Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17136Visninger
AA

46. DE RØDE TRÅDE

Samværet med Nikolaj de resterende timer i skoven, fik Sophie til at glemme problemerne, og hun lo flere gange, som den stikkende mavekildren blot blev ved og ved og ved, og det var ikke længere stramt i halsen eller fugtigt i øjnene. Nikolajs humor, hans jyske humors platte plathed, syntes ikke at have nogen ende, og flere gange måtte hun hive hive hive efter vejret, som latteren gjorde både maven og mellemgulvet ømt. Tågen af negativ sorthed var ikke længere i hendes tanker, og måske kunne hun virkelig stole på ham, måske havde hun virkelig fundet en, hun rent faktisk kunne stole på, og på vej tilbage var det ham hun snakkede med, ham og ingen andre, og den dårlige samvittighed tyngede sig kortvarigt i hendes mave, men Nikolaj mindede hende om, at han gerne ville snakke med hende og hans venner helt klar kunne forstå det og ikke tænk på det, Sophie, ikke tænk på det, er det ikke det du altid siger til mig? Ikke tænk på det. 

De tog afsked klokken lidt over to, og på vej tilbage ad skovstien, skrånede en hul tomhed tværs igennem bryspartiet, selvom hun ikke helt kunne forstå hvorfor, for hun skulle jo se Nikolaj igen i morgen, det var slet ikke noget at blive trist over, men tomheden var der alligevel, og det gik op for hende, at det bedste hun overhovedet ville kunne få lov til at høre, var Nikolajs stemme, hele tiden, alle hans fantastisk sjove platheder, der ikke så nogen ende, som blot væltede ud fra ham i en konstant strøm af humor, og fuck hvor er du dejlig, Nikolaj, fuck hvor er du bare dejlig, og en lyserød varme rislede sig igennem overkroppen, så huden på hendes arme tilstrammede sig i kuldegysninger, og hjertet ba-bankede, ba-bankede, og igen blæste den lune tanke igennem hendes sind. Tanken om, hvordan han ville være som kæreste, som en hun kunne kalde for "skat" og som hun kunne holde ind til sig, tæt ind til sig, og som hun altid kunne græde ved, en som Lukas, en som Lukas som rent faktisk kunne lide hende på samme måde, med de samme mere-end-bare-venner følelser, og en der virkelig ikke ville svigte hende. Tanken som fik hjernen til at smelte ud i vidunderlige billeder, der fik den lyserøde varme til at krible opover halsen og drive ud i kinderne, billeder af hende og Nikolaj hånd-i-hånd, gående tæt ind til hinanden, så hendes skuldre flere gange gned sig imod hans, og billeder af hvordan de bare sad og kyssede, og kyssede noget mere, kyssede indtil de ikke længere kunne mærke hinandens læber, og den blotte vidunderlighed af at få at vide, at man virkelig betød noget for et andet menneske, at man var noget værd, at man var både elsket og noget værd og at man rent faktisk var smuk, åh hvor kunne det være så uendeligt fantastisk, og hvor kunne det være så uendeligt fantastisk at det alt sammen ville være fra en dreng som Nikolaj, måske at det endda ville være fra Nikolaj, men vi er jo bare venner, bare venner, og man bliver sgu ikke forelsket så hurtigt, tag dig nu lige lidt sammen, Sophie, okay, men hvor er han dejlig, Gud hvor er han dejlig, og det gik op for hende at hendes læber havde bredt sig i det mest kæbespændende smil, hun nogensinde havde frembragt.

*

Nikolaj og Sophie snakkede i telefon onsdag aften, og de snakkede og snakkede og snakkede, og klokken blev 11 og den blev tolv og den blev et og så faldt de begge i søvn. Det skete bare, søvnen syntes at ramme dem begge, trække sig tungt og tørt nedover deres øjenlåg, så de først gabte, og så måtte blinke, og alle tankerne blev langsommere og langsommere og så sov de.

Og det første, Nikolaj tænkte på, da han vågnede torsdag morgen, var Sophie, og den første ting han så, da han slog øjnene op, var Sophies ansigt, som smilte ned til ham fra loftet, det smukkeste smil han nogensinde havde set, og de blå øjne endnu lysere, endnu klarere og endnu dejligere end før, men så forsvandt hun ind i loftet og det var kun de vandrette træplanker med den kedelige grå bemaling, som fyldte hans udsyn, og han rejste sig op og gik i bad. Hans hjerte kunne ikke stoppe med at slå, som om den var træt af at være fanget inde i sin celle af brystkasse, og derfor kastede sig imod knoglepladen, igen og igen og igen, i et lydløst skrig efter at slippe ud, uden at det lykkedes, og den gennemtrækkende varme fra bruserens dråber, blandede sig med den varme, som bredte sig ud i brystkassen. Badet tog længere tid for ham end det plejede, og Sophie havde taget bolig i hans tanker, havde taget bolig og nægte at forsvinde, og det spændte og snurrede og strakte sig i en svulmen fra skridtet. 

Han havde aldrig - aldrig - før glædet sig så meget til at gense en person, som han gjorde denne givne morgen, og han spiste sin morgenmad så hurtigt, at mor Anette ikke kunne lade være med at kommentere det - "du er da nok ivrig efter skole, hold da op," - og han var lige ved at blive irriteret, da hun trak tiden ekstra ud, men så kørte de afsted. Og han kunne ikke koncentrere sig om musikken, for det eneste han kunne tænke på, var Sophie, Sophies bløde stemme, og Sophies dejlige blå øjne, og den varmbløde omfavnelse, som hendes fine slanke arme frembragte, kun Sophie, kun Sophie, og den svulmende tilstramning i skridtregionen trak sig over i en kløen. 

*

Indgangen var tom, da Nikolaj krykkede op ad parkeringspladsen. Indgangen var tom, og han mærkede øjeblikkeligt panikken snappe fast i hans vejrtrækning. Hvor var Sophie? Hvor fanden var Sophie? Åh, nej, åh nej, åh fuck, åh fuck mand, hvad nu hvis der skete hende noget, eller der var sket hende noget på vej til skole, åh nej, åh nej, men han blinkede hurtigt et par gange og krykkede sig fremad og standsede ved trappestenen og tog sin mobil. Selvfølgelig var der ikke sket hende noget, det var jo noget pjat, hvorfor bekymrer du dig dog om sådan nogen ting, Nikolaj? Tag dig da for helvede sammen, der er ikke sket Sophie noget, og han lod sin tommelfinger klikke henover telefontastaturet.

- Hey, Sophie :D Kommer du snart? :)

Han løftede hovedet, efter at have sendt beskeden, og slukkede telefonen, så en ekkoende kliklyd sivede ud derfra. Så satte han sig på trappestenen.

Telefonen snurrede. Han tjekkede beskeden.

- Yaaaaaa! : - D Sry at jeg kommer for sent, men der skete bare lige nogen ting : -) Er her om to min : - D

Nikolaj skyndte sig at svare, før han overhovedet var færdig med at læse beskeden. Og han overvejede at fortælle hende, at han savnede hende, savnede at høre hendes stemme og se hendes fantastisk smukke smil og bare være SAMMEN med hende, og savnet udhulede hans indre, men han beherskede sig og det ville nok ikke være særlig klogt at skrive, og fingrende trykkede sig henover tastaturet.

- Fedt :D Og ikk sig undskyld ;)

Han sænkede telefonen. Der gik ikke engang femten sekunder, før Sophies tilbagesvar summede frem.

- Okay ; - ) 

Nikolaj smilte skævt, og løftede blikket, fremefter sig, hvor han fik øje på Amalie, som kom gående imod indgangen, i en hvid cardigan, hvis lange ender svang i vinden, og hendes ansigt var hovedsageligt rettet ned mod telefonen. Han hilste på hende da hun nåede derover. Hun kiggede imod ham, nikkede og smilte svagt, men der var noget underligt tomt i hendes øjne, som han ikke kunne forklare, noget tomt som gav ham en ubehagelig kold fornemmelse i maven, og hun strøg forbi ham og forsvandt ind ad indgangen og så summede telefonen igen. 

- Kommer nu : - D

Det sugede varmt ned i Nikolajs undermave, dybt dybt ned, og han var ligeglad med skolen eller med sin forstuvede fod eller med krykkerne, han rejste sig blot op, og ville bare se hende, ville bare se hende, og han kunne ikke lade være med at smile, da hun kom gående imod ham, og hjertet gik amok, eksploderede imod brystbenet, og slap af, Nikolaj, slap af for helvede, slap af, slap så af, og han kunne se hendes mund blive bredere og bredere og bredere, så folderne dannede sig under hendes øjne, og hun nåede hen til ham og denne gang slog de ikke deres hænder sammen. Det var Nikolaj der lænede sig frem, lænede sig indover hende, så han krøb sine arme omkring hendes krop, i en venskabelig, hjertelig omfavnelse, og han ville på intet tidspunkt give slip da han først havde krammet hende, og hendes hjertepuls dunkede op fra det bløde brystparti, og ind i hans mellemgulv. Og deres hjerteslag blandede sig, og med hjerteslagende fulgte de samme røde tråde, som Nikolaj forestillede sig i baghovedet dengang han havde lagt sin hånd i hendes om mandagen, de to røde tråde med de vidt forskellige baggrunde, men som måske alligevel ikke var så forskellige, de røde tråde som var urelateret, men alligevel forbundet med hinanden, forbundet med hinanden som alt andet, forbundet med hinanden som græsset på marken, græsset som køerne æder, og køerne som mejerierne malker, og mælken fra malkningen som bliver til flødeis, og hvis det ikke var pågrund af den flødeis, som mor og far havde delt sammen, den is far havde købt til mor tilbage i 1989, den is, som startede hele deres bekendtskab, var mor og far måske aldrig kommet sammen, og så eksisterede Nikolaj ikke, og det var alt sammen fordi køerne, en helt anderledes rød tråd, der ikke umiddelbart havde noget som helst med mors og fars røde tråde at gøre, åd græsset, en helt tredje rød tråd, og disse røde tråde ledte allesammen til at hans og Sophies røde tråd på ny krydsede og snoede sig sammen, denne gang endnu tættere, og han ville ikke forlade hendes omfavnelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...