Twitanic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2012
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Færdig
Rose er lige gået ombord på det berømte skib Titanic, der har kurs mod New York. Hun er forlovet med den velstående Caledon, men dette forhold mister hurtigt al betydning for Rose, da hun møder den mystiske og meget charmerende Carlisle, som hun indleder et usandsynligt forhold med.
Men på skibet begynder underlige ting at ske, og passagerene forsvinder time for time... Og Roses sidste timer er uendeligt mere grufulde end nogen skulle tro.

41Likes
24Kommentarer
3108Visninger
AA

9. 8. Rose

 

Carlisle stod midt på hendes værelse, mere smuk end nogensinde før, med blodrøde øjne og læber, og den mest papirhvide hud, hun nogensinde havde set. Hans gyldne hår så næsten mørkt ud i forhold til den, men samtidig var det lyst som solens første stråler, da det gik i kontrast til hans skarpe, sorte påklædning.

Rose mærkede misundelse skylle over sig som en bølge af arrigt havvand, da hun så den måde, hvorpå hendes mor så på ham - med et blik, der skød giftige stråler af uimodståelig tiltrækning mod vampyren.

Rose slog sin dyne til side og rejste sig fra sin seng. Hun bemærkede ikke den døde krop, Carlisle bar i sin favn, eller den, der lå på gulvet. Hendes øjne var fokuseret direkte på hendes mor, hadefulde og glødende grønne. Hun standsede foran sin mors siddeplads og overvejede hendes blik, der var fastfrosset på den dødstille Carlisle, og rakte derefter ud, lagde kræfter i armen og slog den mod sin mors kind.

Hendes mor gispede og hendes øjne fandt Rose, genkendte hende og blev først store i chok, derefter smalle i had. ”Rose!” råbte hun og rejste sig, så hendes højde blev en fordel frem for sin datters lille, søde skikkelse. ”Hvor vover du?” Hun greb Roses hår ved rødderne og holdt det i et jerngreb, der løftede Rose til hendes tæer.

Carlisle smed kroppen fra sig på gulvet og styrtede over til Rose, den yndefulde pige, han følte en sådan ømhed for, og tog morens arm i sin hånd, strammede til hun slap sin datters krøllede, røde hår, og kastede den fra sig.

Hun fløj bagud, ind i væggen bag sig, ved siden af døren, hvor hun efterlod en bule og faldt om på gulvet.

Rose stirrede ængsteligt på Carlisle. ”Du må ikke gøre mig fortræd,” hviskede hun med pibestemme.

Carlisle så frygten i hendes øjne, bag den, beundring, og inderst inde, taknemmelighed. Han behøvede hende ikke til at fortælle ham, at hendes mors ’mystiske’ fosvinden, som ville følge hændelsen i værelset, kun gjorde hende godt.

Men Carlisle vidste også, at morens forsvinden ikke ville blive set bort fra, og da Caledon og Roses far kort efter slog døren op og stormede ind i det røde lokale, blev han klar over, at det heller ikke ville blive den eneste.

Rose mærkede kulde mod sin hud, kolde hænder, der greb hende om livet og førte hende til sin seng. Kolde læber, der blev presset mod hendes ganske kort, og selvom hun havde lukket sine øjne, vidste hun, at det ikke var Caledon, der kyssede hende.

Så var læberne borte.

Hun hørte et gisp og derefter Caledons skrig, og da hun åbnede sine øjne, så hun Carlisle stå krumbøjet over sin far, mens Caledon nyttesløst prøvede at rive han væk.

Rose ville skrige. Hun ville råbe, rejse sig og hjælpe sin far, som altid havde elsket hende mere end noget andet.

Men hun kunne ikke. Hun var rundtosset og hendes mave var som en storm, fyldt med sommerfugle, men samtidig rasede en tornado og ødelagde alt derinde, efterlod det i smerte. Og da hun endelig fandt sin stemme, var det for sent. Hendes far sank om på gulvet, ved siden af hendes mor, og straks havde Carlisle sat tænderne i Caledons anstrengte hals.

Hun mærkede svimmelheden overtage sin krop, så verden sløre for sine øjne og hørte den intethed, det følgende mørke bragte med sig, da hun besvimede med hovedet mod sin pude, som om intet var sket og hun bare ville sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...