Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17220Visninger
AA

41. BLAND DIG UDENOM

Inden dansk-timen begyndte, var der en kort orientering, hvor Birgitte fortalte de 28 elever i 9.X om onsdagens ekskursion til Marselisborg Skov, som sammenfaldt i forbindelse med emneugen om "selvstændighed", men det var svært for Sophie at fastholde sin koncentration på Birgittes stemme, for den latterkildrende mellemgulvsklump pressede og svulmede, og flere gange trak det uvilligt i begge mundvige, ikke grine, Sophie, ikke grine, ikke grine, ikke grine, og hun pressede sin håndflade hårdt imod munden. Det gjorde ikke situationen meget bedre, da Nikolaj skævede sin krop helt tæt til hende, så hans mund var få centimeter fra hendes venstre øre, og han hviskede "tror du ikk' hende Birgitte ku' ha' brug for en go' omgang forplatning?" og så trak det sig voldsomt sammen i brystkassen, og latterfniset, lys og kvidrende, forlod hendes mund, og Birgitte kunne høre det, det var Sophie sikker på, og hun huggede sin venstre albue ind i Nikolajs flanke.

"Seriøst, Nikolaj, ti nu stille!" 

Efter orienteringen stod den på dansk, indtil klokken 9, hvor der var engelsk, og Nikolaj viftede flere gange sine blå øjne imod Sophie, betragtede hendes hånd, der koncentreret krusede blyanten rundt på papiret, og han vandrede fingrende op langs bordkanten, hen til hendes venstre arm og begyndte at prikke pege- og langefinger trommende imod hendes håndryg. Hun klaskede blyanten ned og kiggede på ham, på den teatralsk opgivende facon, hvor hovedet rettede sig en anelse på skrå, og hagen skød frem, så mundvigene blev strammere, men hun kunne ikke holde masken ret længe, og fniset snorkede kort tid senere igennem hendes næse. Nikolaj trak hånden til sig, og rynkede sit ene bryn.

"Hva' fuck er det, der er så sjovt?" spurgte han, i den dæmpede stemme. "Så grim er jeg sgu da ikk', er jeg?"

Sophie skulede til ham, og så smilet bølge hans ansigt i små rynker, og folde de yderste øjenkanter en anelse sammen, og den hudstrammende fornemmelse af lunhed rislede atter ned igennem armene. Det kriblede sig blødt og fantastisk rundt i undermaven, og i et kort øjeblik var det kun hende og Nikolaj, som eksisterede i klasselokalet, hende og Nikolaj som var alene i bygningen, i landet, i hele den ganske verden, og pulsen begyndte at stige varmt. Og en tanke, der normalt ville have skræmt hende, en tanke, som altid dukkede op på de helt forkerte tidspunkter og som altid kom til at omhandle de helt forkerte personer, som de absolut ikke skulle omhandle, voksede frem i hendes hjernebark, og med den fulgte endnu en bølge af varme, der kildrede hende ud i kroppen. Tanken om, at hvis hun skulle have en kæreste, hvis hun nogensinde skulle have en kæreste, så skulle det være drengen ved siden af hende, og det gik op for hende, i dette splitsekund, at hans humor, den platte jyske plathed, var den bedste humor, hun nogensinde var kommet forbi, langt bedre end Lukas, og hun havde aldrig nogensinde troet, at hun ville kunne stole på et andet menneske, så hurtigt, på blot en uge, og pulsen steg fortsat, som varmen begyndte at trække i et sug gennem brystet. Det var blot en flygtig tanke, som rejste igennem hendes sind i et kortvarigt øjeblik, og hun borttvang den, hun kendte ham slet ikke nok til overhovedet at tænke disse tanker, hun var ikke forelsket, hun var ikke forelsket, og hun kiggede bort fra ham, men pulsen, den bløde og varme hjerteforkramping, der taktfast dundrede og bankede og dundrede imod brystkassen, syntes at blive ved, og den næste tanke som flugtede igennem hjernebarken, fik en underlig tomhed, hun aldrig havde følt før, til at svulme sig igennem kroppen. Hun skulle fortsætte i 10'ene. Han skulle på gymnasiet. Det blev hult i brystet. 

Tag dig sammen, Sophie. Tag dig sammen. Nikolaj har ret. Du ved ikke hvad fremtiden bringer. Tænk positivt, tænk positivt, tænk positivt...

Hun skulede til ham, og smilte skævt, og Nikolaj smilte tilbage, og så begyndte hun at kruse blyanten rundt på papiret.

*

Amalie rejste sig fra sin plads bag Frederik - som gik udenfor med Christian, Jonas og tre andre dtenge - i ti-pausen, og søgte ned mod bordet, hvor Sophie og Nikolaj sad sammen, og de røde pumasko gled hurtigt og målrettet henover gulvet, og hun skilte læberne og begyndte at tale, da hun næsten var nået til endevæggen. "Nikolaj. Vi skulle tale sammen."

Nikolaj, som havde lænet sig indover bordet og drilsk kiggede på Sophie, med læberne trukket i et fåret smil, viftede sine øjne fra hende og hen til Amalie, som stoppede ved siden af bordet. Amalies øjne var kun rettet imod Nikolaj, og kiggede ikke på Sophie en eneste gang, som om Sophie slet ikke eksisterede, som om det kun var HAM, der kunne se hende, og en underlig irritation strammede sig igennem kropsmusklerne. 

Han rettede sig op. "Ja, det sku' vi." Og så kiggede han på Sophie, som han skrabede stolen tilbage fra bordet. "Jeg er snart tilbage." Og han greb krykkerne, rejste sig op og begyndte at hive sig afsted - klak, klak, klak -, buede bag om Sophie og hen til Amalie, som blot vendte sig rundt og gik i forvejen, og hun ignorerer fuldstændig Sophie, hvorfor fanden ignorerer hun Sophie, hun plejer slet ikke at være så kold, hvorfor ignorerer du Sophie, Amalie? Men Nikolaj stillede ingen spørgsmål, kastede blot blikke over skulderen, og sendte Sophie et svagt smil, og hun smilte tilbage, og de fortsatte ud ad klasseværelset og ned ad gangen. En plastikknitren, da Amalie fiskede den firkantede blå kings cigaretpakke op fra venstre lomme. 

"Jeg ska' ryge, så vi ka' bare gå lidt ned af vejen imens vi snakker." 

Der var noget i Amalies stemme, Nikolaj ikke brød sig om. Noget stramt, og anstrengende, som om hun kæmpede for ikke at råbe op, og måden hun bevægede sig på, alt for stift, alt for hurtigt, fik Nikolajs mave til at blive tungere. Han havde ikke lyst til at sige noget. Og som de nærmede sig udgangen, ned ad de tre trappetrin, begyndte Nikolaj gradvist at blive mere og mere overbevist om, at Amalie var vred. Vred på ham, fordi han nægtede at sige undskyld, men hvorfor skulle hun dog blive vred over noget så latterligt? Det ragede ikke hende, det ragede sgu da overhovedet ikke hende, og den tyngende mavefornemmelse blev atter erstattet af den ru irritation, som trak hans muskler sammen, og han havde lyst til at gribe fat i Amalies skulder i dette givne splitsekund, gribe fat i hendes skulder og vende hende imod sig og forlange en forklaring. Spørge hende, hvorfor fanden hun var så optaget af at han skulle sige undskyld til Frederik, det gik jo ikke en skid udover hende, men han beherskede sig, selvom pulsen sugede og dunkede. De fortsatte ud ad glasdøren, og skrånede nedover parkeringspladsen, ned til Skolevej, hvor Amalie vred sig til højre og Nikolaj fulgte efter, og lyden fra skolepladsen blev gradvist svagere, jo længere ned ad vejen de bevægede sig. Amalie jog en cigaret op i munden. Tændte den. Stilheden imellem dem tyngede sig hårdere, men så sagde hun noget. 

"Jeg ved ikk' helt om du har lagt mærke til det, men jeg er sgu ret sur på dig." Og så stoppede hun op, og vendte øjnene imod ham, og de var blevet udspilet, og deres underkanter havde strammet sig mere sammen end sædvanligt. 

Nikolajs hjerte dunkede fortsat. Fornemmelsen i hans mave blev tungere, strammere, og han rynkede panden. "Sur på mig? Hvorfor fanden er du sur på mig?"

"Fordi du ikk' ka' overholde en fucking aftale, Nikolaj, derfor!" Og hun løftede cigaretten og sugede, så spidsen blev rødglødende og hendes kinder kortvarigt hulede sig ind. Så fortsatte hun. "Hva' fanden er det der er så svært ved at sige undskyld?"

Nikolaj skrånede hovedet, og kiggede hende dybt i øjnene, det cyangrønne prikkede ham mod ansigtshuden, og han svarede hende. "Ikk' noget. Jeg er faktisk en stor fan af undskyldninger, hvis ikk' du allerede har fundet ud af det."

"Nå. Det er du alligevel. Fortæl mig så, hvorfor fanden du ikk' vil sige undskyld til Frederik." Nikolaj blev sjældent sur på Amalie, og i de fleste tilfælde, var han enig med hende, men lige her, som han stod sammen med hende ved siden af den stillestående villavej, med tobaksrøgen fra hendes glødende Blå Kings cigaret svidende i næsen og svælget, og hørte hvordan hendes stemme skingrede sig alt for høj og alt for stram, trak irritationen sig sammen i hans hals og gjorde hans krop varmere. 

"Fordi det her ærlig talt ikk' rager dig, Amalie!" Amalie kiggede blot på ham, ulæseligt, og blikket i hendes øjne, alt for intenst fokuserende, fik det stadig til at prikke og stikke imod Nikolajs ansigtshud, og han fortsatte. "Det rager ikk' dig, hvordan fanden mig og Frederik er overfor hinanden! Frederik har sagt undskyld til mig, jeg har tilgivet ham, men jeg har også fortalt ham, at hvis han fortsætter med alt hans "pige" pis, især hvis det er Sophie, det går udover, så er ham og jeg færdige med hinanden! Jeg har ikk' en skid at sige undskyld for! Derfor siger jeg ikk' undskyld! Den er ikk' længere! Har du andet, du gerne vil anklage mig for, eller må jeg godt gå tilbage til skolen nu?" 

En ubehagelig tavshed brød sig frem imellem dem, og Amalie hævede og sænkede smøgen, flere gange, og hendes kinder blev dybe og indhulende, hver gang hun sugede ind, og en bil hvislede forbi.

Så.

"Nikolaj, nogen gange er du fandme latterlig. Du er?"

"Latterlig? Latterlig?" Og Nikolaj slap alle sine tøjler, og var ligeglad med om han hævede stemmen, ligeglad med om han så SKRÆMTE hende, han slap blot den ru irritation, som gnavede i musklerne, og fortsatte, med stemmen løftet og hidsigt dirrende. "Hva' fanden er det, du hentyder til, Amalie? Er jeg latterlig fordi jeg ikk' siger undskyld, efter at FREDERIK sparkede mig i anklen? Er jeg latterlig fordi jeg ikk' vil sige undskyld for noget, som FREDERIK selv er skyld i? Eller ... eller jeg er måske latterlig fordi jeg har valgt at sidde sammen med Sophie og snakke med hende, som den fucking ENESTE i hele den her lorteklasse fuld af fucking lorteegoister, dig og Frederik inkluderet, egoister som ikk' engang gider gå hen og snakke til hende, eller fucking spørge hvordan hun har det, som fucking ikk' engang gider inkludere hende i et fucking fælleskab! Jeg er den ENESTE der har taget initiativet til at snakke med hende! Jeg er den eneste, af mig og Frederik, som rent faktisk har SNAKKET med Sophie, istedet for at prøve at komme i bukserne på hende. Jeg er den eneste, der rent faktisk har VÆRET der for hende, og jeg kender hende allerede bedre end nogen af jer andre."

"Nikolaj, I fucking væddede om hende ... "

"FREDERIK VÆDDEDE OM HENDE!" Og Nikolaj skreg, som han rykkede sig tæt på hende, og Amalies bryn løftede sig og hendes ansigt blev ulæseligt. "Det var fucking hele tiden Frederik! Jeg prøvede at hjælpe ham, men da jeg kom i kontakt med Sophie, så jeg noget i hende, som han ikk' gjorde! Det handler ikk' om at rage til sig af lækre kærester! Er det ikk' det, du selv sagde? Mig og Sophie er allerede blevet gode venner! Hvis Frederik har et problem med det, og hvis DU har et problem med det, så er det JER der er de latterlige! Fandme ikk' mig!" 

Amalie svarede ham ikke. Viftede blot blikket ned, som hun tog endnu et indsug i cigaretten.

"Amalie?" 

Hun kiggede på ham. Hendes øjne var blevet tomme og fjerne. 

"Du blander dig fuldstændig udenom mig og Frederiks venskab. Er du med? Du blander dig fuldstændig udenom fra nu af og resten af skoleåret! Hvis du vil hjælpe Frederik, så hjælp Frederik, men hva' der sker i vores venskab, det rager ikk' dig. Medmindre jeg rent faktisk BER' dig om at hjælpe, så blander du dig bare helt udenom. Fatter du det, Amalie?" 

Hun nikkede. Hendes øjne var stadig tomme, hule og ulæselige. 

"Jeg regner med, at jeg gerne må gå tilbage i klassen nu?"

Amalie flimrede sine øjne gentagende gange, som hun vippede hovedet op og ned i gentagelsesvise nik. 

"Tak." Det var det eneste, Nikolaj sagde, inden han vendte sig rundt og krykkede sig op ad vejen og tilbage imod parkeringspladsen. Amalie blev stående, som hun løftede cigaretten, en svag skælven forplantede sig igennem hendes fingre, og hun drog et indsug, så spidsen forkrøb sig til en ildorange askeglød. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...