Twitanic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2012
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Færdig
Rose er lige gået ombord på det berømte skib Titanic, der har kurs mod New York. Hun er forlovet med den velstående Caledon, men dette forhold mister hurtigt al betydning for Rose, da hun møder den mystiske og meget charmerende Carlisle, som hun indleder et usandsynligt forhold med.
Men på skibet begynder underlige ting at ske, og passagerene forsvinder time for time... Og Roses sidste timer er uendeligt mere grufulde end nogen skulle tro.

41Likes
24Kommentarer
3243Visninger
AA

5. 4. Carlisle og Rose

Carlisle og Rose

Carlisle greb Rose om hendes skuldre og stirrede indtrængende på hende. Øjeblikket efter var hans mund ved hendes hals og kolde, metalskarpe tænder skar sig ind i hendes blege hud.

Men hun skreg ikke. Hendes impulser gav efter og hun faldt sammen i Carlisles arme.

”Hvad laver du her?” hvæsede han og fjernede sig fra hendes hals, mens hans øjne stirrede på det blod, der trillede ned af hendes nøgne kraveben. Alt i ham insisterede på at slikke det op og tømme hendes smukke krop for blod og smide den ved siden af den døde mand, der lå på gulvet allerede.

Rose kiggede chokeret op, da det gik op for hende, at hun ikke var død, og hun så endelig hele Carlisle. Den blonde mand på knap treogtyve år af udseende med ekstremt bleg hud, stirrede lige tilbage på hende, hans kolde øjne fangede hendes og hun mærkede sit hjerte slå hurtigere. Han var uden tvivl den smukkeste mand, hun nogen sinde havde set.

Men de røde øjne. Hun mærkede frygten stige op i sig. Hun kendte godt sagnene. Og hans kolde hænder, de skarpe tænder - Rose vidste godt, hvad manden egentlig var.

Og så fangede noget brunt hendes blik. Ved siden af hende på gulvet, var en skikkelse, hun ikke kendte. En krop. Hun spilede øjnene op og skulle lige til at skrige, men straks lå noget hårdt over hendes mund, stærkere end en knipling og kærligere end en sten - Carlisles hånd.

Hendes øjne fandt hans igen, og frygt lyste ud af dem. Vampyren trak sig væk, men først da han var sikker på, at Rose ikke længere ville skrige.

”Hvorfor kom du tilbage?” råbte han frustreret og skridtede rundt i værelset.

Rose var lammet. Så skød vrede op i hende, den sædvanlige stædighed, hun så ofte havde fået ballade for, men hun stadig betegnede som en del af sig selv, fik hende til at rejse sig, før hun svarede. Så så han i det mindste ikke ned til hende. ”Undskyld mig, men det er vel mit værelse! Og hvis jeg ikke tager fejl, så har du ikke ret til overhovedet at være herinde!” Hun lagde hænderne i siden og stirrede arrigt på hendes ubudne gæst.

Carlisle stoppede op og kastede et overrasket blik på Rose. Hun havde svaret! Havde hun ikke gættet det? ”Selvfølgelig har hun det,” mumlede han og slog igen blikket i jorden. Tiltrækningen til hende var for stor til at han turde kigge på hende, specielt med blod løbende ned af den sarte hud, hans tænder så let kunne bryde igennem, så han kunne glæde sig med en dessert…

Han rystede hårdt på hovedet og lagde hånden mod væggen, hvilede al sin vægt på denne, før han rasede ud og slog mod den.

Tapetet smuldrede og faldt af, da en bule opstod i det tynde træ. Han havde heldigvis ikke slået særlig for hårdt.

Roses blik faldt igen på kroppen ved hendes fødder. ”Hvad laver du herinde?” spurgte hun toneløst. Det hele var alt for meget. Hun havde lyst til at vågne op i sin køje efter et mareridt på Titanic, og nyde, at de nu var dét tættere på det fantastiske New York.

Men sårene på hendes hals var begyndt at svie, og hun vidste, at det ikke var en drøm. Den mystiske vampyr foran hende var virkelig, og ligeså var den døde mand på gulvet.

Carlisle vendte atter sit blik mod den smukke, unge pige, hvis værelse, han stod i. Hun var en rigmands datter, det var der ingen tvivl om. Første klasse og silkekjoler, guldsmykker og spejle på alle væggene. Der var mange penge gemt i dette værelse.

Men han skænkede ikke disse ting en tanke. I stedet trådte han hen til Rose og lagde sine kolde hænder på hendes skuldre igen. ”Jeg er på vej til New York for at leve som en vaskeægte vampyr. Jeg troede, jeg kunne vente, til vi ankom dertil, men den konstante menneskestime omkring mig fristede. Så jeg fandt en mand på tredje klasse som ingen vil savne,” han gestikulerede mod kroppen på gulvet. ”og besluttede mig for et måltid. Og for ikke at skabe ballade om bord, valgte jeg en første klasses suite til at gemme kroppen i, da ingen vil mistænke nogen herfra. På denne måde vil alle tro, at staklen er faldet i vandet og er druknet, men kroppen vil aldrig blive fundet, tømt for blod. Jeg skal nok sørge for at brænde den inden nogen finder den.

Så jeg beder dig, menneske, lad mig skjule mit eneste offer her.”

Inden Rose nåede at svare, bankede det på døren, og en nervøs stemme sagde; ”Er du derinde, kære?”

Caledon.

Dørhåndtaget blev trykket ned.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...