Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10475Visninger
AA

14. Take a choice

Harry's P.O.V.

”Ingen rør sig.” Hvisker Louis, mens han stadig sidder oven på Eleanor. Jeg kigger selv rundt med vægten over på mit ene ben. Buskende bevæger sig, men ikke pågrund af nogen, pågrund af vinden. Ingen af os ved hvad det er som er i nærheden af os, vi ved bare at det er tæt på og ville angribe os.

”Vi har ingen våben Louis, hvad gør vi?” Spørger jeg hviskende. Man kan høre ham synke en klump, hvorefter han ryster blidt på hovedet med øjnene fokuseret over mod en busk der bevæger sig mere end de andre. ”Løb.” Hvisker han hurtigt. ”Hvad?” Spørger Eleanor og rynker øjenbrynene. ”Løb før den angriber os!” Hvisker han igen, men meget mere strengt.

”På tre...” Siger jeg og begynder langsomt at bevæge mig ligesom de andre. ”En..” Siger Louis og rejser sig fra Eleanor. ”To...” Hvisker Eleanor og får hjælp med at komme op. ”Tre!” Råber jeg og løber afsted. Uanset hvor ondt min fod gør, er jeg ligeglad! Jeg skal bare væk! ”Den er lige bag os! Løb hurtigere!” Råber Eleanor og lidt efter overhaler hun mig.

”Hvad gør vi?” Spørger Louis forpustet, mens han stadig løber. Jeg kan høre lydende af bladende der løfter sig for hvert skridt hver af os tager. Vi er alle forpustet og mit ben begynder at forvolde mig mere smerte end før. ”Løber videre, hvad ellers?!” Spørger jeg råbende.

Eleanor løber foran os alle og kigger hele tiden forvirret rundt i skoven. Hvad skal det gøre godt for? Vi er på flugt fra et eller andet, ikke på skovtur og kigge efter fugle! ”Eleanor! Fokus!” Råber jeg efter hende. Hun kigger hurtigt bagud og løber så videre, stadig med blikket fokuseret omkring hende.

”Eleanor! Du sanker bagud!” Råber Louis og prøver at løbe op til hende, men i stedet hopper hun og griber fat i en gren over hende. Uden problemer får hun svinget sig på på grenen og tager så armene ned og laver tegn til at jeg skal gribe fast. Jeg gør det og bliver så trækket op ved siden af hende.

Vi begge kigger hen mod Louis der løber fra en eller anden forvokset hund, som har løbet efter os hele tiden. ”Louis!” Råber Eleanor og rækker hænderne ned. Louis kigger op og ser det med det samme, hvorefter han tager fat i Eleanors hænder. Men Eleanor har glemt at Louis vejer mere end hende, og er derfor selv ved at falde ned.

”Så hjælp dog!” Råber Eleanor. Egentlig kunne jeg bare lade hende falde ned og så var der to mindre i konkurrencen, men de har allerede hjulpet mig, så jeg vil også hjælpe dem. Jeg tager fat i den ene af Louis arme og hjælper med at hive ham op. Den forvoksede hund når lige at hoppe op og snappe efter Louis ben, men den får ikke fat i ham.

”Er du okay?” Spørger Eleanor og omfavner straks Louis, der trækker vejret hurtigt og ryster en smule. Han synker dybt og nikker så forsigtigt. ”Det var bare lidt... skræmmende.” Siger han og kigger så ned på den forvoksede hund der hopper op og ned, for at bide efter vores ben.

”Hvorfor tog det så lang tid at hjælpe?!” Spørger Eleanor irriteret og skal til at skubbe til mig, men Louis holder rundt om hende, så hun ikke kan skubbe til mig. ”Slip mig Louis!” ”Skubber du til ham ryger han ned, og så dør han!” Siger Louis hårdt og bakker bagud med Eleanor. Mit hjerte sidder op i halsen, nu da jeg ved at hun gerne ville slå mig ihjel.

”Er det ikke lige meget om han dør?! Han ville jo bare lade os begge dø!” Råber Eleanor og prøver at komme fri fra Louis greb, men han holder godt fat om hende. ”Hvad var du ikke lige ved at gøre til træning?!” Råber jeg og har selv lyst til at skubbe til hende af vrede. Vi begge virker som små børn der skændtes om noget kage, mens Louis er den voksne som holder styr på os. Men det her er seriøst! Den første som ryger ned dør, og vi skændtes om et menneskes liv, som kunne have været tabt!

”Jeg sigtede åbenbart ikke godt nok!” Råber Eleanor og kommer fri fra Louis greb, men heldigvis får Louis fat om hende igen, ellers havde jeg ligget nede på jorden, med en kæmpe hund oven på mig. ”Jeg burde have skubbet dig ned fra denne her gren, da jeg havde chancen!” Råber jeg og læner mig frem mod hende, for at skubbe til hende, men Louis placerer en hånd på mit bryst, så jeg ikke kan skubbe hende.

”Begge to holder op nu! Et forkert træk og en af jer ender dernede, hvis ikke I begge to gør! Harry var sikkert bare forvirret og skræmt! Ikke alle handler hurtigt når de lige er blevet angrebet af en stor hund! Og det var et uheld til træning det med at sigte forkert og alt sådan noget! Lær det mennesker! Alle laver fejl!” Råber Louis. Eleanor kigger hurtigt på mig med et blik, der fortæller mig at hun er ked af det.

”J-jeg er ked af det Harry. Louis betyder alt for mig, han er min bedsteven og min kæreste, derfor var jeg nok bare lidt oprevet. Jeg føler bare jeg ikke kan stole på dig, når du tvivler på at redde min kæreste.” Mumler hun og lægger sin hånd på min skulder. Jeg kigger på hendes hånd og fjerner den så fra min skulder.

”Jeg forstår dig godt. Undskyld.” Vi giver hinanden hånden og kigger så ned på den forvoksede hund der stadig snappede efter vores ben. ”Såå... Hvad gør vi så nu?” Spørger Eleanor og klamrer sig lidt til grenen. Jeg trækker på skuldrene og læner mig op ad stammen bag mig.

”Vi må vist ære forberedte på at sidde her i et stykke tid.” Siger Louis og kravler op på grenen over mig, så han også kan sidde op ad stammen. Eleanor følger efter ham og sætter sig mellem hans ben. De sidder og snakker lavmælt, mens mit blik er fokuseret på tingene omkring mig og den store hund. Hvordan kan vi slippe væk fra det her problem?

* * *

Jeg tror det er gået en halvanden time, Eleanor og Louis snakker stadig lavmælt, jeg prøver at finde ud af hvordan vi kommer væk og den store hund er faldet til ro. Lad mig sige det som det er, jeg er tom for ideer! Hvordan i alverden kan man komme væk fra en kæmpe hund uden at vække dens opmærksomhed?! Det er umuligt! Medmindre vi kan teleportere os til et andet sted.

”Kunne I også høre et træ som knækkede?” Spørger Eleanor og kigger skiftevis på Louis og mig. Jeg trækker på skuldrene og kigger mig så omkring. ”Jeg kan ikke høre noget.” Siger Louis. Jeg kigger selv rundt, indtil mit blik fanger noget orange langt væk. ”Er det bare mig eller ligner det at der er gået ild i noget af skoven?” Spørger jeg med store øjne. Eleanor og Louis kigger hen mod den orange utydelige farve som er længere inde i skoven, og straks er de oppe at stå.

”Vi må hurtigt væk!” Siger Eleanor panisk og skal til at hoppe ned, indtil hun får øje på den store forvoksede hund igen. ”Hvordan slipper vi væk?!” Spørger jeg og kommer selv op at stå. En svag strejf af smerte samler sig i min fod, men det er blevet bedre siden jeg kom ind i arenaen. ”Ehm... Stor hun under os, brændende træer oppe, ehm... Vi må... kravle fra træ til træ!” Siger Louis og kigger efter det nærmeste træ, som heldigvis er den omvendte retning af hvor brænden kommer tættere.

”Så vi skal bare hoppe fra træ til træ?” Spørger jeg, mens Louis prøver at hoppe hen til det første træ. ”Du har forstået det, godt krølle! Kom så i gang!” Råber Eleanor panisk og begynder at hoppe. Louis følger hurtigt efter hende, mens jeg langsomt prøver at følge efter dem. Ilden kommer tættere og Eleanor og Louis kommer hurtigere og hurtigere fremad, mens jeg kun er kommet halv så langt som dem.

”Vil du overleve eller dø?! Hurtigere!” Råber Louis til mig, men allerede der kan jeg se det er umuligt for mig at nå. Hvad nytter det overhovedet? Der er aldrig en skadet soner som har vundet før! Så hvorfor skulle jeg så vinde? Jeg kan lige så godt give op! Lade ilden tage mig med i døden!

”Kom nu Harry!” En tager fat i min arm og trækker mig videre hen til det næste træ. Jeg kommer til mig selv og opdager Eleanor som er foran mig. Hun bliver ved med at trække mig afsted indtil vi næsten er henne ved Louis. Derfra slipper hun mig og lader mig komme videre af mig selv.

”Nogle meter endnu og så kan vi komme hen til en sø!” Råber Louis for at overdøve flammernes gnisten. Han peger i retningen af en åbning, hvor man kan se solen spejle sig i vandets overflade. Eleanor er hurtig til at komme fremad sammen med Louis, og igen ryger jeg bagerst med flammer lige i min rumpe.

De begge hopper ned på jorden og løber videre, jeg hopper ikke ned, jeg falder ved et uheld og lander på ryggen. Smerten breder sig hurtigt over hele min krop, det eneste jeg har lyst til lige nu er at begynde at græde af smerte! Det føltes som om min krop er brækket, og egentlig har jeg ikke lyst til at leve mere! Det er for meget! Børn som dræber hinanden, ildebrand, smerte og en masse andre forfærdelige ting! Lad mig nu bare dø!

Alt begynder at blive sløret. Smerten er der stadig, og svagt forsvinder de orange farver fra flammerne, hvorefter de bliver opslugt at mørke. ”Eleanor! Vi er nødt til at hjælpe ham!” Stemmerne er svage, men jeg er klar over hvem det er som snakker. ”Ilden kommer nærmere! Vi kan ikke nå det Louis!” Da jeg tror alt håb er ude, og bare venter på at flammerne opsluger mig, mærker jeg noget som tager fat i mig, og lidt efter kan jeg mærke den fugtige jord under mig, og bladende som kravler ind under min jakke og trøje.

”Louis hvad har du gang i?!” ”Det gælder et menneskes liv! Jeg ville ikke være som de ambisonere som bare slår folk ihjel!” Lyden af gnister er der stadig, men jeg er ligeglad! De kan efterlade mig her midt på jorden og lade mig død! Der er ingen grund til at redde mig, jeg kan alligevel ikke andet end at fejle!

”Over på den anden side af søen, der er han i sikkerhed.” Lidt senere kan jeg mærke sten under mig, hvilket får mig til at stønne af smerte. Stenene ridser min ryg og de få sandkorn som er der, kommer ind i de få rifter jeg har fået. ”Vi er nødt til at bære ham! Han lider jo!” Nogle arme samler sig under mig og hæver mig over jorden. Vinden rammer mine sår, hvilket formindsker smerten, men det er ikke nok. Min ryg som har fået et hårdt stød og sårene der er fyldt med sand, skal der meget til at fjerne smerten.

”Louis din mor er lægen i byen, hvad skal vi gøre med hans sår?” ”Vi renser dem med vandet og håber på det bedste.” Mere når jeg ikke at høre før jeg besvimer. Jeg kan ikke mere. Presset er for stort, der sker for meget på en gang.

Jade's P.O.V.

”Var det nu også klogt at forlade dem?” Spørger Leigh-Anne bag mig, mens hendes blik er fokuseret på sin kniv, der reflektere solen. Chase og Zayn... Jeg mener at selv at det var klogt at gøre. De kan jo alligevel ikke lide os, og jeg er ikke tryg ved at de lige har slået Emma ihjel. Vi ville sikkert blive de næste, hvis vi ikke var gået.

”Du så jo hvad de gjorde ved Emma. Vi ville blive de næste.” Svarer jeg sukkende. Det ville have været rart at være en stor flok og så kæmpe til sidst, men jeg ved ikke om jeg kan stole på dem, og her skal man ikke give tage nogle chancer! Det kan blive ens største fejl!

Det begynder langsomt at blive mørkt, og den kolde vind rammer mit ansigt. Der er ingen i nærheden af os, men lige så snart mørket falder på, så går vi i gang. Når det er mørkt er det meget nemmere at snige sig ind på nogen og dræbe dem. De eneste vi kender til som kan kæmpe i mørke er Chase og Zayn, så vi håber bare på ikke at møde dem.

”Burde vi ikke pakke sammen nu?” Spørger Leigh-Anne og lyner sin jakke helt op, så den sidder helt oppe om hendes hals. Der er meget vind og det er meget koldt, men vi å bare bide tænderne sammen og bevæge os lidt. Min krop ryster selv som en lille hund, men jeg tænker varme tanker. Eller de gode minder jeg har haft med min familie, selvom der er meget få af dem.

Min familie. Hvor starter jeg? Min far har trænet mig gennem hele livet, til den dag mit navn blev trukket og skulle ind i arenaen. Derfor har vi aldrig haft et rigtigt far og datter forhold, han var min træner og jeg hans lærling. Min mor så jeg næsten aldrig. Hun arbejdede for det meste. Og min bror Karl var kold overfor mig, og det eneste han tænkte på var at jeg skulle vinde og gøre familien stolt, som han havde gjort. Men tingene er anderledes nu når jeg er herinde i arenaen. Da jeg var lille forstod jeg ikke hvorfor jeg skulle alle de ting, men nu forstår jeg. Det er et dødsspil. Folk angriber en, kæmper, slår ihjel.

”Jeg er klar til at gå.” Siger Leigh-Anne og tager sin taske på med ret ryg. Jeg sidder stadig på hug og tager de sidste ting. Uden jeg tænker over det, glider en tåre ned af min kind. Men jeg ved hvad den tåre repræsenterer. Sorgen over den kærlighed til min familie jeg aldrig har haft, de kolde skuldre vi bare har givet til hinanden, de minder vi aldrig har haft.

”Jade, er du okay?” Jeg tørrer tåren væk og kigger så på Leigh-Anne med et svagt smil. ”Ja... Ja jeg er! Lad os komme afsted.” Siger jeg lidt for muntert og svinger tasken om min skulder, og begynder at gå. Hvorfor tænker jeg på min familie lige nu? Der kunne have været en soner og angrebet os, og så tænker jeg på min familie der bare har vendt den kolder skulder til mig?! Fokuser Jade! Hvis du ikke gør det, så ender du med at dø!

”Hvem er de svageste som er tilbage?” Spørger Leigh-Anne og kigger på himlen, hvor national sangen lyder og billederne af dem som er døde kommer frem. Jeg ryster bare på hovedet og kigger ned i jorden da Emmas billede kommer frem. Det hele er Zayn og Chase skyld! Det er dem som har slået Emma ihjel! Sørget for at hun hoppede i deres fælde!

”Jeg ville sige at ham Niall og Liam er de svageste. Det ville være de nemmeste at slå ihjel.” Svarer jeg. Hun trækker hurtigt på skuldrene og begynder så at gå, da national sangen igen lyder, men toner ud.

* * *

Man kan se stjernerne gennem trætoppene og månen lyser i hele arenaen. Indtil videre har vi ikke set nogen andre sonere. Det er som om de er sunket i jorden! Det er jo umuligt ikke at finde nogen, og spilmesteren ville sikkert også gerne have lidt spænding i spillet, da publikum sikkert sidder og keder sig.

”Kan du se ilden?” Spørger Leigh-Anne og dukker sig en smule, da månen lyser lige ned på os. Jeg dukker mig også og placerer mig ved siden af hende. Hun peger forsigtigt hen mod et orange skær mellem træerne, og hvis man kigger godt efter kan man se en person sidde og varme sig. ”Idiot.” Hvisker jeg hurtigt. Hvem er så åndssvag at tænde bål om natten hvor alle kan se en?! Den perfekte måde at dø!

”Tager vi ham?” Spørger jeg hviskende og tager allerede det eneste våben jeg har. En lille dolk. Leigh-Anne nikker og peger over mod venstre, som tegn på jeg skal gå derhen, mens hun går hen mod højre. Forsigtigt lister vi hen mod personen. Da jeg når helt tæt på genkender jeg ansigtet. Det er hende fra distrikt 3. Hun sidder med en pind og prikker i bålet, mens hun krummer sig helt sammen for at holde varmen.

Jeg tager et skridt tættere på hende, men kommer til at træde på en gren, som knækker under min fod. Hun drejer hurtigt hovedet over mod mig, mens hun slukker bålet med sin fod, hvilket betyder kamp i mørket. Men månen lyser stadig noget af det op, så ingen af os er helt blinde.

Pigen bliver ved med at kigge rundt omkring sig, og lidt efter er hun på vej til at løbe væk. Jeg skal til at kaste min dolk efter hende, men Leigh-Anne kommer i forkøbet og slår hende i hovedet med bunden af hendes kniv. Pigen falder om på jorden og ømmer sig. Jeg løber hen til dem og kigger på Leigh-Anne med et spørgende blik. ”Hvem af os tager den?” Spørger jeg og kigger ned på pigen som græder, mens hun holder på til hovedet med blikket på os. ”Jeg skal nok.” Mumler Leigh-Anne tøvende og går hen mod hende. Hun lukker øjnene og lader sin hånd føre kniven gennem pigens bryst. Jeg vender hovedet da blodet begynder at flyde ud af hende og kanonen lyder. Hvem skulle tro det kunne se så drabeligt ud når en person dør?

”Endnu en død, fjorten tilbage,” siger Leigh-Anne og går straks videre, mens jeg stadig kigger væk, ”kommer du?” Jeg kigger forsigtigt ned på liget, hvor blodet langsomt stadig strømmer ud fra hende. Med en klump i halsen nikker jeg, og går så videre.

Jeg har altid troet at jeg nemt kunne dræbe en person, men at se en anden gøre det fik mig næsten til at kaste op. Synet af det er forfærdeligt! Personens øjne der er fyldt med frygt og deres måde at opføre sig på før de bliver dræbt. ”Bare lad som om det er et dyr.” Min fars stemme kommer ind i mit hoved. De ting som han sagde under træningen får mig på andre tanker. Hvordan man dræber, hvor man skal fokusere, hvordan man skal reagere, hvordan man skal lære at være kold mens man gør det.

”Er du okay? Du er helt bleg.” Siger Leigh-Anne og mærker min pande med hendes kolde hånd. Jeg nikker nervøst og fjerner så hendes hånd. Jeg er ikke okay! Det er som om jeg ikke kan klare presset fra min far. Hans stemme som fortæller mig jeg skal vinde! Min brors håndene stemme som siger at jeg ikke må tabe! Jeg var så selvsikker i starten, men nu er jeg svag og skrøbelig. Jeg kan ikke dræbe efter det jeg lige har set!

”Jeg tror det er bedst du kommer ned at sidde Jade, du virker lidt... chokeret.” Hun placerer sine hænder på mine skuldre og skubber mig forsigtigt ned at sidde. Jeg ryster bare på hovedet og prøver at stritte imod, men hun strammer grebet om mine skuldre og skubber mig ned igen.

Hun tager min taske og giver mig en vandflaske, som jeg hurtigt tager en tår af. Nu er det tydeligt. Jeg er ikke okay. Jeg er rystet over det der er sket! Min selvtillid er svækket nu og en anden side af mig er kommet frem. ”Hvorfor hjælper du mig overhovedet?” Spørger jeg opgivende og stiller vandflasken fra mig. Et fnys kommer ud af hendes læber, hvorefter hun giver mig vandflasken igen. ”Bare pågrund af jeg er fra 2, betyder det ikke jeg ikke har et hjerte! Måske er Zayn hjernedød, men jeg er ikke!” Svarer hun en smule strengt, men stadig blidt. Jeg ender med at smile venligt til hende og tager så noget mere vand. Leigh-Anne er ikke så slem som jeg troede, hun kan sagtens handle ordentlig og tænke på andet end at vinde, og det er jeg glad for!

”Klar til at fortsætte?” Spørger hun forsigtigt og lægger sin hånd på min skulder. Jeg nikker svagt og rækker hende hendes vandflaske igen. Jeg får min taske på igen og fortsætter så ind i skovens mørke dyb, hvor der kun kom noget måneskin nogle få steder. Uanset hvor hårdt jeg prøver, så kan jeg ikke få billederne ud af mit hoved. Hendes krop der lå helt stille, og langsomt blev koldt og bleg, efter kniven var boret igennem hende. Øjnene som langsomt mistede sin glans. Blodet som langsomt kom ud af hende.

Jeg har lyst til at bukke mig forover og kaste op. Kaste op som jeg gjorde, da jeg var lille og min far dræbte dyrene omkring os. Jeg må bare indse det. Jeg er svag. Jeg har aldrig været stærk, jeg har bare opført mig sådan. Nu er jeg sikker på jeg ikke kommer til at vinde det her spil!

Langsomt kommer solen frem mellem træerne og fuglene begynder at synge. ”Er det allerede lyst?” Spørger Leigh-Anne og kigger forvirret rundt med en rynke mellem øjenbrynene. Jeg trækker på skuldrene og går videre mens lyden af vand som risler bliver højere. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er vi i nærheden af en sø eller lille vandfald. Og siden jeg har tømt noget af Leigh-Annes vandflaske, er det måske en god ide at fylde den op igen.

Jeg tager hendes vandflaske som er i siden af hendes taske, og skal til at træde hen mod søen der er nogle meter fra os, da hun griber fat i min arm og trækker mig omme bag en busk. ”Hvad?” Spørger jeg hviskende. ”Der er nogen.” Svarer hun og peger hen mod to personer som går og bærer på en anden soner.

”Hvad har de gang i? Prøver de at flytte et lig eller hvad?” Spørger jeg og kniber øjnene en smule sammen. ”Det er dem fra distrikt 4!” Siger hun og dasker mig på armen. Jeg tager et lille skridt tættere på og begynder så at kunne genkende ansigterne. ”Vi tager ikke kampen op mod hende Eleanor! Hun er god, stærk, smidig og klog!” Siger jeg hurtigt og tager et skridt tilbage. Hun nikker hurtigt og vi begge dukker os helt, så vi ikke er til at se.

”Har de slået ham ihjel eller hvad?” Spørger jeg, mens dem fra 4 stadig bærer soneren, helt ned til klipperne, hvor han bliver placeret. ”Vi ville nok have hørt kanonen hvis han var død, ikke?” Siger Leigh-Anne flabet og observerer dem fra 4 gå væk igen. De går hen mod os, men vi gemmer os godt i buskene så vi ikke er til at se. Da de er helt væk, går Leigh-Anne langsomt hen der, hvor soneren burde ligge, med mig i hælene.

Da vi kommer derhen ligger ham fra distrikt 6 nede mellem stenene. Han trækker stadig vejret stille, men langsomt. ”Din tur.” Siger Leigh-Anne med et smørret smil på læberne og rækker mig sin kniv. Med en rystende hånd tager jeg imod kniven og synker den klump som samler sig i min hals. Jeg tager et skridt hen imod ham og bukker mig lidt ned.

”Kom nu Jade, på et eller andet tidspunkt skal du jo gøre det. Hvorfor ikke nu? Han sover jo alligevel.” Siger Leigh-Anne hviskende i mit øre og lader sin hånd ramme min. Hun føre min hånd langsomt ned mod hans hals og da den er lige ved at ramme stritter jeg imod. ”Nej, jeg kan ikke.” Hvisker jeg og træder et skridt tilbage, hvilket får Leigh-Anne til at flytte sig.

”Hvad mener du med du ikke kan?” Spørger hun en smule hårdt. ”Det er forkert at slå andre ihjel. Hele det her spil er forkert! Folk som dræber hinanden for at blive bedre end andre, det er bare forkert!” Svarer jeg og begynder at gå ind mod skoven igen, men en hånd tager fat om min skulder.

”Jeg vil vinde det her spil, og det skal en lille fimset pige som dig ikke forhindre! Du kan sikkert bare ikke dræbe ham, fordi du er faldet for hans klodsede personlighed.” Hvisker hun med sammenbidte tænder. Jeg kigger med et forvirret blik på hende og tager så et skridt hen mod hende.

”Hvad har du gang i?” Spørger jeg forvirret og slår ud med armene. ”Prøve at vinde, hvad ellers? Du er som Emma, sænker en.” Hvisker hun hånende. Sænker en? Jeg har altid troet hun syntes drengene var dumme! Hvad sker der for hende?

”Hvad sker der her?” Spørger forvirret. ”Har du aldrig hørt som skuespil? Hvad taler jeg om? Hvis du havde, ville du have regnet den ud for lang tid siden! Det vigtigste nu er at komme af med ham Harry.” Siger hun og går hen mod Harry, der stadig ligger og sover.

Hun tager sin egen lille dolk op af sin støvle og går langsomt hen mod ham. I et øjeblik har jeg bare lyst til at vende mig om, luk alt lyd ude og vente på det er forbi, indtil jeg kommer i tanke om hvad jeg lige har sagt. Det er forkert! Dumt, egoistisk og egentlig bare ren underholdning for Capitol! Lige da hun skal til at angribe ham, løber jeg hen mod hende og hopper op på hendes ryg for at stoppe hende. Hun begynder at skrige og råbe om hvad jeg har gang i, men jeg er ligeglad! Leigh-Anne er ikke den person som jeg troede hun var, hun er som alle andre ambisonere! En tomhjernet idiot som bare skal dø nu! Uanset om jeg ender med at kaste op eller få dårlig samvittighed, jeg ville i det mindste have tanken om at jeg har reddet et andet menneskes liv. 

____________________________________________________________________________________

Undskyld ventetiden med et nyt kapitel, men min hjerne forlod mig og tog på ferie, derfor har jeg ikke kunne skrive noget, men inspirationen kom tilbage, og her har I et nyt kapitel! :D

Hvem hepper i egentlig på? #TeamJade eller #TeamLeigh-Anne?? 

P.S: Undskylder stavefejl eller grammatiske fejl, har ikke tjekket igennem :P

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...