Not A Normal Life ~ The Hunger Games + One Direction + The Vampire Diaries

Katniss døde fra fem år siden. Hun valgte at spise de bær i stedet for at dræbe Peeta. Jeg forstår det stadig ikke. Jeg blev svigtet.

17 årige Primrose Everdeen har nu levet uden sin søster i fem år. Hele vejen igennem tiden er det gået ned af bakke. Hun er blevet svigtet gang på gang af alle dem hun elskede og stolede på. Og så nærer hun et stort had til Peeta Mellark, ham der var skyld i Katniss' død, og på samme tid skyld i alle dem Prim har mistets død.
Prim er aldrig blevet valgt til at deltage i Dødspillet siden Katniss døde for hende, men for at overleve må hun få sit navn med.
Hun bliver valgt.
Hun vil vinde. Koste hvad det koste vil. Hun vil ikke svigte i sidste sekund. Men Peeta er hendes mentor og hendes modstandere er ikke hvem som helst. Kan hun holde sit løfte?

36Likes
22Kommentarer
1647Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Jeg vågner med en mavepine, som jeg plejer. Jeg er sulten. Jeg er nemlig slet ikke så god til at jage endnu, men jeg har øvet mig en masse. Jeg kan sætte fælder op, skyde fugle med bue og pil og jeg kan bruge slyngen til at slå dyr ud. Hvis jeg rammer dem rigtigt i hovedet besvimer de og jeg kan dræbe dem.

Ja, jeg ved det godt. Jeg er ikke den samme længere. Den jeg var forsvandt dengang Katniss døde, og dem jeg holdte af faldte på stribe. Nu er jeg kun mig selv … og mine kunder. Eller Katniss’ tidligere kunder.

Efter hun døde skulle jeg  samle hendes ejendele og sælge dem. Det var det min mor bad mig om inden hun efterlod mig til mig selv.  Men da jeg så rydde op i tingene fandt jeg en lille bog. Deri stod der hvor de forskellige kunder boede og hvad de ville have. Peeta Mellarks far ville have et egeren. Katniss skød det altid øjet. Men jeg ville ikke hjælpe hans familie. Eller ville ikke. Jeg havde brug for pengene. Men jeg blev nødt til at øve mig, for at kunne gøre det lige så godt som Katniss. Men jeg klarede det.

Jeg rejser mig op og tager de slidte læderstøvler på.

Det var Katniss’. De er stadigvæk lidt store, men de er ved at forme sig efter mine fødder.

Det er endnu en af de ting jeg fandt mens jeg kiggede igennem hendes ting.

Det er hendes jagt støvler. De giver mig tryghed.

Jeg tager skynder mig ud af hoveddøren og ser mig vagtsomt omkring. Jeg vil ikke opdages.

Mor og jeg bor stadig i Fugen. Mor ville flytte, men jeg nægtede. Vi skal ikke flytte bare fordi hun vil fortrænge det hele.

Jeg lister hele vejen hen til det hul i hegnet. Katniss viste det engang til mig. Hun tog mig med ud at jage. Hun ville lære mig det den gang, men jeg var for følsom, men det forhindrede mig ikke i at huske hvor de forskellige våben og fælder ligger.

Skoven er ikke længere så fremmed som den var engang, men den er heller ikke ligesom hjemme.

Jeg bevæger mig langsomt og lydlyst gennem skoven, og finder hurtigt min favorit bue i et udehult træ. Den er mindre end de andre,  og det er den jeg har brugt lige fra starten.

Jeg gør alt det Katniss lærte mig den dag, og jeg ender med at få skudt en fugl, og heldigvid var to kaniner i fælderne.

Jeg går dybere ind i skoven, og nyder bare freden, roen og de grønne farver. Solenstrålerne spiller mellem de pæne blade over mig. Længere fremme bliver solen genspejlet, og jeg ved at jeg er nået til søen. Der hvor jeg stopper  hver gang jeg er her ude, men ikke i dag. Måske er det sidste gang jeg ser skoven. Man ved aldrig hvad der kan ske. Aldrig.

Jeg ser op på himmelen. Det er tid til at komme hjem. Jeg skal gøre mig klar til Høsten.

Jeg lægger dyrene ned i min rygsæk og skynder mig tilbage i Distrikt 12´s område.

Min fangst er god nok, i hvert til fald ikke dårlig. Jeg har prøvet at komme ud til fælder hvor ofrene allerede er ædt og måtte gå hjem tomhændet.

Jeg går hen til Hoben og ser mig lidt omkring. I modsætning til resten af byen er der altid travlt ved Hoben på høstdagen.

Fedt Sally er godt i gang med at sælge sin suppe, og jeg går hen til hende.

”Mangler du noget bestemt?” spørger Fedt Sally.

”Nej, mangler du noget specielt?” mumler jeg og kigger ned i gryden.

Maden dufter godt, og jeg håber lidt på at få noget med hjem.

”Det kommer an på …”
Jeg ser op på himmelen.

”Fuglene er vel glade i dag, det er jo så dejligt vejr,” siger jeg og ser langsomt på hende igen.

”Okay, en stor bøtte suppe! Du spiser måske din nervøsitet væk?”

”Ja.”

Sally nikker og begynder at hælde en masse suppe op, og pludselig taber hun skeen.

Jeg skynder mig om bag den lille bod til hende.

”Er du okay?” spørger jeg og samler skeen op med venstre hånd, mens jeg med højre lægger den store fugl ned i en skål under boden.

”Mange tak, fordi du købte her,” siger hun og ser mig i øjnene.

”Selv tak.”

 

Efter badet finder jeg den kjole jeg skal have på, frem. Det er den blå kjole Katniss havde på den gang hun tog min plads.

Jeg tager den på og ser ned af mig selv. Jeg savner hende. Min søster. Hun burde ikke være død lige nu. Det burde være mig. Det var mig der blev valgt, ikke hende.

Jeg sukker, retter på kjolen og tager sko og strømper på. Jeg pudsede mine sko i går. Så nu skinner de.

På vej hjem efter at have forhandlet mig til suppen, gik jeg forbi Gales families hus.

Der var mørkt inde i huset og da hans mor åbnede døren gav det et stik i hjertet. Hun var tynd, hendes hud var grå og rynket. Jeg gav dem halvdelen af suppen, og besluttede mig for at give dem den største kanin.

Min mave krummer sig sammen. Jeg håber ikke at nogen af hendes børn bliver valgt som soner.

”Ses mor,” mumler jeg og lukker døren.

I dag jo den dag hvor alle familie går sammen hen til Torvet og krammer og snakker og får en god dag med familien. Men mig, jeg går helt alene hen til Torvet, hvor de hurtigt tager en blodprøve. Dengang jeg prøvede det her første gang, var Katniss med. Hun sagde det bare var et lille stik. Den gang var jeg bange, men det er jeg ikke længere.

Det er nu at 24 sonere i hele Panem skal vælges. 24 uskyldige unge der skal kæmpe til døden. ”Goddag!”

Jeg ser forskrækket op på personen med den pipende stemme kom fra.

Effie. Effie Trinket. Vores helt egen vært her i Distrikt 12.

Hun fortæller om Dødsspillet og den film vi skal se begynder bag hende. Vi ser hvordan Panems oprør og tabet af Distrikt 13.

”Oh, så rørende!”

Jeg ryster så irriteret på hovedet.

Det er ingen der melder sig enig og hun skynder sig videre til at trække navnene.

Pigerne først.

Effie stikker sin alt for dekorerede hånd ned i den gennemsigtige skål og roder rundt i de mange små sedler.

Hun tager et stykke papir op.

”Og Distrikt 12´s kvindelige soner er …”

Verdenen omkring mig går i stå. Der er stadig noget af den lille pige tilbage i mig, og hendes  største frygt er lige blevet til virkelighed.

Primrose Everdeen.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Det var det første kapitel! Jeg håber I kan lidt det :D

Jeg ved godt at hun ikke virker som dem Prim hun var engang, men hun har jo været igennem en masse så … håber det er okay! <3

Hvis der er noget I gerne vil tilføje, fx hvis der er noget jeg kan gøre bedre?

Knus fra <3 Love <3  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...