Twitanic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2012
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Færdig
Rose er lige gået ombord på det berømte skib Titanic, der har kurs mod New York. Hun er forlovet med den velstående Caledon, men dette forhold mister hurtigt al betydning for Rose, da hun møder den mystiske og meget charmerende Carlisle, som hun indleder et usandsynligt forhold med.
Men på skibet begynder underlige ting at ske, og passagerene forsvinder time for time... Og Roses sidste timer er uendeligt mere grufulde end nogen skulle tro.

41Likes
24Kommentarer
3212Visninger
AA

11. 10. Victoria og Carlisle

Hun bevægede sig lydløst over jorden med bare tærer. Kvistene skar ikke hendes fødder, som de ville have gjort det engang. Hendes øjne var låst fast på det sted i skoven, hvor træerne ebbede ud og solens sidste stråler nåede jorden.

"Victoria, kære," sagde James og lagde en hånd på hendes skulder. "Fortæl mig, elskede, hvorfor du vil sætte dig mod en familie af denne størrelse?"

Rose svarede ikke, hun havde fået færten af ham. Hendes minder var omtågede, som at kigge gennem muddervand, men ikke desto mindre kunne hun kun alt for tydeligt huske duften, der synes at udskydes direkte fra ham, den duft, der havde hjemsøgt hendes tanker i hundrede år. Endelig var hun nået målet, og hun var ligeglad med at Carlisle havde fået sig en stor familie. Hun havde ikke noget imod at skulle dø. Hun skænkede ikke James og Laurent en tanke, selvom de også måtte lade livet for hendes hævn. Hun ville bare bide struben af Carlisle, hive hans modbydeligt smukke hoved af og brænde resterne, som tak for smerten de sidste timer af hendes menneskelige liv.

Hans nye, lille kæreste, hvis duft havde blandet sig med hans og om muligt drev Rose endnu mere mod målet, ville nødvendigvis føre samme handling mod hendes efterfølgende. Det var prisen. Den kunne hun godt dø med.

Laurent bevægede sig foran de to andre, så de ikke gik direkte i flæsken på modstanderen. "Hvis vi alle sammen dør," sagde han og stirrede bebrejdende på Rose, som om hun allerede havde forårsagen hændelsen. "Så er det din skyld, Victoria. Jeg gør dette her fordi jeg holder uendeligt meget af James, og James holder endnu mere af dig. Jeg dør for ham. Ikke for dig."

Rose ænsede ham ikke. De fortsatte alle sammen ud af skoven, ind i lysningen.

Der stod han. Carlisle.

Rose så genkendelsen i hans blik.

Hun smilede. "Jeg fandt dig," hviskede Rose. "Præcis som du bad mig gøre."

Hendes sanser tog over.

 

Carlisle havde indset, at han aldrig ville tilgive sig selv handlingerne mod Rose. Han sad i en gyde mellem to højhuse i New York og lovede sig selv at enhver chance, der viste sig for at gøre noget af det godt igen, ville han gribe. Han ville om muligt slå sig selv ihjel, så han ikke skulle leve med skylden. Det var derfor, han blev vegetar. Det var derfor, han uddannede sig som læge, for redde liv. For at lette på skylden, for aldrig at gøre nogen fortræd på samme måde igen.

Han havde fundet Edward på hospitalet. Taget ham til sig, da drengens mor havde bedt ham om det. Han havde skabt en familie og hans familie havde forøget husstanden.

Han havde aldrig glemt Rose, men han havde sørget for ikke at tænke på hende.

Derfor slog det pusten ud af ham, da han fik færten af hende. Den sødlige duft af roser, der tilhørte hende og lod hendes navn passe så meget bedre til hende, end hendes forældre nogensinde havde anet.

Først havde lettelse lagt sig over ham. Endelig vendte hans elskede Rose tilbage til hans favn. Men han så på Esmee og mærkede kærligeden stige i sin hals. Hun var han elskede, ikke Rose, ikke længere.

Derefter havde fortvivlelse præget hans tanker, og i de sidste sekunder før hun kom til syne ved skovens bred, overvejede han, hvad han skulle forklare sig med.

Det blev aldrig en nødvendighed. Rose var ikke kommet for at fuldende en kærlighedshistorie.

Carlisle mærkede et stik i hjertet, da han så hendes hævnrige blik.

Frygten steg til vejrs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...