Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10468Visninger
AA

6. The other tributes

Niall's P.O.V.

Hvorfor vil Perrie ikke snakke med mig? Jeg er selvfølelig også ked af det! Men det betyder ikke at jeg undgår hende, og ikke snakker med hende. ”Hvornår har du tænkt dig at besvare mit spørgsmål?” Mens min stylist retter på mit tøj, så det sidder helt perfekt, tager jeg chancen og prøver at få Perrie til at snakke.

”Niall... Misforstå mig nu ikke! Jeg vil gerne snakke med dig og nyde den sidste stund sammen, men jeg føler bare at det bliver sværere jo mere vi knytter os... Jeg ved du holder af mig, og lige over! Me-” Hun bliver hurtigt afbrudt af hendes stylist som strammer hendes kjole endnu mere.

”Perrie, jeg ved det er svært for dig, men bare lad som om at det er ligesom en lejrtur, med fangeleg!”

”Fangeleg?! Niall, vi skal dræbe andre mennesker, opleve døden af andre og dræbe hinanden!”

”Så du har tænkt dig at dræbe mig? Det var bare det jeg spurgte om! Se, det var jo ikke så svært.” Jeg ved det lyder som om at jeg laver grin med at slå ihjel, men at vide hun godt kan finde på at slå mig ihjel, gør mig bare mere forberedt!

”Niall, du snakker som om det her er en leg... Det er alvor! Enten er du død, eller så er jeg død, vi kan endda risikere at vi begge dør! Og lige nu føler jeg mig heller ikke tilpas! Jeg er iført en hvis kjole, med blod på...” Okay, hun har ret, en smule utilpas føler man sig. Jeg har fået en hvid skjorte på, samt hvide bukser og et forklæde, hvorefter der er malet med blod på, så det ligner jeg har stået i et slagteri. Klamt... Men et eller andet skal vi jo have på, og hellere det end et kød kostume.

”Jeg er heller ikke tilfreds med det, men prøv at hør! Vi kan også bare slå os sammen? Det giver mere tid sammen og så overlever vi bedre.” Jeg kan se hun tænker over det, og jeg kender Perrie! Hun er ikke typen som ville hænge sig op af nogle, eller tage imod noget fra andre. Hun vil sørge for sig selv og ikke virke hjælpeløs. ”Lad mig tænke over det... Bare giv mig noget tid.” Tid? Hvad er der at tænke over? Enten slår man sig sammen med nogen og overlever i længere tid, eller så klarer man sig alene. Jeg ved Perrie ikke kan klare sig alene, men hun ville heller ikke have hjælp.

”Alle stiller sig på vognene! Vi er klar til at køre om et minut!” Jeg kigger hen mod de andre deltagere som gør sig klar. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en nogenlunde fornemmelse af det her spil. En følelse af at jeg måske har en chance! Det kan også godt være at det er alt den mad jeg har spist... 

”Niall, jeg kan se du ikke kan lide mit valg om at jeg tænker mig om. Men stol nu på mig! Du ved jeg tænker mig godt om, og altid tager de rigtige beslutninger.” Jeg ved hun har ret, og at jeg er bekymret for hende. Men på den anden side, så har Perrie altid haft ret, hun har altid sørget for at gøre det rigtige. Være sammen med de rigtige. Aldrig brudt Capitols regler. Aldrig stjålet, selv i nødsituationer selv om det gælder død. Jeg må bare være rolig omkring det, og håbe hun gør det rigtige.

”40 sekunder folkens!” Hurtigt stiller jeg mig op på vognen – eller kareten – hvor der er nogle heste foran, som skal trække os. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er ikke sikker på det her. Jeg er ikke pæn, jeg er ikke lækker eller sexet. Det eneste nogenlunde pæne folk godt kan lide ved mit udseende er mine øjne. Højden er der heller ikke lykke i. Den eneste der fortæller mig at jeg er smuk, bortset fra min mor er Perrie. Hun ved at jeg mange gange har grædt pågrund af at folk kalder mig grim.

”Skal vi ikke bare prøve at virke lidt glade, og gøre et indtryk?” Spørger Perrie og laver et lille smil. Jeg føler ikke at det muntre mig så meget op, når jeg næsten ikke kan genkende Perrie. De har givet hende en masse makeup på, lavet hendes hår helt skørt – men stadig pænt – og givet hende en kjole på. Kun én gang om året har jeg set Perrie i kjole, og det er til høstfesten.

”Jo.” Mumler jeg og smiler blidt til hende. Hun smiler tilbage, men jeg kan se at hun ved jeg smiler falsk. Jeg føler faktisk at vores venskab bliver svagere på grund af det her. Perrie virker mere fraværende, og ikke så snakkesalig. Men hun taler alligevel lidt.

”10 sekunder til første vogn skal sendes ind!” Da Perrie og mig har stillet os op på vognen undersøger vi de andre deltagere. Mange af dem ser faktisk ikke så hårde ud, og med det mener jeg helt pumpet eller hårdt markeret ansigt.

”Prøv at se dem i vogn fire.” Hvisker Perrie og peger fremad. Jeg læner mig ud til siden og kigger fremad på to mennesker som holder i hånd. ”Hvad er der med dem?” Spørger jeg hviskende og kigger på Perrie. ”De er ikke bare to fremmede eller venner. De er et par, et rigtigt par!” Svarer hun og peger på dem. Jeg kigger igen på dem og ser dem kysse hinanden hurtigt, gør deres vogn kører ud af den store port.

”Så det nu.” Mumler Perrie og tager min hånd. Uden at protestere, laver jeg et godt fast greb om den, for at sørge for at hun ikke bare giver slip igen. ”Hvad tror du vores mentor siger til det?” ”Jeg ved det ikke... Enten glad for at vi skaber lidt mere drama, eller så sur over at vi holder så meget sammen.” Svarer jeg og trækker på skuldrene, hvilket får Perrie til at fnise lidt, inden vores vogn begynder at køre.

Eleanor's P.O.V.

”Jeg føler mig underlig med de her øjenvipper.” Hvisker jeg til Louis, som holder fokus på præsident Snow. ”Du ser da fin ud. Meget anderledes, men jeg ved at du stadig er den gamle Eleanor under alt det.” Siger han og blinker til mig.

”Må oddsene være jer gunstige!” Vores vogn begynder langsomt at køre hen mod den store port igen. ”Skal vi få dem til at råbe endnu højere?” Spørger Louis da publikum jubler højt og klapper. ”Hvordan?” Spørger jeg med et lille grin, da jeg kender Louis skøre tankegang. I stedet for et svar, får jeg i stedet et intenst kys på munden. Folket omkring mig råber højere end før.

Da Louis læber forsvinder fra mine, kigger jeg ham dybt i øjnene. Han smiler bredt til mig, og lader et hurtigt kys komme på min kind. ”Elsker dig.” Mumler jeg og lader hans arm lægge sig om min skulder. Han rækker sin anden arm ud og griber en rose, som nogle fra publikum har kastet. ”Her smukke.” Jeg får rosen placeret i hånden, hvorefter vi begge smiler ud til publikum.

* * *

”Tag jer sammen! Hvis I så gerne ville overleve det her, så må I fokusere!” Jeg lægger mærke til en blond dreng falde til jorden med et bump, da han prøvede at kravle over på den anden side, kun ved hjælp af ribberne. Et grin lyder fra en bag mig. Jeg vender mig om og kigger personen ind i øjnene. Han har et let markeret ansigt, sort hår, med brune øjne og lange øjenvipper. ”Hvad glor du på?” Spørger han hårdt og vender sig om, hvorefter et fnys kommer ud af hans læber.

”Næste!” Mens Louis begynder at kravle over, sørger jeg for at holde mig klar. Jeg strammer min hestehale, sørger for tøjet sidder rigtig og tager en dyb indånding, inden jeg kravler efter Louis, som næsten er ovre.

Jeg tager fast i den første ribbe og starter langsomt, da en stemme lyder bag mig: ”Pas på prinsessen ikke falder ned!” Alle har altid betragtet mig som en lille yndig pige, som aldrig har kunnet klare sig selv. I alle de år har jeg prøvet at sørge for at skaffe mad af mig selv, beskytte mig selv og ikke lade ord sætte sig fast. Og det lader jeg heller ikke ske den her gang, jeg skal vise dem jeg ikke er nogen prinsesse!

Jeg lægger alle mine kræfter i armene og lader mig svinge rundt, så jeg kommer op på ribberne. Hurtigt sørger jeg komme ned og hænge i armene igen. Mine fødder sætter sig fast omkring en anden ribbe og lader mine arme slippe så jeg hænger på hoved. Men kun få sekunder, før jeg tager fat med hænderne igen, slipper med fødderne og laver en hurtig saltomortale, hvorefter jeg griber fast i ribben igen med armene og svinger mig det sidste stykke vej, hen på den anden side.

Ingen siger noget. Ikke engang Louis. Han står bare mundlam og kigger på mig. ”Skal vi komme videre?” Spørger jeg ham og begynder at gå hen mod spyd kastning.

”H-hvor har du lært det?” Spørger han stammende og løber op til mig. ”Kan du huske de træer om vores hus og alle brædderne oppe i loftet?” Spørger jeg, da en hemmelighed skal til at slippe ud. ”Ja.” Svarer han. ”Lige siden jeg var 10, så begyndte jeg at træne, da jeg vidste hvor risikabelt det var for mig at komme med i spillet. Så jeg tænkte jeg skulle være forberedt til den dag det skete, og den dag er så i dag.”

”Men chancen for at du blev valgt var jo ikke særlig stor, og du trådte jo i Felicites sted. Men hvorfor har du ikke sagt noget om det?” Mit hjerte slår et ekstra slag end det burde, før jeg stopper op. Jeg plejer ikke at holde noget hemmeligt for Louis. Vi har lovet hinanden aldrig at lyve for hinanden, aldrig at skjule noget for hinanden, vi har altid været der for hinanden, men jeg har lige indset at jeg ikke har holdt det. ”J-jeg har ikke lyst til at snakke mere om det.” Siger jeg og begynder at gå igen.

Jeg stiller mig hurtigt i kø omme bag en pige med helt blond hår, ligesom ham drengen som faldt ned. Han står foran den blonde pige og snakker med hende. De snakker ikke ligefrem lavt, men højt, næsten som et form for skænderi.

”Perrie, snak nu med mig. Du har ikke sagt et ord til mig siden vi steg på vognen! Du er nødt til at snakke med mig på et eller andet tidspunkt!” ”Fat det Niall! Jeg orker det ikke! Mit hoved er fyldt med tanker og alle mulige overlevelsesteknikker som jeg skal huske! Kan du ikke bare lade mig være, indtil jeg siger noget til dig?!” Og med de ord stiler de sig over til hver deres bane, med skydeskiver, som ligner mennesker.

”Lad os håbe jeg er bedre til at kaste med spyd end dig.” Hvisker Louis i mit øre og skubber mig frem. ”Vi? Mere dig.” Griner jeg og tager et spyd i min hånd. De ligner ikke dem hjemme i distrikt 4. De er lettere, uden rust og føltes lettere at håndtere.

Jeg puster ud og kigger hen mod skydeskiven der lyser op lige ved hjertet af den. Uden at vide noget om det, tager jeg tilløb og kaster så hårdt jeg kan, hvilket resultere at den rammer benet på skydeskiven. ”Du skal fokuserer mere, ikke lægge så mange kræfter i.” Jeg kigger hen mod en dreng på nogenlunde min alder. Han har brunt karseklippet hår, brune øjen og store øjenbryn. Det er nu jeg skal spille hård, så han bliver skræmt.

”Du skal ikke belære mig noget. Som om du kan finde ud af det.” Hvæser jeg ham op i ansigtet og tager endnu et spyd, uden så meget som at fjerne blikket fra ham. ”Hør, jeg prøver bare at hjælpe! Gør nu bare som jeg siger!” Uden så meget som at tænke over det, kaster jeg ikke så hårdt, men fokuserer mere, hvilket før at den rammer lige i hjertet.

________________________________________________________________________________

Ved godt at kapitlerne nok ikke er helt super, men jeg tror min hjerne er gået i sørgelige kærlighedshistorier mode:P

Håber I kan lide at Eleanor er lidt hård og ikke så blødsøden;)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...