Twitanic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2012
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Færdig
Rose er lige gået ombord på det berømte skib Titanic, der har kurs mod New York. Hun er forlovet med den velstående Caledon, men dette forhold mister hurtigt al betydning for Rose, da hun møder den mystiske og meget charmerende Carlisle, som hun indleder et usandsynligt forhold med.
Men på skibet begynder underlige ting at ske, og passagerene forsvinder time for time... Og Roses sidste timer er uendeligt mere grufulde end nogen skulle tro.

41Likes
24Kommentarer
3212Visninger
AA

7. 6. Rose

Selskabet var fint, smukke kjoler gled over marmorgulvet på det let gyngende skib. Rose sad ved et bord og nippede til et glas champagne. Hun talte fraværende alle de gange, hendes mor præsenterede hende gennem lokalet med en simpel håndbevægelse og et, falsk, smil på ansigtet.


Men mest tænkte hun på sammenstødet med vampyren på hendes værelse. Den døde mand, der havde ligget på gulvet, vampyrens skarpe, røde øjne, der skinnede af liv. Hun tænkte på hans hænder, der havde været så kolde mod hendes blege hud. Hans smukke ansigt, der havde været så utrolig tæt på hendes. Hun tænkte alt i alt bare på ham. Vampyren. Hvorfor fik hun sådan en boblende følelse i maven, når hun mindede sig selv om hans glatte, runde stemme? Hvorfor kunne hun ikke se, at han var en vampyr - en følelseskold morder, som for resten gemte et lig på hendes værelse.

Hun lukkede øjnene og rystede på hovedet, mens hun overvejede, hvad hun havde rodet sig selv ud i, så hun så ikke, da hendes præsenterede hende for syttende gang, nu for en gammel kvinde med et forstoppet udtryk.

”Dans med mig, kære,” afbrød Caledon hendes forvirrede tankestrøm, da han lagde en varm hånd på hendes skulder. Hun skuttede sig, da hun opdagede kontrasten mellem vampyrens kolde, forførende, stenhårde hud og Caledons varme, bløde, rynkede hånd. ”Er noget galt?” spurgte han og rynkede sine svagt grå øjenbryn i en bekymret mine.

Rose greb chancen. ”Ja. Jeg har det ikke særlig godt. Jeg tror, jeg vil gå til mit værelse.” Hun rejste sig og skulle til at gå, da Caledon strammede sit greb om hendes skulder.

”Lad mig følge dig,” sagde han og holdt armen frem mod hende, så hun kunne tage den.

”Ellers tak, Caledon. Men vil du venligst informere min mor om min fraværen?” svarrede Rose stædigt.

Caledons blik gik fra bekymret til hårdt og vredt på under et sekund. Han stirrede olmt på sin forlovede i et overvejende øjeblik, vel vidende, at det var en mands stemme, han havde hørt på hendes værelse tidligere den aften. ”Selvfølgelig.”

Rose nikkede til ham og formåede et lille, uægte smil. Så vendte hun ham ryggen og satte mod sit værelse, hvor hun håbede at finde vampyren. Samtidig håbede hun at åbne sin dør til et tomt, førsteklasses værelse, hvor hun kunne gå direkte i seng blandt de bløde silkepuder. Hun havde brug for søvnen, og hun var faktisk begyndt at føle sig en anelse sløj.

Da hun stod foran sin dør og overvejede, hvad hun håbede mest på ventede hende på den anden side af det tykke træ, hvilket hun ikke fandt en løsning på, så hun Caledons øjne for sig igen. Hans kolde, gennemborende blik, der så mere end hendes løgne. Hun tænkte over det og følte, at han lige så godt kunne have set hendes nøgen - det havde føltes nogenlunde ens. Og som en slange, sneg angsten sig ind i hende mave, blev større for hvert åndedrag. Og hun glemte pludselig alt om vampyrer og døde kroppe, brast gennem døren og kastede sig i sengen, hvor hun gemte sit ansigt i sine hænder og græd, til hun faldt i søvn, med kjole på og opsat hår.

Hun så ikke Carlisles meddelelse på bordet, og da hun vågnede var den væk og liget i skabet lå nu midt på gulvet, mens Roses mor betragtede hendes yndefulde søvn fra en stol foran døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...