Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17210Visninger
AA

68. BEKENDELSE OG FORLØSNING

Nikolaj tog selv affære, og han gjorde det i ti-pausen efter engelsk, og han gjorde det da alle de andre - Christian og Amalie og Frederik og Jonas men ikke Mikkel, for han sad og nussede med Maria som vanligt - var gået udenfor. 

"Vil du med ud og ryge?" havde Amalie spurgt, da hun skrabede sin stol tilbage og greb sin taske, men Nikolaj havde rystet på hovedet. 

"Ellers tak. Jeg blir' her."

Det var ikke utvivlsomt, at Amalie havde forstået, hvorfor han træf ligepræcis denne beslutning, og i et kort øjeblik var Nikolaj bange for, at hun ville sige noget eller tale ham fra det, men det gjorde hun ikke. Hun nikkede blot og fandt cigaretpakken frem fra sin taske, en plastisk knitren, og så vandrede hun ud sammen med de andre. Nikolaj blev dog stadig siddende, kiggende på døråbningen i henved et minut, og så rejste han sig. Stolen skrabede tilbage, og han kiggede ned mod den ensomme plads, der kun blev besat af Sophie, og tvivlen gnavede sig ned igennem sindets mange lag, gnavede dybt og gnavede kraftigt, men Nikolaj kæmpede sig alligevel frem. Sophie sad og tegnede, gjorde hun ikke? Jo, hun sad og tegnede, og hendes pande var delt af den svage lodrette kløft, der gav ansigtet det karakteristiske Sophie'ske udtryk, Nikolaj stadigvæk elskede, og den voldelige lyst til at angribe Frederik trak atter i ham, men han ignorerede det, det var kun Sophie, han holdt fokus på. Bordet nærmede sig. Sophie kiggede ikke op.

Nikolaj nåede hen foran hende, og det var måske en dum idé, måske var han og Sophie bare færdige med hinanden, men de gange han havde kysset hende, og fornemmelsen af hendes varmbløde omfavnelse, nej det skulle være løgn, det skulle fandeme være løgn, og han greb fat i stolen ved siden af sig og vendte den rundt. Sophie havde registreret ham, det kunne han se på den måde, hvorpå hendes krop forstivnede sig og fingrene trykkede sig stramme imod blyanten, men hun kiggede fortsat ikke op. Nikolaj satte sig ned overfor hende. Der blev fyldt med stilhed. Stemmer summede og snakkede et sted i baggrunden, men det var ikke slemt, for det meste af klassen var udenfor i det forårsfyldte solskinsvejr, istedet for at befinde sig i den indelukkede klasse, hvor ingen vinduer var åbne - lidt adgang til luft ville egentlig gavne, nu han tænkte over det -, og han burde også være ude sammen med de andre, men så ville han også ende med at være sammen med Frederik, og fuck den nar, og han samlede hænderne på bordpladen. 

Fingrene på Sophies venstre hånd omsluttede sig strammere omkring sidekanten, så papiret blev trykket ind. Hendes øjne flakkede, og øjenvippernes sorte skyggekant flimrede hver gang hun blinkede, og Nikolajs hals syntes at svinde bort i et hul af uendelighed. 

Sig noget sig noget sig noget.

Han rømmede stemmen. "Sophie?" Selvom hun ikke kiggede op, men fastlimede sit blik på skitseblokken, og hendes fingerspidser strammedes og løsnedes og strammedes mod blyanten, vidste han, at hun hørte ham, og endnu en dyb indånding, og så fortsatte han. "Sophie, jeg ... hør, jeg ved godt, at ... jeg ved godt du er sur på mig og sårn', og det forstår jeg sgu også godt." 

Stadig intet svar.

Ikke fuck det op, Nikolaj, okay, ikke fuck det op.

"Men ... men jeg ... jeg' sgu ked af det, der er sket. Især det med væddemålet. Det ... det var bare Frederik, som var ... vi ... okay, det var ikk' kun Frederik, det var også mig, men ...," kom til sagen, for helvede, kom til SAGEN, " ... vi lavede et væddemål. Ham og jeg. Vi ... vi lavede et væddemål, fordi Frederik bare ... bare gerne ville i kontakt med dig."

(Du er en løgner du er en løgner og det her er prisen for dine løgne)

"Og ... og væddemålet ... det var ikk' meningen, at det sku' såre nogen ... og det var meningen, at ... at det bare sku' være mellem ham og jeg. Og ... jeg indrømmer at ... det han har fortalt dig, det med at du ikk' var min type og at ... du ikk' betød noget for mig ... det er sårn' set rigtig. I starten der ... I de første par dage, der ... der betød du ikk' noget og ... Du var bare en pige, der var der, og ... ej, fuck, det lyder forkert det her."

Stilhed.

Nikolaj fortsatte. "Sophie, jeg løj for dig. Dengang, på stranden, der tog jeg et billede af dig i forbindelse med væddemålet, så jeg ku' bevise for Frederik, at jeg havde snakket med dig. Jeg har aldrig haft billeder af random mennesker. Jeg løj for dig, og ... jeg har fortrudt det lige siden. Og så ... kom jeg i kontakt med dig igen, ikk' fordi jeg ville, men fordi at ... at jeg ville lære dig at kende, så du ku' lære Frederik at kende, og så ... Men tingene udviklede sig, okay? Jeg ... jeg faldt for dig ... jeg faldt for dig, fordi det gik op for mig, at ... at du er en mega dejlig pige og ... du er den smukkeste pige, jeg nogensinde har set, og jeg er fucking forelsket i dig, okay? Jeg er fucking forelsket i dig. Alle de ting, du fortalte mig ... dine måder at tænke på og dine måder at være på ... det er bare ... for helved', Sophie, du er bare pisse dejlig, og jeg er forelsket i dig, og det er ikk' løgn. Men ... jeg løj også for dig, og ... og det' jeg sgu ked af. Undskyld." 

Nikolaj løftede hånden op til munden, som energien drev sig hult bort fra kropsmusklerne, og i lang tid sad Sophie blot på den anden side ad bordet, fastholdende fokus på skitseblokken. Så rejste hun sig. Blyanten klaskede ned på papiret. Nikolaj fulgte hende med øjnene, idet hun vandrede forbi ham, og hestehalen pendulsvang i takt til hendes bevægelser, og jo tættere på døråbningen i klassens modsatte ende, hun kom, jo hurtigere blev hendes skridt, og så svandt hun bort. Nikolaj kiggede efter hende, og viftede herefter blikket fremad. Den gule murstensvæg bag Sophies tilbageskrabede stol, syntes at stirre tilbage, med usynlige øjne, og håne ham.

*

Sophie vandrede hurtigt ned ad gangen, mod toiletterne, og kæmpede for at tilbageholde de svidende tårer, bare lidt endnu, bare lidt mere, men det brændene tryk i hendes bryst steg, steg, steg, så hun måtte snappe efter vejret, og det vædede sig op i et fugtslør i hendes synsfelts underkant, og snart begyndte sløret af våde dråber at vride sig omkring hendes øjne, i et sælsomt lunt tunnelsyn, og hun hastede ned ad de bonede trapper, ned i toiletafdelingen, og døren til pigetoilettet lå i venstre side lidt længere fremme, bare lidt mere, bare lidt mere endnu. Endnu et brændene snap efter vejret. Hun hamrede døren op, og den første bås var optaget, men det var den næste ikke, og hun skrånede målrettet hen til den åbne bås og lukkede døren efter sig, herefter et klik da hun låste, og så klappede hun toiletbrættet ned og satte sig og stirrede. Hun stirrede, indtil synet smeltede til kildrende kinddråber, der glat og skinnende stribede roligt vridende nedover ansigtets sider, stirrede indtil mellemgulvet skubbede op, op, op, og brystet ætsede bort. Hun stirrede og hun græd imens og denne gråd var den mest befriende, hun nogensinde havde haft. Denne gråd føltes som den sidste gråd, hun nogensinde ville udstøde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...