Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10545Visninger
AA

11. The arena

Harry's P.O.V.

Jeg kan ikke sove. Mit ben gør stadig en smule ondt og tanken om at jeg skal være inde i en arena og kæmpe om nogle timer, er forfærdelig. Det værste er at jeg ikke har nogen at gå sammen med, og jeg er skadet. Jeg har ikke en chance hvis ambisonerne får fat i mig.

Jeg ville bare ønske at Emma kommer til fornuft og hjælper mig, men nej, ambisonerne har hende allerede. De eneste som jeg egentlig tør gå til er hende Eleanor og ham Louis. De har faktisk været venlige mod mig, hvilket gør at jeg måske godt tør spørge om alliance.

Da mine øjne ikke gider falde i, og min hjerne ikke ville sove, går jeg hen ud i stuen. Jeg lægger mærke til vinduet derinde, hvor jeg hurtigt sætter mig hen. Lyset fra Capitol som stadig fester på liv og løs, lyser byen op. Man kan høre den juble og råbe. De jubler sikkert over at de endnu engang får lov til at fejre døden ved distrikterne, som de har magt over. Behandler dem selv som konger og lader bønderne som så er distrikterne, lave alt arbejdet og bringe det til dem.

Jeg lader en tåre glide ned af min højre kind, da tanke om mine forældre og min søster endnu en gang kommer frem. Jeg kan huske da en af mine fætre blev trukket, hans familie blev sønderknust da han døde, for ikke at tale om min familie. De kommer til at gå igennem den samme smerte som min fætters familie. De kommer til at opleve mere smerte pågrund af mig. Mere end nødvendigt. De sulter allerede og skal ikke mere pågrund af mig.

Selvfølelig ville jeg jo prøve at vinde, men det er ikke altid at en fra distrikt 6 vinder. Faktisk har jeg ikke hørt om endnu en der har vundet. Men aldrig tab håbet. Hold hovedet højt. Selvom at hvis jeg løber, ender jeg med at ligge med hovedet ned i jorden.

* * *

”Nervøs hva'?” Spørger Nellie, da mit gode ben ryster, jeg ikke kan spise og jeg bare stirrer på maden. Jeg har ikke lyst til at spise, da min mave er helt lukket sammen, at maden sikkert bare ville blive skubbet op igen.

”Nej, sådan opfører jeg mig bare normalt.” Siger jeg, for at prøve at være lidt sjov. Nellie griner blidt, mens Emma bare fnyser. Hun ryster på hovedet af mig, og spiser så videre. Hun virker ikke nervøs, overhovedet. Men jeg ved alle er nervøse, selv ambisonere. Det er tydeligt at se, nå de er inde i arenaen. De opfører sig ikke som de gør til træning. De kan ikke lade være med at pille ved deres våben og virke lidt nervøse når de skal slå ihjel.

”Der er vist en som slapper helt af, hva'?” Spørger Nellie interreseret, da hun sikkert regnede med at hun ville sidde og ryste som en lille hund. Men i stedet sidder hun med flabede kommentarer, og spiser normalt, som var det en normal træningsdag i Capitol.

”Hvad skulle jeg være nervøs for? Jeg klarer mig, og vinder alt det her skidt.” Svarer hun flabet og løfter det ene øjenbryn. Et let grin lyder fra Nellie, inden hun spiser videre, med rystende hovedet.

”Søde ven, du vinder ikke sådan. For at vinde må man tænke og ikke bare slå ud efter alle.” Siger Nellie, hvilket får Emma til at tie stille. Hun regnede sikkert ikke med at få sådan en kommentar. Jeg ville have sagt det samme, hvis det var mig, det er jo tydeligt. Alle overmodige falder altid i sidste omgang. De tror de kan klare alt og ender med at ligge på jorde med blod over det hele.

”Det er tid.” Siger Nellie og tørrer sig om munden, før hun rejser sig op. Med hovedet løftet højt, går hun hen mod elevatoren. Emma og jeg kigger forvirret på hende, mens hun bare nikker med hovedet, som tegn på at vi skal følge med hende. Vi rejser og begge langsomt op da vi begge har forstået hvad der skal til at ske.

Uden nogen flabede eller spydige kommentarer, stiller vi os begge ind i elevatoren med hende, og venter tavse på at vi kommer helt ned til stedet, hvor aerofartøjet venter. Det fartøj som skal føre os et skridt tættere på arenaen. Og et skridt tættere på døden. Mit ben gør stadig ondt, men min stylist siger at jeg skal have det benskinne som jeg har på, af.

”Så kommer man til at hinke derinde, Styles?” Spørger Emma flabet og kigger ned på benskinnen. Jeg løfter hurtigt mit ene ben, hvor benskinnen er på, og løfter så det ene øjenbyn. ”Hvad tror du selv?” Spørger jeg flabet, for at prøve at komme op på hendes niveau, men jeg kan se det ikke rører hende det mindste.

”Jeg ved ikke, den er god at slå folk ned med.” Svarer hun. Jeg sender hende et mærkeligt ansigt, som hun bare ignorer med et fnys. Nellie griner blidt af vores lille samtale, men tier så stille efter nogle sekunder. Man kan se Emmas irriterede ansigt pågrund af Nellies grin, af vores samtale.

Lidt efter griner Emma også blidt og kigger hen på mig. Jeg kigger bare underligt på hende, hvilket hun ser, og stopper så hurtigt. ”Hvad?” Spørger jeg en smule irriteret og krydser armene, for endnu engang at virke hård. ”Du prøver Styles, men du kan ikke. Glem det og spil den normale, klodsede, dumme dig.” Svarer hun med et smil på læberne, hvilket får mig til at knytte næverne en smule sammen.

”Så slapper vi helt af Harry.” Mumler Nellie og placerer en hånd på min skulder. Mine næver slapper af igen, og mine arme falder ned langs siderne. Lige nu har jeg bare lyst til at slå hende ned, selvom jeg ved at hvis jeg gør det, ender jeg med at ligge på jorden.

Da vi kommer ned til stedet, hvor aerofartøjet holder, stopper Nellie os hurtigt, før vi begge går videre. ”Husk begge. Pas på, ingen er sikre derinde. Ikke engang ambisonerne er sikre. Spilmesteren laver reglerne, opfinder tingene og har lavet arenaen.” Siger hun og slipper så vores skuldre og lader os så gå hen mod aerofartøjet.

Jeg halter der hen ad, mens Emma går nogle meter foran mig. Jeg begynder at hinke hurtigt, hvilket får Emma til at kigge på mig. Jeg forventer der kommer en hånd hen mod mig, men i stedet lyder et fnys fra hende, hvorefter hun vender sig om igen, så hendes hår flyver rundt, og går så videre mod aerofartøjet.

Med besvær, når jeg hen til aerofartøjet, og bliver vist ind, hvor jeg skal sidde og vente. Man bliver spændt fast da man helst ikke skal gå eller begå selvmord, for ikke at komme ind i arenaen. Det er sket før. Folk er hoppet ud fra bygningen i Capitol, haft ting til at slå sig ihjel med og begået selvmord i arenaen. Men nu er sikkerheden i top, mener de. Der burde ikke være nogen som kan slå sig selv ihjel.

”Frem med armen.” Siger en dame fra Capitol. Jeg kigger hen mod hendes anden hånd, hvor hun har et stort form for 'våben'. Overfor mig er der en dame som har den samme dims. Det er som en sprøjte. De placerer noget inde i os, hvilket ser ud til at gøre ondt.

”Kom med din arm.” Siger hun og tager fat i min arm. Hun propper den store 'nål' ind i min arm, hvilket udgør stor smerte. Men bagefter er smerten helt væk, det føltes overhovedet ikke som en kæmpenål det bliver stukket ind i ens arm, men mere et lille bistik.

Da alt lyset bliver slukket og kun nogle få lys under os tænder, kan jeg mærke nervøsiteten stige. Snart er det tid. Tid til at dø inde i arenaen. Alle ved det, selv jeg. Jeg er skadet og dør derfor hurtigt. Ambisonerne går efter mig, da jeg er svagest, hvilket udgør at jeg dø med det samme. Det eneste jeg ønsker lige nu er at min mor og søster ville have været der til høstfesten og støttet mig.

Jeg ender med at dø uden min familie som støtte, de er der ikke for mig, de sidder sikkert bare derhjemme og glor på mig. Ser mig dø og så er det slut. What a happy ending! Men sådan er livet vel bare. Ikke alle historier ender lykkeligt, i hvert fald ikke min.

* * *

”Klar Harry?” Spørger min stylist og giver mig det sidste på. En jakke som kan holde mig varm, når det bliver koldt om natten, eller hvis spilmesteren vælger at lade det regne. Jeg sætter mig ned på en stol, så jeg kan få benskinnen af. Imens stylisten fjerne benskinnen, kan jeg stadig mærke mit hjerte pumpe hårdt mod mit bryst.

Mit blik falder hurtigt på røret, som skal føre mig ind i arenaen. Det er som om det bare venter på at jeg skal stille mig ind, og så fører den mig lige ind til døden. Jubi... Lige det enhver ønsker sig. At dø. Sarkasmen hjælper mig nok bare på min nervøsitet. Den dækker over den, hvilket gør det lettere for mig at glemme, hvad der skal til at ske.

”Sådan der. Held og lykke derinde.” Jeg kigger hurtigt ned på mit ben, hvor benskinnen er af. Min fod begynder at bevæge sig i en cirkel, da det føltes frit at få den af. Men lidt efter kommer der en stor støvle på, hvilket får smerten til at skyde igennem min fod igen. Mens snørebåndene bliver bundet, lyder den dybe stemme, som siger at vi snart skal ind i røret.

”Husk det Harry, du kan sagtens klare det. Bare lad være med at overanstrenge dit ben.” Jeg kigger hurtigt på hende med et løftet øjenbryn, da det er det tåbeligste jeg har hørt, indtil videre. Hvorfor skulle jeg dog overanstrenge mig, når mit ben er dårligt? Selvfølelig løber jeg bare rundt som en idiot, og venter på at ambisonerne kommer og tager mig.

”Det mener du ikke, vel?” Spørger jeg flabet. Hun ryster hurtigt på hovedet og får mig op og stå. Der bliver rettet på det sidste tøj og ordnet de sidste par ting, inden stemmen endnu engang lyder. ”20 sekunder.” Jeg kan mærke mit hjerte slå hurtigere, mens min vejrtrækning bliver mere og mere ustyrlig.

Med en dyb vejrtrækning, når jeg haltende hen til røret. Med tøvende skridt går jeg derind, og ser røret lukke sig omkring mig. Panikken kommer straks frem i mig, da jeg begynder at kunne se et skarpt lys fra oven, mens jeg langsomt stiger tættere og tættere på det. Da jeg står stille, lægger jeg mærke til området jeg er i. En skov, med massere af træer.

Foran mig ser jeg overflødighedshornet. Det er propfyldt med våben bagerst og forrest ligger felttasker spredt. Det første jeg gør er at finde en felttaske, som jeg ville gå efter. Den ligger meget tæt på mig, hvilket gør det nemmere at få fat i den, uden at dø.

Jade's P.O.V.

Mens nedtællingen fortsætter, kigger jeg hurtigt over på Chase, derefter Leigh-Anne, Emma og til sidst Zayn. Vi alle sætter hinanden et blik, som tegn på at alle er med på planen. Vi har planlagt hvad vi skal gøre, selvom vi alle er i tvivl om vi kan stole på hinanden. Jeg er selv bange for at de pludselig går imod mig.

”Tre... To...” En bombe lyder nogle meter fra mig, hvor en soner har trådt ud, før tid. Hun er død. En død, treogtyve tilbage. Da mit blik retter sig mod overflødighedshornet igen, er alle de andre sonere allerede i gang med at slå hinanden ihjel. Zayn og Chase er allerede nået ind til våbene, mens Emma og Leigh-Anne stadig prøver at kæmpe sig igennem.

Da jeg mærker en fod sparke mig i siden, så jeg falder ned på jorden, kigger jeg hurtigt bagud, hvor en soner står klar til at slå mig igen. Hurtigt ruller jeg hen af jorden og kommer op at stå. Soneren kommer tættere på mig, hvilket gør mig en smule bange, men jeg slår alligevel ud efter ham. Han falder om på jorden med en blodnæse, og ømmer sig. Jeg skal til at løbe hen mod Chase og Zayn, da han griber fat om mit ben, og trækker mig ned, så jeg ligger på jorden.

Han sætter sig oven på mig og slår ud efter mig. Jeg prøver at undgå det så meget som muligt, men han rammer mig i ansigtet. Jeg holder mig hurtigt for kinden, hvilket gør i at han holder mine håndled stramt, så jeg ikke kan bevæge mig.

Da jeg tror det er slut, ændrer hans ansigt sig pludseligt, hvorefter hans krop falder ned over min. Hurtigt fjerner jeg hans krop fra min. Chase står foran mig med blod på et spyd. Han fnyser hurtigt, men hjælper mig heldigvis op. Vi løber begge hurtigt hen mod overflødighedshornet igen, hvor Zayn kæmper mod to andre sonere. Vi løber hurtigt hen og hjælper ham. Chase begynder at kæmpe mod den ene af sonerne, mens jeg tager et våben.

Leigh-Anne og Emma kommer hurtigt op ved min side og kigger på, mens Chase og Zayn dræber de to sonere. Vi kigger alle sammen rundt om overflødighedshornet, hvor der ikke er flere sonere. De eneste vi kan se, er dem som er på vej ind imellem træerne.

”Planen lykkedes.” Siger Zayn og begynder at tage mange våben. Vi kigger alle forvirret på ham, da han begynder at fylde tasker med mad, vand og alt muligt andet. ”Hvad har du gang i?” Spørger Emma en smule flabet. Zayn fnyser hurtigt og kigger på os med ret ryg. ”Vi kan ikke blive her. Der er helt åbent, og derfor er det meget risikabelt.” Svarer han og pakker videre. Chase trækker hurtigt på skuldrene og begynder så også at pakke.

”Emma og Jade, kan I ikke holde vagt?” Spørger Zayn og nikker hen mod skoven, hvor de sidste sonere er uden for rækkevide. Jeg nikker hurtigt og stiller mig så om på den anden side af overflødighedshornet. Imens jeg går derhen mærker jeg smerten kommer frem i min hofte.

Jeg holder mig hurtigt for hoften, mens smerten stadige er der. ”Tag dig sammen Jade, det er ingenting.” Hvisker jeg til mig selv, med sammenknebet øjne. Jeg ved nemlig at den smerte jeg har nu, ikke er lige så slem som den jeg kan risikere. Jeg læner mig forover af ren smerte, men hurtigt retter jeg mig op.

Da jeg kigger op, lægger jeg mærke til en brunhåret pige og en dreng som hurtigt kigger på mig. Jeg tager et skridt hen mod dem, hvilket får dem til at løbe ind i skoven igen. Et fnys ryger ud af mine læber, mens tanken om at folk er bange for mig, får mig til at føle mig stærk. De frygter mig, hvilket betyder at jeg har magt. Magt over sonerne, pågrund af at jeg er ambisoner.

Jeg tager et skridt tilbage, med et smørret smil om læberne, da jeg pludselig mærker en kniv placere sig mod min hals. Jeg slipper hurtigt mit våben og prøver at fjerne personen fra mig, men kniven bliver bare trykket hårdere mod min hals. ”Hvad ville du gøre i sådan en situation?” Stemmen får mig til at få gåsehud, mens personens ånde rammer mig i nakken. ”Noget i den her stil.” Svarer jeg og træder personen over foden, hvilket gør at kniven forsvinder fra min hals. Jeg vender mig om og ser Chase stå og ømme sig.

”Hvad havde du gang i?! Prøver du allerede på at dræbe mig eller hvad?!” Spørger jeg vredt og er allerede parat til at slå ham ned i jorden, men Zayn, Leigh-Anne og Emma kommer hen mod os og prøver at forstå hvad der er sket. ”Slap af Jade, jeg skulle bare teste dig.” Griner Chase let og holder hænderne uskyldigt oppe. Et grin lyder fra Zayn, hvilket får mig til at sende ham et dræberblik.

Fra nu af hader jeg Chase! Man prøver da ikke at true sin 'makker'! Det er sindssygt! ”Hør her Chase, næste gang ligge du nede på jorden, og jeg kan ikke garantere for at du kommer til at trække vejret igen!” Hvæser jeg og går forbi ham, mens jeg støder min skulder ind i hans. Et blidt grin lyder fra Chase, mens Emma bare fnyser af ham, og går samme vej som mig.

Vi tager alle en taske hver og begynder at gå ind i skoven. Zayn kommer hurtigt ind foran mig, så han går forrest, sikkert fordi han ser sig selv som lederen af gruppen. Chase går bagerst, mens jeg går bag Zayn, derefter Emma og Leigh-Anne. Jeg tror bare at Zayn og Chase har et eller andet med at piger ikke kan kæmpe, og derfor må drengene være forberedte. Men jeg er forberedt. Jeg ville vinde og bevise at en pige sagtens kan vinde.

* * *

Otte døde. Kun otte. Mit blik er på himmelen, hvor de døde sonere bliver vist. Begge fra distrikt 5 er døde, distrikt 11, distrikt 12, en fra distrikt 3 og en fra distrikt 8. Det ville sige at der er seksten tilbage. Seksten tilbage at kæmpe imod. Indtil videre er det kun hende pigen og ham drengen jeg så tidligere, som jeg nogenlunde ved hvor er. Jeg har ikke fortalt det til resten af gruppen endnu, men det kommer. Vi ville være de sidste fem, hvorefter vi skal kæmpe mod hinanden, som de altid plejer at være. Ambisonerne plejer altid at være de sidste tilbage, hvor en af dem vinder.

Det eneste jeg kan håbe på er bare at det er mig. Selvom jeg er bange for at Chase beslutter sig for at dræbe mig, efter det jeg sagde til ham tidligere. Måske ser han det som en trussel, og forventer derfor at jeg dræber ham, før alle de andre sonere er døde? Det betyder bare at jeg altid må være forberedt, om jeg sover eller ej, skal jeg altid have et våben ved mig.

”Hvem tager første vagt?” Spørger Leigh-Anne med trætte øjne, og kigger rundt på os alle. Jeg udveksler hurtigt blikke med Emma, og straks melder vi os. ”Vi skal nok tage første vagt.” Siger Emma og peger på mig. Leigh-Anne nikker hurtigt og lægger sig til at sove, men med et spyd i hånden. Hun tager heller ingen chancer.

”Kan vi nu stole på jer?” Spørger Chase og kigger kun på mig. Sikkert i fare for at han dør mens han sover, eller så forlader vi ham, så de andre sonere har mulighed for at dræbe ham. ”Helt ærligt Chase, stoler du ikke på os uskyldige piger?” Spørger jeg med en baby stemme og skyder underlæben frem. Han ryster bare blidt på hovedet og lægger sig så ned, men også med et våben i hånden.

Jeg indrømmer gerne at trangen til at slå ham ihjel mens han sover, er stor. Jeg kan nemt slippe af med ham, det er bare et stik med en kniv det rigtige sted, og så er der en mindre at kæmpe imod. Men så bliver resten af gruppen sikkert i tvivl om de kan stole på mig, så jeg tager ingen chancer. Jeg ville ikke risikere at Chase dør, hvorefter de andre dræber mig. Så heller vente til sidst, hvor det faktisk er meningen at man skal dræbe hinanden.

”Hvis jeg bliver her, tjekker du så området?” Spørger Emma. Jeg nikker hurtigt. Træerne rundt om os står tætte, og det er helt mørkt, hvilket betyder at man aldrig kan vide hvem der kommer, eller hvad der kan ske. Derfor er det altid godt at tjekke om der er nogen i nærheden.

Da jeg kommer ind imellem træerne i skoven, lægger jeg mærke til en skygge, nogle få meter fra mig. Mit blik falder hurtigt tilbage, hvor jeg lige kan se omridset at Emma der sidder og holder vagt. Hun er nogle meter fra mig, så personen er lige i nærheden af de andre.

Langsomt og stille går jeg tættere på personen for at finde ud af hvem det er. Det er en dreng som sidder og hænger op at et træ, sikkert i håb om at ingen opdager ham. Hvis jeg bare skulle tjekke området hurtigt, ville jeg sikkert heller ikke lægge mærke til ham, men nu når jeg helst gerne ville være grundig, da jeg ikke ville angribes, er han faktisk nem at se.

Forsigtigt tager jeg en lille kniv op af min støvle og gør klar til at sigte. Han bevæger sig ikke, han sidder bare og stirrer ned i jorden, perfekt chance. Jeg kaster hen mod ham, og kniven snitter hans højre arm. Han kigger forskrækket hen mod mig, hvilket får mig til at tage mit sværd frem og løbe hen mod ham. Men før jeg når hen til ham, mærker jeg en sparke mig i siden. Jeg falder ned på jorden, men prøver hurtigt at finde mit våben igen. Men forsent. Personen som sparkede mig har det i hånden og er i gang med at tage kniven ud fra træet.

Uden tøven løber jeg hen mod personen og angriber bagfra. Da vi ligger og kæmper på jorden, ligger vi pludselig ansigt mod ansigt, så jeg kan se hvem personen er. Det er hende Perrie fra distrikt 10. Et spørgsmål flyver hurtigt gennem mit hoved. Hvorfor prøver hun at redde en fra sit eget distrikt, da de hele tiden skændtes? Hvis jeg var hende, ville jeg lade mig dræbe ham, og så derefter prøve at slå mig ihjel.

”Du rører ham ikke!” Råber hende Perrie og prøver at stikke mig ned med den kniv hun har i hånden, da sværdet ligger langt væk fra os. ”Hvorfor? Er i blevet gode venner igen?” Spørger jeg hårdt og får os vendt om, så jeg ligger øverst. Jeg får revet kniven ud af hendes hånd, så vi kæmper mod hinanden med de bare næver.

”Slip hende!” Et sværd bliver placeret lige over min hals, hvilket får mit hjerte til at banke hurtigt. Hurtigt slipper jeg Perrie og lader hende komme op at stå. Hendes ven Niall står med sværdet i hånden og holder øje med mig, mens Perrie tager alle tingene der er og tager så fat i Niall.

”Kom, vi smutter.” Siger Perrie og trækker Niall med sig. Jeg overvejer at løbe efter dem, men eftersom jeg ikke har nogle våben og de er to, har jeg ikke en chance. ”Hvad sker der Jade?” Jeg kigger hurtigt hen mod Emma, som står og kigger forvirret på mig. Hurtigt kommer jeg op at stå, jeg børster mit tøj og går så hen mod hende.

”De to fra 10 var der. Jeg kæmpede mod dem, men de var to og de tog mine våben.” Svarer jeg irriteret og går hen mod de andre igen. De sover blidt, da jeg ved de er forberedt, til hvis der sker noget. De er forberedte og vågner bare man rører dem.

Men nu ved jeg hvordan situationen er. De to fra 10 har åbenbart slået sig sammen og to andre har også slået sig sammen, men jeg ved bare ikke hvem de er. Jeg kender ikke andre som kan finde på at gå sammen, ud over dem fra 7. De andre har enten mistet personen fra sit eget distrikt, eller vælger at gå alene. De fleste har slået sig sammen i år, hvilket forvirrer mig en smule. Det er få fra de andre distrikter – udover ambisonerne – der slår sig sammen, og kæmper, indtil til sidst, hvor de skal slå hinanden ihjel.

_____________________________________________________________________

Hej igen!!!! Her for tiden skriver jeg rigtig meget på denne her, da jeg har fået inspirationen tilbage, og ville derfor gerne udnytte den;)

Tænkte på om I kan lide kapitlerne er så lange, eller om det bliver for kedeligt?

(Undskylder for fejl, det er ikke rettet igennem.)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...