Twitanic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2012
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Færdig
Rose er lige gået ombord på det berømte skib Titanic, der har kurs mod New York. Hun er forlovet med den velstående Caledon, men dette forhold mister hurtigt al betydning for Rose, da hun møder den mystiske og meget charmerende Carlisle, som hun indleder et usandsynligt forhold med.
Men på skibet begynder underlige ting at ske, og passagerene forsvinder time for time... Og Roses sidste timer er uendeligt mere grufulde end nogen skulle tro.

42Likes
24Kommentarer
3522Visninger
AA

6. 5. Carlisle

 

Carlisle stivnede i en fireogtressende af et sekund. Så var han som væk for Roses syn. Det samme var den døde mand på gulvet. Rose kiggede forvirret efter vampyren, da døren gik op og Caledon trådte ind i hendes værelse.

”Søde? Hvem var det, du snakkede med?”

Rose blinkede hårdt og vendte sit blik mod sin forlovede. Hun rømmede sig og svarede; ”mig selv.”

”Nej, jeg synes bestemt, jeg hørte en mands stemme!” Caledons øjne rasede af bekymring, men Rose så også et glimt af noget andet, noget, hun aldrig før havde set i hans grå sjælespejle. Noget, hun ikke brød sig om. Grådighed og vrede. Hun trak straks sit blik til sig.

”Nej, det var bare mig. Jeg er måske ved at blive syg,” sagde svarede hun og hostede falsk.

”Hvorfor blev du ikke ved min dør, som jeg bad dig om?” spurgte han arrigt.

Rose bed sig i underlæben for ikke at skrige ’fordi jeg ikke er din slave!’ lige i hovedet på ham, men i stedet spejdede hun sit værelse og kastede sin nervøse stirren det på det første, det kunne komme en god undskyldning ud af.

Skrivebordet.

På det lå en halskæde af guld med et lille vedhæng, et hjerte. Hun forlod Caledons faste tag i hendes arm og greb halskæden.

”Jeg følte mig nøgen om halsen,” løj hun og smilede indtrængende til Caledon, der åndede lettet op og trådte hen til hende. Han grinede fornøjet og tog halskæden fra hendes hænder, drejede hende let omkring og spændte kæden fast omkring hendes hals. Han fandt hendes hånd med sin uden at fjerne blikket fra sin elskedes hoved, og dansede hende i en piruet omkring sig selv, til hun havde ansigtet mod ham.  

”Sådanne ord må du slet ikke sige højt, når jeg er i nærheden. Du har ingen anelse om, hvilke tanker, du sætter i værk hos mig.”

Rose havde en god idé, men hun te stille og smilede i stedet uskyldigt til ham.

”Skal vi forsætte vores vej mod selskabet? Jeg tror dine forældre tripper over vores manglen.”

Roses smil blegnede. Hun havde ikke haft lyst til at deltage i det sociale før, og mødet med den smukke vampyr havde ikke hjulpet hendes humør i den retning.

Men hun kendte konsekvenserne af at sige nej til sin mor, og hun vidste, at alle regnede med hende. Så hun tog en dyb indånding og kastede et blik tilbage, så rundt i værelset efter et spor af den forsvundne, mystiske mand, men fandt kun sit værelse, som det havde været, siden hun så det første gang. ”Ja,” svarede hun, højt og tydeligt, så hun var sikker på, at bare han var inde på hendes værelse, eller bare på badeværelset eller i garderobeværelset, kunne han høre hende.

Så vendte hun sit blik mod Caledon og smilede smigrende til ham. ”Ja, lad os hellere komme af sted.”

 

Carlisle lyttede efter Caledons tunge skridt til de forsvandt op ad trapperne ved enden af gangen, før han skubbede garderobeskabets tynde dør op og trådte ud i det storslåede værelse igen. Han tog det ind og smilede over dets pragt. Det var sådan, man skulle leve. Smukt og rigt. Ligesom Rose. Så måtte man være lykkelig, mente Carlisle.

Han vendte sig og hev den døde krop ud af skabet, men efter nærmere eftertanke lagde han den tilbage igen. Ingen andre end hende selv, ville kigge i en kvindes klædeskab, med mindre de var yderst uhøflige, og det var folk på første klasse ikke!

Han glemte, at Roses mor troede hun ejede sin datter…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...