Twitanic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2012
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Færdig
Rose er lige gået ombord på det berømte skib Titanic, der har kurs mod New York. Hun er forlovet med den velstående Caledon, men dette forhold mister hurtigt al betydning for Rose, da hun møder den mystiske og meget charmerende Carlisle, som hun indleder et usandsynligt forhold med.
Men på skibet begynder underlige ting at ske, og passagerene forsvinder time for time... Og Roses sidste timer er uendeligt mere grufulde end nogen skulle tro.

41Likes
24Kommentarer
3246Visninger
AA

10. 9. Carlisle

Carlisle rejste sig og rettede sin ryg, bevægede sig over til døren ind til Roses værelse og lukkede den. Da han vente sig, så han det svineri, han havde efterladt, og mærkede en væmmelse stige til vejrs. Han var blevet til et monster, en nådesløs morder, og ikke nok med det. Han havde slået en uskyldig piges forældre og forlovede ihjel, ikke at hendes forlovede og mor ville blive savnet, ikke af hende i hvert fald, men de var stadig ikke længere en del af hendes liv. Og det var hans skyld, fordi han ikke kunne holde sig fra blod.

Han sank sammen med ryggen mod døren og mærkede sine tørre øjne svide. Kunne han stadig græde, ville han have gjort det dér, midt i værelset af en pige, han holdt af, mens hun lå bevidstløs i sin seng og fem andre døde på gulvet.

Nogen måtte have hørt turmulten, og Carlisle vidste, at det bare var et spørgsmål om tid før de ville underrette besætningen. Han måtte gøre noget. Han måtte flygte, og han måtte sørge for, at Rose overlevede, og at hun ikke blev beskyldt for mordene. Han ville ikke kunne holde ud at leve i visheden om, at hun blev dømt for noget han havde gjort.

Det første, der faldt ham ind, var at svømme væk. Men det løste ikke problemet om Rose, og han kunne ikke tage hende med, ikke uden at forvandle hende til vampyr først, og det var der ikke tid til.

Det slog ham som et lyn fra en klar himmel. Der var en mulighed. En afledningsmanøvre, der ville redde dem begge fra død og straf.

Han rejste sig selvsikkert og gik med hurtige, faste skridt over til Roses seng. Han kiggede på hendes sovende væsen et øjeblik og beundrede hendes smukke ansigt. Han smilede og bukkede sig ned, trykkede sine læber mod hendes. Han løftede sit ansigt lige nok til ikke længere at røre hende of førte derefter sin mund ned til hendes hals.

Et stik af sørgmodighed slog i hans bryst som en pisk, inden han lukkede sine øjne og blidt kyssede hendes hals, åbnede sin mund og lod sine tænder synke ind i hendes hovedpulsåre.

Han kunne mærke hende spjætte under sig og hadede tanken om hende som vampyr. Men han vidste, at det var en nødvendighed, hvis han ønskede nogensinde at se hende igen, så han slap ikke sit bid i hende før han var sikker på, at giften fra hans tænder havde blandet sig med hendes blod.

Han rejste sig og kiggede dybt ind i hendes ængstelige øjne. Hendes mund var en stram, lige streg, der ikke lod en lyd slippe bort, selvom de begge vidste, at hun havde mest lyst til at skrige højt og gennemtrængende.

”Når du bliver fisket op af en redningsbåd, må du ikke fortælle om noget af det her.” Han stirrede streng på hende, men ikke længe. Hans svaghed for denne yndige pige var for stærk, og han tilføjede med kærlighed; ”Find mig. Jeg ved ikke hvordan, men - find mig. Lov mig det!”

Frygten i hendes øjne, frygten for ham, drev ham til vanvid, og han styrtede ud af værelset efter endnu et hurtigt, overfladisk kys.

Han strøg ud på dækket og skimmede det. Han ledte efter noget, der kunne bruges, noget, der var stort nok - dér.

Længere fremme, mod højre, kunne han se et isbjerg.

Uden at tænke videre over det, sprang han i vandet i et flot hovedspring. Han hørte næsten ikke de gisp, der lød fra de passagerer, der havde besluttet sig for en sen vandring på dækket.

Han svømmede så hurtigt han kunne frem til isbjerget, om bag det, og lagde alle sine kræfter i, da han skubbede sin skulder mod det og svømmede til. Isbjerget bevægede sig langsomt men sikkert gennem det kolde hav, der var det første, der havde fået Carlisle til at fryse siden sin forvandling.

Han kunne mærke, hvordan hans kræfter stille blev tappet fra hans krop, og huskede, at et isbjerg er langt større under overfladen.

Hele tiden så han sig tilbage for at holde øje med afstanden til Titanic, og først da han var sikker på, at isbjerget var på kursen, vendte han ryggen til det sted, hvor hans kærlighed befandt sig i umenneskelig smerte og svømmede bort.

Han stoppede ikke, før han var nået til den nærmeste kyst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...