Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10412Visninger
AA

2. Who's gonna be the tribute?

Perrie's P.O.V.

Jeg lytter stille til grenene der rammer taget af vores hus. Huset her kan sikkert brase sammen når som helst, eller det ligner det i hvert fald. I dag sker det. I dag bliver de udvalgte trukket og sat ind sammen med de andre i arenaen. Den eneste jeg er nervøs for udover mig selv, er Niall. Vi har været venner siden starten af skolen, og har støttet hinanden ved høstfesten alle årene. For fire år siden græd Niall da han blev udvalgt, men i stedet trådte hans bror Greg ind. Niall var lykkelig, men knust. Hver dag frygter han at hans navn bliver sagt igen, hvilket er ved fuld forståelse.

”Perrie, det snart tid. Du skal se ordentlig ud.” Siger min mor og rører forsigtigt ved min skulder. Hurtigt vender jeg mig om og går lige forbi hende, hen til baljen som er fyldt op med vand. Selvom det er en trist dag, forlanger Capitol alligevel at vi skal se ordentlige ud. Jeg plejer at have nogenlunde det samme på hvert år. Min blå kortærmede skjorte, en hvid knælang nederdel og mine grå udtrådte sko. Det alt sammen hænger over vores gamle stol, ved bordet med de enkelte brødskorper.

Lige i det jeg skal til at tage tøjet af smækker døren op. ”Perrie!” Lyder Niall's stemme. Jeg går hurtigt ud i vores smalle køkken og får et smil på læberne af at se ham. ”Hej Niall.” Mumler jeg og kigger nervøst ned i jorden. ”Er du ved at gøre dig klar?” Spørger han og peger hen mod baljen med vand. ”Ja, det er jo i dag.” Svarer jeg og piller nervøst ved mine fingre. ”Nårh, men jeg skulle egentlig bare tjekke om du var okay. Vi ses ved høst festen.” Siger han og smutter hurtigt igen. Med et stort suk går jeg ind til baljen med vand igen og gør mig klar.

* * *

”Næste.” Siger en af fredsvogterne og holder hånden frem mod mig. Forsigtigt med en rystende hånd placerer jeg min i hans og klemmer blidt øjnene sammen. Et stik mærkes i min finger, hvorefter mit blod tværes ud på papiret. ”Næste.” Siger han igen og får mig væk. Jeg stiller mig hurtigt ind på række sammen med de andre på min alder. Jeg taler ikke rigtig med andre end Niall, så jeg føler mig utilpas her mellem alle pigerne.

Efter alle er kommet ind på række, hører man de små stiletter klikke mod jorden. ”Velkommen alle sammen! Dødspillet år 76 er i gang!” lyder Jenny's skingre stemme i mirkofonen. ”endnu engang skal vi til at vælge en ung mand og kvinde, til at deltage i dødspillet. Lad os få damerne først,” med små hurtige skridt kommer hun hen til bowlen, med alle sedlerne i. Mit navn ligger der i på syv forskellige sedler. Jeg har gennem de sidste år prøvet at skaffe mad til familien og Niall's familie, men Niall syntes ikke jeg skulle gøre det, da det bare bragte mig i større fare. Jeg ser sedlen i Jenny's hånd, som langsomt med hendes fødder går hen mod mikrofonen igen. ”og den kvindelige soner er... Perrie Edwards!”

Mit hjerte stivner, mens mit blik er låst fast til jorden. Hun sagde mit navn. Det er mig der er den kvindelige soner. Da jeg endelig får løftet mit blik kigger alle på mig. Hurtigt kigger jeg hen mod Niall som står i sin blå skjorte og sandfarvede bukser mens han kigger sørgmodigt på mig. ”Søde ven, hvor er du henne?” Spørger Jenny og kigger rundt. Alle pigerne rundt om mig træder forsigtigt et skridt tilbage, så det ikke muligt at gemme sig. Med langsomme, tunge skridt går jeg hen mod scenen, mens alle kigger på mig.

Jeg går forsigtigt op af trappen og opdager Jenny's grønne paryk som udskiller sig fra mit normale blonde hår. Da jeg endelig er kommet op af trappen og hen mod mikrofonen, tager Jenny blidt fat i mine skuldre og får mig til at gå hurtigere. ”Så her er jeres kvindelige soner. Perrie Edwards! Og nu til drengene.” Siger hun og går hen mod den anden bowle.

Niall's P.O.V.

Jeg kan mærke tårerne i mine øjne presse på, mens mit blik stadig er limet fast til Perrie's triste ansigt. ”Og nu til drengene,” siger Jenny og går hen mod bowlen for drengene. Mit navn står der kun tre gange, da jeg har været med nogle gange nu. ”og årets mandelige soner er... Niall Horan!” Straks vendes alles blikke mod mig, ligesom for fire år siden. Jeg sværger at jeg kan falde sammen i tårer når lige nu. Min krop ryster blidt, mens Perrie's ansigt er gået i chok. Ud af øjenkrogen kan jeg se min mors ansigt, som er vildt nedtrykt. Hun ved at Perrie og jeg er bedste venner.

Langsomt bevæger jeg mig væk fra min plads og går hen mod scenen. Men da jeg er nået halvvejs retter jeg ryggen op og går med gode faste skridt resten af vejen, og op af trappen. ”Så her er jeres to sonere. Perrie Edwards og Niall Horan!” siger Jenny og får mig op og stå ved siden af Perrie, mens hendes hænder lægger sig på vores skuldre. ”så I to, giv hånd,” langsomt vender jeg mig mod Perrie og kigger hende dybt i øjnene. Vores hænder rører hinanden let, men jeg tager godt fat om hendes og ryster den blidt. ”sådan der! Happy Hunger Games og må oddsene være jer gunstige.”

* * *

Zayn's P.O.V.

”Leigh-Anne Pinnock!” Lyder navnet på den kvindelige soner. En pige med sort halvlangt hår går med ret ryg og hurtige skridt hen mod scenen. Hun har et smørret smil på læberne, hvilket ville sige at hun er forberedt på det.

”Drengenes tur!” Langsomt synker den tynde hånd med den hvide handske på ned i bowlen. Jeg ser de mange sedler som fylder bowlen, hvilket betyder at mange har tilføjet mange af deres navne. ”den mandelige soner er... Zayn Malik!” Hurtigt bliver mit hoved løftet højt. Med næsen i sky går jeg hen mod scenen, hvor Leigh-Anne står. Straks jeg møder hendes blik ser jeg selvtilliden i hendes øjne som er blandet med ondskab.

”Kom så I to, giv hinanden hånden.” Straks griber jeg hurtigt fat i hendes hånd og ryster den hurtigt før jeg slipper den hurtigt igen. Jeg sender hende et selvsikkert blik, før jeg kigger ud mod de andre igen.

Liam's P.O.V.

Jeg ser den kvindelige soner gå lige forbi mig, mens hendes skulder hurtigt snitter min, hvilket får hende kigge hurtigt tilbage. ”Undskyld.” Mimer hun og går så videre. Hurtigt er hun oppe og stå ved siden af mikrofonen. Da hun stiller sig op og følger Zoe's hånd der langsomt der rører hendes skulder.

”Drengene,” siger Zoe og tager forsigtigt sin handske af. Langsomt bevæger hendes hånd sig over sedlerne, før hun med en enkelt hurtig bevægelse, har en seddel i hendes hånd. Jeg kan langsomt mærke klumpen i min hals samle sig, mens mine hænder begynder at blive varme. Langsomt går hun hen mod mikrofonen ved siden af Jesy og åbner konvolutten. ”Liam Payne!” Straks forsvinder klumpen i min hals, og udvikler sig i stedet for til en kvalmen.

Jeg går hurtigt ud fra rækkerne og ser Jesy's blik der er fyldt med frygt. Jeg prøver at tage en dyb indånding, for at se mindre bange ud, men jeg tror det mislykkes. ”Lidt tjept tak, vi har meget vi skal nå.” Lyder den sædvanlige skingre stemme i mikrofonen. Hurtigt mærker jeg fredsvogterenes hænder på mine skuldre. Hvor de skubber mig blidt frem ad, hen mod scenen. Min brystkasse hæver sig meget da jeg tager en dyb indånding og går med tunge skridt op af trapperne. Straks er Zoe hende ved mig, klar til at tage imod årets mandelige soner, som skal kæmpe i dødsarenaen sammen med 24 andre.

”Her er de så,” synger Zoe og trisser ved siden af mig, hen mod Jesy, som står nervøst ved siden af mikrofonen. ”dette års sonere! Kom så I to, giv hinanden hånd.” Langsomt vender vi os mod hinanden, mens vores hænder tøvende nærmer sig hinanden. ”Det går får langsomt.” Mumler Jesy ligeglad og tager hurtigt fat i min hånd, mens hun ryster den hårdt. ”En soner med gå på mod, det kan jeg lige.” Griner Zoe blidt og får os til at slippe hinandens hænder igen.

Eleanor's P.O.V.

”Lou, jeg er bange.” Mumler jeg mod Louis' skulder, mens en tårer forlader min øjenkrog. ”Der er ingen grund til at være nervøs, du skal nok klare den.” Hvisker Louis i mit øre og kysser forsigtigt mit hår. ”Men hvad hvis du ikke klarer den?” Spørger jeg og kigger på ham med et sørgmodigt blik. ”Det er da lige meget med mig, jeg er sikker på at du klarer den.” Svarer han og lægger armen om mig. ”Louis, du er ikke lige meget! Du betyder noget for mig! Vi lovede hinanden at holde sammen, uanset hvad der sker!” Græder jeg og knuger blidt hans skjorte mellem mine fingre. ”Undskyld Eleanor. Jeg lover at uanset hvad der sker, ville vi altid være sammen.” Undskylder han og kysser blidt min håndflade.

”Det nu!” Råber en ude foran vores dør, sikkert en fredsvogter. Hurtigt er vi begge op at stå fra sengen, retter hurtigt på vores tøj og går så ud. Min mor har sat mit hår op i en knold med nogle flettede totter rundt om. Louis syntes det er smukt, mens jeg syntes det er ligegyldigt, da jeg har en fornemmelse på at noget dårligt vil ske i år.

”Er du klar?” Spørger Louis og klemmer forsigtigt min arm. ”Måske.” Mumler jeg og lukker døren bag os. Alle mennesker begynder at gå ned mod torvet, hvor det hele foregår. Jeg spotter hurtigt en af Louis' mindre søstre, som med små skridt går derhen af. Hurtigt går jeg hen til hende og tager forsigtigt hendes hånd. ”Felicite, det skal nok gå, det lover jeg. Og hvis du bliver valgt, så lover jeg dig at du ikke kommer derhen.” Siger jeg og går med hende hen mod torvet. Louis er gået i forvejen sammen med nogle af de andre drenge.

* * *

”Felicite Tomlinson!” Hurtigt falder mit blik hen på Felicita, der langsomt lader en tåre glide ned af sin egen kind. Alle pigerne omkring hende flytter sig med små forsigtige skridt, så alle ved det er hende. Da flere tårer glider ned af hendes kinder, Louis er såret over det, træder jeg frem. ”Jeg kan ikke lade det her ske. Jeg melder mig frivilligt!” Råber jeg og træder frem.

En masse gisp lyder og halvdelen af befolkningen kigger på Louis. ”Jamen søde ven, kom herop.” Siger Mellony og vinker blidt med hånden. Jeg kan mærke folks overraskende blik hvile på mig, som om jeg ligner en klovn – det føler jeg mig også som.

Da jeg kommer op på scenen, får jeg straks stukket en mikrofon op i ansigtet. ”Hvad hedder du så?” Spørger Mellony og kigger spændt. ”Eleanor Calder.” Svarer jeg stille og kigger ned på Louis. ”Jamen søde ven, tillykke, du er årets kvindelige soner.” Siger Mellony og går hen til den anden bowle. I frygt for Louis' navn bliver sagt, lukker jeg øjnene, knytter mine hænder og prøver at lukke alt lyd ud.

Da jeg kan mærke Mellony's anspændte hånd på min skulder, åbner jeg øjnene og ser Louis gå med faste skridt hen mod mig. Åh gud! Nej, nej, nej... Jeg kigger hurtigt over på de andre drenge, i håb om at en anden træder i hans sted. Men nej, alle kigger bare ned i jorden. ”Jeres to sonere i år. Louis Tomlinson og Eleanor Calder!” hviner Mellony og lægger en hånd på hver vores skulder. ”værsgo, giv hinanden hånd.” Hurtigt griber Louis fat i min hånd, mens han kigger på mig med et sørgmodigt blik. ”Jeg elsker dig.” Hvisker jeg og lader en tåre glide ned af min kind.

Harry's P.O.V.

”Harry Styles!” Hurtigt kigger jeg bagud hen mod min mor, som straks er løber væk. Hun smutter bare, uden at se noget eller tjekke hvordan jeg har det. Hun sørger bare for at hun selv er okay, eller hvad? Jeg ser hen på Gemma, der bare kigger ned i jorden. Det er som om alle på en måde bare er ligeglade med mig. Som om jeg bare er endnu en der skal dø i arenaen.

”Det dig.” Hvisker en bag mig, og giver mig et skub i ryggen. Med et lille hop kommer jeg hen mod fredsvogterne, som straks giver mig et puf i ryggen, så jeg kommer hen mod scenen. Jeg spotter hurtigt en blond pige stå deroppe, med et smørret smil. Det er som om hun forventede det, som om hun har planlagt at det lige præcis er mig der bliver udvalgt. Skræmmende.

Jade's P.O.V.

Med håb, selvtillid og glæde i mit hoved, krydser jeg fingre for at mit navn bliver sagt lige om lidt. Jeg kan se alle de andre piger i min alders gruppe rundt om mig står og kigger spændt på Amber's hånd der graver og graver nede i bowlen.

Hurtigt ryger hendes hånd op med en seddel i hånden. Med sine musekskridt i hendes høje hæle, står hun foran mikrofonen og folder sedlen ud. ”Jade Thirwall!”

______________________________________________________________________

Første kapitel, og tak for de favoritlister allerede!:D

Jeg undskylder hvis I bliver lidt forvirret her med alle de skift, men jeg lover det nok skal blive nemmere i de næste kapitler;)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...