Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17117Visninger
AA

34. BARE ET UHELD

Sophie vågnede lørdag morgen klokken 9, med de klistrede øjenlåg, som typisk fremkom efter at man græder sig selv i søvn, og hendes hoved var tungere end det plejede. Hun måtte blinke nogle gange, for at fjerne tågesløret, som havde indhyllet hendes øjne, og det var først da hun var gået i bad, og stod under den lune bruserregn, der prikkede hende åh så dejligt varmt på skuldrende, at den gnavende udhuling sivede frem i hendes brystkasse. Det var først nu, hun igen kom i tanker om, at hun ikke havde nogen, andre end Nikolaj, til at snakke med eller være sammen med, og Rebekka og Julie var gået bag om hendes ryg og var ikke længere hendes veninder, og hendes Lukas, hendes elskede Lukas, var der ikke længere. Han ringede ikke til hende, skrev ikke til hende, og det sidste hun havde hørt var de duuut'ende klartoner i toget, hun var alene, helt alene, havde kun Nikolaj, men ham ville hun sikkert også ende med at miste, det vred sig tørt i hendes hals og hun udstødte et halvkvalt og hivende klynk. Gråden blev dog ved med blot at gemme sig i hendes bryst, i en syreætsende dunken, og det var kun dette ene, lille klynk, der undslap hendes læber resten af morgenen, og tårene, der pressede i en sviden mod bagsiden af øjnene, men de slap ikke ud og hun pressede sine øjne sammen. Ikke tænk på det, Sophie, ikke tænk på det, og hun tvang sig istedet til at fokusere på den varme regn, der strålede fra bruseren og splaskede henover hendes følsomme hud, og den kildren det frembragte, da den svagt honning-duftende kropsshampoo stribede ned i kløften mellem brysterne. Den dunkende syreætsen i mellemgulvet svandt dog ikke bort.

Hun indtog morgenmaden alene, spiste en hurtig omgang havregryn, sagde godmorgen til mor og far, og hentede sin skitseblok og sit penalhus, inden hun besluttede sig for at gå en tur. Hun tog ikke den sædvanlige rute - den som normaltvis ville føre hende ned til vandet, via Vestre Strandallé -, men fortsatte istedet ned til Ellebjergvej, ned forbi pizzariaet og blokkene, og orienterede sig via sin telefon.

Det var den sandede sti, der udgik fra venstre, og som snoede sig indover den lille, udstrækkende eng, som var hendes destination. Hun havde tjekket ruten ud på telefonen dagen i forvejen, og vidste at den førte igennem et naturområde - ganske vist et lille naturområde, kun nogle hundrede meter i bredden, og som lå klemt inde imellem to villaområder, men det spillede ingen rolle -, og lige nu havde hun brug for at se træer og græs og fugle, og det lå alligevel tættere på, end Strandparken. Hun drejede ned ad stien, passerede et rønnetræ, der så ud til nærmest at bukke sig for hende, som bød den hende velkommen, videre forbi bænken og den cirkelrunde skraldespand. Hun nåede, efter godt hundrede meter, rundt om overdrevet, bevoksningen af træer og buske, som afgrænsede til villakvarteret, og den hvislende trafik fra Vestre Strandallé kunne ikke længere høres, og hun lagde kun mærke til de blide brisers knagen i løv og gran, og efter et par snoninger, nåede hun endnu en bænk, og satte sig. Den vedvarende, dunkende syreætsen svandt bort, og hun holdt kun fokus på den modsatte side ad engen, tværs overfor hende, og hun lod blikket glide. Et overdrev af ask, bøg, gran og fyr, afgrænsede til de små villahuse, og flere steder så hun sorte og røde tage stikke op. Hun lukkede øjnene, som hun lod fingrende trykke hårdere imod skitseblokken, og endnu en brise hvislede hende koldt henover den venstre kind, og strenge hår blæste hen langs hendes øjenparti, men hun gjorde intet for at fjerne det, sad blot og lyttede, og naturen snakkede til hende, prøvede at fortælle hende dens dybeste hemmeligheder, og naturen var ikke den eneste i smerter - (jeg ved hvordan du har det, Sophie, du er ikke den eneste, der har mistet, jeg ved præcis hvordan du har det) - og hun tænkte tilbage på, hvad mormor altid sagde.

"Jeg tror på Gud, fordi Gud er i alt. Gud er i kærlighed, og i glæde, og han er i skovens træer, han er i smerten, i sorgen, i lykken, i solnedgangen og solopgangen og han er i de sange, som fuglene kvidrer ude foran vinduet, Gud... er i alt, min pige. Det må du aldrig glemme."

Og hun tænkte på det, som hun havde fortalt til Lukas, da de sad på kampestenen ved Køge Bugt, da han spurgte hende "tror du på Gud, Sophie?", og hun havde svaret ja, ja det gjorde hun, men hvad nu hvis Gud slet ikke fandtes? Hvad nu hvis Gud slet ikke var i alt, som mormor ellers altid fortalte hende, hvad nu hvis Gud slet ikke var i noget som helst, hvis der nu slet ikke fandtes en Gud, og Gud blot var spekulation, ligesom spøgelser og ånder og livet efter døden, og Lukas sagde "jeg ville ønske, at der var en Gud", og hun havde svaret "hvorfor skulle der ikke være en Gud, Lukas?", men hvorfor skulle der overhovedet være en? Og det gik op for hende, at hvis Gud fandtes, hvis det, mormor troede på, virkelig var rigtigt - at Gud har skabt alt og er i alt -, så var det en Gud, der var ligeglad med hende, måske blot en del af det for evigt udstrækkende univers, som aldrig syntes at få nogen ende, et univers der måske blot bestod af flere universer, blot en kraft, en naturlov, som alt andet, og der var måske ikke nogen grund til at søge efter noget større, for der var ikke noget større, der var kun universet og evigheden og uendelig små størrelser, som bestod af stadig mindre og mindre størrelser, og når hun døde, så døde hun, så var der ikke mere, så blev hun blot til en del af naturen, og selvfølgelig hvisker naturen ikke til dig, Sophie, for naturen er ligeglad med dig, det har den hele tiden været, den går bare sin gang, og den er ligeglad med dig og dine fucking latterlige lorteproblemer, ligesom alle andre, og hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen, din fucking idiot, tag dig sammen, du er bare en ynkelig taber, Sophie, en ynkelig værdiløs lille taber, og den gnavende fornemmelse i brystet voksede og brændte sig igennem kødet, og svitsede hendes hjerte på vejen, og så begyndte hun at hive efter vejret, hun græd ikke, trak blot vejret kraftigere og mere hivende end hun plejede, og tårene stribede sig herpå lydløst nedover begge kinder. 

*

Nikolaj havde forstuvet anklen. Det var, hvad lægerne sagde, og akillessenen havde fået en overbelastning grundet det kraftige slag, som den var blevet stødt med, og derfor skulle de næste par dage tilbringes i fuldstændig ro. Hvis han skulle gå, var han nødt til at støtte sig til krykker, og forbindingen, som var blevet omviklet benets ankel-sektion, skulle blive siddende i hvertfald to uger. Han fik ordineret smertestillende, som han blev opfordret til at tage morgen og aften, og også gerne midt på dagen, hvis smerterne blev slemme, og inden han og mor Anette tog hjem til Risskov, skyllede han to panodiler ned og fik lagt kulde på skaden. Stilheden på vej tilbage, var tung og ubehagelig, og det eneste, Nikolaj havde tankerne på - udover den konstante dunken, som ikke ikke ligefrem var noget, han vænnede sig til - var Frederik. Et kort øjeblik, havde han lyst til at gribe fat i hans krave, trække ham henover et gulv så kraftigt, han overhovedet kunne, for til sidst at slynge Frederiks baghoved imod en mur, og fristelsen fik hans hjerte til at dunke og suget til at udhule sig igennem kroppen, men han beherskede sig. Han skulle ikke ty til vold. Vold var fejt, og kun noget tabere - tabere som dig, Frederik, din fucking, lille nar - benyttede sig af. Han skulle bare ignorere ham, og vise ham, at uanset hvad, så ville han ikke bukke under. Og han ville ikke tilgive ham, absolut ikke, ikke før Frederik kom tryglende, og grædende bad om tilgivelse, og kun hvis han virkelig mente det, og han lovede aldrig, aldrig, aldrig at gøre det igen, og han ville kun få én chance til, én chance, men kun hvis du siger undskyld, Frederik, og ikke før. Kun hvis du siger fucking undskyld. 

Det var hårdere at gå på krykker, end Nikolaj forventede, og allerede halvvejs gennem huset - værelset lå i den anden ende, med udsigt udover den nedadskrånende baghave og til en lille granskov - gjorde det ondt i begge arme, og han måtte vride sig rundt og bruge højre albue, for at skubbe dørhåndtaget ned, og da han endelig fik sat sig på sengen og strukket venstre ben ud, måtte han lave cirkelbevægelser med armene, for at lindre den ømhed, som begyndte at stramme frem. 

Mor kom ind med en ispose i den ene hånd, og en hvid pilleflaske med panodiler i den anden. "Du får lige det her med... Jeg regner med, at du er ansvarlig nok til selv at vide, hvornår du skal tage din medicin, men jeg har alligevel givet dig sedlen med, i tilfælde af, at du glemmer det." Hun trådte hen forbi ham, og stillede flasken på skrivebordet for enden af fold-ud-sofaen. Rettede herpå atter blikket tilbage til Nikolaj. "Op med foden."

"Mor, hvorfor...!"

"Du bliver nødt til at have din fod støttet, så op med den. Ikk' noget brok."

Nikolaj udstødte et tørt suk, og støttede herefter sine hænder bag knæet, inden han tvang benet op, så hans fod strittede lige ud, og et hvidt jag dunkede atter op igennem bagbenet. Han fortrak sit ansigt en kort gang. Anklen fortsatte med at dunke.

Mor Anette hev fat i en skammel, skrabede den henover gulvet, greb en sofapude i processen, som hun placerede på skamlens sæde, og standsede foran Nikolaj. 

"Må jeg nu?" 

"Ja. Men nu forsigtig, okay?"

"Mor," stønnede Nikolaj tørt, som han ganske langsomt lod sin fod synke ned i puden med isposen på skamlen foran sig, "hva' blev der af 'jeg regner med du er ansvarlig'?" 

"Hvad mener du? Det regner jeg da også med, at du er. Men jeg kender dig, og du er ikk' altid lige betænksom."

"Tak for tilliden, mor. Det værdsætter jeg sgu." 

Anette svarede ham ikke. Nikolaj lænede sig tilbage, og kulden fra isposen fik atter de dunkende jag fra anklen til at blive dæmpet betydelig, og han lod sin ryg hvile imod sofaryggen. Blikket rettede han frem og op. 

"Hva' skete der, Nikolaj?"

"Bare et uheld." Han drejede hovedet mod højre, og spændte sit ansigt i et kort læbesmil, som Anette dog ikke hoppede på. 

"Bare et uheld? Vil du kalde et overlagt spark i din ankel for 'bare et uheld'?"

"Det' sgu fodbold. Når man spiller fodbold, så er det sårn' noget der, ligesom, bare sker."

Han gad ikke fortælle hende om Frederik, for så ville hun med garanti komme med hendes typisk-for-mor-Anette-Jensen mantra om, at hvis man har en uenighed med sin ven, får man det løst på en ordentlig måde ved at snakke om tingene. At gå rundt og være sure på hinanden, hjælper intet. 

Men problemet er bare, mor, at det er Frederiks egen skyld, og ham, der er en idiot, ikke mig.

Anette kiggede længe på ham, med læberne delte og øjnene roligt fokuseret, lidt for roligt fokuseret, og nøj hvor Nikolaj hadede det blik, og gå nu væk og lad mig være alene, mor, og så sagde hun noget. "Okay. Det lyder mærkeligt, men hvis du ikke vil snakke om det, så er det fint nok. Men, ja... Så regner jeg med, du godt kan klare dig selv lidt. Hvis der er noget, så kalder du bare, ikk' å?" 

En løftet tommelfinger var alt, hvad Nikolaj gav hende som svar. Anette nikkede, eftertænksomt, inden hun vendte om og forsvandt ud fra værelset. Så undslap Nikolaj endnu et langt, tørt suk, gennemtrukket af irritation og træthed, hvorpå han trak sin telefon op ad lommen - "stadigvæk 50 %, fuck ja, mand" - og begyndte at surfe formålsløst rundt på facebook, i en søgen efter diverse sjove billeder, da en notifikation fra Amalie dukkede op i toppen af skærmen, og telefonen kildrede i hans hånd af vibrationen. 

 

- Yo Nikolaj:) Er det okay hvis, jeg lige kommer over ? ^_^ 

 

Tjoh, hvorfor ikk'? Jeg har sgu ikk' ret meget andet at lave... 

 

- self :) du kommer squ bare :D btw ved jeg ikk om gutterne har fortalt dig det.. men jeg er kommet til skade med min ankel '-.-' 

 

DRRINGG

 

- Nice:D Er der om ca ti min så:) Og ja, ved det hele;) men vi ka lige snakke om det når jeg kommer ^_^

- ok, ses :D

 

Der kom ikke flere beskeder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...