Et Helvede i Paradiset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2012
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
Mød Nikolaj og Frederik. To drenge fra en 9.-klasse i Århus. De er bedste venner siden børnehaveklassen, og har aldrig ladet noget komme imellem dem. To drenge, der er som hinandens brødre, og som færdes blandt mange venner. Mød Sophie Hansen på 15, der er født og opvokset i Storkøbenhavn. Ramt af socialangst er hun klassens stille og tilbagetrukne pige, der kun lukker op for de absolut færreste, og som holder sig til en smal vennekreds. Som nyligt tilflytter til Århus, kender hun absolut ingen og tilbringer det meste af tiden for sig selv. Men da hun støder sammen med Nikolaj og Frederik, tager situationen en drejning, ingen af dem havde set komme, og de bliver alle tre trukket ind i et drama af venskab, forelskelse, jalousi og hormoner - Dette er fortællingen om når modsætninger mødes og når venskab bliver til fjendskab. Baseret på virkelige begivenheder.

116Likes
862Kommentarer
17223Visninger
AA

33. ANKELSPARK

Frederik bestirrede loftet over sig, som han hvilede hovedet imod håndfladerne, og selvom han normalt plejede at tilbringe fredag aften sammen med enten vennerne, eller et spil FIFA eller måske en god film, kunne han denne fredag aften, aftenen inden fodboldkampen, som skulle indtræffe lørdag formiddag, ikke få vristet tankerne bort fra den vedvarende kolde gnaven i brystregionen, og Nikolajs ord, som ekkoede i hans hoved.

 

Har jeg nogensinde svigtet dig Frederik? Har jeg nogensinde svigtet dig, Frederik? Har jeg nogensinde svigtet dig, har jeg nogensinde svigtet dig, har jeg nogensinde (Ja du har, Nick) svigtet dig, har jeg (Du har svigtet mig op til fucking flere gange) nogensinde svigtet dig?

 

Det strammedes i hans kæbemuskler, så han automatisk bed sine tænder imod hinanden, og han så sig selv rykke sig nærmere brunetten med det skulderlange, balsamblanke hår til nytårsfesten – det var Katrine hun hed, var det ikke? Jo, Katrine – og hun flirtede med ham, og det vidste han, og han havde slet ikke været så fuld, at han ikke kunne se det – han kunne tydeligt huske det, kunne han – og hun rykkede sig tættere og tættere på ham, med ryggen til, og han lod sine hænder mødes med hendes flanker, hvorefter han lod dem glide nedover hendes krop, og måske kunne han faktisk få lov til at røre hendes bryster, men (Frederik, jeg har ledt efter dig, din faggot!) Nikolaj brød ind, med hans alt for irriterende smil, og Katrine forsvandt fra hans greb og dansede længere ind i festen, og hvor fanden blev hun af, hvor fanden i helvedet blev hun af, men Nikolaj trådte ind foran ham, så han spærrede hans udsyn.

 

”Frederik, jeg har lige snakket med den sødeste pige nogensinde.”

 

Og han gjorde det altid. Hver gang Frederik kom i kontakt med en pige, og Nikolaj skulle hjælpe, endte det hele tiden med, at pigen enten skred eller at Nikolaj svigtede og det i stedet blev Nikolaj som snakkede resten af aftenen med en given pige, eller Nikolaj som fik en given piges nummer, eller Nikolaj, som endte med at flirte med en given pige, som Frederik havde førsteret på, og (”Piger er ikke trofæer, der skal vindes, Frederik, og hvis du måske begynder at se dem som mennesker i stedet for kærestematerialer, tror jeg du får mere held med dig”) det var ikke fair. Det var ikke fair. Det var det ikke. Og han tænkte på Cecilie Vænge, den smukkeste og dejligste pige, han nogensinde havde været forelsket i, og hun skred bare ud af hans liv, uden nogen som helst forklaring – ”Jeg tager til Sjælland, Frederik, men jeg lover at vi holder kontakten, jeg vil ikke glemme dig, og jeg elsker dig”, deres læber smældede sig sammen, ”jeg elsker dig rigtig, rigtig, rigtig højt” – og hun havde svigtet. Kontakten forsvandt. Han skrev til hende, men hørte aldrig fra hende, og ringede til hende, men hun besvarede aldrig opkald, og deres forhold var ovre og hun havde sikkert aldrig holdt af ham på den måde, som hun sagde at hun gjorde, og det var et halvandet år siden, han burde snart få en kæreste, men der var jo ikke nogen, der virkelig kunne lide ham, og det var Nikolajs skyld, det var alt sammen Nikolajs skyld, Cecilie kunne bedre lide Nikolaj end hun kunne lide ham. Måden hun altid smilte på, så hendes æblekinder puffede sig op. Måden, hun altid syntes at ignorere ham, når hun var i samme lokale som Nikolaj, og hun skred ud af mit liv, hun skred fandeme ud af mit liv, jeg elskede dig, Cecilie, jeg fucking elskede dig, hvorfor skred du ud af mit liv, og den kolde brystgnaven voksede sig større.

 

Du lovede, at du ikke ville svigte, Nick. Du lovede mig, at du ikke vil svigte, men nu har du fandeme svigtet igen, du er fucking ikke til at stole på, jeg troede du var min ven, dit fucking lille svin, jeg troede fandme du var min ven!

 

Og Nikolaj kiggede alt for stift på ham på parkeringspladsen foran skolen. Det er så fucking ynkeligt af dig… du er fucking ynkelig… det er så fucking ynkeligt af dig… jeg vil ikke hjælpe dig med at komme i kontakt med Sophie (jeg vil bare have hende for mig selv, Frederik, din lille idiot, forstår du det? Jeg vil bare have hende for mig selv)… jeg vil ikke hjælpe dig… jeg vil ikke hjælpe dig…

 

En fugtig kildren hobede sig op i øjnene, og det rasende sug huggede igennem hans krop, fik skelet og muskler til at vride og dreje, og jeg hader dig, Nikolaj, jeg fucking hader dig, jeg hader dig, jeg hader dig, jeg hader dig, hader, hader, hader, hader, fucking hader dig…

 

*

 

Lørdag ville blive en dag med smerte for Nikolaj, og han burde have set den smerte komme, men det havde han ikke gjort, for dagen startede jo præcis som den burde, og han blev kørt til fodboldtræningen i Brabrand – de spillede på udebane – klokken 7:45 af mor, og hvorfor ville nogen overhovedet bringe ham smerte? Han burde have set det komme, det burde han virkelig, især efter at Frederik ignorerede ham, og ikke sendte ham nogen blikke eller kommentarer og kun klædte sig om i komplet isolation. Frederik var rasende, og det vidste Nikolaj, og det fik irritationen til at spænde sig i hans krop, for det eneste, Nikolaj havde gjort, var at sætte ham på plads, for det er hvad venner gør, og hold kæft hvor er det barnligt af dig at opføre dig sådan, Frederik, virkelig fucking barnligt af dig, jeg gjorde dig faktisk en tjeneste i går, du burde tage ved lære af det, fuck dig, fuck dig, og han besluttede sig for at tage en snak med ham når fodboldtræningen var overstået. Christian spurgte ikke ind til det, men Nikolaj kunne alligevel se det i hans forvirrede blikke, se at han forlangte en forklaring på hvad der foregik, men Nikolaj gav ham blot et ”senere, okay, Christian? Senere,” og så blev der ikke snakket mere om det og kampen gik i gang. Og Nikolaj kunne stadig ikke regne ud, bare det mindste, at smerten snart ville komme – ikke en psykisk, brystgnavende og udhulende smerte, men en ægte smerte, en smerte fremkaldt af sprængte nervebaner og kropslige slagskader -, og stedet den ville komme fra, ville slet ikke være så uventet, hvis han havde været lidt mere opmærksom under omklædningen, hvis han virkelig havde kigget på Frederik, og hvis han ikke havde vendt ham ryggen, de gange der blev sendt alt for stive og alt for fokuserende blikke imod ham. Smerten kom, uden at han var forberedt, selvom han burde have været forberedt, og den kom da han et kvarter inde i kampen, netop som deres modstandere havde fået kampens første mål, fik vristet bolden fra en lyshåret dreng, og begyndte at drible den i løb henover græsset, og en afrikansk udseende dreng fra hans eget hold, sprintede i syne, i en skrå højrevinkel fra ham – ”Spil mig, Nikolaj, spil mig, jeg er fri, yo, jeg er fri!” -, og smerten kom da han skulle til at skyde, og Frederik kom sprintende imod ham. Frederiks fod kom i vejen for Nikolajs fod bagfra, og den ramte bolden og buede den væk, og Nikolaj var næsten væltet i Frederiks alt-for-hurtige bentackling.

 

 

”Hva’ fanden laver du, Frederik, vi er fandme på hold…!” Og Nikolaj fik aldrig fuldendt sætningen, før Frederiks fod med fuld kraft sparkede nedover venstre ankel. Det spjættede igennem Nikolajs ben, han fornemmede smældet forplante sig op langs med benets bagside, helt op mod knæleddet, og han blev i dette sekund fuldstændig overbevist om, at hans fod gik i stykker. At hans fod krakelerede og blev til tusind stumper, der spredte sig udover græsset under ham, og smerten var hvidglødende, idet den summede frem og akillessenen begyndte at dunke og spasme, han tabte fodfæstet og røg forover. Grønt blev til brunt, luften blev banket ud fra hans bryst, og han kunne ikke bevæge sig. Det hylede i ørene, og summede i vibrerende intensitet nede fra benet, og auv for helvede, auv for helvede, auv for fucking helvede. Hælen og anklen blev ved med at fortrække sig i spasmer, som krampede ud i smertejag, og han spærrede munden op, prøvede at hive luft ind, rolig Nikolaj, rolig, men smerten bed atter frem, hårdere og hvidere end før, og han kunne ikke kontrollere tårerne, der væskede ud fra øjnene og vådt og kildrende fugtede sig stribevist nedover hans kinder, og nogen fløjtede, flere gange, en stemme sagde ”Hvad fanden har du gang i, Frederik, din fucking idiot?” og var det ikke Christian, der sagde det? Nikolaj pressede øjnene stramt sammen, og måtte knuge fingrene imod græsset, hårdere og hårdere og hårdere, og ”auv for helvede, auv for helvede, auv for helvede” forlod hans mund på samme tid som hans udåndinger. Hvide pletter dansede for hans blik, og de pulserede i takt til smertekramperne, som hans ben foretog sig, bevægede sig i krysantemumformation, pulsede udad, trak sig sammen, pulsede udad, trak sig sammen, pulsede udad, og han kunne ikke skrige. Han ville skrige, men skriget sank indad, dybere og dybere ind, sank til en uendelighed, og smerten i hans ankel og bagben blev til støj, hvidglødende, øreskrigende og forfærdelig støj.

 

”Rødt kort. Rødt kort!”

 

Nikolaj rullede sig rundt, så han endte med at ligge på ryggen, og måtte hvile begge håndrygge imod sine sammenpressede øjne, så huden fugtedes af saltvandsdråberne, ”er du okay, Nick?”, og han anede ikke, hvem der snakkede til ham, det kunne være Christian, det kunne være Mikkel, det kunne fandeme være hvem som helst, men han ville bare være alene, her på græsset. Være alene, og vente på at smerten fortog sig, at den blev mindre, men smerten blev ikke mindre, den gik fra en hvidglødende skrigen til en skærende følelse, og han prøvede at bevæge tæerne på venstre fod, men de var stive, fuldstændig stive, og nægtede at lystre signalerne, der blev udsendt fra hans hjerne. Hans fod var i stykker, det var han sikker på, åh nej, hans fod var i stykker, og nogen rørte ham.

 

”Hvor ramte han dig?”

 

Smerten tågede Nikolajs hjerne, og det tog tid for ham, før han forstod, at han var blevet snakket til, og han fjernede hænderne fra øjnene og lod dem i stedet hvile imod græsset på begge sider af hovedet.

 

”Nikolaj, hvor ramte han dig?”

 

Spasmer, kramper, hvidglødende stråler der skar og skar og skar …

 

”Anklen… J … Jeg blev fucking sparket i anklen!”

 

”Venstre eller højre?”

 

”Venstre!”

 

”Kan du rejse dig op?”

 

”Jeg … j … det ved jeg sgu da ikk’!”

 

Træk vejret, Nikolaj, og lad være med at klynk sådan, det er bare en fodboldskade, træk vejret, men hvorfor tacklede Frederik mig? Hvordan fanden kunne han være så dum at tackle mig?

 

”Åbn dine øjne,” fortsatte den dybe, autoritære stemme.

 

”Det ka’ jeg ikk’.”

 

”Jo. Åbn dine øjne og kig på mig.”

 

Nikolaj tvang sine øjne åbne, hvilket ikke ligefrem var nemt, når man tog i betragtning at hans ansigt havde trukket sig sammen, men han gjorde det og den lyshårede mand med gotegen, der kiggede ned på ham, havde brynene løftet op i panden. Han fortsatte. ”Der er nogen, som kommer med noget koldt til dig lige om lidt, som skal lindre smerten i din ankel. Hvordan blev du ramt?”

 

”Fra siden, tror jeg. Jeg ved det ikk’. Men … men det gør fucking ondt!”

 

”Er det i orden, jeg tager et kig?”

 

Du kan sgu gøre hvad der passer dig, bare den her smerte holder fucking OP

 

”Ja, ja … !”

 

Manden trak sig tilbage, og greb hans fodboldsko, og et svagt ryk trak igennem benet, og endnu en hvidglødende ankelskæren. Nikolaj lagde sit hoved bagover og bed tænderne hårdt sammen. Skoen blev trukket af, ganske forsigtigt, efterfulgt af strømpen, som blev smøget ned, og – ”AV FOR HELVEDE!” – han greb fat om fodens begge sider, inden han drejede den ganske forsigtigt – ”AV AV AV AV AV AV AV AAAAAAAV!” – og han kunne se akillessenen, helt udstrukket og tydeligere fremtrædende bag den blege ankelhud, tydeligere end den burde, og den udsendte hurtige, rykkende bevægelser.

 

Nikolaj hev vejret ind, flere gange, og hans fingre havde trykket sig så hårdt sammen, knyttet sig i en næve, så huden blev tømt hvidt for blod. Christian trådte frem, og knælede ned ved Nikolaj, og han sagde, ”Yo, Nick, kig på mig, bare kig på mig og lad være med at fokusere på smerten, okay?” Og Nikolaj prøvede at gøre, som Christian fortalte ham, viftede sine øjne op til hans, betragtede det grønne med de brune streger, der omcirklede den sorte pupil og håret sat i den karakteristiske stritfrisure, og endnu et hvidt jag, som glødede gennem ankelsenen, av, av, av, av, og manden med det lyse skæg rejste sig op.

 

”Det ser ud til, at du måske lige skal en tur omkring skadestuen med den ankel.”

 

Samariterne kom til. Nikolaj prøvede at sætte sig op, først med hjælp fra albuerne, så med hjælp fra Christian, og han prøvede at bøje sit venstre ben, men han kunne ikke bevæge det, det syntes at have frosset sig fast i en svag knækket stilling, og anklen der dunkede, dunkede, dunkede, og en ispose blev lagt ned. Virkningen var øjeblikkelig. Det gjorde stadig ondt, en smerte der dunkede og strålede af hvidhed, men kulden, der omsluttede anklen og fodryggen, virkede som en isolator, som et beroligende middel for de rasende nerver, og det rislede koldt ud i tæerne, og han fik, blot for et kort øjeblik, smerten lindret så meget, at han faktisk kunne bevæge sig, og isposen blev bundet fast, og han blev løftet op på benene med et greb under hver armhule. Herefter humpede han afsted, med støtte, og måtte holde sit venstre ben bøjet stift, og det dunkede koldt, men den hvide smerte var betydeligt mindre.

 

Og på vej mod omklædningen, kom tanken snigende. Det var Frederik, der havde tacklet ham, og det var Frederik, som havde sparket sin fod ind i hans ankel, og selvom han til at starte med, ikke kunne forstå hvorfor – det kan godt være han er sur på mig, men sådan her plejer han aldrig at opføre sig -, gik det gradvist op for ham, for hver humpebevægelse, han foretog sig, og for hver spasme, der koldt gennemrislede anklen, hvorfor Frederik havde gjort det, og det havde alt sammen noget med Sophie at gøre, fordi Frederik var en jaloux, lille idiot, hold kæft en taber, og ham kalder jeg for min ven? Og vreden bed sig ind i kroppen på ham, strakte sig ud igennem hver eneste muskelfiber, det her var dråben, det her var fandeme dråben der fik det lortebæger til at flyde over, du kan rende mig, Frederik, og han ville konfrontere Frederik, og det var slut imellem dem, det var fandme slut imellem dem, han skulle aldrig snakke til ham igen, før han kunne tage sig sammen, og han skulle endnu mindre snakke til Sophie igen, aldrig nogensinde, bare hold dig langt væk fra os, Frederik, hold dig fucking langt væk fra os. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...