Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17112Visninger
AA

6. DEN NYE PIGE

Nikolaj blev vækket af uret på det samme tidspunkt som han altid plejede skolemorgener, og som alle de andre gange vred han blot sin krop rundt i dynen så ansigtet pressede ind imod værelset murstensvæg, og sov videre, med lyden af uret der blot gled ind i en drømmende baggrundsstøj, og han blev først vækket ti minutter over tid da mor Anette Jensen trådte op på værelset og ruskede ham og sagde at han skulle i skole.

Det var fandeme sidste gang han ville bruge halvdelen af natten på en skypesamtale, tænkte han da bruserens varme stråler skyllede nedover hans bare krop. Det kunne han kraftederme godt fortælle både Amalie og Frederik, som havde tryglet og plaget og bønfaldt ham om ikke at forlade samtalen - "søde søde Nikolaj, lad nu være med at gå, vi har det jo så hyyyyggeligt," havde Amalie sagt med hendes lidt for sukkersøde stemme, der altid forekom så irriterende fristende -, og han kunne ikke modstå det. Så samtalen vedblev, til klokken tolv, til klokken et og endelig halv to faldt han i søvn og så blev samtalen afbrudt.

Han håbede sgu de to spassere ville komme sjoskende ind i klasseværelset som to halvzombier denne givne morgen, og han ville håne dem når han så randene under øjnene. "Det er hvad man kalder Karma. Find jer i det." Eller noget i den stil. 

Morgenmaden indtog han med større hast end han plejede - med mor siddende med avisen opslået foran sig på den anden side ad bordet -, og styrtede ud ad døren. Det tog ti minutter til skolen hvis han cyklede hurtigt. Han ville komme til at svede - "fuck, jeg har sgu glemt deodoranten" - og stinke, men han havde ikke tid til at gøre noget ved det. Den kølige morgenvind, der smækkede imod hans ansigt og gjorde hans læber og øjenlåg følelsesløse, friskede hans hjerne op så han syntes at få fornyet energi - "eller også er jeg bare fucking overtræt" -, og han satte lystigt cyklen fast til stativet i skuret inden han med lidt for hurtige bevægelser, som han ikke var i tvivl om ville irritere Frederik såvel som Amalie noget så grænseløst, vandrede henover den asfaltsorte parkeringsplads og hen til den gule skolebygning med det flade sorte tag og dobbeltdørene i glas. Idet han strøg gennem indgangen, ankom en sort bil på parkeringspladsen, inden sidedøren gik op og en brunette med langt, venstreskrånende pandehår svang benene ud og ned på asfalten.

*

Frederik strakte toppen af sin overkrop henover sit bord, med albuen støttende imod bordpladen og håndfladen trykkende op på sin venstre kind, lige under øjet, som tågeslør flere gange filmede henover hans blik i en brændene sviden, så han måtte kæmpe for at holde sine søvntunge øjenlåg oppe. Hvordan Amalie kunne træde igennem døren med et så bredt smil på læben, og hvordan hun ovenikøbet havde kunnet rette de irriterende øjne - cyanfarvet med stænk af brunlige og grå striber - imod ham, fattede han ikke. Og hvordan hun tilmed kunne hilse med hendes lidt for livlige stemme og sige godmorgen på den ivrige facon alle kendte hende for, fattede han heller ikke. Blev tøsen aldrig træt? Søvnig? Det var overnaturligt hvordan hun, uanset hvor sent hun var gået i seng om aftenen, altid var frisk dagen efter. 

Hun lever sikkert på energidrik og koffein. Det er det. Eller også er hun bare et overmenneske med superkræfter.

Og det bedres absolut ikke da Nikolaj, med hans voksskinnende brune hår klippet kort i siderne og med toppen strøget til siden henover hovedbunden, trådte ind med læberne klemt sammen. Ikke på en træt eller sur eller tvær måde - det ville da have været forståeligt -, men på den givne måde der altid kendetegnede et snarligt udbrud af latter. Måden hvorpå han rettede sine mørkeblå øjne imod sin ven, og strammede de sammenpressede udtyndede læber op i begge sider af sit kvadratiske ansigt, gav Frederik lysten til at gribe om hans klunker og bare presse indtil han lå skrigende i smerte. 

Måske var de venner, men der var fandme grænser. Først Amalie og så Nikolaj. Det kunne ikke passe at de ikke var trætte. Det kunne det simpelthent ikke.

"Jamen, godmorgen din faggot." Nikolaj trak stolen ud ved siden af sin ven, satte sig og slyngede tasken fra skulderen og ned på gulvet inden han med foden skubbede den videre under bordet. "Du ser træt ud. For længe oppe?"

"Hold din kæft, Nick." Frederik skulede kortvarigt til ham, og rettede herefter blikket frem foran sig, imod tavlen og det tomme podie. To brunetter kom gående ind, snakkende med hinanden, og passerede ned forbi dem.

Nikolaj løftede brynene og hævede håndfladerne således at de pegede fremad. "Ja, ja. Jeg skal da endelig ikke ødelægge dit humør." Han fandt sine skolematerialer frem og klaskede dem ned på bordet. Kiggede atter på sin ven, hvormed han fortsatte. "Hvor er Amalie?"

"Amalie?" Frederik rettede hovedet imod ham og hævede stemmen. "Amalie sidder sikkert lige bag mig og er så FUCKING VÅGEN!" 

Amalie fjernede fokus fra sin veninde og kiggede istedet fremefter, imod de to drenge foran hende, mødte Frederiks bestirrende blik og trak panden i en undrende fure inden hun løftede skuldrende i en forvirret gestus. Frederik lod blot sit blik vifte sig bort og tilbage til bordet foran sig. 


"Ej, come on, Frederik. Der er sgu ingen grund til at være så sur. Du er sgu selv skyld i det." 

Frederik viste ham en strittende fuckfinger, men svarede ikke. Nikolaj skilte læberne, skulle til at sige noget, da læreren, Birgitte Wagner, trådte ind, afslappet klædt i sine hvide og blåstribede kondisko og mørkeblå jeans samt grå strikket uldtrøje. Om halsen havde hun omviklet et stramtsiddende halstørklæde, og hendes rødbrune hår var trukket bag om hovedet og anrettet i en knold i nakken. Hun hostede. Og stillede computertasken med den sorte læderrem på skamlen bag podiet, vendte sig imod klassen og snakkede, med sin sygdomshæse stemme der indikerede en bagvedliggende forkølelse.

"Ja, alle sammen, jeg har noget meget vigtigt at fortælle...!"

*

Sophie var fuldstændig sikker på, at hun ville miste føreligheden over sin krop og kollapse på asfalten, idet hun steg ud af bilen og stillede sine fødder på parkeringspladsen. Hjertet pulsede krampagtigt bag hendes brystben, idet hun længere fremme så diverse skoleelever - efter udseendet at dømme i 8- og 9-klassesalderen - bevæge sig fremover asfalten og hen til døren, og hun vidste at dette var fremmede mennesker hun ikke kendte og aldrig havde snakket med og hun ville bare hjem.

Hun kæmpede for at tage sig sammen, strammede hænderne til næver og vendte sig rundt, imod bagagerummet, netop som hendes far steg ud og satte sig i bevægelse. Med en mundhule der blev klistrende tør og en klump der voksede i halsen, gled hun fødderne henover asfalten, hen til bagageklappen som hendes far åbnede op for hende og holdte oppe med strakt arm. 

"Tak, far." Hendes stemme var blevet en anelse hæsere grundet de tilstrammede halsmuskler. Hun fremtvang et smil, et kun halvægte et af slagsen, bøjede sig frem og tog sin taske. 

Far lagde hånden mellem hendes skulderblade. "Kan du nu have en god dag, Sophie?" 

Sophie vendte sig rundt imod ham - hun ville bare skrige og græde og løbe løbe løbe, langt langt væk fra skolen -, og smilte inden hun trak sine arme henover hans krop i en omfavnelse. 

"Og hvis der er noget, så ved du at du bare kan ringe."

"Selvfølgelig."

"Hav det godt, ikke?" Han fæstnede sine øjne - lyseblå og krystalklare ligesom hendes egne - på hende, smilte og fjernede sin hånd fra hendes skulder. 

"Jeg skal prøve." 

"Det lyder godt. Og altid husk at ringe."

"Det skal jeg nok," svarede Sophie, og nikkede selvbekræftende efterfølgende. Herpå drejede hun omkring, med fronten imod skolebygningen, og begyndte at skridte i bevægelse, henover asfalten. Hjertet bankede og bankede stadigt hurtigere, kastede sig imod bagsiden af brystkassen så krampeslagene forplantede sig i en puls op gennem halsen. Og som hun kun var ti meter fra indgangen med de to glasdøre, og fingrende trykkede sig hvide imod taskeremmen, drev en klistret følelse af frempiblende sved igennem hendes krop. Der var ikke flere på parkeringspladsen. Ikke nogen der kunne kigge på hende - de fleste sad sikkert allerede i deres klasser - men hun ville ikke ind, ville ikke, ville ikke.

En dør smækkede hult bag hende, efterfulgt af en motorlyd der brummede. Herefter lyden af dæk der kvasede småsten imod parkeringspladsen, inden motorlyden blev svagere og svagere. Der var ikke længere nogen udvej. Hun måtte kæmpe sig frem, og tilbageholde angsten. Det var irrationelt, det foregik alt sammen i hendes hoved.

Der sker ikke noget. Gå nu bare ind, Sophie, gå nu bare fucking ind.

Hun satte sig atter i bevægelse, og skubbede glasdøren med de hvide kanter op. Skridtede et par meter henover det grå linoleumsgulv - lugten af rengøringsmidler mindede Sophie om den sure bræklugt, der altid plagede gulvene og korridorerne på skolen hjemme i Hvidovre -, hvorpå hun standsede ved gangkrydset og rettede blikket fremefter.

På den gule murstensvæg til venstre for hende, hang der en tavle med hvide bogstaver på blå baggrund. Pile pegede i de forskellige retninger. Ligefremme, ned ad den udstrækkende korridor med de hvide lysstoflamper hen langs loftet, kom man - hvis man bevægede sig langt nok - til skolegården og videre derfra til gymnastiksalen der lå som en tilbygning i den modsatte ende. Udover det lå klasseværelserne - 5. og 6. klasse - og et par toiletter, hver sektion opdelt af en dobbeltdør i glas med flankerende potteplanter. Mod venstre, var der endnu en langstrækkende korridor, omgivet af den gule murstensvæg og det hvide panelloft med huller, hvor de firkantede lysstoflamper hang i rækkevis. Efter godt seks meter blev væggen i venstre side erstattet af en lang række af panoramaruder, som bestirrede parkeringspladsen og grantræerne, der afgrænsede til vejen. Langt nede stod der den samme type glasdør med hvidmalede kanter, som besad det øvrige af skolebygningen. Sophie gled øjnene henover panelet, til det øverste skilt med den opadpegende pil som indikerede gangen der strakte sig mod venstre. 

TIL KANTINE, LÆREVÆRELSE OG MØDELOKALER

Øjnene skannede længere ned. Pilen der pegede ligefrem, på gangen der udstrakte sig foran hende.

TIL KLASSEVÆRELSE 5.G-5.H-5.I | 6.J-6.K-6.L

Hun skulle i hvertfald ikke de veje. Øjnene gled hun længere ned, til den nederste pil som pegede mod gulvet, og som indikerede gangen der gik til højre for hende.

FYSIK & KEMI
BIOLOGI
KLASSEVÆRELSE 7.M-7.N-7.O-7.R- | 8.Q-8.S -8.T | 9.U-9.V-9.X

Hun trak taskeremmen længere op på skulderen og vendte hovedet, i højre retning, bestirrede gangen foran sig. 9X. Hendes nye klasseværelse. Et sted nede ad denne gang. Et ubehageligt sug trak igennem hendes bryst, drev videre ned forbi mellemgulvet og forplantede sig til sidst i undermaven, inden hun med ben drænet for al energi - det var lige før hun var sikker på at de ville knække sammen hvert øjeblik det skulle være - begyndte at gå. Op ad gangen, forbi vinduerne på højre hånd, indtil hun nåede tre opadgående trappetrin og bevægede sig videre ind i et lokale belagt med et slidt, gråt væg-til-væg tæppe. Der stod en samling sofaer under vinduerne, og ved venstreknækket længere fremme, så hun colaautomaten med den spejlende overflade. Gangen strakte sig videre, imod en trappe og videre til en murstensgang, og Sophie standsede og lod blikket fare rundt. Prøvede at kigge efter skilte eller paneler på de gule murstensvægge, men så intet. Der var ingen skilte. Hun anede ikke hvor hun skulle hen.

Og så hørte hun lyden af hæle, der klik-klakkede, klik-klakkede henover linoleumsgulvet bag hende, som kom tættere og tættere, og hendes puls voksede atter og tæskede imod bagbrystet og hun hev vejret ind, hev og hvæsede, og det var lige før hun mistede kontrollen over sig selv. Hun ville bare græde, lige her, græde og hulke og krybe sig sammen, gemme sig for omverdenen i håbet om at ingen så hende. 

Faret vild i en skolekorridor. Det er seriøst ynkeligt, Sophie. 

Hendes fingre trykkede kraftigt imod remmen, så nylonstoffet gnavede ind i huden og hun kunne mærke det dunke og stråle svidende ned igennem hånden. Hvad skulle hun gøre? Nu ville der sikkert komme nogen, som ville finde ud af at hun bare vandrede forvirret rundt, og hvis personen spurgte hende var hun tvunget til at svare og fortælle, at hun var faret vild og ikke kunne finde sin klasse, og så ville hun blive gjort til grin og nedgjort og så ville alle vide at hun var så dum at hun ikke engang kunne finde sin egen klasse, åh nej, åh nej, pis pis pis pis pis...

"Undskyld?"

Det var en kvindestemme, voksen og bemyndigende, og Sophie drejede sig rundt som hun kæmpede for at holde styr på sin vejrtrækning. En kvinde i lyseblå jeans, kondisko og uldtrøje kom gående imod hende, med en computertaske hængene fra skulderen. 

Sophie kunne intet sige, kunne blot stå og kigge - "du ligner en retarderet idiot, Sophie, hvorfor pokker kan du ikke lade være med at glo sådan?" - som Birgitte Wagner nærmede sig, trådte op ad de tre trin og med brynene nysgerrigt løftet op i panden (det mindede Sophie om sin mor) skridtede hen imod hende.

"Kan jeg hjælpe med noget?"

Snak Sophie. Snak for pokker!

"Øhm... Jeg... Øhm... Jeg er ny elev, øh... jeg... øh jeg er ny elev her og, øh, jeg, øh, jeg leder efter... efter øhm... øh...!"

Hvad var det nu klassen hed? Hvad pokker var det nu den hed?

"Ny elev siger du?" Birgitte nåede hen til hende og fortsatte. "Hvad hedder du?"

"Øh...!" Hun tøvede, havde lyst til at banke sit hoved ind i murstensvæggen igen og igen og igen, arrig og frustreret over at hun ikke engang kunne opgive sit eget skide navn, men hun tog sig sammen. "S... Sophie. Sophie Hansen." 

Birgittes øjne klarede op og hendes læber gjorde en trækning, som kunne ligne et smil men Sophie var ikke just sikker.

"Sophie Hansen? Er det Sophie med PH?"

Sophie kunne blot nikke.

"Super. Jamen så skal du med i min klasse. Jeg var faktisk på vej derind for at informere eleverne om at du ville komme, og så er du her allerede, så det passer storartet. Bare følg med mig her." Birgitte smilte og gled i bevægelse, forbi Sophie og imod colaautomaten og venstreknækket. 

Sophie fulgte tøvende med, væggen og gulvet og selv lyset havde en unaturlig nuance over sig, og i et kort øjeblik var det som om at hun bare ville kunne vade ind i væggen og smelte sig igennem den, som var den lavet af luft, men det kunne hun ikke og det var bare en illusion. Hendes skridt imod først tæppet og sidenhen linoleumsgulvet, da hun svang venstre om knækket og ned ad sidekorridoren i hælene på Birgitte, var alt alt for lette, ligesom at gå på blødt vat, og hun kunne knap fornemme benene. Hun frygtede at de kunne knække sammen - hvilken ydmygelse, og så på din første dag - men hun tvang sig selv videre. Forbi klasseværelse efter klasseværelse - gangene var alt alt for tomme, men lige på den anden side ad væggene og dørene kunne hun tydeligt høre lyden af elever - indtil de nåede den femte dør på venstre hånd. 

9X

Døren stod åben. En summen af elever som snakkede og en dreng der hævede stemmen sivede sig ud derfra, og Sophie måtte stoppe op og klemme ryggen imod væggen og lukke øjnene. Birgitte fortsatte igennem døren. Sophies fingre strammede sig til, så neglene krattede på murstenene, og tilstrammede sine kæber så det snurrede i ansigtet. 

"Ja, alle sammen, jeg har noget meget vigtigt at fortælle." 

Hun åbnede øjnene ved lyden af Birgittes forkølede stemme, og rettede blikket op imod lysstoflampen. Betragtede rillerne og det gule lys. En sten havde sat sig fast i hendes luftveje - eller det var i hvertfald sådan hun følte det - og hun fik illusionen om at hun ikke kunne trække vejret ordentligt. Det vred sig i mavesækken. Hun skulle brække sig. Brække sig og derefter besvime i sit eget opkast. Folk ville komme styrtende og se hende ligge der på gulvet... ligesom for to år siden, da hun stod midt i gymnastiksalen, hvor de alle trængte sig ind mod hende, og væggene bevægede sig og trak sig tættere og tættere på fra alle sider og truede med at presse presse presse så hun ville blive mast. Hvordan den cirklende flok af jævnaldrende blot trådte nærmere og nærmere, indtil hun kastede op og alt blev sort...

Hun var tæt på at skrige. Sveden fugtede hendes pande, og hun måtte tvinge sig til dybe indåndinger. Langsomt indhiv, langsomt udpust, langsomt indhiv, langsomt udpust... 

"... Sophie Hansen, som er ny elev her. Så tag godt imod hende." 

Det var hendes stikord. 

Tag dig for helvede sammen, Sophie. Du kommer ikke til at kaste op eller besvime. Du skal nok klare den. 

Med de samme hule ben trådte hun igennem døråbningen og ind i det kvadratiske klasseværelse, med de firkantede, smalle og lodretstående vinduer tværs overfor hende. Hun skulle ikke kigge på klassen eller eleverne, skulle ikke koncentrere sig om andet end sig selv og sin vejrtrækning - rolig indånding, rolig udånding, ind, ud, ind, ud - og sine lyseblå tætsiddende jeans som endte i de hvide converse. Linoleumsgulvet var formet som bølger under hende, og for første gang nogensinde lagde hun mærke til at det ikke kun var den samme ensformige grå, men også havde nuancer af hvide og lysegrå farver iblandet. Det skabte den mærkværdige bølgeeffekt.

Men hun var nødt til at se op, for hvis de andre i klassen så hende komme gående sådan med bøjet hoved, ville de sikkert gøre grin med hende bag hendes ryg, og bagtale hende og udelukke hende, fordi hun var mærkelig, dum, ynkelig...

Hun lod hurtigt sine øjne glide fremad, op langs med den gule væg indtil hun nåede vinduerne - det lignede lidt skydeskår fra en middelalderborg - og herefter viftede blikket mod venstre og ned mod enden af klassen. 27 elever. Ingen sagde et ord, de var stille - for stille - og kiggede på hende. Betragtede hende. 13 drenge og 14 piger. Kiggede på hende og undersøgte hende, med blikke hun ikke kunne læse - nysgerrighed? afsky? had? -, og klumpen af bræk klemte sig fra toppen af maven og pressede, pressede, pressede op gennem spiserøret, mod struben og munden. I et kort øjeblik ville hendes ben ikke lystre signalerne fra hjernen, og det var lige før hun gik i panik og var begyndt at græde - det kildrede allerede på bagsiden af øjnene -, men hun bevarede kontrollen. Begyndte at gå. Ud ad venstre øjenkrog så hun en dreng med blond hår, dreje hovedet og følge hende med blikket, indtil han forsvandt bag hende, og hjertet pulsede atter krampagtigt. Hvorfor kiggede han på hende? Var der noget galt med hende, med hendes måde at gå på? Var det hendes øjne? Kunne han se at hun var bange, og ville han udnytte det og gøre grin og latterliggøre hende?

Ikke tænk på det, ikke tænk på det, fortsæt fortsæt fortsæt...

To drengestemmer hviskede bagfra. En pige kiggede på hende, og smilte. Sophie blinkede, vidste godt hvordan hun burde respondere - det er et smil, Sophie, gengæld det nu - men kunne ikke. Hun hev en mundfuld luft ind, og stoppede først med at gå da hun nåede den bagerste plads - stående tomt og ensomt for sig selv lige inden endevæggen -, hvor hun svang sin taske ned fra skulderen og satte sig på stolen. Klumpen i hendes hals - en blanding af gråd, skrig og bræk - skabte en kvælningsfornemmelse bagerst på ganen, men hun modstræd den ved at synke nogle gange og fortsætte med at tage dybe indåndinger. 

"Godt så. Så lad os få begyndt dagens program." Med disse ord, vendte Birgitte sig og trådte bag katederet.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...