Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17199Visninger
AA

15. BÆNKEN UNDER TRÆET

"Nick!" Frederik langede fat i Nikolaj, idet han bøjede sig frem og låste cyklen op, og Nikolaj vendte sig rundt og hævede brynene. 

"Hva' fanden gik det i tolv-pausen ud på? Hvem var det du havde en aftale med?"

Nikolaj kiggede på sin ven, længe, og stilheden brød sig frem imellem dem. Så trak han læberne i et roligt smil, og gjorde en bevægelse med det ene øjenbryn. 

"Vil du virkelig gerne vide det?"

"Ja sgu da!" svarede Frederik og lagde armene over kryds imod sin brystkasse.

Nikolaj fugtiggjorde læberne, og viftede blikket rundt om Frederik og hen til skolebygningen - elever bevægede sig stadig ud - og så atter på sin ven.

"Jeg snakkede med Sophie."

"Du... Hvad?"

"Jeg snakkede med Sophie!" Han smilte kort, drejede sig rundt og greb fat i låsen. 

"Og hvorfor fanden sendte du mig ud, bare fordi du sku' snakke med Sophie?"

"Fordi jeg gjorde det for din skyld." Nikolaj låste cyklen op og gled sit blik tilbage til Frederik. "Jeg gjorde det for din skyld, så jeg kunne skabe en kontakt til hende og hun gennem mig ville kunne lære dig at kende. Du burde faktisk takke mig for det." Og han trak cyklen ud af stativet og vendte sig rundt og begyndte at gå, men Frederik trådte hen foran ham. 

"Den ska' jeg sgu lige ha' igen... Du... Sendte mig ned i Rema sammen med Amalie og Christian... så du ku' snakke med Sophie... for min skyld? Come on, du ka' sgu finde på en bedre løgn end det."

"Det sgu rigtigt nok! Jeg gjorde det virkelig for din skyld. Hvis du var der imens ville du bare dumme dig igen, og så ville hun blive skræmt væk."

"Det er sgu da kun én gang det skete...!"

"Tre," afbrød Nikolaj ham og der blev atter stille. "Frederik, hør... Stol på mig lige nu, okay? Jeg lover dig, at inden der er gået en uge, har du chancen for at snakke med hende og lære hende at kende. Prøv at la' mig om det her. Jeg er indtil videre den eneste på skolen, hun har ført en samtale med, og hvis jeg ka' få hende til at stole på mig, vil jeg måske også ha' muligheden for at få hende til at stole på dig." 

"Det mener du ikk'." Frederik rystede svagt på hovedet, og hans blik vedblev med at være fæstnet på hans ven. "Det mener du fandme ikk'. Fortæl mig sandheden!"

"Det er sandheden. Men selvfølgelig, hvis du ikk' gider, så ka' vi jo bare la' vær... Så ka' jeg bare snakke med Sophie og lære hende at kende selv. Hun virker ellers som en rigtig sød pige, men... Ja, der var også kun hvis du gerne ville ha' en mulighed for at snakke med hende. Men hva' fanden...!"

"Okay, Nick, jeg tror på dig." Han drog en dyb indånding. "Jeg tror på dig. Okay?"

"Du lyder ellers ikk' overbevist."

"Det er jeg!" 

Det var en halv sandhed, men der var alligevel noget i Nikolajs blik, som gjorde Frederik usikker. Måske mente han virkelig hvad han sagde. 

En kort tavshed. Så. "En uge, Frederik. Én uge." Han strakte hånden frem, og løftede sit ene bryn. "Det lover jeg."

"Og hvis det tar' mere end en uge?"

"Det gør det ikk'. Jeg ska' nok lægge et rigtig godt ord ind for dig."

Frederik stirrede stadig på ham, hvorefter hans ansigt begyndte at krakelere i et opadbuende læbesmil og han strakte hånden frem og lod den mødes med sin vens.

"Det fandme en aftale." 

*

Om fredagen fandt Sophie vej til bænken under et kastanjetræ i skolegården, hvor hun satte sig med sin skitseblok og blyant. Hun slog op på den næsten færdiggjorte tegning af blondinen-der-stirrede-på-klitten, som hun havde besluttet sig for blot var en anonym pige fra en anonym by, og manglede bare de sidste farver. Håret havde fået de realistiske striber, og ansigtet havde fået karikerende skygge der medførte dybde, og hun manglede bare at farvelægge tegningen. Hun strøg sit pandehår tilbage, og åbnede sit penalhus, fandt den blå farve frem som hun skulle bruge til blondinens denimjakke, og begyndte herefter at skrible, og som hun koncentreret og i forsigtige præciserende striber - hun vekslede imellem at gøre farven fed og svag og fed og svag, for at skabe realistiske skyggeffekter - begyndte at farvelægge jakken, gled hendes tanker andre steder hen. 

Det sugede i hendes bryst ved tanken om, at hendes far ville komme og hente hende lige efter skoletid, og derefter køre hende direkte til banegården. Turen til København ville være lang, og hun ville nok bruge en stor del af den med at sove. Men hun så frem til at gense sine bedste veninder, gense Rebekka og Julie, samt mormor og morfar (det var dem hun skulle overnatte hos) som boede i Frederiksberg. Hun skulle hjem igen på søndag, men hele lørdagen skulle hun tilbringe i sine veninders selskab. Hun kunne have besøgt Lukas, men hun havde endnu ikke hørt fra ham - måske var brevet slet ikke nået frem -, og det ville blive for mærkeligt og akavet bare at komme, og hendes to veninder havde allerede lagt planer for dagen. Først en biograftur på Fisketorvet. Herefter på Burger King og så på Strøget. Rebekka og Julie ville i tøjbutikker, men det var ikke derfor Sophie ville med. At gå i tøjbutikker bare for at kigge, men uden at bruge penge på noget, havde aldrig rigtig givet mening for hende, og de fleste af hendes penge havde hun brugt på togbilletten til og fra København, og hun ville spare pengene indtil hun fandt noget hun virkelig havde brug for. Tøj havde hun nok af - det var ikke så længe siden at hende og mor havde været på den helt store shoppingtur inde i København -, så det var ikke tøjbutikkerne der tiltrak hende, men derimod den nye musikforretning som lå tæt ved Rådhuspladsen. Om hun ville købe noget derinde, vidste hun ikke - hendes elskede guitar havde alt for stor affektionsværdi for hende til at hun bare kunne erstatte den med et nyt instrument - men hun skulle helt klart ind og kigge og måske ville hun kunne finde nogle gode musikalbums, hun kunne føje til sine samlinger. 

Hun glædede sig bare til at se og være sammen med sine veninder, og var ligeglad med hvad deres planer var. Bare hun var sammen med dem. "Det bliver pisse fedt, Sophie!" havde Julie - det var hende der havde stået for planerne - sagt i røret, "vi glæder os til at se dig!"

Og hun glædede sig også til at se dem, så meget at hun ikke lagde mærke til sin angst eller gad spekulere over hvorfor Lukas stadigvæk ikke havde givet noget svar fra sig, og hun farvede blot lystigt sin skitsetegning imens det sugede i brystet og nej hvor ville det bare blive fedt...

Og så var der nogen der satte sig på bænken ved siden af hende og hun standsede med at farve og gjorde store øjne, og musklerne strammede sig i kroppen, indtil hun hørte Nikolajs stemme.

"Hej igen."

Hun løftede blikket og kiggede på ham. Han havde lænet sig forover, og rettet blikket imod hende, og det strammede sig i hendes hals og hun sank en klump.

"Går det godt?"

Han kiggede på hende, med de samme rolige øjne som alle de andre gange, og hun slog blikket ned imod tegningen og dækkede hånden foran den.

"D... Det går... Det går meget fint." 

Og hun tænkte på hvad han havde sagt i går - "jeg vil gerne være din ven" - og hun prøvede at slappe af og ikke tænke over hans tilstedeværelse. Han gør dig ikke noget, Sophie, han vil bare snakke, han vil bare gerne være din ven, tænk på at du skal hjem til Julie og Rebekka og skal have en pissefed weekend.

"Det var da godt." Nikolaj rettede sig en anelse op og trak telefonen op ad lommen, og Sophie skulede til ham. 

Hvad skulle hun sige? Han havde bare sat sig og det var ikke hende der ejede bænken, og han virkede bare til at ville i kontakt med hende. Men hvorfor var han ikke sammen med sine venner, ham Frederik og ham der den høje som altid ryger og så hende der pigen med det sorte hår? Hun kørte blikket rundt og strejfede det forbi multibanen længere foran, og vred hovedet bagud, imod skolebygningen og glasgangen der fungerede som forbindelsesled til gymnastiksalen, men hun så ikke hans venner nogen steder, han var alene og han havde sat sig alene ved siden af hende og hun vidste at det var fordi hun var der og hun havde i er kort øjeblik lyst til at stikke af.

Og så tænkte hun tilbage på gårsdagens samtale - "jeg er din ven" - og huskede på det smil han havde sendt hende da hun trådte ind i klassen denne givne fredag morgen, og hun blinkede og tvang sine øjne imod ham og sank en klump.

Hvad skulle hun sige? Hvad fuck skulle hun sige? Tænk, Sophie, tænk tænk tænk tænk...

"Hvaeh... ska' du noget i weekenden?" Nikolaj gav ikke op og bevarede sit rolige smil, som han løftede blikket op fra sin telefon.

Og Sophie lod sine blå øjne møde hans, og sad bare og kiggede på ham, og der var et eller andet over den måde hans ansigtskvadrat var på - et blødt smil og øjne der var fokuserende, roligt og som om han vidste hvad han ville, og han var overhovedet ikke ligesom Frederik -, der lagde en dæmper på angsten, og selvom hjertet stadig bankede og munden stadig havde vredet sig til en kradsende tørhed, blev hun ved med at kigge på ham.

"Øhm...!" Og så måtte hun slå øjnene væk og det brændte i hendes kinder og maven vred sig sammen. 

Nikolaj lagde en hånd på hendes skulder. Hun stivnede og lukkede øjnene stramt sammen, vidste ikke hvad hun skulle gøre - skulle hun svare ham eller skulle hun løbe eller skulle hun måske besvime? - og hvor var det bare irriterende, for Nikolaj virkede både så sød og så venlig.

"Rolig, Sophie. Jeg er din ven. Husk det. Du ska' ikk' være bange."

Hun bøjede hovedet, så hagen til sidst hvilede imod brystet, og pressede læberne sammen, og hvorfor skulle hendes øjne også begynde at kildre sådan lige nu? Ikke græde, ikke græde, for Guds skyld, ikke græde....

"Hey." Nikolaj klemte grebet, for at få hendes opmærksomhed. "Sophie."

Hun hev luft ind og pustede ud og hev luft ind og pustede ud, og åbnede øjnene og blinkede inden hun tvang sig selv til at kigge på ham.

"Undskyld." Det var en kvalt hvisken, og blikket flakkede sig væk. "Det... Undskyld, jeg...!"

"Jeg ved det, du behøver ikk' undskylde. Det helt fint. Det helt okay. Jeg er stadigvæk en fremmede dreng, og du har kun snakket med mig i... Hvad... Fem minutter? Ti? I hvertfald ikk' særlig længe. Du ska' ikk' undskylde." Og han smilte igen og klemte atter grebet beroligende om hendes skulder, og han fjernede hånden.

Der var stille i lang tid, og lyden af børn fra legepladsen bag træerne overfor dem, og boldspillet fra 8-klasserne på multibanen fyldte luften op. 

"Jeg skal til København," mumlede Sophie langt om længe, og klemte begge hænder om blokken. "Og, øhm, besøge... nogen venner."

"Fuck hvor nice." Nikolaj fremtruttede læberne, og kiggede på hende. "Det lyder sgu da meget fedt. Bliver du kørt derover, eller tar' du toget?"

Hvad rager det dig?

"Øhm... T... toget... Jeg, øh, jeg t... jeg tager toget." Hun kiggede atter forsigtigt på ham. Det så ikke engang ud til, at han bed mærke i at hun fremstammede ordene.

"Det' sgu da en lang tur, er det ikk'?"

Sophie ønskede at han bare ville stoppe og lade hende være.

Hun trak på skulderen og lod atter sit blik flakke sig væk. "Det er det vel. Det første gang jeg prøver det." 

"Det' kun én gang jeg har prøvet det. Jeg hader generelt at køre i tog... Der sgu så mange der siger det' hyggeligt, men... Ja, jeg ved ikk'... det sgu ikk' lige mig. Jeg' mere... Et bilmenneske."

Sophie vidste ikke hvad hun skulle svare og fæstnede blot blikket ned imod sine skosnuder. Fingrende pressede og løsnede sig og pressede og løsnede sig imod skitsebogens kanter. 

"Hvor, øh... Hvor... gammel er du egentlig. 15? 16?"

15. Du er 15. 15 forhelvede, så svar ham dog...

"15. J... Jeg er 15." Hun tøvede sit blik imod ham, og en skæv trækning bevægede hendes læber. "Dig?" Og hun rømmede sig, da stemmen blev hæs, og sank en tør klump spyt, der mere føltes som skum, og hold op hvor havde hun bare lyst til noget at drikke.

"15 er den bedste alder ever!" svarede Nikolaj med sit sædvanlige rolige læbesmil. "Vi er lige gamle. Jeg bliver 16 til maj, om en måned, cirka, så... Ja. Men jeg er stadig 15. Jeg troede faktisk at du var 16." 

Hun vippede en anelse på hovedet. Blikket søgte ned til bænken. 

"Hvornår har du fødselsdag, Sophie?"

"Øhm... I...!" Hun rømmede sig igen. "I, øh... I...  i juni."

"Hvornår?" pressede Nikolaj på, og han fjernede ikke øjnene fra hende og det stak ulideligt imod hendes kinder. 

"Øøøh... Øhm... Den... 15...!"

"Okay, nice. Jeg har fødselsdag den 6. Altså, den 6. maj, ikk' å, men... Ja. Okay, fuck det akavet det her." Han rystede på hovedet og udstødte et svagt fnis, og Sophie trak læberne i et skævt smil. "Her sidder jeg... og snakker med en pige på min egen alder... Og så aner jeg ikk' hva' fuck jeg ska' sige. Det fucking dumt." Han kiggede væk fra hende og sukkede, og pressede sine fingerspidser sammen og Sophie betragtede ham. Så ham klø sig selv i panden med begge tommelfingre, og kunne det virkelig passe at han var nervøs?

"Du... Du er ikke den eneste," sagde hun forsigtigt og lod atter blikket fæstne sig på skitseblokken.

"Det regnede jeg heller ikk' med." Han kiggede på hende og smilte svagt, og hun skulede tilbage. "Du er pisse hyggelig at snakke med, ved du godt det?"

Det er løgn. Jeg er ikke hyggelig at snakke med, jeg er bare en lille kujon og dum og ynkelig...

Hun svarede ham ikke.

"Sophie, jeg mener det virkelig. Du er pisse hyggelig at snakke med! No shit." 

"T... Tak." Hun trommede fingrende imod skitseblokken, og der blev atter stille, og vinden brusede gennem kastanjetræets grene. "Det... Det... Det du også." 

Ingen af dem sagde noget i det næste stykke tid, og Sophie lod sine øjne flimre sig i, og strammede musklerne i kæben så munden smallede sig til. 

"Jeg ved godt, jeg har spurgt før," sagde Nikolaj pludselig, og hun åbnede omgående øjnene. "Men, øh... Det vel ikk' sårn' at... at jeg må se hva' du tegner?" 

Sophies fingre klemte sig krampagtigt om skitsebogen, og hun ønskede at hun kunne række den til ham, så han kunne se det, og hun vidste at hun burde gøre det så han kunne se den blondine hun var så stolt af, men den var sikkert ikke særlig godt tegnet og han ville bare syntes at det var åndssvagt, og fuck, Sophie, hvorfor tør du ikke en skid, hvorfor hvorfor hvorfor hvorf...

"Du behøver ikk'. Det' slet ikk' noget du ska'. Hvis du har det bedst med, at der ikk' er nogen der ser hva' du tegner, er det sgu også helt okay. Det bare fordi jeg nysgerrig. I modsætning til Frederik, er jeg ikk' en der tar' ting uden at spørge om lov. Bare rolig."

Sophie undertrykkede et smil, og lod sine læber blive fugtiggjorte og hun blinkede kraftigt et par gange. 

Måske skulle hun prøve. Bare tegningen af blondinen. Nikolaj virkede til at være en person hun kunne stole på, ikke ligesom Frederik, og han var faktisk venlig og sød imod hende, og hvad kunne det skade? Hun pustede ud, og sank for at gøre sin kradsende tørre hals vådere, uden det lykkedes, og det tog lang tid for hende at beslutte sig, og hun var sikker på at hun ville fortryde det grusomt da hun åbnede skitseblokken op, så man atter kunne se stirre-på-klit blondinen, men der var ikke nogen vej tilbage, og selvom tankerne skreg i hendes hoved om ikke at gøre det, rakte hun alligevel den åbne skitseblok frem så Nikolaj kunne se den.

"Orv. Tak." Hans fingre gled forsigtigt om skitseblokken, og siden af hånden strejfede hendes, og Sophie stivnede i et kort øjeblik. Deres øjne - hendes klarblå, som blev afgrænset af den sorte kant, og hans turkise, der mindede hende om et dybt dybt hav - mødte hinanden, og der var et eller andet underligt ved det, som Sophie ikke rigtig kunne sætte ord på. Det kvadratiske ansigt og det sideredte brune hår, kortklippet i siderne og voksglinsende i solen, og han var da egentlig virkelig utrolig køn, var han ikke? 

Nej, Sophie, du kender ham knap nok, tag dig sammen, tag dig sammen, tag dig sammen

Hun fjernede blikket og tilstrammede ansigtsmuskulaturen. Nikolaj trak skitseblokken til sig, og betragtede hendes tegning. Brynene hævede sig,og hans øjne blev dybe og fokuserende. 

"Fuck den er flot! Frederik havde sgu ret. Det pisse flot. Må jeg... Må jeg bladre?" 

"Øhm...!" 

Hun tænkte på alle de private tegninger, tegningerne af Lukas og portrætbillederne og det snørede sig sammen i hendes mave, og hun anede ikke hvad hun skulle svare.

Nikolaj forstod hendes stilhed og rystede på hovedet, inden han rakte skitseblokken tilbage til hende.

"Ved du hva', jeg behøver ikk' se flere. Jeg har allerede set det, og det fucking flot. Du sygt dygtig."

Hun hadede hadede hadede komplimenter og hendes kinder blev allerede varme og blussende, og fingrende krøb sig sammen imod papiret. Rolig indånding, Sophie, rolig udånding, ind, ud, ind, ud...

"Tegner du meget?"

Hun pustede ud. "Øhm." En rømmen. "Øhm, j... Øh... J... Ja. Næsten, øh... N... Næsten hver dag." 

"Fedt. Er der, eh, andre ting, du bruger din tid på? Sport eller...?"

"Musik." Hun ville ønske at hun kunne snakke normalt og hæve stemmen, men det kunne hun ikke, og det dunkede i svælget. "J... jeg tegner og... Og spiller, øhm... musik. Øh, hvad, øh... hvad... mmm... hvad med dig?" Hun tvang atter sine øjne imod ham. 

"Jeg går til fodbold. Sammen med Frederik, Mikkel og Christian. Og så er der også sårn... Ungdomsklub jeg kommer i engang imellem, men det er ved at være noget tid siden jeg sidst har været der."

Sophie nikkede blot og fokuserede på betonfliserne under bænken. Samtalen var ebbet ud, og ingen af dem sagde noget længe og så rejste Nikolaj sig op.

"Tak for snakken, Sophie... Det var, ja... Det var sgu hyggeligt nok. Det var næsten hyggeligere end i går." Han puttede telefonen i lommen og så på hende. Hun mødte igen hans blik, kun kortvarigt, og pressede på ny sine fingre imod skitseblokken.

"Ha' det godt. Vi snakkes ved. Og så håber jeg sgu at du får en pisse nice weekend. Vi ses til timen." Og så gik han. 

Sophie lod sine øjne flimre i og pustede svagt ud, og sådan sad hun længe efter han var gået.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...