Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17603Visninger
AA

40. DEN PLATTE PLATHED

Frederik lod blot sine ben styre ham tværs over gulvet, og målrettet ned til det forreste bord, som han altid sad ved, og indtil nu, havde siddet ved sammen med Nikolaj, og han ignorerede Amalies godmorgen-hilsen, og det prikkede vådt og fugtigt og stikkene imod bagsiden af hornhinderne. Suget af raseri vred hans mellemgulv sammen, og han måtte knuge fingrende hårdt omkring bordkanten, så armene eftergav en svag muskelskælven. Stemmen snoede sig hviskende frem imellem tankerne, stemmen der sagde at han var uværdig, han var ikke en rigtig mand, han kunne ikke score, der var ingen piger der kunne lide ham, og det var Nikolajs skyld, fuck dig, Nikolaj, fuck dig, Nikolaj, fuck dig, og to krykker klakkede henover et linoleumsgulv, kort inden Nikolaj og Sophie trådte ind, side om side, og ingen af dem så på ham, kun på hinanden, og han så atter Sophies mund brede sig og folde kinderne, og Nikolaj, som krykkede sig forbi. Hjertet forkrampede sig i en voldsommere puls, imens suget, som vred mellemgulvet, begyndte at rive og brænde, og det er ikke fair det her, det er det bare ikke, det er det ikke, og han måtte presse læberne hårde og lige. Nikolaj og Sophie passerede forbi, fulgtes ad, og han hørte Nikolajs stemme (jeg kan ikke finde på at svigte dig), og du har svigtet mig, Nick, du har fandeme svigtet mig, hvorfor har du svigtet mig, hvorfor, hvorfor, hvorfor? 

Amalies fingre rundede sig blidt om hans venstre skulder øjeblikket efter, hendes tobaksånde prikkede ham op i næseslimhinderne og rev tørt i svælget, og hun lænede sig frem, så hendes krop var strakt over sit eget bord og hendes ansigt var lige bag hans hoved.

"Er du okay?"

Hvad fanden er det for et idiotisk spørgsmål at stille, Amalie, når du ved at jeg ikke er okay, og han vristede sin skulder til siden, så hendes greb blev sluppet, og lænede sig istedet fremad. Han foldede hænderne sammen på bordpladen. 

"Bare la' mig være." 

Amalie lænede sig tilbage, og rundede blikket fra Frederik og imod højre, mod Christian, som blot fremsendte et enkelt, sigende nik. 

Frederik blev siddende, først med sine hænder foldet sammen imod hinanden, som de hvilede imod bordpladen, og så løftede han dem op til ansigtet og pressede dem flade, så næsen blev klemt en anelse sammen fra begge sider, og han kiggede fremefter, blinkede imod den pressende saltsviden, og så flimredes og lukkedes hans øjne. 

 

*

 

Sophie kunne ikke lade være med flere gange at bue sine øjne til Nikolaj, og hun måtte kigge opad, for at betragte hans ansigt, og den karikerede kæbelinje, der buede sig fra øret og ned til hagen, og måden hans læber sammenpressedes, da han med krykkerne - klak-klak-klak - hev sig fremad. Og da han så på hende, kildrede det mærkværdigt bag kinderne, idet hun modkæmpede smilet, og hun tænkte ikke over alle de fremmede mennesker, som kunne se hende, og de blikke, hun ellers altid forestillede sig brændte imod ryggen, og hun trak sin taske længere op på skulderen. Så satte hun farten op, og overhalede Nikolaj, og hun kiggede tilbage imod ham, og sagde, "din snegl, kan du ikke gå lidt hurtigere?", og hun nåede endebordet, lige inden den gule væg af mursten. 

"Uha, Sophie, nu er man pludselig blevet sjov, hva'?" Han standsede foran hende, og så kunne hun ikke længere tilbageholde smilet, som buede sig til begge sider i ansigtet. 

"Har du et problem med det, Nikolaj?" Hun løftede sin skammel ned fra bordet. Nikolaj krykkede sig om bag hende, langs med væggen og hen tættest på vinduet, hen til den næste skammel. 

"Hva' vil du gøre, hvis jeg har?" Han stillede krykkerne fra sig, og lod sine fingre omslutte den på-hoved-stående skammels kølige metalben. 

"Så vil jeg kalde dig årets mest kedelige fyr nogensinde." Og hun satte sig, og svang tasken fra skulderen og ned på det grå linoleum. 

Nikolaj løftede skamlen ned. Hans bryn havde hævet sig. "Kedelig? Jeg er sgu da ikk' kedelig! Hallo, jeg er sgu kåret som en af de sjoveste i hele klassen. Folk flækker af grin bare jeg åbner munden."

"Det fordi I er jyder. Jyder har dårlig humor." 

"Nå, så det har vi?" Nikolaj skrabede stolen tættere på bordet. "Du er sgu da ikk' jyde, og du griner da af mine jokes? Har du så dårlig humor?"

"Okay, touché." Hun skulede til ham, siddende bøjet nedover sin taske, og hun lynede det største rum op og fandt sine skolematerialer. Et klask, da hun slog dem ned på bordet. "Men jeg har heller ikke selv verdens bedste humor, så det er nok derfor jeg griner af dine platte jyde-jokes." 

"Fucking løgn! Din humor er ikk' en skid dårlig, for mine jokes er ikk' en skid platte! Jeg ER bare sjov, Sophie. End of fucking discussion." 

Og igen trillede fniset frem, det bløde, lyse fnis, kvidrende og lyserødt og Nikolajs bryst knyttede sig til en lun rislen. Men fniset var kun ganske kortvarigt, og det samme var smilet om Sophies læber, og hendes øjne blev kort tid efter underligt blanke, og hun stirrede blot nedad, ned igennem bordet, i en fjern, hul tomhed, og den rislende brystvarme svandt langsomt bort, og blev istedet fordrevet af den metalkolde fornemmelse, som knugede mellemgulvet til. Hendes hånd hvilede fortsat på notesbogen, syntes at trykke sig strammere, og han førte sin højre hånd hen til hendes og lod langsomt sin håndflade hvile sig imod Sophies håndryg. Huden var blød og varm og glat som altid. Sophies hoved syntes at eftergive et lille, umærkeligt spjæt, og hun drejede herefter sit ansigt imod ham. Han smilte. Lod sine fingre stramme sig hårdere i et hurtigt, svagt klem. Sophie fjernede på intet tidspunkt sin hånd, og den blanke tomhed i irisens skyfri himmelblå, tomheden der fik kulden til at trykke Nikolajs mellemgulv ubehageligt sammen, forsvandt brat. 

"Er du okay?"

Sophies læber skævede sig imod venstre. Hun nikkede. "Ja. Jeg kom bare lige i tanker om noget ... det er lige meget." 

Han fjernede hånden. Idet varmen, og den svagt vibrerende puls fra Sophie, forsvandt, var det som om noget i ham forsvandt sammen med den, noget der gjorde ham varm i brystet og kildrende glad i maven, og som istedet efterlod en hul tomhed, der syntes at svulme, vokse og strække. 

"Er det noget, du vil snakke om?"

Hun rystede på hovedet, og drejede ansigtet væk. "Jeg vil ikke tænke på det. Så nej ... helst ... helst ikke." 

Nikolaj havde allerede på fornemmelsen, hvad der havde rejst igennem hendes tanker, at hun skulle fortsætte i tiende efter sommeren, mens han skulle starte på Egå gymnasium, og at deres veje ville skildes ved sommerferien, og den bidende tankestemme, som sagde "løgner, løgner, løgner" snoede atter frem fra det dybeste af hans bevidsthed, og sammen med tanken tænkte han på Sophies forklaring, vennerne som ikke var hendes venner mere, og han tænkte på SMS'en, hun havde sendt ham - "Nikolaj, du er ikke en der kan finde på at svigte dine venner, er du?" -, og da hun havde grædt foran ham dagen forinden, og da hun sang "Hallelujah" foran ham, på sengen, og før han tænkte over det, undslap den næste sætning hans læber.

"Du kommer sgu ikk' til at miste mig. Det lover jeg dig!" 

Sukket, der kort efter kom fra Sophie, var det ru og tørre et af slagsen, den slags som folk oftest udsender når de er irriteret, og så kiggede hun på ham. "Jeg sagde, jeg ikke ville snakke om det, Nikolaj!" 

"Undskyld. Undskyld, glem jeg sagde det." Han plejede aldrig at gå i panik, bare fordi han irriterede nogen, og hans mave plejede aldrig at reagere på denne rivende, sammentrækkende måde, som den gjorde umiddelbart efter Sophies sætning, men det var det, som skete, og tag dig sammen, Nikolaj, tag dig for helvede sammen.

Sophie rystede på hovedet og så på notesblokken. "Det er okay. Bare du ikke nævner det igen."

En kortvarig stilhed, som kun blev opfyldt af den snurrende baggrundsstøj fra elevers blandede stemmer, både piger og drenge, voksede frem imellem dem. Nikolaj viftede øjnene imod hende, og hun havde fundet sin telefon med den hvide plastikomslutning frem, og blikket var slået ned imod den, og han så, gennem gardinet af nøddebrune hårstrenge, at den lille, milimeterstore, sølvgrå ørestik, som han havde set i hendes øreflip torsdagen forinden, ikke længere var der, og han strakte sin finger frem, indtil spidsen rørte øreflippen, men han fik aldrig sagt noget, før de øvrige fingre strejfede kanten af hendes hals, og Sophie instinktivt spjættede sig mod højre, væk fra ham. "Fuck det kilder!" 

Nikolaj skyndte sig at vige tilbage. "Sorry. Det var ikk' meningen." 

Sophie smilte og rettede sig atter op i en lige stilling. "Det er helt okay. Du kan jo ikke vide, at jeg er ret ... kilden. Men hvorfor rørte du mig egentlig?"

"Jeg så bare, du ikk' havde den der ... den der øreting på i dag. Og det undrede mig lidt, og jeg sku' egentlig til at spørge hvorfor, så ... "

"Åh." Sophie løftede venstre hånd, og lod tommel og pegefinger omslutte øreflippen. "Jeg havde dem heller ikke på i går. Jeg har tænkt mig at holde en pause fra dem."

"Hvorfor?"

"Fordi ... det har jeg bare. Jeg syntes bare jeg har gået lidt for længe med dem. Det er svært at forklare." Hun sænkede hånden. Fortsatte. "Kender du slet ikke det med, at der er noget man har gået med i lang tid, og så bliver man bare træt af det?"

"Næh. Det tror jeg sgu ikk'." 

"Nå. Det må være en eller anden pigeting, så." Brynene fortrak sig til en rynke. "Hvorfor spurgte du egentlig?"

"Jeg syntes bare de passer mega godt til dig."

Hold nu kæft før du gør det her pinligt, Nikolaj ...

Men Sophies reaktion overraskede ham, og hun reagerede på en helt anden måde, end han troede hun ville gøre. Hun udsendte blot sit karakteristiske, skæve smil, og buede blikket hen mod telefonen. "Hvor er du sød. Tak." Hendes stemme var dæmpet, men på den bløde og fine måde, som igen fik en lun bølge til at gennemrisle brystregionen og tarmsystemet, og Nikolaj betragtede hende, som hendes fokus havde slået sig ned mod mobiltelefonen, og hendes blødt buende ansigtsform, den cirklede slanke hals, håret, der balsamblankt delte sig ved det fint afrundede skulderparti, og trangen til at røre hende et eller andet sted på kroppen, hvor som helst, fik hans fingerspidser til at snurre, og på et øjeblik havde han strukket armen frem, og kørte ganske forsigtigt sin udstrakte pegefinger ned langs venstre side ad hendes hals. Hun spjættede igen. 

"Hvad laver du? Det kilder det der. Lad være!"

Men Nikolaj fortsatte, håbede at han ville høre hendes åh så dejlige fnis, den bløde latter han bare elskede, og denne gang brugte han ikke blot pegefingeren, men alle fem, og så kildrede han hende henover halsen. Hun vred og spjættede kroppen i forskellige stillinger, og hendes ben sparkede sig frem, så stolen blev sendt tilbage i en metallisk skraben, og så lo hun. En kvalt lyd, der hikkede lyserødt, inden hun hivende måtte trække vejret ind, "stop, Nikolaj, please stop, det fucking kilder, stop, please stop, please STOP!" og han fjernede fingrende. Smilet gjorde hans ansigtshud strammere. 

Sophie blev siddende, hev vejret ind i en højfrekvent lyd, og brystpartiet bulede sig fremad og trak sig sammen, bulede fremad og trak sig sammen, og så kiggede hun på Nikolaj, prøvede at se alvorlig ud, men hun kunne ikke lægge nogen mulig dæmper på det tilstrammende tandsmil. "Hvorfor gjorde du det, din dumme ting?" 

"Fordi jeg kan," svarede Nikolaj, som han strammede halsmusklerne for ikke at grine, "og jeg er et menneske, og ikk' en ting, forresten."

"Hold nu op." Hun svirpede hånden henover hans skulder, og skubbede sig tilbage mod bordet. "Det er det jeg siger. Jyde-humor er mega plat!" 

"Du griner, Sophie. Det betyder at min humor ikk' er plat."

"Har du glemt, hvad jeg fortalte dig for lidt siden? Min humor er mega plat, derfor griner jeg af dine mega platte jokes, som er lavet af en mega plat jyde med en mega plat jydehumor."

"Jamen så ka' vi da bare være platte sammen. Hva' siger du til det, Sophie?"

Hun kiggede blot på ham, med det ene bryn løftet over det andet, og Nikolajs hjerte begyndte at banke varmere. "Det der var en af den slags jokes, der var så platte, at man ikke ved, om man skal grine eller om man skal græde." 

"Men du smiler."

"Jeg smiler for ikke at begynde at græde over platheden af dine jokes mega platte plathed."

"Nu lyder plat sgu ikk' engang som et ord mere, ved du godt det?"

"Ej hvor plat."

De kiggede hinanden i øjnene, et kort øjeblik, et øjeblik gennemsyret af tavshed, og så lo de. Højt, og skingert, og Nikolaj måtte hive efter luft, som mellemgulvet trak sig i latterspasmer, og en buttet pige i en grøn cardigan og med firkantet briller, som sad foran dem, vendte sig rundt, svagt rystende på hovedet, og hun fik øjenkontakt med dem begge, og så sagde hun, "fuck I er platte."

Nikolaj tørrede håndfladen henover munden, og skulede til Sophie, som med læberne presset næsten usynligt tynde, havde bøjet hagen ind mod brystpartiet, og måden hvorpå hendes ansigt havde svulmet sig, indikerede at hun tilbageholdte en latter.

"I know," sagde han og kiggede på pigen. "Det er det, der er vores mission. Vi er ude på at forplatte hele vore kære Danmark i vor altoverskyggende plathed." 

"Okay, 'Shakespeare'." Det var Jonas, siddende to rækker skråt overfor dem, som sagde det. "Men det er sgu nok en god idé at starte jeres 'forplatning' et sted, der ikk' er den her klasse!" 

"Det ville vi også gerne, men så længe du er her, Jonas, så er det svært at undgå, at blive forplattet." 

Jonas kiggede på ham, med et blankt udtryk i de brune øjne, og han var stille længe, indtil det så ud til at gå op for ham, hvad Nikolaj hentydede til. Så løftede han langefingeren. "Fuck dig, spasser."

"Tak for tilbuddet, men jeg springer sgu lige over. Spørg en anden." 

Klassen begyndte at summe, højere og højere, og Sophie tog dybe indåndinger, for at tilbagetvinge latteren, og i samme øjeblik trådte dansk-lærer Birgitte ind. 

"Godmorgen, allesammen. Så er det på tide at få lidt ro på!" 

Og så udstødte Sophie en lang, snorkende lyd, idet latterfniset trak sig hele vejen ud gennem næsen, og hun smækkede hånden for munden og klemte øjnene hårdt sammen. Nikolaj kunne ikke lade være med at trække læberne op i det afslappede, salige smil, og deres øjne mødte hinanden, og Sophie gav ham fuck-finger, imens hun krummede alle de andre fingre, som ikke var langefingeren, ind mod sin kind. Hendes øjne var blevet fugtige spejle af latter. Det knyttede sig sammen mod Nikolajs hjerte i en lun velvære, som drev sig langt ned i maven, og han vidste, fra dette øjeblik, at han ikke, på nogen måde, ville se sig i stand til at forlade Sophie. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...