Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17732Visninger
AA

36. BETINGET TILGIVELSE

Sophie skrev til Nikolaj lige efter han var gået i seng og havde slukket lyset, og lå og surfede på telefonen - sjovt som folk altid skal skrive til mig når jeg enten ser film eller bruger tid på mobilen - og han gik ud af den tilfældige side på facebook, som han var snublet over tidligere på dagen, og allerede blevet vild med, den samme side han havde surfet på da Amalie skrev til ham, og gik istedet ind i SMS-indbakken. 

- Hey, Nikolaj. Hvad laver du? : - )

Han rykkede lidt i sin dyne, og de smertestillende pillers virkning var endnu ikke begyndt, så et hvidglødende jag strålede atter op fra den skadede ankel. En fortrækning vrængede hans ansigt. 

- ligger i min seng med lyset slukket ;) dig? :)

Der gik et kort øjeblik, og Nikolaj vred sig forsigtigt rundt - ikk' bevæg foden, Nick, ikk' bevæg foden, fucking ikk' bevæg foden -, indtil han lå i en tilfredstillende stilling, og telefonens vibrator kildrede i hans hånd, og Sophies besked lyste frem på displayet. 

 Åh! Undskyld. Forstyrrer jeg ? : - /

 overhovedet ikk Soph :) lå bare og chillede på fb

En kortvarig stilhed.

BZZZ-BZZZ-BZZ

Sophies besked summede frem. 

- Ok. Er glad for at det ik var mig der forstyrrede dig : - )
   Må jeg egentlig spørge dig om noget?

Nikolajs fingre klikkede glidende henover touchskærmen. 

- Ja da :) du spørg squ bare løs, Soph.. :) 

Nikolaj fornemmede endnu en varme fingre sig ud gennem brystregionen, den samme varme, som fremkom sidst han skrev med hende, og hvorfor begyndte hans hjerte pludselig at banke sådan, på den dejlige og behagelige måde? 

- Jeg ved godt det her er et åndsvagt spørgsmål, men... Du er ik sådan en som svigter dine venner, er du ? 

Han blinkede nogle gange, som han betragtede hendes besked, og han måtte læse den igennem to eller tre gange, for at være sikker på, at han kunne give hende et ordentligt svar - hvad fuck skriver man egentlig til sådan en besked? -, og han lod sine fingre glide henover skærmtastaturet. 

- Nej er du sindssyg Sophie! hvis der er noget, jeg ikk ka finde på, så er det at svigte! Og jeg ka da slet ikk finde på at svigte dig :) Virkelig!! 

Men som han havde sendt beskeden, kom han atter i tanker om det, som han fortalte hende på stranden - "jeg tager billeder af random personer, Sophie" - og den gnavende stemme, som atter huggede sig frem i baghovedet, stemmen der sagde "løgner, løgner, løgner", og han kom til at tænke på Frederik, og det, Amalie havde sagt tidligere på dagen - "Frederik føler at du har stukket ham i ryggen" - og det her er bare ikke en ting, man skal love folk, og det ved du godt, Nikolaj, men han ville ikke svigte hende, ikke Sophie, og han ignorerede den gnavende, bidende tankestemme. 

Der gik yderligere øjeblikke med stilhed. Endnu besked summede frem, og lyste skærmen op.

- Hva' så med det med dig og ham der Frederik? 

Det skal du ikk' tænke på, okay, Sophie? Mig og Frederik er noget helt andet, det skal du overhovedet ikk' tænke på...

- det med Frederik og mig.. det er noget helt andet ;) Bare rolig :) Vi har bare.. en uenighed med hinanden. Det ska du squ ik tænke på :) 

- Okay. 

Hvorfor sender hun overhovedet ingen smileyer?

- Hvorfor spørger du, Sophie? Er der noget i vejen? :)

- Ja. Men det fortæller jeg dig på mandag : - ) 

Hans puls begyndte atter at forkrampe sig igennem blodårene, og han kunne ikke lade være med at stramme kæbemusklerne. Det begyndte at dunke i anklen. Fingrende tastede sig henover touchskærmen.

- hvorfor fortæller du det ik bare nu, Sophie? :) 

Stilhed.

BZZZ.

- Fordi det er rarere at snakke om, når man er face-to-face : - ) Vi kan finde et frikvarter at snakke i, hvis det er : - ) 

- (Y)

- Nå, Nikolaj, jeg smutter lige igen : - ) Sov godt, ikke? : - D Ps: Du er en rigtig sød ven : - ) 

Nikolaj kunne ikke lade være med at smile, da han så hendes sidste besked, og pulsen blev igen erstattet af den bløde varme, der gennemrislede brystet og mellemgulvet, som strakte sig hele vejen ned i maven og skridtet. 

- Mange tak og i lige måde, Sophie :) og i lige måde til det med en sød ven.. det er du squ osse ;) 

Men hold kæft, hvor sender du nogen grimme smileyer ...

- Hehe. Mange tak : - D

Og så sluttede deres samtale, og Nikolaj klikkede flere billeder igennem, likede et par stykker af dem, indtil søvnen tungt blæste sig indover øjnene, og fik det til at svide imod hornhinderne, og han slukkede til sidst telefonen, lagde den fra sig og vred sig om på siden. Det jog igennem bagsiden af benet i en enkelt smertespasme, blot en kort gang, og han fornemmede, på den dæmpede snurren, som strakte ud i tæerne, at den smertestillende medicin var begyndt at virke. Og lige inden han faldt i søvn, forestillede han sig den melonagtige sødmedunst, som havde uddrevet sig fra Sophie, da de sad sammen på bænken om fredagen, og hendes lyst klingende stemme, da hun sang Hallelujah, og hvor var hun bare smuk, og det svulmede sig spændstigt imod underbukserne. 

Så faldt han i søvn. 

*

Nikolaj blev kørt af mor i skole om mandagen, og ankom et par minutter før tid, og som han krykkede sig indover parkeringspladsen - én uge med krykker, Nick, én uge, det kan du godt klare -, fik han øje på Frederik, der ganske alene, næsten isoleret, trak sin cykel ind til den sædvanlige plads i skuret. Det sugede i brystkassen, han kom i tanker om undskyldningen, og det var måske bedst bare at få det overstået.

Det skal være en undskyldning du mener, Nick. Ikke en halvhjertet en. Men en, du virkelig mener! Han tog en dyb indånding, skiftede retning og bevægede sig frem, imod skuret, hvor Frederik stod med ryggen til og bøjede sig fremover. Det dunkede atter imod indersiden af ankelforbindingen, og en skærende hvidhed spasmede sig op langs med ankelsenen, til bagsiden af knæet, og det er Frederik, der har gjort det her imod dig, Nick, gjort noget imod dig du overhovedet ikke fortjener. Syntes du selv, at han skal have en undskyldning? Det burde da bare være ham, der giver dig en undskyldning, burde det ikke? Fuck hvad Amalie siger. Det er ham, der skal undskylde, ikke mig, det er ham, ham, ham...

"Frederik!" Frederik stivnede, stadig foroverbøjet, og Nikolaj kom stadig tættere. Ingen bevægelse. Han standsede en meter fra ham. "Ka' vi snakke sammen... bare et øjeblik? Dig og mig?" 

Frederik svarede ikke, og pulsen forkrampede sig igennem Nikolajs krop. Så drejede han forsigtigt hovedet rundt.

"Undskyld, Nikolaj." Ordene kom ganske svagt, mumlende. "Undskyld, at jeg sparkede dig i anklen."

Og selvom Nikolaj burde tilgive ham, burde gøre det, som Amalie havde bedt ham om, så de kunne få snakket ud om tingene, og forsone deres venskab, trak en anden følelse frem i ham. En følelse, der fik hans mavesæk til at synke, dybere og dybere og dybere, og det vred sig rundt i et sug af vakuum, det begyndte at krible bag huden, på en ganske behagelig måde, og hjertet bankede hurtigere. 

Fuck dig, Frederik. Ordene samlede sig først i hans tanker, og begyndte herefter at hobe sig i det bagerste af ganen, i en halskildrende klump. Fuck dig og fuck dine lorteproblemer, vi to er færdige med hinanden. Og han havde lyst til at se ham græde, lyst til at se tårene springe ud fra begge øjne, og gøre kinderne røde og våde, og du er bare en lille taber, Frederik, og jeg skal sgu ikke sige undskyld for noget som helst. 

Dyb indånding. Dyyyyyb indånding.

"Lidt højere, tak." 

Frederik bøjede hovedet, og hans blik undveg Nikolaj. Læberne pressede sig tynde imod hinanden. 

"Undskyld... fordi jeg sparkede dig i anklen. Og i det hele taget, så... så må du undskylde, at jeg har været sårn' en idiot. Undskyld."

"Ja, det må du fandeme nok sige." Nikolaj måtte stramme ansigtsmusklerne, for at modkæmpe smilet, som med en kildren i begge mundvige, kæmpede for at bue frem. "Det var sgu også på tide, du kom med den undskyldning!"

Frederik var stille. 

Nikolaj fortsatte.

"Jeg tilgiver dig, men kun på én betingelse." Han løftede pegefingeren, og lod spidsen af den pege lodret opad. "Hvis du, fra nu af og resten af skoleåret, dropper alt dit pis med mig og Sophie, og den der 'aftale', som vi havde, men ikk' længere har. Og hvis du tager dig fucking sammen, istedet for at være så skide barnlig. Hvis du kan bevise overfor mig, at du ka' droppe Sophie, og accepterer, at i to nok bare aldrig får snakket sammen, så tilgiver jeg dig. Men så ska' du også gøre dig fortjent til det!" 

Stilheden fortsatte, og ingen af dem var særlig opmærksomme på den summende larm fra ankomne elever omkring dem. Så sagde Frederik noget.

"Nikolaj?"

"Hvad?" Hans stemme kom i et hårdt stød, men han var ligeglad, og han gad ikke engang lægge skjul på, at han stadigvæk var sur på Frederik.

"Omkring det med Sophie... Så... Jeg ved godt, du stadig er sur på mig, og det er også fair nok, for jeg har sgu været lidt en lorteven."

"Lidt?" afbrød Nikolaj.

"Okay... Meget. Men ... omkring Sophie ... vil du ikk' please love mig, at I ikk' ender som kærester? Jeg ved godt, det er en åndssvag ting at love, men ... jeg ... du ved godt, hvor svært det er for mig, at ... !"

Men Nikolaj lod ham aldrig tale ud. "Ja, det er fandme en åndssvag ting at love, det har du sgu fucking ret i. Og derfor gider jeg ikk' love dig sådan noget. Lige nu, der hænger din tilgivelse i en meget tynd tråd, og den tråd, den ka' sgu knække lige pludselig. Og ... at Sophie og mig bliver kærester, det ska' du sgu ikk' regne med. Så godt kender vi heller ikk' hinanden. Bare ... bare ta' dig sammen, okay? Det er det eneste, jeg forlanger af dig, og det ka' sgu ikk' være så svært." 

"Jeg ska' prøve," Frederik vendte sig bort fra Nikolaj, og gik atter i knæ, som han lod nøglen glide ind i cykellåsen.

"Det er ikk' godt nok, Frederik!"

"Hør, hva' fanden vil du ha' jeg ska' sige? Jeg prøver! Jeg prøver virkelig! Hva' forlanger du ellers af mig?" Frederiks stemme blev højere, og en tung dirren var gledet indover den, og hans blik var udspilet, da han rettede de blågrønlige øjne tilbage imod sin ven. 

Nikolaj fortsatte, i det nøgterne, kølige tonefald. "Jeg forlanger, at du bare gør det." Så vendte han sig om, og med krykkerne trak sig videre op ad parkeringspladsen, imod den røde skolebygning. Frederik blev siddende tilbage, på knæ, ved siden af cyklen, og hans øjne flimrede som han gentagende gange udsendte kraftige, våde blink. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...