Not A Normal Life ~ The Hunger Games + One Direction + The Vampire Diaries

Katniss døde fra fem år siden. Hun valgte at spise de bær i stedet for at dræbe Peeta. Jeg forstår det stadig ikke. Jeg blev svigtet.

17 årige Primrose Everdeen har nu levet uden sin søster i fem år. Hele vejen igennem tiden er det gået ned af bakke. Hun er blevet svigtet gang på gang af alle dem hun elskede og stolede på. Og så nærer hun et stort had til Peeta Mellark, ham der var skyld i Katniss' død, og på samme tid skyld i alle dem Prim har mistets død.
Prim er aldrig blevet valgt til at deltage i Dødspillet siden Katniss døde for hende, men for at overleve må hun få sit navn med.
Hun bliver valgt.
Hun vil vinde. Koste hvad det koste vil. Hun vil ikke svigte i sidste sekund. Men Peeta er hendes mentor og hendes modstandere er ikke hvem som helst. Kan hun holde sit løfte?

36Likes
22Kommentarer
1640Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Jeg  gik som en robot op til Effie der smilende rækker hånden frem mod mig.

Hun kan sikkert ikke huske mig.

Jeg stiller mig hen bag skålen med pigenavne og ser ud på den store forsamling af mennesker.

”Godt så, så over til drengene,” siger Effie muntert med sin pipende stemme.  

Jeg ser ned i den gennemsigtige skål med de mange navne. Ud af så mange var det mig der blev valgt. Igen.

Hvordan kan det være at for anden gang bliver valgt? Så Katniss’ offer er ingenting? Fordi jeg nu dør alligevel …

”Og den mandlige soner fra Distrikt 12 er …”

Jeg ser igen op på forsamlingen.

Nej! Jeg nægter at dø! Jeg vil vinde uanset hvad! Koste hvad det koste vil!

”Zayn Malik!” udbryder Effie forbavset.

Jeg har ikke lyst til at dræbe mennesker, så meget er der tilbage af mig, men jeg vil ikke selv dø. Jeg vil ikke give op.

De mange mennesker begynder at gispe.

Jeg vil gemme mig til det sidste og håbe på at de andre dræber hinanden, indtil der kun er en tilbage.

Forsamlingen begynder at mumle og jeg kommer endelig tilbage til virkeligheden.

Jeg kan mærke hvordan en urolig stemning vokser, mens min modstander langsomt kommer gående op på scenen. 

Jeg vil ikke engang se på ham. Jeg vil ikke knyttes.

”Godt så, kan I så give hånd!” udbryder Effie muntert.

Men jeg bevæger mig ikke, og Effie kommer hen til mig.

”Kom så Primrose, vær ikke genert,” siger hun blidt og virker medfølende, men det hårde skub hun  giver mig i ryggen tyder kun på utålmodighed og irritation.

Med hovedet vendt mod jorden går jeg hen mod midten af scenen, indtil jeg kan se personens sko, så rækker jeg hånden frem og en anden tager fat i den.

Det giver et gib i mig. Hans hånd er overraskende varm og … blød. ,det må betyde at han ikke er så gammel. Han kan i hvert til fald ikke være gammel nok til at arbejde.

Nogen tager fat i mig og fører mig væk.

Jeg skal sikkert om i det der rum hvor jeg sagde farvel til Katniss.

En knude former sig i min mave. Det gør ikke ondt fysisk, kun mentalt. Jeg savner min søster …

Døren smækker bag mig, og jeg bliver forskrækket. Jeg er inde i det pæne rum igen. Det ligner sig selv.

Jeg sætter mig ned i en af de overpolstrede stole, og lukker øjnene.

Der er alligevel ikke nogen der vil besøge mig …

”Primrose Everdeen?”

Jeg skriger og vælter ned fra stolen.

Var der nogen herinde?!

Jeg rejser mig op og ser over på personen.

Det er borgmesteren.

”Undskyld, jeg havde ikke set dem,” siger jeg og mærker varmen i mine kinder, mens tankerne kværner rundt i mit hoved.

Hvad vil han her? Hvorfor er han her inde? Er det normalt?

”Hvad vil du?” spørger jeg pludselig.

DU’ede jeg lige borgmesteren?

Borgmesteren svarer ikke, han går bare rundt i det fine rum.

”Jeg vil advare dig.”

”Om hvad?”

”Hvis du dræber Zayn … nej, hvis han bliver dræbt er det værst for dig selv,” siger han truende.

”Jeg … vent lidt hvad?”

Men han er gået.

Jeg er forvirret.

Døren går op igen, og denne gang er det en jeg hader inderligt.

”Peeta,” siger jeg overraket. ”Hvad vil?”

Jeg ser koldt på ham.

”Jeg vil sige held og lykke.”

Jeg fnyser.

”Du skal ikke engang snakke til mig. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre, til den dag jeg dør.”

Jeg sætter mig ned og min hånd strejfer den pæne kjole. Det var Peeta der kom tilbage med den. Han tilbød mig også penge, men jeg ville ikke have dem. Jeg ville ikke tage imod HANS penge.

Han lægger noget på bordet.

”Og du skal lige vide …”

Jeg gider ikke vide noget der har med dig at gøre. Jeg vil ikke høre flere undskyldninger! Jeg vil bare have at du skal lade mig være!

”Jeg er din mentor.”

”Du er min hvad?!” skriger jeg og rejser mig op.

”Din mentor,” stammer han.

Han er min mentor! Han skal hjælpe mig! Han skal hjælpe mig med at overleve!

Nej! Nej! Nej! Det kan ikke passe!

Et skrig sniger sig forbi mine læber og jeg griber efter den smukke porcelænsvase.

”Du skal ikke være min mentor!” skriger jeg og kaster vasen efter ham.

Den splintrer og Peeta skynder sig ud af døren.

Hvorfor? Hvorfor kunne Haymitch ikke bare være min mentor?

Jeg ser ned på det han havde lagt på bordet.

Det var Katniss’ knappenål. Den der med sladreroslen.

Et hulk forlader mig, og det går op for mig at jeg græder.

Jeg tager nålen og gemmer den mellem min hænder.

Hvorfor sker det her for mig?  

-----------------------------------------------------------------------------------------

Det var så det andet kapitel!

Hvad skal Prim gøre? Peeta er hendes mentor, kan hun nærer et stort had til ham der måske kommer til at redde hende mens hun er i arenaen? Og hvad mente borgmesteren? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...