Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17198Visninger
AA

1. BEDSTE VENNER

Det startede alt sammen med Nikolaj Jensens leverpostejhår, sorte og hvide conversesko og hans evne, i den ringe alder af 6, til at drible med en fodbold. Evnen tiltrak Frederik Bjærglund, fuld af interesse og betaget ærefrygt, og selvom han ikke kendte den fremmede dreng - andet end hvad han havde set af ham da han sad to borde længere oppe i klassen på den første skoledag -, fremkæmpede han alligevel modet til at flytte sig fra det augustgrønne buskads og med brynene hævet helt op i sin spæde flade pande at bevæge sig henover det mørke græstæppe med fodboldmålene bag skolens grund. 

6-årige Nikolaj vippede med foden - og Frederik så og forelskede sig øjeblikkeligt i de to converse der var fuldstændig identiske med hans egne -, så bolden hoppede i ensartede buende bevægelser imellem fodryg og skinneben. Jævnaldrende børnehaveklasse-Frederik fascineredes af den ro og koncentration, drengen foran ham udsendte. Fuldstændig som fodbold i TV. Hvordan gjorde han dog? Dét måtte han da bare finde ud af.

"Du' go'!" Den lyse og let hæse stemme afbrød Nikolaj Jensens koncentration, så bolden buede ned fra foden og plantede sig selv i græsset. 

"Det' jeg ked af," skyndte lille-Frederik sig at sige. Nikolaj viftede bare med hånden. Det mørkblonde hår - det mindede Frederik om den leverpostejmad som hans mor havde givet ham med i madpakke - var klippet kort for nyligt, så de små totter af pandehår skrabede imod det øverste af den runde pande. Synet af håret mindede Frederik om at han ikke havde fået frugt i fritidsordningen. Dette mindede ham igen, lidt efter, om at han var sulten. Den gnavende tomhed i hans mave trak sig frem. 

"Det ska' du ik' vær'," sagde Nikolaj, og trak Frederik tilbage til virkeligheden så han atter engang glemte sin sult. Det næste spørgsmål tog sig allerede form i hans hoved, da Nikolaj bøjede sig frem for at tage fodbolden op for at prøve at drible med den igen. 

"Hvorn' gør du?" 

"Hvorn' gør jeg hva'?" 

Frederik pegede på bolden. "Det der du gjorde. Med den bold."

"Nåååh. Dribbe?" 

"Ja. Dét." Han nikkede så de lyseblonde hårlokker bankede imod panden. 

"Svært at forklar'. Vil du prøve?"

"Ja!" Endnu et ivrigt nik, der fik håret til at bevæge sig. 

"Værsgo'." Nikolaj trillede bolden hen til sin lysblonde klassekammerat. Og så prøvede Frederik at drible. 

Og det blev starten på det ti-årige venskab, og starten på de to 15-årige drenges fælles fodboldinteresse. Og takket være den ene episode, som ellers virkede så ubetydelig og seperat, spænede Frederik henover det dugvåde forårsgræs denne marts-fredag efter skoletid. Klædt i sort sportstøj af mærket Hummel - endnu et mærke han havde tilfælles med sin ven - og håret sat i hans karekteristiske frisure løftet op med voks ved panden. De spillede imod Viby Fodboldklub, det rivaliserende hold fra den anden ende af byen. Vandt deres eget hold denne kamp, skulle de rejse til København næste weekend og spille en turnering der. De kunne rykke op til de helt store udenlandskampe hvis de blev dygtige nok. Og det håbede Frederik - såvel som Nikolaj - at de ville blive i stand til, for så stod den på London til efteråret. Fucking London. 

"I ham Nick! I ham! GÅ NU I HAAAAAM!" 

Nikolaj Jensen lod fødderne føre ham henover fodboldplænen, i retning mod målet 20 meter skråt foran ham, med læberne tyndet sammen i en streg, og de store blå øjne vendt skiftevis imellem bolden han i løb rullede foran sig og det rivaliserende holds fire forsvarsspillere som trængte sig imod ham. Om få øjeblikke ville de være indover ham. Hvis ikke drengen der løb bag ham og kom stadigt tættere og tættere på havde indhentet ham inden da. Han tilstrammede benmusklerne og lod jorden give efter under sig. Lyden af skridt der gled gennem vådt græs og sportstøj der knitrede af bevægelse voksede og voksede bag ham. Han ville snart blive tacklet, så bolden ville forsvinde fra hans fødder og istedet blive driblet tilbage imod hans eget holds banehalvdel. Det kunne risikere at deres modstandere fik det sidste mål. Der var kort tid tilbage før kampen blev fløjtet i stå. Så ville de enten tabe med uafgjort eller med 4-5. Det måtte ikke ske. Han skulle ramme bolden i målet for sidste gang. Skulle score. Skulle bare score...

Og han vred sig rundt, imod venstre så han akkurat buede om de modløbende forsvarsspillere - et træk der overraskede ham selv - inden han løftede foden, viftede de blå øjne hen mod målet hvor målmanden bredte armene ud fra sig. Øverste venstre hjørne. Han skulle sigte efter og ramme øverste venstre hjørne. Han huggede til bolden med indersiden af foden, netop som forsvarsspillerne han akkurat havde undveget, drejede sig imod optrinnet. Nikolaj løftede hånden imod sit brune hår, som var anlagt i en liggende frisure redt til venstre. Observerede bolden idet den i en flyvende rotation buede igennem luften. Målmanden sprang og strakte armene imod højre. Bolden fløj til venstre, ramte underkanten af overstolpen med toppen så banen blev afbøjet og fodbolden istedet drønede nedad mod græsset. Den blev bremset og standset af fodboldnettet.

Og netop som Nikolaj opfattede helt nøjagtigt hvad der var gået for sig, blev kampen fløjtet til et stop. 

*

"SÅ I MIG? SÅÅÅÅÅ I MIG? DET MÅL DÉR... DET VAR MIG! SÅÅÅÅÅ I MIG?" Nikolaj skreg triumferende, idet han styrtløb henover omklædningslokalets brune betongulv, med armene strakt til begge sider og sine øjne spærret ivrigt op. Han mindede Frederik om et lille barn i ansigtet, som havde fået den gave han altid havde ønsket sig, og han kunne ikke lade være med at hæve brynene så panden antog de karakteriserende dybtfurede rynker, han havde arvet fra sin far og som altid fik ham til at virke alt for alvorlig af en dreng på 15.

"Det var sgu svært andet med det mål dér," sagde Christian Madsen, der stod ved bænken et par meter fra Frederik og Nikolajs plads. Han havde trukket sin fodboldtrøje af, så hans blege overkrop - tilplettet af brune fregner i små og store størrelser, der strakte sig fra den fremskudte brystkasse og mod hovedpartiet - kom til syne og afslørede musklerne der dannede små bølger nedover maveregionen og som særligt blev tydeliggjort når han lavede strækkende bevægelser med kroppen samt når han rettede sig op. "Mikkel blev sgu helt misundelig, den bette faggot. Ikk' å, Mikkel?" Han vred hovedet rundt og kiggede på den brunhårede dreng til venstre for sig, som klædte sig af for enden af bænken. Det retoriske spørgsmål blev blot besvaret af en løftet hånd, hvor langefingeren strittede opad mod loftet imens de øvrige fingre var bøjet og trykkede imod håndfladen. 

"Hvor var det vigtigt, Nick! Fandme godt klaret!" Frederik klaskede sin hånd sammen med sin vens, da Nikolaj var nået hen til dem. Herefter lynede han sin trøje ned. "Nu står den sgu på fucking København. Fuck, hvor' det VILDT, man! Det ska' seriøst fejres!" 

"- Ha! Den er jeg satme med på!" Nikolaj satte sig ned på kanten af bænken for at binde snørebåndene op og tage skoene af, og lod hele tiden blikket være fæstnet imod Frederik, der trak bukserne nedover fødderne og derefter løftede hænderne imod T-shirten. "Jeg ku' vildt godt tænke mig to kasser iskolde Bacardi Breezer og det dér nye FIFA som jeg for doven til at købe. Nej, ved nærmere eftertanke kunne jeg godt tænke mig to kasser Bacardi Breezer, det nye FIFA... og... penge nok til selv at købe en iPhone og en tablet." 

"Du ka' fandme tro nej. Jeg vil gerne købe en kasse Bacardi Breezer til dig når jeg er fyldt 16, og ikke længere behøver at få nogen andre af gutterne til at skaffe det for mig... Men resten? Det må du sgu selv sørge for." 

"Er man lidt nærig, hva'?" 

"Næ, egentlig ikk'." Frederik var nu nøgen, hvis man så bort fra de underbukser han stadig var iført. T-shirten krøllede han sammen imellem hænderne og dumpede den ned på den øvrige tøjbunke der havde samlet sig på bænken. "Jeg gider bare ikk' købe en helt masse ting til dig bare fordi du scorede et fucking mål til en fodboldturnering. Ikk' andet." 

"Jamen tak for lort, Frederik. Jeg elsker også dig." 

"I know." Frederik trak som det sidste underbukserne af, greb herpå shampooen samt håndklædet der hang på knagerækken. Han blinkede med det ene øje til Nikolaj, som han fortsatte. "Men too bad jeg ikke er gay, syntes du ikke?" Og med de ord fortrak han ansigtet i et kort, falskt smil og gled i bevægelse imod bruserne længere fremme. Nikolaj så efter ham, rystede dermed på hovedet og begyndte ligeledes at klæde det sidste tøj af sig. 

*

"Har du overhovedet nogen kontakt til hende der Cecilie?" Nikolaj vendte blikket imod Frederik, da de cyklede henover den nedadstejlende cykelsti, omgivet af knejsende bøgetræer hvis blade endnu ikke var udsprunget. 

"Hvem Cecilie?" 

"Cecilie Vænge. Hende "fuck-hvor-er-Ronaldo-bare-pisse-lækker". Du ved... 8b. Sidste efterår. Hende der rejste til djævleøen og som du var kærester med en overgang." 

Frederik vrængede næsen. "Nuh. Hende! Vi var sgu da ikk' kærester." 

"Var I ikke? Hvad vil du så kalde hende? Snave-veninde?" Nikolaj undertrykkede en latter, og pressede fødderne hårdere imod cykelpedalerne idet de nåede stisvinget og bevægede sig ind i skoven. 

"Prøv og hør, det var alt sammen en misforståelse. Jeg havde friendzonet hende og hun fortalte sine følelser for mig. Og come on, Nick, hun var sgu da pænt lækker. Jeg ku' ikk' la' være."

"Og så blev du forelsket."

"Måske lidt, men det er satme ikk' det samme som at være kærester. Og hvad pokker, hun rejste jo alligevel til København og nej, jeg har ikke hørt noget fra hende efter det."

Nikolaj rystede på hovedet og kluklo. "For fanden, Frederik. Det er sgu ned af bakke med dig, ved du godt det?"

"Ja, i det mindste har jeg da fået fisse, og det er da mere end hvad man ka' sige om dig." 

"You have no proof of that. Du ved sgu da ikk' hvad jeg har haft kørende uden for dit kendskab, gør du vel?"

Et fnøs undslap Frederiks næsebor. "Yeah, right. Du har aldrig været i bukserne på en tøs, og du kan ikk' bilde mig ind at du har, det kender jeg dig for godt til." 

"Grin du bare, Frederik. Vent du bare indtil den dag jeg får en kæreste, så kan vi snakke om det."

"Nick?" Frederik viftede en kort gang sine blågrønne øjne hen til Nikolaj, inden han atter fokuserede på stien der snoede sig igennem skoven foran dem. "Den dag du får en kæreste, ikk' å? Det bliver den dag hvor der kommer aber flyvende ud af mit røvhul!" 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...