Twitanic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2012
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Færdig
Rose er lige gået ombord på det berømte skib Titanic, der har kurs mod New York. Hun er forlovet med den velstående Caledon, men dette forhold mister hurtigt al betydning for Rose, da hun møder den mystiske og meget charmerende Carlisle, som hun indleder et usandsynligt forhold med.
Men på skibet begynder underlige ting at ske, og passagerene forsvinder time for time... Og Roses sidste timer er uendeligt mere grufulde end nogen skulle tro.

41Likes
24Kommentarer
3116Visninger
AA

8. 7. Carlisle

Carlisle trådte ned ad de sidste trin til tredje klasse. Der var en usandsynlig stor forskel bare fra klassen over. Væggene hernede var ikke tapetseret. Gulvet havde grå gulvtæpper på i stedet for røde, og det var ikke af den fine, bløde slags. Det var det format, der ødelagde sokkerne, hvis man ikke havde sko på.

Carlisle bar ingen af delene. Hans fødder var bare, ligesom hans tænder, der hvæsede af den intethed, der befandt sig om bord på gangene i det lavt rangerede samfund på skibet.

Han blev enig med sig selv om, at de fleste nok var på dæk, trods det var tidlig morgen, fordi de ikke kunne holde fattigdommen ud. Hvis de havde ordentlige klæder på, kunne de, på dækket, godt gå for at være fra anden klasse, og det var trods alt så meget bedre end at sove med rotterne nederst på skibet.

Han satte ned af en gang mod højre. Duften af sprut og tobak var stærkest denne vej, og Carlisle havde et princip, når han omgav sig med sådan en mængde mennesker, som han gjorde om bord på Titanic – han spiste kun bunden af bunden. Det var dém, ingen lagde mærke til. De, der drak sig så fulde, at det lige så godt kunne have været alkoholens gift, der havde gjort det af med dem. De mennesker, oftest mænd, ville folk ikke savne. Måske ville en af værelseskammeraterne undre sig over deres fraværen, men så ville vedkomne trække på skuldrende og konkludere, at havet havde krævet et offer som betaling for deres færden over det. Desuden ville de fleste på tredje klasse blive lykkelige for den ekstra plads, den mindskede støj fra en drukkenbolt, og derfor ville sådanne dødsfald ikke blive indberettet.

Et højlydt SKÅÅL lød fra et af værelserne. Carlisle rynkede sine fine, lyse øjenbryn og rystede på hovedet. Ærgerligt, tænkte han. Der er for mange, de vil opdage det, hvis den ene pludselig forsvinder.

Han forsatte ned ad gangen, til han standsede ved en dør, hvorfra en snorken banede sig vej gennem den utætte karm.

Målrettet og med et smil på læben, lagde Carlisle hånden på dørhåndtaget og trak ned.

Han skuttede sig over sin uforsigtighed, da han stirrede lige ind i øjnene på en ung kvinde med uvasket, blond hår, der forskrækket, og noget undrende, nikkede til ham som velkomst. Hun holdt sin højre hånd under en snorkende mands hoved, og den anden brugte hun til at presse en klud mod hans pande.

”Undskyld jeg forstyrrer,” sagde Carlisle og skulle til at udgive sig som vagt, lure kvinden med ud og bide sig vej gennem hendes magre hals, da han stoppede sig selv og betragtede hende en ekstra gang.

Trods hende tydelige fattigdom, var hun ganske smuk. Manden ville uden tvivl savne hende, hvis hun ikke kom tilbage, og hun ville blive søgt efter.

Manden, til gengæld, så ikke ud som en, nogen ville lede efter. Tvært i mod kiggede kvinden på ham med en sådan foragt og væmmelse, at Carlisle var sikker på, hun ville betale ham for at ende deres bekendtskab.

Kvinden tyssede på ham og nikkede i retning af den sovende mand. ”Jeg er bange for, at han vågner,” hviskede hun.

”Bange?” hviskede Carlisle tilbage lige så lavt, selvom han udmærket godt var klar over, hvad kvinden ville svare.

Men i stedet for at sige noget, drejede hun sit hoved og afslørede en abnormt blåt mærke, der spredte sig fra hendes kæbe, ned ad halsen og helt ned under blusens kant, så Carlisle ikke kunne se dets fulde størrelse. Med tårer i øjnene kiggede hun tilbage på Carlisle, og selvom hun ikke kendte ham, følte hun en tryghed hos ham, hun ikke havde følt siden hun var lille, inden hendes far var død. Han kunne hjælpe hende, det var hun sikker på.

”Gør noget,” mimede hun.

Og det var dér, hun opdagede, hvad det svage lys ikke havde tilladt hende at se før - Carlisles blodrøde øjne.

Hun spærrede sine egne op i chok og skulle til at skrige, men han var straks ovre ved hende med en hånd presset mod hendes åbne mund.

Han førte sine læber til hendes øre og hviskede blidt og overbevisende; ”Lad mig tage mig af ham. Du skal aldrig bekymre dig om ham mere.”

Kvinden stivnede. ”Kan du gøre det?” spurgte hun højlydt.

Carlisle nikkede og trak sig væk fra hende. ”Så længe du lover at holde det for dig selv. Hvis nogen spørger, trækker du på skuldrende og siger, at han nok er bare er faldet i vandet i fuldskab.”

Manden åbnede øjnene. ”Vær dog stille, kvindemenneske, du larmer jo som…” Han fik øje på Carlisle og satte sig hastigt op. ”Hvad fanden kælling? Bedrager du mig? Og så i mit eget værelse?”

Carlisle stirrede intenst på kvinden. Hun nikkede, og med ét var han ved siden af manden, greb om hans hoved og drejede med en sådan kraft, at hans indre hals knækkede.

Inden kroppen nåede at falde om, greb Carlisle om den og løftede den så let som en fjer ud af døren. Med umenneskelig fart satte han mod første klasse, ned ad gangene og ind på Roses værelse.

Hvor hendes mor forskrækket stirrede på ham og Rose satte sig op i sin seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...