Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17198Visninger
AA

43. DE ER JO HANS VENNER

Sophie sad på trappestenen til indgangen onsdag morgen klokken 8, og ventede på Nikolaj, og hun rejste sig op med et smil, idet hun så mor Anette aflevere ham ved vejkanten, og så ham krykke sig op ad parkeringspladsen få øjeblikke senere, direkte imod hende, og den underlige men dejlige kildren, som krablede igennem hendes tarme, begyndte atter at risle frem, varmt og blødt, og før hun vidste af det havde hun sat sig i bevægelse. De mødtes midt på parkeringspladsen, og Sophies smil spændte sig bredere, og så sagde hun, "godmorgen, din store stygge ulv."

Og Nikolaj fniste, med en hovedrysten, og så hende dybt i øjnene, og Sophies hjerte begyndte at banke, banke, banke, hurtigere og hurtigere og hurtigere, og hvorfor bankede det så meget, det var jo bare øjne, havblå og fantastiske smukke øjne, men det var jo bare øjne, bare øjne, bare fucking øjne, og Nikolaj skilte læberne. 

"Det der lyder stadig mega forkert ... Jeg mener ... "Store stygge ulv?" Det lyder sgu som nogen, pædagogerne vil advare børnehavebørn om." 

Og så lo Sophie, en klar og skingrende latter, som kildrede og vibrerede hende i svælget, og hun kunne næsten ikke holde op da hun først begyndte, og nej hvor er du altså virkelig bare sød og fantastisk, Nikolaj, og jeg elsker virkelig din humor, din platte jyske plathed, du er bare dejlig og hun skilte læberne, efter at have udstødt lyse hiv efter luft, og hun sagde, forpustet, "okay, den der var både grov og sjov på en og samme gang. Det var virkelig en af de gode."

"Syntes du? Du tror ikke bare det er dig, som er plat?" Nikolaj satte sig i bevægelse. krykkede mod indgangspartiet, og Sophie gled sig frem ved siden af ham. 

"Det kan selvfølgelig godt være. Det ved man aldrig. Men jeg syntes den var sjov. Selv når du er plat, er du sjov."

"Det' jo fordi jeg' jyde. Sårn' er vi. Var det ikk' det du selv sagde?" 

Sophie svirpede blidt sin flade hånd henover Nikolajs venstre skulder, og sukkede, men smilte stadig. "Gider du ikke godt lade være med det der?"

"La' være med hvad?"

"At owne mig hele tiden? Det er seriøst nederen. Du får mig jo til at føle mig helt dum." 

De nåede glasdøren. Sophie trykkede håndtaget ned, og skubbede døren indad og til væggen, og hendes blik buede sig tilbage imod ham. 

"Det sagde du selv det dér." Nikolajs smil trak sig skævt opad kinden, drillende, idet han passerede forbi hende og ind i gangen, og Sophie sukkede igen, højere end før. 

"Hold kæft, det bliver nogle lange 20 minutter sammen med dig på vej til den der skov, Nikolaj." Hun slap døren, som med en knap hørbar hvislen gled tilbage og smældede imod karmen bag dem, og de gled sig begge i bevægelse, og Nikolajs bryn løftede sig atter. 

"Nå, så det syntes du? Jeg ka' sgu da bare sidde sammen med nogle af de andre. Det ska' endelig ikk' komme an på det da."

"Pas nu på, eller jeg sparker krykkerne væk under dig."

"Du ka' sgu bare prøve. Jeg ved, du ikk' vil gøre det, men du ka' da endelig bare prøve." 

Sophie lo igen. Insekterne, som kriblede sig omkring i hendes tarmkanaler med deres små, stikkende benled, begyndte at blive ustyrlige. Deres skridt blev hurtigere og voldsommere, og det sugede igen i den rutsjebanekildren, som hun havde følt på vej hjem fra skole tirsdagen forinden, og hun elskede følelsen og ville bare ønske at den kunne blive ved og ved og ved til evig tid. Og det gik op for hende, da de nåede de tre trappetrin til opholdsrummet, at hun glædede sig til at sidde sammen med Nikolaj i den tyve minutters lange bustur, som ventede forude, og hun håbede at de kunne være sammen resten af dagen, det ville hun så sandelig ikke have noget imod, og hjertet bankede varmt og hårdt. 

*

Dagens første time var dansk, hvor der var flere læseprøver og afleveringer, som skulle rettes og læses igennem, og Nikolaj og Sophie brugte meget af tiden på blot at pjatte med hinanden, og Sophie kaldte Nikolaj "den store stygge ulv, der har spist den bedstemor, ingen af os ved hvem er," og Nikolaj skød tilbage med "Sophie, som altid siger "det ska' du ikk' tænke på'," og Sophie svarede "det skal du ikke tænke på, Nikolaj," og "præcis!"sagde Nikolaj.

"Præcis!" svarede Sophie. 

Og så lo de.

"Platheden af din platte jyske plathed er overvældende plat, Stygge Ulv, men jeg kan lide det." 

"Jeg tror slet ikk', at plathed er et ord, Lille Rødhætte."

"Det er det i hvert fald nu." 

"Prøv at skriv en stil om 'plathed'. Det ka' være du får tolv til din eksamen." 

"Ej, det tror jeg ikke." Sophie rystede med sin kuglepen, og lod blikket glide nedover opgavearket. "Selvom 'plathed' er verdens største kunstværk, så vil alle de skide lærere sikkert ikke acceptere det. Folk i dag har bare ingen kunstnerisk forståelse, altså." 

"Verden er jo ogs' bare så mega uretfærdig!" gav Nikolaj igen, ironien dirrende tungt i stemmen. 

"Nemlig! Det er præcis hvad den er. J.K. Rowling, som skrev Harry Potter, fik afslag på afslag på mange hundrede flere afslag, men så var der én redaktør med ægte kunstnerisk forståelse, som tog imod hendes udkast, og nu er hun en af de mest populære forfattere i nyere tid."

"Se? Det jo det jeg siger, Sophie. Du ska' bare sende en stil om "plat plathed" til den rigtige censor, og så sender din 'platte plathed' dig direkte videre til universitetet. Det sgu da det. Meningen med hele dit liv. Plat plathed." 

"'Amen selvfølgelig, det er jo svaret på alle mine problemer, altsåååå. Du er jo også så mega skide klog, Nikolaj. Hvor i alverden får du det dog fra?" 

"Kald det bare naturtalent og gi' mig Nobel-prisen, eller hva' den hedder, i kloghed." Nikolaj lænte sig selvstolt tilbage i stolen, og hans læber var delte i et tandsmil. 

"Klogskab."

"Fuck det." 

"I skal være stille i timen!" Det var Birgittes stemme, trukket til en lys skraphed, og både Nikolaj og Sophie strammede deres læber sammen og lod omgående blikket vifte ned til opgavearkene. De var kun kortvarigt stille, og Sophie kunne ikke fastholde fokus på opgaverne, og smilet spændte sig hårdere og hårdere omkring mundpartiet, så det blev gradvist sværere at tilbageholde, og øjnene gled hun hen til Nikolaj, og hans øjne var viftet imod hende, og en kvælende kildren skubbede sig i en klump op fra halsen, så noget der lød som en mellemting mellem en gurglen og et lyst hik ramte imod Sophies gane. Hun kæmpede for ikke at grine, kæmpede og stræbede og kæmpede, men grinet slap alligevel ud, som det kvidrende fnis, og tag dig for helvede sammen, Sophie. 

Nikolaj sendte endnu et blik til hende. Hun rakte ham fuck-fingeren tilbage.

*

Det var en blå dobbeltdækkerbus, med plads til at rumme 100 personer, som ventede på alle skolens 9'ene klasses årgange på parkeringspladsen, og 78 elever i alt, strømmede i en snakkende summen ud fra skolebygningen og henover den sortglinsende asfalt, og Sophie krøb sig tæt på Nikolaj, imens hun fornemmede en ubehagelig kulde fylde mavepartiet. Et kort øjeblik blev hendes tanker filmet tilbage, til dengang hun stod midt i gymnastiksalen, og eleverne omkring hende trængte sig nærmere og nærmere, og det fik hendes hjerte til at forkrampe sig i en kraftig, sugende pulsen. De standsede ved kanten af menneskemængden, og Sophie stødte sin skulder ind i Nikolaj. Han vendte fokus imod hende. Smilte.

"Er du okay, Sophie?"

Sophie pressede læberne lige, og lod sine øjne skanne henover den aflange, blå to-etagers bus fem meter foran sig. Hun rystede på hovedet, og viftede atter blikket tilbage til Nikolaj, hvorefter hun fremtvang et anstrengt smil.

"Ja, ja. Du skal ikke ... du skal ikke ..."

Nikolaj afbrød hende. "Jeg ved det, jeg ved det. 'Jeg ska' ikk' tænke på det'." Han sukkede. "Men du burde kende mig godt nok til at vide, at jeg ikk' ka' la' være."

Sophies smil trak sig skævt. Hun skulede ned mod asfalten. "I know. Men det er virkelig ikke noget særligt, Nikolaj. Virkelig!" 

Nikolajs ene bryn hævede sig højere op end det andet. "Virkelig?"

"Virkelig. Det er 100 procent på ære." 

"Okay," sagde Nikolaj, og han valgte at tro på hende og trak istedet sin telefon frem, men hans blik nåede aldrig at vifte sig ned til skærmen, før to hænder krøb sig henover hans ansigt bagfra, og lukkede sig sammen omkring hans øjenparti, så han intet kunne se, og med disse hænder fulgte en stemme.

"Lækre brunetter fra parallelklasserne forude! Du må ikk' se, ellers ender dit hoved med at eksplodere af liderlighed ovre lækre piger, du aldrig ka' score alligevel!"

Og det var Christian, som havde stillet sig bag Nikolaj, klædt i de løstsiddende denimjeans og brune converse all-star, og hans cap - der denne dag var rød - sad omvendt på, som hans caps altid gjorde. Sophie smilte atter, en kort, hurtig og skæv læbetrækning, og hendes hjerte dunk-dunk-dunkede, hårdt og vedvarende imod bagbrystet. 

Nikolaj gjorde en sidevristende bevægelse, så han kom fri af de øjenklemmende håndflader, og han drejede sig rundt, så krykkerne klakkedes imod asfalten en ekstra gang, og han kiggede på Christian. "Hold da kæft, din fede fag."

De slog deres håndflader sammen. Sophie viftede blikker fra dem, og ned til asfalten. 

"Hva' med Amalie og de andre? Er de ... ?"

"Jeg ved det ikk'. Amalie fulgtes med Frederik, og de var lige bag mig, men jeg ved ikk' lige hvor de er blevet af. De kommer nok." Christian rettede en anelse på sine bukser, og hans grønne øjne viftede sig mod højre, mod Sophie, der blot stod stille, nervøst fumlende med mobilen, og smilet bredte sig i hans kantede ansigt. Sophie så ham ikke, kiggede ikke andre steder end ned på mobilskærmen. Hendes hænder var blevet lunt tilklistret af den frempiblende sved. 

"Hej med dig." 

Sophie ignorerede ham, hendes tommelfinger skurrede blot mod touchskærmen, frem og tilbage og op og ned, og hun vidste at hun burde tage sig sammen, burde tage sig sammen og svare ham, han var en af Nikolajs venner, og Nikolaj var sammen med hende, der var ikke nogen grund til at være bange, tag dig sammen, Sophie, tag dig sammen, og Nikolaj trådte frem og begyndte at tale.

"Christian, det er min nye veninde, Sophie. Du ved, hende den nye, som startede for et par uger siden. Sophie, sig goddag til Christian, klassens største faggot, selvom han ikk' vil indrømme det." 

"What the fuck, dude?" 

Nikolaj sendte ham blot et hurtigt, flabet smil. Sophie drejede hovedet imod dem. Christian nikkede til hende, og hun smilte blot, og Nikolaj vendte sig til Christian og fortsatte med at tale.

"Nu ska' vi rigtig ud og være selvstændige i skoven."

"Ja, hold da kæft mand." Christian borede hænderne ned i bukselommerne, og skrabede skospidsen en enkelt gang imod asfalten. "Vi ska' rigtig lege spejdere - Snitte træ og lave snobrød og ikk' lære en skid. Fucking fedt!" 

"Det der med at lære er jeg sgu bange for ikk' er rigtig. Det er Johannes, som står for det, og du ved, at han ALTID har en mening med det han gør, og ... Hey, Amalie!" Nikolaj fik aldrig fuldført sin sætning, og Christian vendte sig rundt, og Amalie kom gående op til dem, og hendes smil trak læberne brede og stramme. 

"Hey, drenge." Hun standsede imellem dem, og det knitrede i hendes lomme, idet hendes fingre krøb omkring den cigaretpakke, hun altid havde med sig. Hun så ikke ud til at tage sig notits af Sophie, og Sophie måtte presse sine læber stadig hårdere, og strammere, og selvom det var Nikolajs venner, og hun vidste, at det var hans venner, kunne hun alligevel ikke lade være med at registrere en gnavende, hul fornemmelse, som hobede sig op bag hendes brystkasse, en hulhed der fik tankestemmen til at bide frem, stemmen som sagde at hun ikke var noget værd, og tag dig sammen og sig noget, Sophie, men hun kunne ikke sige noget. Kunne blot stå der, med sin mobil, og vente på at Nikolaj genoptog kontakten med hende - hvorfor er du så latterlig? - og hun tænkte på Rebekka og Julie, der snakkede om hende på Julies værelse, Rebekkas klare stemme, alt for dæmpet og alt for sammenbidt, og Lukas stemme, som blev afbrudt af en struberivende tavshed og klartonerne, der duut-duut-duutede uendeligt igennem røret. Og hun hørte Nikolajs latter, rungene og klar, og Christian spurgte, "ska' du allerede ryge, Amalie? Ka' det ikk' vente? Vi må ikk' ryge inde for skolens grund."

"Det ved jeg sgu da godt, spasser!" svarede Amalie skingert igen, som hun skubbede toppen af æsken tilbage. "Jeg ska' bare tjekke hvor mange smøger jeg har tilbage, ik'ås!"

"Det ku' sgu da godt være, du sku' til at ryge," svarede Christian tilbage, med et smil som blev hastigt bredere. Han havde vendt siden imod bussen, så hans ryg befandt sig i en skrå position fra Sophie, og Amalie stod uden for synsvidde, og Nikolaj stod med hænderne strammet omkring krykkernes håndskafter, og siden til, og Sophie kunne ikke fjerne øjnene fra dem. Selvom hun vidste at det var en latterlig tanke, en åndssvag tanke, voksede og gnavede den alligevel i hovedet, tanken om at Nikolaj havde glemt alt om hende. Tanken om, at han slet ikke var den ven, hun troede han var, og at han var ligesom Rebekka og Julie og alle andre, og hans venner var hans rigtige venner, også selvom han sagde at han ikke ville svigte hende, men hvorfor skulle hun overhovedet være hans veninde? Som hun betragtede ham, hans øjne som skiftevis viftede mellem Christian og Amalie med cigaretpakken, men på intet tidspunkt drejede sig hen til hende, blev den hule tomhed i brystet til en ætsen, fuldstændig som den ætsen, der havde ædt sig igennem mellemgulvet på vej hjem fra København. Det kradsede ubehageligt i ganen. Kradsede og strammede sig til, og hun burde ikke blive jaloux, det var en latterlig ting at blive jaloux over, for helvede, Christian og Amalie var nogen han kendte rigtig godt og havde gået i skole med i flere år, måske. Hun havde kun kendt ham i knap to uger. Han fortjente sine venner. Det var bare en tanke, for helvede, en dum tanke, hvorfor kan du ikke bare ignorere den tanke, Sophie, din fucking taber altså, idiot, idiot, idiot, og hun kunne ikke længere mærke noget ætse, men kun en tomhed, en død, hul tomhed i brystkassen. Hun viftede fokus på mobilen, som halsen vred sig stadig strammere og tørrere. 

"Hvor mange har du så tilbage, Amalie?" spurgte Christian, stadig med det flabede smil om læberne, da Amalie puttede æsken tilbage i den ene lomme. Hendes cyangrønne øjenskiver trak sig imod ham.

"Nok til at jeg ikk' gider lease nogen fra dig."

"Nå nå, så er man pludselig blevet grov, hva'?" 

Amalie skulede atter til ham, og hendes læber var trukket i et ligeså flabet tilbagesmil. "Altid."

Christian rykkede på sig. Nu var hans ryg vendt direkte imod Sophie, så Sophies udsyn til Nikolaj blev spærret. Hendes læber var stadig presset tynde, næsten usynlige. Det dunkede tørt i halsen. 

"Ved du godt, at mange fyre ser det som ucharmerende når en pige ryger?" skød Nikolaj ind med. Amalie så blot på ham.

"Og ved du godt, at jeg er fucking ligeglad? Jeg gør hva' der passer mig, og ka' en fyr ikk' acceptere det, så er han ikk' mit problem." 

"Hvornår fuck kommer Frederik?" spurgte Christian så.

Amalie trak på skulderen, og vred hovedet rundt, imod den tætpakkede flok af snakkende, summende unge, der i stadig større flok trak sig sammen foran indgangen bag dem. "I don't know. Han gik nok på toilet eller et eller andet. Jonas ville vente på ham, så de følges sikkert ad." Hendes øjne rettede sig en kort, sigende gang mod Nikolaj, og han forstod hendes blik. 

Sophie blev stående, kun med fokus på telefonen. Hun tog et par dybe indåndinger, som en fugtighed begyndte at stikke og prikke henover hornhinderne.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...