Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

117Likes
862Kommentarer
17729Visninger
AA

62. BARE ET VÆDDEMÅL

Nikolaj offentliggjorde, præcis som han havde lovet Sophie at han ville, hans og Sophies forhold for både Jonas og Amalie og Christian da ti-pausen begyndte. Ingen af dem, særligt ikke Amalie, var overraskede, og de havde set det det komme, selvfølgelig havde de det, for Nikolaj gik jo hele tiden sammen med Sophie og snakkede jo hele tiden med hende og selvom det var gået lidt stærkt, måske lidt for stærkt efter Christians mening, var de alle sammen glade på hans vegne og Sophie virkede da også som en mega sød og mega flot pige, "det var fandme godt scoret," sagde Christian og så afsluttedes det med at Nikolaj og Sophie kyssede, en, to, tre, fire gange. 

Denne mandag forløb sig som alle de øvrige mandage, og der var læseprøver og eksamensopgaver. Det var svært for Nikolaj og Sophie at koncentrere sig, og de kiggede flere gange på hinanden, Sophie med varmen der strakte sig nedover hendes armhud, Nikolaj med den lune sammeknugen der fingrede sig fra brystet ud i resten af kroppen. De tog afsked da skoledagen sluttede klokken 14. De stod ude foran skolegangen, ikke særlig diskret, stod med armene rundet om hinandens kroppe og kyssede, og Sophie ville ikke fjerne sine læber, ville ikke, for Nikolajs bløde og spytfugtige kys, og den hule luft, der hele tiden uddrev sig fra munden, gjorde hendes undermave så væskende varmt, og hun kunne, ligesom da de sad på bænken i den lille park, ikke give slip, hverken kunne eller ville men hun var nødt til det, for hun skulle hjem og lave lektier og det skulle han også.

Et klistret smæld, da deres læber delte sig bort fra hinanden efter det syvende kys. De kiggede hinanden i øjnene, langvarigt, og larmen fra de mange elever brusede sig gennem stilheden og flænsede det tavse. Sophies arme var slængt henover Nikolajs skulderparti, så hendes hænder mødtes bag hans nakke, og Nikolajs arme var favnet omkring Sophies flanker, og hans hænder mødte næsten hinanden bag hendes lænd. Han smilte. Hendes kinder kildrede varmt.

"Vi ses i morgen, Sophie. Jeg kommer sgu til at savne dig!" 

"Jeg kommer også til at savne dig." Hun lænede sig frem, tre hurtige smæld, og så vred hun sine arme bort fra hans, og han sænkede sine hænder ned fra hendes lænd. Deres fingre sammenflettede sig kortvarigt. Sophies hjertepuls dunkede sig fra det varmglatte, sammenblandede sig med hans i en lyserød dynamik, og Nikolajs ansigt blev stramt af det brede smil. Så krammede de, og kyssede igen, og deres munde åbnedes og lukkedes og åbnedes og lukkedes, og Nikolaj vred sig til sidst bort fra Sophie, smilte en sidste gang, sagde "vi ses i morgen", og Sophie svarede "ja vi gør!" og herefter vendte Nikolaj ryggen til hende og humpede ned ad parkeringspladsen.

 Sophie kiggede efter ham. Det svulmede hult gennem hendes bryst, idet han forsvandt, svulmede sig af savn, og hun pustede ud. Nikolaj nåede enden af parkeringspladsen, han smilte og så vinkede han, og Sophie vinkede tilbage. Hun trak sin taske længere op ad skulderen, vred sig rundt, mod højre, og vandrede sig bort til stien. Nikolaj så efter hende. Sophie så efter Nikolaj. Hun vinkede igen. Så svandt hun bort i søjlerne af hvide sortstribede birketræer. Og Nikolaj kiggede væk, bestirrede istedet vejen foran sig, hvor hans mor ville komme og hente ham inden for de næste ti minutter, og fordi han kiggede væk, havde Frederik frit spil. Fordi han kiggede væk, kunne Frederik gribe ind.

Frederik havde stået i skolekorridorens T-kryds på den anden side ad glasdøren, og han havde holdt øje med Sophie og Nikolaj, og musklerne i hans krop vred sig strammere og hårdere, for hver gang han så deres læber munde sig om hinanden, smældende kys, smældende kys, og hans øjne kløede i en lun fugtighed, og Nikolaj vendte ryggen til og bevægede sig ned over parkeringspladsen. Dette var hans stikord. Dette var tegnet på, at han skulle slå til, skulle slå til NU, og han rykkede frem og fulgte bag to piger, der snakkende skridtede sig frem, ned mod døren, og deres hænder skubbede sig mod dørens glas, døren åbnedes og Frederik stivnede kortvarigt. Nikolaj var stoppet nede for enden af parkeringspladsen tyve meter borte, han var standset op og han kiggede sig tilbage. Måske var det en dum idé. Måske var det en IDIOTISK idé, det ville aldrig gå, Nikolaj ville opdage det, det ville aldrig gå, og døren smældede i og han så Nikolaj vende sig bort. Han tog en dyb indånding. Ventede. Nikolaj havde ryggen vendt mod skolen. Frederik forstod, at han skulle slå til nu, før det var for sent, og med energien drænet hult bort fra benmusklerne, styrede han sig frem, hen til døren, som han åbnede og han fortsatte ud på stien. Hans øjne veg sig ikke bort fra Nikolaj, der satte sig ved vejkanten for enden af den sortglinsende parkeringsplads. Nikolaj vendte sig ikke om. Hjertet forkrampede sig til en vedvarende og kold dunken. 

Frederik vred hovedet mod højre, til de to metalbomme og stien, der skar sig bort gennem forårsherligheden af grønknoppede birketræer bag bommene, og Sophie, han så Sophie, han så hende vandre sig mindre, i takt med at hun fjernede sig stadig længere bort, og hestehalen svang sig i takt med hendes bevægelser. Han skulede til venstre. Nikolajs ryg var stadig vendt mod skolen. Frederik tog endnu en dyb indånding. Mundhulen klistrede sig i tørhed. Han vendte sig rundt, og bevægede sig ad stien, langs med buskadset der afgrænsede til parkeringspladsen. Buskadset på hans venstre hånd gled sig efter tretten skridt, bort til skoven. Han svang sig imellem bommene. Sophie var fyrre meter borte. Hun vandrede i komplet uvidenhed, og hun havde sin hættetrøje på, og de lyseblå denimjeans med det slidte hvide design, hvor furene fremkom langs bagsiden af knæled og ballerne, der vip-vip-vippede, i takt til gangen. Frederik trykkede sine fingerspidser ned i håndfladerne, så hænderne knugede til skælvende næver, og han satte farten op. De fyrre meter blev til tredive, og de tredive til tyve, og hans lunger blev varmere og varmere, og mavesækken sugede sig bort til en fjern intethed, og han var ti meter fra hende, da han hævede stemmen.

"SOPHIE!" 

Al bevægelse fortog sig i Sophies krop, og han kunne se hendes skuldre løfte sig, idet hun standsede. De løftede sig i anspændelse, og hans hjerte kildrede. Han nåede hen til hende. Hun vendte sig ikke rundt. Han langede sin højre hånd fat i hendes skulder, og så klemte han, og han drejede hende imod sig. Hendes mund smallede til en lige streg. Øjnene var forsvulmet. 

En tavshed, der blev brudt af fuglekvidren fra birketræerne, der strakte sig omkring dem. 

Så fortsatte Frederik, og det strammede sig hårdt omkring hans strube. "Er du blevet kærester med Nikolaj, Sophie?"

Hun svarede ham ikke. Hendes øjne viftede sig væk, og han kunne se hvordan de slanke fingre tilstrammede sig om taskens venstre skulderrem. Det blev hvidt omkring hendes knoer. Frederiks kæber snurrede, idet han spændte ansigtsmusklerne, og han fortsatte, og stemmen dirrede. "Er du blevet kærester med Nikolaj? Svar mig!" 

Sophie blev stående i stilheden, og hendes øjne var fortsat viftet væk. Frederik gjorde en bevægelse, som han aldrig troede han kunne finde på at gøre, ikke mod en pige som Sophie, fordi det var forkert, forkert, FORKERT, det var forkert på samme måde som det var forkert at slynge en flaske i hovedet på sin venindes gode veninde, det var forkert på samme måde som det var forkert at svine sin veninde til og kalde hende en kælling, det var forkert, men han blev underligt ligeglad, og magten kildrede sig atter i hans mellemgulv, idet han havde svunget sin hånd op til hendes ansigt, og trykkede fingerspidserne ind mod de bløde, hule kinder, og han tvang hendes ansigt imod sig. Hans stemme dirrede kraftigere.

"Er I blevet fucking kærester? Er I det?" 

Sophies forsvulmede øjne bestirrede ham skrækslagent, og han kunne se noget spejlende fugte sig frem i det klarblå. Frederiks fingre klemte sig hårdere. Han skar tænder.

"Nu ska' jeg fortælle dig noget, Sophie! Og du ska' høre fucking efter!"

Sophies hoved fremvippede små, knap tydelige, nik hurtigt efter hinanden. Den blanke fugt i hendes øjne spejlede kraftigere. 

"Nikolaj har løjet for dig. Nikolaj har fucking LØJET for dig, han har? Nikolaj ... har LØJET ... han har hele tiden fucking løjet!"

Sophie trak vejret, snappede lyst, flere gange, og hun var ved at græde, det vidste han, hun var ved at GRÆDE, og hans fingre strammede fortsat omkring hendes kinder. Hans stemme vred sig lavere, men stadig tydelig, og det kvalte sig fugtigt sammen omkring hans luftrør. 

"Du var bare et væddemål, Sophie. Det har du hele tiden været. Du har ikk' været mere end et fucking væddemål! Forstår du det? Du var bare et væddemål, og ikk' en fucking skid andet!" 

Sophies læber havde delt sig, og hun vedblev med at stirre på ham, med de fugtspejlende øjne. Frederik betragtede hende, længe, og så gav han slip på hendes kinder. Sophie flyttede sig ikke, men blev stående der på asfalten, foran ham. 

"Du tror ikk' på mig, gør du vel?" fortsatte han lidt efter, og Sophie stirrede blot, stirrede uden at tale. "Du tror ikk' en fucking skid på mig. Hvorfor sku' du også det? Du synes sikkert bare jeg er en eller anden taber, ikk' å? Du tror sikkert bare at jeg ... at jeg bare er sådan en ... mobber ... en fucking lille nar, som synes det er sjovt at fucke tingene op for andre. Du synes sikkert jeg er led. Men ved du hva', Sophie, den eneste der er led her ... den eneste der er led, er Nikolaj." Frederik fortrak sit ansigt, og det kløede varmere i hans øjne. "Han har hele tiden holdt dig for nar, og det fucking pis han fortæller dig ... det pis med, at han ikk' vil svigte dig, det er løgn! Han vil svigte dig! Han vil svigte dig, ligesom han har svigtet mig, for sådan er Nikolaj, Sophie, sårn' ER han, en skid der fucking svigter sine venner! Sådan har han altid været!"

Sophie blinkede kraftigt, i forsøget på at fjerne den brændene fugt, og Frederik fortsatte. "Nikolaj viste mig et billede af dig. Inden han lærte dig at kende. Vi væddede om dig. Vi væddede om dig, om hvem af os der ku' komme i kontakt med dig, og det var den eneste grund til, at han snakkede med dig på stranden." 

Sophie åbnede munden. Hun åbnede munden vidt op, og hendes bryn knækkede sig opad, hun stirrede blot, og en fugtig tåge svidede sig frem i hendes blik. "Hvad?" Hendes stemme var spinkel, knap hørbar, og Frederiks mund snørede sig hård, da han svarede hende.

"Ja. Det er rigtigt! Den eneste grund til, at han tog det billede af dig, var fordi han havde lavet et væddemål med mig! Et væddemål om, hvem der ku' komme i kontakt med dig, og det billede viste han mig dagen efter. Ude på skoletoilettet." Frederiks vejrtrækning blev hurtigere. Hans hjerte bankede ukontrollabelt, dunk-dunk-dunkede voldeligt bag brystbenet, og endnu en stram snurren forplantede sig i hans kæber. "Nikolaj har ikk' nogen billeder af random personer, Sophie! Det var løgn! Nikolaj er ikk' den, du tror han er! Han ka' li' sport, og li' piger, og li' fodbold og ... han ka' li' at tage pis på andre. Han kontaktede dig på grund af væddemålet! Han kontaktede dig ikk' fordi han havde lyst til det! Han kontaktede dig på grund af væddemålet! Det er alt sammen væddemålets skyld! Han er ikk' din ven! Han er ikk' din kæreste! Du betyder ingenting for ham!"

En tåre smeltede bort i Sophies højre øje, smeltede bort og dråbede sig langs kanten af næsebenet, trillede, trillede, trillede, og det skinnede så blankt og så glat, og hendes mund var stadig vidåben. Da tåren nåede mundvigen, dråbede endnu en tåre sig blankt frem i hendes venstre øjekant, ude i periferien, og den faldt lodret nedover venstre kind.

"Ved du hvad han har fortalt mig, Sophie? Han har fortalt mig, at han ik' engang synes, du er særlig lækker eller særlig køn. Du er ikk' engang hans type. Ved du godt det? Ikk' engang det har han været ærlig om." 

Sophies øjne viftede sig væk fra Frederik, og skrånede ned mod asfalten, og en tredje tåre og en fjerde tåre, de dryppede, så fint og så glat, dryppede ned ad ansigtet, lydløst og fugtblanke, dryppede, dryppede, dryppede, og Frederik hev luften ind gennem næsen, fnysende, og han fortsatte, hans stemme havde vredet sig stram og rug.

"Nikolaj er ikk' til at stole på. Han svigter. Han svigter hele tiden, og netop som man tror, at ... at nu er han til at stole på ... at nu er han der rent faktisk for en, så svigter han. Han svigter, og han svigter, og han bliver fucking ved med det! Han har svigtet mig. Han har svigtet MIG, hans såkaldte bedste ven, fucking hele tiden. Dengang jeg mistede min far, der svigtede han mig. Dengang jeg mistede min eks, der svigtede han mig. En periode, hvor jeg var nede og havde det af lort, der svigtede han mig. Alle de gange, vi var til fester, hvor jeg fandt en sød pige, der svigtede han mig. Og Sophie? Dengang han skulle introducere dig for mig ... der svigtede han mig. Og det samme kommer til at ske for dig. Du vil blive svigtet. Du vil blive svigtet, flere gange, og du vil blive røvrendt og du vil blive stukket i ryggen, for du betyder ikk' noget for ham." 

Sophie udstødte intet andet end lyse hiv, blotte hiv, lyse hiv gennemtrukket af en fugtig skælven kvalt af de stribende tårer, og hendes hånd klemte sig op mod munden. Det svulmede sig rødt langs underkanten af hendes øjne, og flere tårer, flere tårer, og så vendte hun sig rundt. Hun vendte sig rundt og skridtede i bevægelse, bort fra Frederik og fra skolen og fra de ulidelige sandheder, og hendes skridt blev hurtigere og hurtigere, men de gled aldrig over i løb.

Frederik blev stående, og kiggede efter hende, indtil hun forsvandt bag stiens krusning, og han smilte, og han gad ikke engang lægge en dæmper på smilet, han smilte, for første gang i flere dage SMILTE han, og smilet var så befriende. Smilet skabte en sælsom varme, der hobede sig op i tarmkanalen, en varme han ikke havde følt længe, og det strakte sig langs med mellemgulvet i en velbehagelig kildren, og dette var smilet af retfærdighed, vaskeægte retfærdighed, tag den, Nikolaj, nu får du som du har fortjent, nu får du fandme fuckme som du har fucking fortjent, din lille fucking skid, og han vendte sig rundt og vandrede tilbage mod skolen. Smilet svandt på intet tidspunkt fra hans læber. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...