Så.

"Du vil gerne hentes? Allerede?"

Nikolaj kiggede ned i jorden, og en bil hvislede sig forbi. 

"Jeg troede du skulle være hos Amalie i lang tid?"

"Mor, jeg har slet ikke været hos Amalie, okay? Jeg løj. Jeg løj, og det må du sgu undskylde." 

Tavsheden, der fulgte, var endnu længere end den første tavshed, og Nikolaj var sikker på, at hun ville skælde ham ud, give ham en røvfuld fordi han var en løgner, men det skete ikke, og hendes stemme var blot rolig og nøgtern da hun fortsatte i den anden ende af røret. 

"Jeg kommer og henter dig. Hvor er du henne?"

"På Vestre Strandallé. Lige ved rundkørslen omring pizzariaet ... hvis du ved hvor det ligger? Jernbanen ligger omkring 300 meter mod, øh ... mod højre." 

"Jeg er der om cirka ti minutter."

"Okay. Vi ses. Og tak, mor."

Hun lagde på, og Nikolaj ventede, og præcis som mor Anette havde sagt, ankom hun ti minutter senere. Hun kørte forbi ham i den modsatte vejbane, og vred sig en omgang omkring i rundkørslen, og så holdte hun ind til kantstenen og han rejste sig op. 

Han åbnede døren. Anette smilte til ham, idet han satte sig ind, og så kørte de lidt i tavshed, hvor det kun var den dæmpede musik fra bilradioen og motorens dybe, lavfrekvente rumlen, som fyldte luften op. Det var først da de var nået en kilometer forbi jernbaneoverskæringen, og næsten var ved Bellevue-hallen, at Anette kastede blikket en kort gang mod sin søn.

"Hvorfor løj du for mig, Nikolaj?" Hendes stemme var ikke sur, end ikke anspændt, det var blot et roligt spørgsmål, som man ville stille til et barn der havde gjort noget man ikke kunne forstå, og det gjorde Nikolaj usikker og han vidste ikke, hvordan han skulle svare hende. 

"Øhm ... Jeg ved det ikk'."

"Jeg er altså lidt ked af, at du ikk' bare fortalte mig sandheden," fortsatte hun, imens bilen standsede ved Nordre Strandvej. Hun vred hovedet til højre og venstre, tjekkende efter trafik, og da de sidste biler fra begge retninger var passeret forbi, og der var et tilpas stort mellemrum med fri luft, trak hun i gearstangen og kørte frem og drejede til venstre, mod nord. 

"Undskyld, mor."

Anette var stille et kort øjeblik, inden hun fortsatte. "Undskyldning godtaget, men du ska' ikk' gøre det igen."

Han nikkede blot. 

Anette skød blikket en enkelt gang imod ham. "Hvem var du så sammen med, og hvorfor måtte jeg ikk' vide noget om det?"

Nikolaj pustede ud. "Fordi ... Det er lidt, jeg ved ikk' ... det er sgu lidt akavet."

"Var det en pige?"

Nikolaj kiggede længe på hende, og han behøvede ikke at svare, før Anette skilte sine læber. "Hva' hedder hun?"

"Hun hedder Sophie."

"Er I forelsket?"

Nikolaj bådede hadede og beundrede den måde, hans mors spørgsmål altid fik ham til at føle sig under forhør. 

"Det ... det ka' man vist godt sige, vi er." 

"Jamen for pokker, Nikolaj, det ku' du jo bare have fortalt mig! Det er jeg rigtig glad for at høre!" 

Det kunne jeg sikkert, men mor, det var fucking akavet og derfor gjorde jeg det ikke. 

"Hvor lang tid har I så kendt hinanden?" vedblev Anette. 

"Øhm ... måske ikk' så længe som vi burde."

Men vi er forelsket, er det så ikke ligemeget, genlød Sophies stemme i hans hoved, og med hende stemme fulgte den hjertebankende varme og det snurrende og fugtige fantomkys, der læbede sig sammen om hans mund. 

Anettes ene bryn trak sig højere end det andet. "Hvad pokker er dog det for en tidsangivelse, Nikolaj?"

"Vi har kendt hinanden i to uger, cirka, men jeg er fucking ... jeg er rigtig forelsket i hende, og hun er også rigtig forelsket i mig, og ...  ja, vi er vel det man ka', øh ... kalde kærester, men det er ikk' officielt." 

Anette var stille i et øjeblik, og Nikolaj forventede at hun ville sige det samme som Vibeke, at man ikke kan lære hinanden at kende på 14 dage, men hendes reaktion overraskede ham og bekræftede ham om, at han igen havde taget fejl af sin egen mor. 

"Det er jeg sgu da glad for at vide, Nikolaj. Virkelig. Hende glæder jeg mig da til at møde."

Nikolaj pressede læberne sammen, og så Sophies besked for sig - min mor kan ikke li' dig - og vidste ikke hvordan han skulle sige det. Han endte med at nikke. 

"Det må vi finde ud af." 

"Selvfølgelig ska' jeg da møde hende, Nikolaj! Så det er ikke bare noget vi må finde ud af, det er noget som kommer til at ske." 

Nikolaj smilte blot, og holdte sin mor i troen, og en en ubehagelige samvittighed gnavede sig frem i hans tanker, stemmen som sagde løgner løgner løgner, og han havde løjet for Sophie og for mor og måske blev mor ikke sur denne gang, men det ville hun blive hvis det skete igen, det var Nikolaj ikke i tvivl om. 

 

*

 

Frederik sad på kantstenen foran fliseindkørslen, med benene skødesløst spredt til begge sider, klokken elleve fredag aften, og himlen over ham havde trukket sig til et skydækket mørke, og hans cyangrønne øjne stirrede ud i tomheden, stirrede uden at kigge på noget, hverken på gadelygten overfor ham, med det natriumgule skær som strakte sig nedover vejen, eller det hvide hus bagved, hvor et tændt fjernsyn flimrede gennem stuevinduet, han stirrede blot uendeligt. Parcelhuset, som Christian boede i, havde gulligt oplyste vinduer bag ham, og kulden trængte sig omkring hans krop, men han lagde ikke mærke til det, og tog en enkelt slurk af somersby-dåsen, udtømte det sidste skvulpende indhold og en sviden dunkede ham i brystkassen. Nogen piger lo fra baghaven på den anden side ad huset, men han var ligeglad, ligeglad med festen eller med glæden og ligeglad med alle de andre, han sad der blot og lod sig selv blive slugt bort i sin egen verden af tom ensomhed. 

Døren gik op bag ham, og musikken blev alt for klar, og alt for tydelig, og selvom Frederik ikke vendte sig rundt, vidste han at det var ham, som døren blev åbnet for, og lyset strakte sig fremad på begge sider af hans krop. Fødder skridtede henover fliserne i indkørslen. Christians stemme, højere end den var normalt og fyldt med den lyksalige ligeglad-med-alting-eufori, som indikerede beruselsen, der snart ville glide sig over i egentlig fuldskab, brød stilheden. 

"Heeey, dude! Hvorfor fuck sidder du herude helt alene?"

Frederik svarede ham ikke, gad ikke engang svare ham, og fingermusklerne strammede sig hårdere omkring dåsen med cider, og Christian nåede hen ved siden af ham.

"Sidder du bare her og glor på en fucking lygte? Det er sgu da ikk' særlig spændene, dude." Han satte sig tungt, og daskede sin knyttede næve ind i Frederiks venstre skulder, kraftigere og hårdere end Frederik brød sig om, men Frederik sagde intet til det, stirrede blot og fortrak panden i kraftige rynker. 

"Hva' dude," fortsatte Christian, der i hans lyksalige verden af alkoholisk eufori ikke kunne regne ud, at Frederiks formålstomme, livsdrænede bestirren blandet med de alt for sammentrukne pandefurer, var et dårligt varsel, og ikke noget man skulle grine af eller lave sjov med, men noget man skulle bekymre sig for, noget som forudvarslede en uforudsigelig handling, der kunne resultere i hvad som helst, men som højest sandsynligt ikke ville resultere i noget godt. Han ansigt gled sig i det brede smil. "Ska' du ik' med ind til festen igen? Vi laver snart parodier af vores venner, og den der gætter forkert skal ta' en genstand hver gang, altså når han eller hun ikke har gættet rigtigt, og vi kommer til at blive hammer fucking stive, og du ska' fandme være med for du er en af mine æresgæster." 

Hånden daskede atter til hans skulder, og den sviden, der indtil nu blot havde dunket ensformigt lige over Frederiks mellemgulv, blev til en klump som trak sig op, op, op, op og klumpen eksploderede til hæse ord, idet den mødte tungen, og ordene forlod læberne i en tørhed af ophobet irritation. 

"Lad mig være, for fanden! Jeg gider ikk' det lort nu! Lad mig fucking være!" 

Christians bryn løftede sig, som han trak sig en anelse tilbage, og han var kortvarigt stille, og så smilte han. "What the fuck, dude! Hva' du for en partycrasher? Jeg tror sguda' du har brug for nogle små blå med vodka! Trust me, de kvikker fandme op, det ka' jeg satme love dig!" 

Frederik vred langsomt hovedet imod ham, og han kunne sige mange ting - "Fuck af, din fucking nar", "Hold kæft du er fatsvag", "din fest stinker", "Amalie hader mig og så er det fandme ikk' fedt at være til samme fest som hende" -, men han sagde intet. Han burde tage hjem, burde skride fra festen og tager hjem og gå i seng, og måske græde, men det gjorde han heller ikke. Christian ville blive såret, ked af det, måske endda vred, og han ville ikke fucke mere op, ville ikke, ville bare ikke, og "jeg-er-fandeme-en-fiasko"-følelsen vred sig igennem kroppen. 

"Hvis jeg tager med ind til festen igen, holder du så din kæft?"

"Nej. Jeg holder sgu ikk' kæft, det er en fucking fest, men jeg ska' nok la' være med at plage dig mere med de der små blå." Han blinkede kækt. "På den betingelse, at et... du deltager i den dér leg, som vi ska' til at lave, to ... du holder op med at vrisse på den der fucked up nederen måde og chiller lidt ud, og tre ... drikker de der små blå med Smirnoff, som jeg snakkede om. Du ska' fandme smage dem. Det ska' du virkelig! Det er, like, den ultimative manddomstest af alle de ultimative manddomstester! Og på et tidspunkt, ikk'å? Der laver vi sgu en konkurrence, hvor det gælder om at drikke så mange shots som muligt, uden at brække sig eller gå i hegnet, og den ska' du også være med til. Hvis du gør det, lar' jeg være med at plage dig. Deal?" 

Christian udstrakte sin hånd, med fladen vendt opad, og Frederik lod længe blikket glide imellem den opadvendende håndflade og Christians udbredte tandsmil af euforisk lykke, og så løftede han til sidst sin egen hånd og klaskede sammen med sin vens.

"Deal." 

Christians hånd knugede sig hårdere sammen. "Du fucking nice, Frederik. My man, det er fandme hva' du er!" Han rejste sig op, og Frederik kastede dåsen fra sig og fulgte med i bevægelsen. Christian vred sin arm henover Frederiks skulder, og trykkede ham ind til sig, og han gled sig i bevægelse. "Det her er fucking den bedste fest, jeg længe har været til," fortsatte han, med stemmen dirrende hævet, og det sved kraftigere over Frederiks mellemgulv, for det her var ikke den bedste fest, han havde været til, det var muligvis den værste nogensinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...