From Hunger to Magic


4Likes
4Kommentarer
736Visninger

2. Brevet

"Nej"

Dette ord runger i mit hoved, slår mig ud og presser alt luften ud af mine lunger. Jeg holder krampagtigt fast om bordet med min ene hånd, mens jeg stirrer på min mors hårde ansigt. ”Hvad sagde du?” Det er det eneste jeg kan tvinge over mine sprukne læber. Det er varmt. Jeg fugter læberne med tungen, og bliver ved med at se på min mor. ”Syrene, du kan dog for alvor ikke mene at du tror på det?” Hun ser på brevet hun sidder med i hånden, og sukker derefter højt. Jeg havde helt ærligt aldrig nogensinde troet på det selv. Men noget ved den sirlige skrift, det lille våbenmærke og de mange detaljer gør mig overbevist. Det er rigtigt. Jeg må derhen.

”Hvorfor ikke?” Jeg ser trodsigt på hende, og træder et skridt nærmere. Mine øjne fanger hende, og hun kan ikke slå sig fri. ”Fordi.. Jeg mener, helt ærligt. En skole for magi. I London? Selv hvis det var rigtigt, er det alt for langt væk. Det hele virker så utroværdigt” Hun fnyser, og tager en tår af hendes lille krus, som er fyldt med mælk.  Jeg hader hende. I dette øjeblik føler jeg intet andet, end ukontrolleret vrede mod denne kvinde som blot sidder og bæller mælk som en anden idiot. ”Det er ikke utroværdigt, virkelig. Desuden, hvordan kunne de ellers vide jeg var ude ved æble plantagen? Eller mit navn, for den sags skyld.” ”Jeg ved det ikke” siger min mor usikkert ”jeg ved ikke mere end dig. Men hvad hvis det er nogen som er ude på at gøre dig ondt, bortføre dig?” Hun har besluttet sig. Jeg skal ikke derhen. Jeg presser læberne hårdt sammen, og ser vredt hen på hende. Jeg føler, at på disse få minutter har alt ændret sig. At jeg er gået fra at være en fattig arbejder, til elev på en magiskole. På grund af et simpelt lille brev, som i grunden lige så godt kunne være falskt.

”Har du overhovedet læst på bagsiden?” Hendes forvirrede ansigt bekræfter mig i at, det har hun ikke. Jeg laver et lille nik, som opfordring til at hun skal, og hun vender langsomt det silkebløde papir. Hun læser, og furerne i hendes pande bliver dybere. ”Nej..” Hun hvisker lavt, og løfter hovedet. ”Det gør de ikke, de kan ikke..” Hun ligger papiret på bordet, og masserer punktet mellem øjnene. ”Huh?” Jeg ser undrende på hende, betragter hendes spændte skuldre og dybe suk.

”De siger at.. At.. De kommer i dag”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...