Twitanic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2012
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Færdig
Rose er lige gået ombord på det berømte skib Titanic, der har kurs mod New York. Hun er forlovet med den velstående Caledon, men dette forhold mister hurtigt al betydning for Rose, da hun møder den mystiske og meget charmerende Carlisle, som hun indleder et usandsynligt forhold med.
Men på skibet begynder underlige ting at ske, og passagerene forsvinder time for time... Og Roses sidste timer er uendeligt mere grufulde end nogen skulle tro.

41Likes
24Kommentarer
3123Visninger
AA

2. 1. Rose

Hun lagde hånden på det kolde metal, der udgjorde rælingen. Den kolde havvind løftede hendes hår ind foran hendes smukke, dog lidt buttede ansigt.

Hun var sytten år gammel, fyldte atten syv måneder efter, men hun følte sig meget ældre. Hendes mor fyldte hende altid med manér og gode råd om hvordan, man var en god hustru - stille og pæn.

”Det har du jo brug for nu.” Rose efterlignede sin mors klare stemme, vrængede den og fik den til at lyde barnlig. Hun sukkede. Det var jo hende, der var barnlig.

”Bare et barn,” sagde hendes far altid. ”Hvorfor skal pigen dog også giftes allerede?” Men efter hans aktier var faldet stort i værdi og pengene var ved at slippe op, gav det pludselig god mening for ham. ”Jamen hun er jo også en voksen kvinde nu. Og Caledon er en velstående ung herre, han er perfekt for dig, min pige, perfekt siger jeg!”

Det abnorme skib var mennesketomt på denne side. De andre passagerer stod på den anden side og vinkede farvel, prøvede, som lovet, at finde deres kære, dem, de nu skulle forlade til fordel for et nyt sted med, efter sigende, flere muligheder.

Men Rose følte ikke, hun havde noget at vinke farvel til. Sophie og Elizabeth stod ganske vidst på kajen og spejdede som gale efter deres veninde. Men selv når skibet lagde fra havnen og der stadig ikke var noget spor af Rose, ville de ikke mistænke hende for at stå på den modsatte side. Der var så ekstremt mange mennesker, de stod i klumper og græd og råbte, små børn hylede og en del sang. Og Rose var trods alt komme om bord som en af de sidste, så det undrede vist ikke nogen, at hun ikke var til at se.

Hornet tudede.

Endelig! tænkte Rose og lukkede sine øjne. Hun trak den salte luft dybt ned i lungerne og drømmede om New York. Stedet, der skulle have alt. Ja, der skulle det nok lykkedes for hende at blive til noget, at blive til noget stort!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...